Ruth og Philip Bach-Svendsen

Der har det sidste stykke tid ikke været så meget, der gav lyd fra sig her på Soma Biblia Center – heller ikke hvad blogindlæg angår. Det skyldes som tidligere skrevet, at vi i sidste uge måtte aflyse et kursus, fordi de mulige kursister mente, det var tid til markarbejde i stedet. Men stilheden er blevet benyttet til at blive bedre forberedt til de kommende uger, der efter planen byder på ét stort og hele tre, små undervisningstilbud.

Først det store

Jeg gav i sidste indlæg udtryk for, at det ikke har været let for mig at strikke et kursusprogram for unge sammen. Dels er det første forsøg – i Tanzania i hvert fald. Dels manglede jeg meget et par stykker til at være her hele tiden, så de unge har en af deres eget køn, som de snakke med og spørge til råds om alt mellem Himlen og jord. Timelærerne så det bedre ud med, så kursusprogrammet fremtrådte på papiret ganske hæderligt. Men især den mandlige heltidsmedarbejder kunne jeg ikke se, hvor jeg skulle få fra, og selv stå med 30 unge fra middagstid den ene dag til tidlig morgen den efterfølgende alle uges dage var jeg ikke meget for.

Men den dag, hvor det så mørkest ud, fik jeg om aftenen en opringning, der vendte op og ned på det hele. Jeg vidste godt, at Marco Bilauri fra Sumbawanga for nylig også havde fået ansvaret for provinsens ungdomsarbejde oven i det TEE-undervisningsarbejde, han i forvejen leder, men jeg havde end ikke turdet håbe på hans hjælp, fordi hans kone var blevet så syg, at han umuligt kunne forlade hjemmet.

Men det var ham, der ringede – i Guds time. Konen havde det nu så meget bedre, at han havde fået energi til at tænke fremad. Og så ville han faktisk gerne som det første på ungdomskursus! Jeg glæder mig til samarbejdet med ham – for helt almindelig kursusdeltager bliver han ikke, selv om han efter eget ønske ikke skal have de mange timer.

Endnu en opringning

Jeg skrev også i forrige indlæg, at de foreløbige tilbagemeldinger fra sognene her i byen på SBC’s tilbud til de unge gav grund til optimisme. Præsterne kan godt se behovet og er enige med os i, at det er stort.

Så tilføjede jeg også – heldigvis, vil jeg næsten sige – at jeg havde optimismen et andet sted. Dét har vi haft rigeligt brug for i den uge, der er gået – ikke mindst Matimbwi på kontoret. Det er blevet til mange opringninger og sms’er fra hans side. Et par gange har han fået at vide, at der et bestemt sted lå en liste med navne på unge, som gerne vil på kursus. Men når han i god tro så mødte op for at hente den, anede personen på stedet intet om nogen liste!

Men i dag lysner det! Først kom en evangelist fra nabosognet for at tilmelde tre. Da han var gået, ringede Matimbwi, som altid har telefonen åben også på arbejdsfri dage i håbet om, at der skulle indløbe en tilmelding, at nu havde han fået fem navne fra ét bestemt område. De kommer på mandag.

Jo, én ting er at skrive, at det hverken kommer an på den, der planter, eller den, der vander, men på Gud. Noget andet er at stole på, at det også er sandt! Så i dag takker jeg for repetitionen (og for regnen, der falder udenfor lige nu).

Så de tre små

Det første udkast for foråret 2011 sagde endnu et kursus i uge 12 og så til Danmark med mig. Men det ene ser ud til at blive til tre små i stedet.

Først har Tumaini Kadege, den lokale medarbejder for Injili kwa Watoto (på engelsk Child Evangelism Fellowship, på dansk Evangelisk Børnemission), bedt om at kunne afholde en børneweekendlejr her på SBC for 4. til 6. klasse. Mon ikke de gamle skolebygninger glæder sig til at høre børneråb igen?!

Så har vi ringet rundt til de bogsælgere, som Soma Biblia Iringa har telefonnumre på, for at høre om de er med på et to dage langt seminar i uge 12. Vi har sat prisen meget lavt, men det er stadig dobbelt dyrt for dem, da det for flere af dem både betyder udgifter til bus og fire arbejdsdage ud af kalenderen uden en shilling i indtægt. Men vi har fået så mange på deltagerlisten, at vi gennemfører.

