Silas

Så er den sidste kuffert ved at være pakket og vores tre måneder her i landet er ved at være fordi. Det er med vemodighed, at vi pakker sammen. For der er så meget arbejde at gøre, så mange muligheder for at vidne om Jesus og så mange kristne, der har brug for støtte og forbøn. Men det er samtidig med forventning, at vi tager hjem, for at gøre os klar til – om Gud vil – om et år at flytte her til landet permanent. Og der er en masse ting, der skal på plads. En bachelorgrad, der skal færdiggøres, et hus der skal sælges og mennesker, der skal høre om landet og arbejdet, som hver af os gennem forbøn og støtte kan være en del af!

Men hvad har vi så fået ud at tiden hernede? Det er svært at vide, hvor man skal begynde. Men sprogskolen har givet os et overblik over sproget, så vi ikke begynder på bar bund, når vi kommer tilbage. Vi har lært om familielivet hernede og således har vi fået værktøjer til at forberede os til en tjeneste hernede. Vi har besøgt skoler, så vores ældste datter, der skal begynde i første klasse i 2012, kan blive optaget i en skole, hvor hun får rig mulighed for at lære det lokale sprog og få lokale venner. Vi har fået en masse venner og kontakter med både lokale kristne og arbejdere i landet, så vi har et netværk omkring os fra dag ét, når vi kommer tilbage. Vi har lært om muligheder for arbejde og snakket om strategier for arbejdet med LMs ansvarlige.

Dog er der er én lektie, der er mere værdifuld end alle de andre. Bombemanden, som jeg tidligere har skrevet om, gav mig et vers, der har fuldt mig hver dag lige siden. Det er fra Fil. 2,21: Alle de andre søger jo deres eget og ikke det, der hører Jesus Kristus til. Det kan nok virke som et underligt vers at give. Men det rummer visdom. Folket her er verdens mindst nåede folkeslag i verden. Antallet af kristne kan end ikke regnes i promiller, og vores modstander har bestemt ikke tænkt sig, at det skal være anderledes. Landet har et af verdens højeste antal ‘arbejdere’, der rejser hjem før tid. Folk har arbejdet her i årtier uden at se frugt af deres arbejde. Hvis vi kommer her med vores egne planer og søger vores eget, så holder vi ikke længe. Der er kun én mulighed for at klare det hernede – og det er at søge det, der hører Jesus Kristus til. Han må være vores styrke. Et arbejde hernede er et arbejde, der må udføres på knæ – det er et arbejde, som kun Jesus selv ved sin kraft kan udføre. Vi må søge ham, der både har vilje og magt til at nå mennesker!

Ikke kategoriseret

Vi har de seneste dage været på mini-ferie udenfor storbyen. Vi besøgte et område, der blandt andet er kendt for sin specielle natur og sine mange gamle kirker. Indenfor få et mindre område er der op mod femhundrede kirker samt flere klostre og kapeller. Området var op til middelalderen en højborg for kristendommen.

Men således er det ikke i dag. I hele regionen vi besøgte er der under 20 kristne – de ville snildt kunne være i en hvilken som helst af de 500 kirker, der vidner om kristendommens historiske tilstedeværelse. Men for kristne her i landet spiller kirkeruinerne alligevel en vigtig rolle. Der findes en bibelskole her i byen, der er tilknyttet én af kirkerne i byen. Denne bibelskole gør således meget ud af, at eleverne oplever landets kristne kulturarv. I et land, hvor antallet af evangeliske kristne end ikke kan regnes i promiller, giver det dog en vis ballast at vide, at kristendommen ikke er fremmet i landet, men at landet faktisk har solide kristne rødder.

Sidste weekend var jeg til et møde for ledere af alle de større missionsorganisationer, der arbejder i landet. Det var meget opbyggeligt at bede, lovsynge og høre nyt fra arbejdet over hele landet. På mødet blev vi præsenteret for et kort, der viste antallet af kristne i de forskellige regioner. Hvis der var én kristen ud af hver 20.000 indbygge, så var der ‘mange kristne’ i forhold til antallet på landsplan. Og ude østpå var der mange regioner med under én kristen ud af hver 200.000 indbyggere. På mødet lød der et indtrængende kald fra lokale kristne til missionsorganisationerne om ikke kun at være i storbyerne – for de rummer langt flest missionærer – men også at tænke på de virkelig unåede regioner.

Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst! Bed om at landet igen må se en vækkelse, så kristendommen ikke kun er gamle ruiner med levende stene!

Ikke kategoriseret

Denne weekend inviterede et amerikansk par os til et retrætecenter vest for byen. Nu har vi boet i denne beton-jungle i over to måneder, så det var tiltrængt at komme ud på landet. Ja, faktisk føltes det næsten som at komme hjem, når vi var deroppe i bjergene. Der er skove så langt øjet rækker (over 10.000 km²) og der ligger stadig sne på de højeste bjergtoppe. Og så var der selvfølgelig et mylder af fugle – så det var perfekt!

Stendrossel - en flot gammel han

Her langt fra trafik og larm har et par bygget et retrætecenter, hvor der kommer kristne fra hele landet, som har brug for at slappe af. Således var der også kristne fra andre byer tilstede, da vi kom.

Søndag havde vi fælles lovsangs- og bedemøde. Og det er herligt at bede sammen med mennesker, man aldrig før har mødt, men som man alligevel er ét med i Herren. Der var bl.a. et pensioneret par, der har boet de sidste mange år i landet, der skal rejse hjem. Og det blev en påmindelse om, at arbejderne skifter med budskabet er det samme: At mennesker må høre om Jesus og komme til tro på ham.

Søndag aften havde vi så det  obligatoriske lejrbål, hvor vi grillede skumfiduser – og amerikanerne har altså nogle fiduser til det, som vi kan lære af – eksempelvis kiks, skumfidus, chokolade, skumfidus, kiks i sammenklappet form Ligeledes spillede jeg guitar, mens vi sang lovsang mens solen gik ned – det var en herlig weekend.

Ikke kategoriseret

Gleðiligar páskir! – God påske! – Glad Påsk! – Happy Easter! – हैप्पी ईस्टर – Wesołych Świąt! – Joyeuses Pâques! – 幸せイースター – Buona Pasqua! – Felices Pascuas! – Честит Великден.

I morges da jeg tjekkede facebook mødte denne hilsen mig. Og den har fulgt mig gennem dagen. For påsken har relevans for alle mennesker – og påskens budskab skal lyde på alle sprog! Godt nok er det ikke så let at komme i ‘påskestemning’ her i landet, for der er ingen påskeferie og igen gudstjenester andet end påskedag, men det rokker ikke ved budskabet, som præsten prædikede i kirken i dag: Hvis graven ikke var tom, så er vores tro det!

Men graven er tom – Jesus er sandelig opstanden! Og han giver et nyt liv til mennesker endnu i dag. Derfor var det også en stort at se forberedelserne til farsi-gudstjenesten, der skulle finde sted efter at den gudstjeneste vi deltog i var ovre. Ikke færre end 14 iranere skulle døbes – og det er da en herlig dag at blive døbt på – Jesu opstandelsesdag. Efter gudstjenesten snakkede jeg med én, der kender til forholdene i Iran indefra. Og han forklarede vækkelserne blandt iranere med, at det muslimske præstestyres regime har forårsaget, at mennesker har mistet tiltroen til islam og derfor søger til kristendommen. Hvad der således for en ydre betragtning ser ondt ud, netop det bruger Gud til åndelig velsignelse!

Og ikke nok med det. I dele af landet her er der langt flere iranske kristne end lokale, og de gør faktisk et arbejde for at nå mennesker her i landet med evangeliet – at Jesus er død for vore synder og lever i dag!

Ikke kategoriseret

Tiden flyver af sted. Efter at have tilbragt lidt over en uge i her i landet tog jeg til Danmark efter Julianna, vores to døtre og vores volontør, Heidi Bech. Turen frem og tilbage gik godt og vi er kommet godt på plads i et hyggeligt ældre rækkehus i udkanten af byen.