Det tredje er, at jeg er blevet enig med Soma Biblias nationale leder, René Sølvsteen, om at tilbyde bogsælgerne i Dar es Salaam en enkelt dag på Soma Biblia dér i stedet for at prøve at trække dem helt til Iringa.

Og så de efterfølgende

For planen siger, at det ikke dermed er slut. Også efter at jeg er taget til Danmark, er der programlagt et par kurser for børnemedarbejdere i henholdsvis april og maj. Hovedkræfterne bliver igen folk fra Injili kwa Watoto. Og meget tyder på, at SBC’s telefonregning bliver meget mindre til den tid, for kurset i april er allerede på nuværende tidspunkt næsten fuldtegnet.

Ikke kategoriseret

Så kom det. Jeg har i dag for første gang måttet ringe rundt og aflyse et kursus, nemlig næste uges ægteskabskursus for evangelister. Underviserne var klar, men det var evangelisterne ikke.

Grundene kan være flere: Nogle har helt sikkert intet hørt. Kursusfolderne nåede aldrig frem. Andre ville måske gerne, men økonomien satte en stopper. Økonomi har også med vilje at gøre, så det kan også være en årsag. Der var ikke vilje i sognet til at bekoste rejsen og kursusafgiften.

Men hovedårsagen er måske, at i denne tid går markarbejdet frem for alt andet. Der har i en periode været stilstand i regnen, og nogle kan allerede nu se, at høsten ikke vil blive stor. Men derfor kan evangelister ikke bare lade markarbejdet ligge, hvis de vil have brød på bordet. For evangelistlønnen rækker ikke langt.

Mandefald?
Evangelisterne lader ikke hænderne falde. Så kan vi, der forbereder og afholder SBC’ kurser, og jer, der beder for dem, heller ikke tillade os at give op! ”Der kommer en nat, da ingen kan arbejde,” siger Jesus, men den er ikke nu. I hvert fald ikke for Tanzanias vedkommende. Selv om vi ikke ’høster’ noget i næste uge, så kan vi ikke bare lade arbejdet ligge. Det håber jeg, I er enige med mig i!

Tænkepause
Nu har jeg så fået en hel uge forærende, som jeg ikke havde regnet med. Hvad den skal bruges til, ved jeg ikke helt endnu. Men jeg har da nogle idéer, og når det gælder jer, så har jeg nogle konkrete forslag:

- bed om, at vi må være forudseende i vores fremtidige planlægning, så vi gør muligheden for aflysning mindst mulig og bruger vores ressourcer bedst muligt
- bed om, at vi må blive bedre til at få kendskabet til SBC og de konkrete kurser spredt til dem, vi holder dem for
- bed om, at evangelisternes og andres markarbejde trods sparsom regn alligevel må give en så stor høst, at der bliver råd til at komme på kursus senere

Næste skridt
Planen siger ungdomskursus i uge 10 og et todages seminar for bogsælgere i uge 12. Senere har vi en aftale med Evangelisk Børnemission i Tanzania om to kurser for børnemedarbejdere af hhv. en uges (uge 13) og ti dages længde (fra den 3. maj).

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg ikke synes, det har været let at strikke et kursusprogram for unge sammen. Men det ser fornuftigt ud på papiret lige nu, og de foreløbige tilbagemeldinger fra sognene her i byen giver grund til optimisme. Præsterne kan godt se behovet og er enige med os i, at det er stort.

Optimismen har jeg dog et andet sted: ”Hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst” (1 Kor 3,7). Og hans velsignelse har vi allerede mange eksempler på i SBC’s korte historie. Ligesom jeg er helt sikker på, at han ikke lader hænderne synke. Han vil have hele sin høst i hus!

Ikke kategoriseret

Denne gang har jeg lyst til at lade en af Soma Biblia Centers kursister komme til orde.

Hun er bestemt ikke ene om det, hun giver udtryk for. Der var feststemning i går aftes, da vi holdt nadvergudstjeneste med efterfølgende afskedssamvær. På bedste afrikanske vis havde de 30 børnemedarbejdere, som vi havde plads til i denne omgang, til lejligheden lavet både ’risala’ og ’ngonjera’.
Det første er i dette tilfælde kursisternes fælles, officielle takkebrev rettet til Ove Mølgaard som leder af Soma Biblia Center. Det blev højtideligt læst op for alle tilstedeværende, inden han fik det overrakt. Det indeholdt både noget om, hvem de selv er, en opregning af det de havde fået ud af kurset, en tak for det og ønsker for fremtiden.
Det andet er et slags digt med både rytme og rim og gerne udtrykt på en sjov, overraskende eller slagfærdig måde. I dette tilfælde kom de ti kursister syngende ind og stillede sig op på rad og række, hvorefter hver enkelt i tur og orden trådte frem og reciterede sit vers af digtet – med både fagter og mimik til. Så der blev både grinet og klappet ind imellem versene. Til sidst var jeg bare fyldt af taknemlighed.

Spørgsmålskassen

Vi havde en lille boks stående på bordet med bøger og andet materiale til børnearbejdet. Her havde alle mulighed for at lægge deres spørgsmål og kommentarer i. De fleste kommer som regel frem umiddelbart, når vi er i gang i timerne, men det sker også, at boksen bliver benyttet. Det følgende fiskede jeg op den sidste dag, skrevet meget omhyggeligt:

”Vi takker Gud af hjertet for, at han har mindet jer om denne sag at arrangere kursus for børnemedarbejdere.

Mine tanker

Jeg beder om, at der bliver afsat mere tid til undervisningstimer i programmet. Kurser eller træning som den, vi får her, er der behov for med jævne mellemrum. Det behøver ikke nødvendigvis være her på Soma Biblia Center, det må også meget gerne foregå der, hvor vi bor.
Endvidere, når det gælder disse kurser, må Gud give jer styrke, så hele Tanzania, om det så kun er nogle få fra hvert sted, må få denne oplæring. Det, jeg kunne ønske, er, at der i hver region kunne arrangeres kurser som dette, ja endda landsdels- og landsdækkende kurser!
Må Gud give jer styrke. Og så takker jeg Gud af hjertet. Må han hjælpe mig til at være en vis forælder, først og fremmest derhjemme for mine egne børn, men også for ’mine’ børn i kirken. Amen!”

Lizbeth

Enhed er styrke

”Må Gud give jer styrke.” I denne bøn rækker Lizbeth naturligvis hænderne mod Himlen. Men bønnen rækker også helt hjem til jer i Danmark. Griber ind i jeres kalender. Og ned i jeres pung.
For det er Gud alene, der kan give den styrke, som skal til for at virkeliggøre bønnen om, at det ene kursus, Lizbeth har deltaget på, må spredes som en ild, der fænger i hele landet.
Men det er også som ordsprogene siger, at enhed er styrke (swahili) og enighed gør stærk (dansk). Så bær med på Lizbeths bøn – og vision!

Soma Biblia Center hverken kan eller skal sprede sine aktiviteter til hele Tanzania. Men vi skal nære ilden her på stedet, så den spredes med kursisterne. Der var ild i dem, da de tog af sted i morges!

Ikke kategoriseret

Soma Biblia Center har plads til cirka 30 kursister ad gangen, og der var otte ægtepar på listen, da jeg nåede frem til Iringa den 22. januar. Så det var bestemt ikke efter vores plan, at der til åbningssamværet mandag den 24. kun sad to – eller tre – ægtepar i det store lokale.

Og det blev ikke til flere, selv om der var ét par mere, der fik grønt lys for at komme dagen efter, fordi de havde sovet over sig og ikke nåede bussen mandag. Den kører midt om natten!

Men Jesus holdt sit løfte om at være midt iblandt os, og derfor blev det alligevel et rigtigt godt ægteskabskursus.

To med håb om at blive tre

Når jeg skrev, at der ”kun sad to – eller tre – ægtepar” i lokalet den første aften, så skyldes det ikke, at jeg havde svært ved at tælle de fremmødte. Det skyldes heller ikke, at det for det ene ægtepars vedkommende kun var manden, der nåede frem til åbningssamværet. Grunden er, at det tredje ægtepar kun var med den første hele dag, og så tog de hjem igen i fuld forståelse med vores krav, at kursister ikke må have små børn med.