Vi er også begyndt på sprogskolen og har nu været i skole i knap to uger. Det er selvfølgelig krævende at lære et nyt sprog, så der går megen tid med at læse grammatik-bøger, lave øvelser og snakke så meget som muligt. Sproget er temmelig forskelligt fra de nordiske, men heldigvis er grammatikken ganske konsekvent, så vi er optimistiske hvad indlæring angår. Men det kommer til at kræve meget arbejde at blive dygtig til det.

Faktisk er en af de helt store udfordringer i landet, at arbejdere ikke bliver gode nok til sproget til at kunne føre dybe samtaler med søgende. Således er der faktisk mennesker, der er kommet i kontakt med kristendommen bl.a. gennem kristen radio, kristen TV og det store arbejde, der bliver gjort med at give gratis bibler og kristen litteratur til mennesker. Dette arbejde betyder, at flere mennesker ønsker opfølgning og oplæring, men på grund af mangel på kvalificerede arbejdere, kan de ikke modtage det. Derfor har landet brug for folk, der er villige til at bruge god tid på at lære sproget, så de kan føre disse samtaler.

Vi har besøgt flere kirker og kristne, mens vi har været her. Blandt andet besøgte vi en kirke, der bliver ledet af en mand, der tidligere var muslim. Men under den for muslimer obligatoriske pilgrimsfærd til Mekka havde han set Jesus i en drøm. Dette ændrede hans liv fuldstændig og han begyndte at søge efter Jesus. Han kendte ingen kristne eller kirker. Først efter længere tid faldt han over en kristen radiokanal. Han fik kontakt med radiostationen, der sendte ham en bibel. Han læste den og kom til tro på Jesus og har siden da søgt at nå mennesker her i landet. Nu er han pastor i en af de største menigheder i byen og rejser desuden jævnligt rundt i landet, hvor der er mindre fællesskaber af kristne.

Ikke kategoriseret

I går var der møde med Ravi Zacharias på et hotel i byen. Flere hundrede mennesker var mødt op, og jeg mødte flere fra tidligere besøg i landet. Det var virkelig dejligt. Ravi er en virkelig dygtig apologet (forsvarar af troen), som jeg har læst bøger af gennem længere tid. Så i aftes var vi til foredrag med ham, og det var rigtig godt. Og bagefter var der mulighed for spørgsmål, hvor emner som ‘sandhed i andre religioner’, ‘forhold mellem familie og religion’ og ‘videnskab, tro, filosofi og logik’ blev behandlet… så bliver det ikke meget bedre. Og bagefter fik jeg endog mulighed for at snakke med ham og han signerede en af mine bøger og skrev en hilsen. På dansk har Scandinavia udgivet bogen “Kan man leve uden Gud”, der giver nogle gevaldige udfordringer til ateismen, både filosofisk, praktisk og logisk – så den kan jeg anbefale!

Men bagefter var næsten et endnu større vidnesbyrd om, at Gud virker i landet. For nogle år siden blev en udenlandsk og flere lokale ‘arbejdere’ slået ihjel i den østlige del af dette land. Det gik meget hårdt ud over den lille kirke, der var blevet plantet i byen. Så sendt som sidste sommer mødte jeg selv enken efter den udenlandske arbejder, da jeg var på en sommerlejr her i landet. Det var et utroligt vidnesbyrd at høre hende fortælle om, hvordan Gud havde givet hende kraft til at fortsætte arbejdet i selv samme by blandt de mennesker, der tog hendes mand fra hende. Men sidste sommer var kirken næsten forsvundet – der var meget få lokale der støttede den og der var mange konflikter og udfordringer for kirken.

Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.

I går mødte jeg så en arbejder fra byen. Og han berettede det mest fantastiske vidnesbyrd. Der findes OL for handicappede, og landet her sender et hold til det. Der havde en fra landet her mødt Jesus og han havde vidnet for en fra byen – og selv om han er både døv og stum, så kom han til tro og vidnede for sin familie i byen, hvor kirken havde det så svært. Jeg mødte selv denne døve og stumme mand i går og glæden lyste bare ud af ham – selv om han intet kunne sige med ord! Gennem ham er nu fire familier kommet til tro på Jesus gennem den seneste 1½ måned, så kirken er mere end fordoblet i byen! Ja, selv om der er fuldtidsarbejdere i byen, så bruger Gud en døv og stum som sit vidne – Gud er god! Men det er også en påmindelse til os om Jesu ord i Joh 15,6: “Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Vi bærer frugt, hvis vi bliver i ham – måske ikke på en måde vi selv ville forvente, men det er op til Gud og ikke til os. Og i kirken der har lidt så meget for troen brugte Gud en stum og døv!