Det var bestemt ikke nemt at sende Samuel, som dette ægtepars to-årige søn hedder, hjem efter kun én dag, for han var allerede gået rent ind hos os alle som et levende vidnesbyrd om, at Gud hører bøn. Hans forældre fortalte meget åbent tirsdag aften om, hvordan de i 18 (atten) år havde bedt Gud om et barn. Efter det første års ægteskab fyldt af glæde, blev hun syg første gang. På et senere tidpunkt måtte han helt bogstaveligt bære hende flere kilometer på ryggen som en anden sæk kartofler, fordi der ikke var et hospital i nærheden, ingen anden transportmulighed dér langt ude på landet, hvor de boede, og hun var så afkræftet, at hun slet ikke kunne gå men var døden nær. – Men i tirsdag sad hun sund og rask og holdt smilende sin søn i hånden!

Han nævnte også, at han havde måttet ’bygge en mur’ omkring deres lille familie på to, så ingen kunne komme ind og blande sig i, hvad der skulle ske med den. Det er sikkert ikke helt få, der i årenes løb har rådet ham til hurtigst muligt at få konen skiftet ud, når hun nu ikke duede.

På et tidspunkt, hvor de lige var blevet forflyttet til et nyt sted, bad de i tre måneder for en kone dér, om at hun måtte blive gravid. Da Gud hørte deres bøn for hende, kunne de ikke andet end spørge: ”Men hvad så med os?” Men den bøn hørte Gud altså også. Det tog ’bare’ længere tid, inden han svarede. Men i alle de år havde han hørt deres bøn. Det var bare først nu, da drengen blev født og gik rundt imellem os, at vi alle indså, at Gud hverken er døv eller havde forladt dem i 18 år.

De to tre næste kurser

Nogle vil måske synes, at det er spild af missionens gode penge at afholde kursus for kun to ægtepar. Men hele tiden opmuntrede både undervisere og de to ægtepar os til at blive ved. Og jeg tror faktisk, at denne ødselhed er ganske godt i pagt med Guds vilje.

Men når I nu ved, at Gud hører bøn, og hvis det betyder noget for jer, at mange får hjælp i deres liv med Gud og tjeneste for ham, så bed om, at vi må få flere deltagere på de kommende kurser! Det førstkommende for børnemedarbejdere ser på Matimbwis liste med navne ud til at blive godt fyldt op. De næste for henholdsvis evangelister og modne unge er det endnu for tidligt at sige noget om.

Bed også om undervisere. Jeg synes ikke, det er helt nemt at få ’puslespillet’ til at gå op. Og helt konkret, så har jeg fået melding om, at konen til en af dem, der har sagt ja til at undervise børnemedarbejderne i næste uge, er alvorligt syg af årsager, som lægerne ikke rigtigt kan finde ud af. Det kan betyde, at han må blive hjemme, og så bliver der et ikke helt lille ’hul’ at dække i kursusplanen.

Og når I er i gang, så er der også det med at få kurserne annonceret og ud til de rigtige. Her beder vi også meget om at finde flere, gode veje.

Ikke kategoriseret

”Tiden er løbet som vand.” Sådan forklarede hun det, da hun på alle kursisters vegne skulle sige tak den sidste aften. ”Da vi begyndte, havde vi en håndfuld dage. Men de gået, som var det vand, jeg havde haft i hånden.”
Det var bestemt ikke, fordi de spildte tiden. Bortset fra de øjeblikke, hvor vi sad og spiste, og en pause på knapt halvanden time over middag, så kom de 28 deltagere næsten ikke ud af undervisningslokalet fra klokken halv otte om morgenen til ni om aftenen. Og det var ikke, fordi de blev tvunget til det. De ville det selv!
Det var de tre undervisere fra Evangelisk Børnemission helt med på. Jeg havde fået at vide, at deres undervisningstimer var på 50 minutter, men havde i programmet alligevel valgt at følge vores almindelige dagsskema med hele klokketimer. Godt det samme, for det kneb stadig med at få tiden til at slå til. For ”hvad hjertet er fuldt af …”!

At hjælpe et barn til tro
Undervisningen var målrettet hjælp til at lede et barn til personlig tro på Jesus, samt hjælpe det til at vokse i troen og adlyde Guds ord. Hver deltager fik lavet fire enkle illustrationer: 1) En gylden cirkel som symbol på Gud, der er evig og mere værdifuld end guld. 2) Et sort hjerte som symbol på synden, der skiller os fra Gud. 3) Et kors med en åben grav bagved for at vise, hvordan Jesus har overvundet syndens problem. Og endelig 4) et hvidt hjerte som følger med som gave, når man tager imod Jesus i tro.
Og så øvede de ellers samtalen mellem søndagsskolelærer og barn igennem to og to efter en fremgangsmåde, som de i timerne forud både var blevet indført mere teoretisk i og havde fået vist gennem et rollespil af underviserne. Flere kursister måtte indrømme, at det ikke var helt så enkelt at gøre det selv, som når man bare sad og så på. Der var også et par stykker der gav udtryk for, at Gud måtte tilgive dem, for de havde ikke været gode vejledere for deres børn i søndagsskolen indtil nu.

En tabt generation?
Nu er det alvor for kursusdeltagerne. Kirken i Tanzania står over for en enorm udfordring i mødet med de millioner af børn, som har brug for at Jesus som frelser og herre. Et par glimt kan illustrere det:
- Christina, en af underviserne fra Moshi, fortalte, at der i denne tid konfirmeres mange, mange børn i stiftet. Så mange, at de må tage hverdage i brug for at nå dem alle. For ikke så længe siden havde hun så til en søndagsgudstjeneste bedt om, at alle, der var blevet konfirmeret sidste år, ville rejse sig op. Der var ikke én! ”Det er, fordi de kommer til gudstjeneste nummer to,” fik hun som forklaring. Ok, Christina blev i kirken til den næste gudstjeneste også og bad ligesom ved den første dem, der var blevet konfirmeret sidste år om at rejse sig. Kun to rejste sig.
Det var tydeligt at mærke på hende, at det smertede at skulle fortælle om det. ”De unge kommer ikke til gudstjenesterne,” lød hendes konklusion. Tendensen ses længe inden konfirmationsalderen. I mange kristne hjem har forældrene slet ikke syn for at oplære deres børn i troen. De tager dem ikke med i kirke eller sender dem end ikke i søndagsskole. De er travlt optaget med så meget andet – og fjernsynet stjæler resten af tiden.
- I gymnasiet har alle elever, også muslimer, mulighed for at vælge faget ’Divinity’, som er ren kristendomsformidling. Men mange unge vælger faget fra. Det skyldes ikke af manglende lyst, har jeg fået at vide. Grunden er, at langt de fleste får dårlige karakterer, fordi kirkens folk, som underviser, ikke er gode nok til det, der er ingen ordentlig vejledning til faget, og så er spørgsmålene til eksamen måske også noget ’tilfældige’. Resultatet er, at mange, der vælger faget fra, for hvem ønsker mangelfuld undervisning og dumpekarakter?
Men tilsammen kan denne dårlige tendens betyde et meget alvorligt tab for kirken. Resultatet kan blive en tabt generation – ikke bare som gudstjenestedeltagere men som Jesu disciple og efterfølgere. Har de kristne råd til bare at se på? Har vi?

Tiden løber som vand
Midt i glæden over endnu et godt kursus med stort udbytte for de deltagende søndagsskolelærere, har jeg alligevel en ubehagelig fornemmelse af, at det bare er en dråbe i havet. Soma Biblia Centeret kan ikke løfte opgaven alene.
Men vi kan noget andet. Noget vi skal gøre! Nemlig gennem vore kurser at pege på, at der må gøres noget. I god tråd med det, sluttede søndagsskolekurset med en opfordring til deltagerne om at bringe sig selv som et levende og helligt offer, der er Gud til behag (Rom 12,1-2). Nogle græd. Smerte og glæde i forening.
Bed om, at disse 28 må tænde en brand også hos dem i hjemmemenighederne. Bed for Tanzanias kirke, at dens ledere og de kristne i det hele taget må vågne op, samle sig om opgaven og gøre noget ved den, mens tid er. Bed også for Evangelisk Børnemissions medarbejdere, som gør et kæmpe stykke arbejde for at fremme sund oplæring af børn og kommende søndagsskolelærere.