Guds fred

Fra en Starbucks-cafe downtown!

Silas

Ikke kategoriseret

Så er vores første indlæg på banen. Eller ind til videre er det kun mit, for Julianna, børnene og vores voluntør Heidi kommer først på lørdag. Men de første dage hernede i dette muslimske land – som jeg af sikkerhedsmæssige årsager ikke vil nævne på internettet – har været helt fantastiske. Jeg bor hos et arbejderpar med to børn. De har været utrolig hjælpsomme og skaffet mig en masse kontakter, som har været til stor hjælp. LM’s arbejde hernede er stadig i en undersøgelsesfase, så ud over at Julianna og jeg skal på sprogskole, så skal vi også undersøge muligheder for at arbejde hernede og muligheden for samarbejde med andre kirker.

Og så bliver man kastet ud i det! Forleden besøgte jeg det hus, som vi skal bo i de næste 3 måneder. Den amerikanske familie der bor i det skal hjem på orlov, så vi lejer deres hus i mellemtiden – en rigtig win-win situation – eller faktisk er det Gud, der er god! Nå, men jeg besøgte dem og vi havde en rigtig hyggelig dag sammen, hvor de fortalte om arbejdet i kirken de hører til, om det at være familie og have børn i landet og en masse andet. Ved 17-tiden kom der så omkring 10 unge på besøg. De fleste var fra landet her, et par kom fra en tidligere sovjet republik og en enkelt tysker, der er vokset op i landet – og så var der os. Når jeg skriver unge, så er det 18 år og ældre. For det er faktisk ulovligt, at undervise unge under 18 år i kristendommen – så det kan få store konsekvenser, hvis man gør det og kirkerne er generelt meget påpasselige med det. Vi havde en rigtig hyggelig aften sammen med leg, sang og så delte hver især hvad der havde været godt og svært igennem ugen, og så bad vi sammen. Det var en stor oplevelse – og jeg fik det hele oversat til tysk, idet en tysk arbejders søn taler begge sprog flydende.

En af de unge kom fra en muslimsk familie. Familien har fundet ud af, at han er interesseret i kristendommen. Så han bliver holdt indendøre om søndagen, så han ikke kan gå i kirke. Så hans eneste faste mulighed for kristent fællesskab er disse lørdagsmøder hos de amerikanske arbejdere. Han havde fået en bibel på landets sprog, men havde fået tæv for at have den liggende på sit værelse af sin familie. Det koster at være kristen hernede! Ikke desto mindre har han nu brugt 6 måneder på at lære japansk, for han har fundet ud af, at den japanske bibel ikke bliver taget fra ham i hjemmet – de kan jo ikke forstå hvad der står. Så han går til ungdomsmøder med en japansk bibel med understegninger og hele molevitten… Dette gør en teenager anno marts 2011 for at få lov til at læse Guds ord – sikke et vidnesbyrd!

Og så kom chokket – eller måske overraskelsen. Jeg holdt et lille vidnesbyrd for de unge, som blev oversat og efter det vinkede den amerikanske hustru mig ud i køkkenet, hvor hun spurgte, om Julianna og jeg ville fortsætte denne gruppe, mens de var væk. Det er jo eneste mulighed for nogle af disse unge at komme sammen med andre kristne. Jeg snakkede så med Julianna om det, og det vil vi gerne. Og den unge tysker har sagt ja til at oversætte for os, så det skal nok blive spændende – ja, i Guds rige bliver man ofte kastet lige ud i det!

Guds fred

Silas

Ikke kategoriseret

Velkommen til LM-bloggen. Dette er dit første indlæg. Rediger eller slet det og begynd så at blogge!

Ikke kategoriseret