Ikke kategoriseret

I knæ
En lille uge før starten på kurset for bibelskolelærere var deltagerantallet stadig alt for lille. Matimbwi, vores kontormand, havde kun 8-9 stykker på sin håndskrevne liste. Erfaringen sagde mig, at den kun ville blive kortere mandag, dagen hvor kurset skulle begynde. Sådan gik det også. ”Desværre. Problemet er penge til rejsen,” gav én som begrundelse. En anden udeblev bare. En tredje nåede knapt halvvejs, inden han vendte om – hvis vi ellers skal tro de uklare meldinger, Matimbwi fik undervejs, mens han ihærdigt prøvede at få vished for, om folk kom eller ej. Så var der kun fem tilbage.

På knæ
Jeg tænkte og bad meget i tiden op mod kurset, for jeg syntes ikke, forberedelserne var nemme, og havde meget svært ved at se, hvordan det skulle blive anderledes med selve kurset. Tidspunktet var ikke ideelt, annonceringen for sent ude og bibelskolernes økonomi sikkert helt i bund her sidst på året.
Bed og arbejd, siger et gammelt ord. Hvad gør man så med det sidstnævnte? Søger hjælp hos en god ven! Han har godt nok ikke noget med bibelskolelærere at gøre, men til gengæld kender han mange andre, der underviser enten gymnasieelever i ’divinity’ eller grupper af kristne, der dagligt læser ’selvstudiebøger’ derhjemme og mødes med deres lærer en gang hver fjortende dag. ”Begynder kurset på mandag?” Han regnede på dagene. ”Jo, det må kunne nås at få fat på én fra hvert provsti inden da!”
Det lykkedes! Og så var der pludselig hele 12 deltagere. Samt en underviser langvejsfra, som kom en dag tidligere og straks gik i gang med at lave håndskrevne noter, som skulle uddeles til deltagerne.

I knæ endnu en gang
Og så var det os andre der fik travlt! Det håndskrevne skulle renskrives og kopieres. Selv havde jeg også nogle timer om nådemidlerne foruden jobbet med at være ’tovholder’ for al undervisning. Det betyder i praksis, at man er på fra tidlig morgen til sen aften.
Men det var det hele værd! Der blev taget fra. Til tider blev der helt stille i undervisningslokalet, når vi nåede frem til emnets kerne. Så blev der nikket – og kuglepennen kom i gang, for nu skulle det, man lige havde forstået, skrives ned, så det ikke gik i ’glemmebogen’!
Det allerbedste var måske bibelstudietimerne udenfor i centerets hytte. Den passede lige i størrelse til os fjorten mand og kvinder. Og vores underviser oppe nordfra var både erfaren og ydmyg. ”Vi sidder i rundkreds, for her er ingen af os lærer. Det er Helligånden! Og så deler vi det med hinanden, som vi får af ham, når vi læser Bibelen sammen.”
Vi læste glædens brev (= Filipperbrevet) sammen, og det blev til stor glæde for os alle. Ifølge deres evalueringssedler tog de alle hjem med ønsket om at fortsætte, hvor vi slap. Vores underviser fik givet sit ’hjertebarn’ eller store vision videre: Små grupper af kristne, der rundt om i hjemmene læser Bibelen sammen og gør deres hjem til et bedehus!
(I parentes bemærkes: Skulle der være en og anden læser, der ikke er med i en bibelstudiegruppe, så se at komme med i en. Eller begynd en i dit eget hjem. Det er bare godt, skulle jeg hilse og sige fra kursusdeltagerne!)

På knæ endnu en gang
I dag er det første hverdag efter end kursus. Men takken til Gud for endnu et velsignet kursus fylder stadig hjertet helt. Underviseren fra Moshi lovede ved afskedssamværet, at han ville gøre alt for at huske at bede for kursusdeltagerne og Soma Biblia Centeret hver torsdag den næste måned. Vil I være med til at danne en lille bedegruppe? Vi behøver ikke mødes fysisk her på jorden. Vi kan mødes foran den samme nådetrone i Himlen!

Ikke kategoriseret

Tiden gik simpelthen for hurtigt til, at vi kunne gøre det sammen. Så da Ruth og Nikolai var på vej til Danmark, måtte jeg tage alene hen og besøge et præstepar, som vi har kendt, siden de boede på præsteseminariet i Mbeya, hvor han læste teologi, og hun dygtiggjorde sig til at blive medhjælpende hustru. Det blev et glædeligt gensyn. Og så fik jeg nogle glimt af et kirkebyggeri oveni.

Modellen på præstens kontor
Jeg vidste, at jeg kom for tidligt, for han havde sagt, han skulle ud til en syg, som gerne ville have nadver. Så efter en lille snak med evangelisten (blandt andet om muligheden for at komme på ægteskabskursus til november sammen med konen!), blev jeg lukket ind på præstens kontor, hvor der var en bedre stol. Glasmontren bag skrivebordet faldt straks i øjnene. Indeni var der en papmodel af en stor kirke med diverse arkitektoniske udsmykninger. ”Kirken er simpelthen alt for lille til menighedens gudstjenester”, lød forklaringen. ”Den nye skal bygges udenpå den nuværende, for den kan vi ikke undvære så længe. Sådan gør de også andre steder. Vi er ved at samle kræfter til første etape, som er planlagt til sidst på året eller i begyndelsen af det næste.”

2.700 – og lidt til
Det med at samle kræfter, fik jeg et indtryk af, da jeg gik rundt om den nuværende kirkebygning. Uden for indgangen var der et par stativer med en masse stive konvolutter, alle nummererede. Det højeste tal, jeg fik øje på, var godt 2700. Jeg er ikke sikker på, at alle numre er i brug, men der var i hvert fald mange konvolutter. Og bag hver konvolut gemmer sig en fast giver til Guds riges arbejde. Kun en enkelt havde skrevet sit navn udenpå, men beløbene, der var givet indtil nu, fremgik af konvoluttens forside. Småbeløb, målt med en dansk økonoms øjne. Fleres samlede bidrag var måske kun 2.700 shilling eller lidt mere. Ikke meget mere end en tikrone! Men tænk ikke for småt om den gave, for når man er 2700, der giver, og nogle giver lidt mere end andre, så …
Lad os i stedet efterligne dem. For sådan får de kristne i Tanzania faktisk bygget kirke!!

Ikke engang tid til at spise
Inde på præstens kontor fik vi genopfrisket tiden fra sidst, vi sås. Samtalen blev bare ikke så lang, som jeg/vi kunne have ønsket. For folk fik hurtigt færten af, at præsten var tilbage efter sygebesøget. Med et ”hodi” kom den ene efter den anden ind. Et par havde et brev med, andre forklarede selv deres ærinde. Og han sad stille og koncentreret og hørte på. Så fulgte svarene. Han havde ikke kalenderen fremme, så jeg kunne kigge i den, men et af svarene sagde mig alligevel, at han havde rigeligt at se til: En opfølgning på en af sagerne måtte udsættes, fordi den ønskede dato allerede var booket op med flere gøremål.
Da vi sagde farvel, tog han direkte til stiftskontoret for at deltage i planlægningsmødet for det kommende store stiftsmøde. Faktisk skulle han samtidig have haft de sidste to lektioner med et par, der gerne vil giftes i nærmeste fremtid, men den undervisning måtte han overlade til den teologistuderende, som var i praktik hos ham!

I mere end 15 år!
Præsten kom faktisk senere, end han havde sagt i telefonen. Så jeg fik også tid til at kigge ind i en endnu ældre kirkebygning på grunden. Den bliver nu brugt til børnearbejde. 21 børn var der for øjeblikket, fra halv ni til omkring tolv, mandag til fredag. Og så en ældre kvinde til at undervise dem. Hende alene. Hun begyndte en gang i 90’erne og fortsætter ufortrødent.
En slags børnehaveklasse, kan man vel kalde det, der foregår, selv om nogle af regnestykkerne på tavlen i mine øjne var ret avancerede til det niveau. Vi kunne hurtigt blive enige om, at lærdommen skal leges ind i børnene i den alder. Helt spontant begyndte hun med ord, mimik og fagter at beskrive, hvordan de rejste rundt i Tanzania med tog, besøgte landmanden og så koen blive malket, og fiskede i Victioria-søen. Bibelhistorie får de også – sikkert på samme måde, vil jeg tro. Hun fortalte, at den lokale folkeskole anbefaler forældre til at gøre brug af kirkens tilbud, inden de sender børnene i skole. Der er også muslimske børn i flokken!
Da de sidste børn var gået, fortsatte hun med at sy alterduge og anden kirkeudsmykning. Samtidig med at det giver hende en indtægt, er det en glæde for hende, at der er noget smukt at se på i Guds hus. Hendes ansigtsudtryk, da hun sagde det, var ikke til at tage fejl af.

Regn lidt på det
Selv om jeg ikke er i tvivl om, at det kommende byggeprojekt kan blive en god ramme om menighedens gudstjenester, at tikroner givet med glæde batter mere i Guds rige, end vi tror, og at præsten virkelig bygger Kirke på sit kontor, og hvor han ellers færdes, så er det alligevel det sidste glimt, der sidder tilbage i sindet hos mig. Jeg fik ikke engang hendes navn. Men Gud kender det. Og jeg er overbevist om, at han ikke er den eneste, der vil tage imod hende med glæde i de evige boliger.
Læs selv videre i Lukas-evangeliet 16. Det handler om meget mere end penge – men også om dem. For lagt i Guds hånd kan de faktisk blive til rigtigt Kirkebyggeri!

Ikke kategoriseret

En del gange i ugen, der gik, kom samtalen på kurset ind omkring det at have et ægteskab, hvor mand og kone fordeler hjemmets opgaver mellem sig, økonomisk såvel som arbejdsmæssigt. Begge ved, hvor ansvaret ligger, og det forventes, at man hver især klarer sine egne opgaver. Ellers er det kontraktbrud. Fællesskabet består så i det seksuelle, og så det at sove under samme tag.
I et kristent ægteskab er det anderledes. Da er Gud en del af fællesskabet mellem mand og kvinde. Gud vil, vi skal leve i et tæt fællesskab med ham og hinanden, så hans kærlighed kan folde sig ud i vores liv med og for hinanden.
Efter et par dages undervisning var der én, der sagde: ”Nu ser jeg pludselig, at langt de fleste af vore kristne lever i et kontrakt-ægteskab. De lever ikke i et fællesskab med hinanden og Gud.” Nej, sådan er det. Undervisning om, hvad et kristent ægteskab er, er næsten ikke-eksisterende. De fleste – inklusive de præster, der deltog sammen med deres ægtefæller på ægteskabskurserne – har fået sådan ca. 5 – 30 min. undervisning forud for deres bryllup om, hvad det vil sige at leve i et kristent ægteskab. Mange, mange har ikke oplevet at være hinandens bedste ven, eller glæden ved fællesskabet om familiens liv og styrken ved sammen at hente hjælp hos Gud, når livet er svært. Ofte er det en meget ensom kamp for begge ægtefæller for at få livet til at hænge sammen.

Helt anderledes
Kurset blev slet ikke som planlagt og forventet. Hovedunderviserne udeblev. 20 af de tilmeldte meldte fra i sidste øjeblik eller udeblev. Da vi begyndte var kun ét ægtepar kommet, men flere var dog på vej, fik vi besked om via mobiltelefon. Tirsdag morgen åbnede vi kurset med 6 deltagere, og ved middagstid var der 10 i alt. Nu begyndte det at ligne noget. De 2 sidste (præster) kom torsdag middag. Konerne havde de sendt i forvejen. Hvor om alt er, så blev det en dejlig uge med åbenhed deltagerne imellem, og hvor vi fik bibelundervisning, der rørte ved hjerterne – og nogle vidnede om, at Gud gav hjælp. Vi fik undervisning, som deltagerne efterfølgende sagde, havde hjulpet dem til at forstå mange ting og givet frimodighed til at leve som kristne ægtefolk. På det punkt er man nemlig her til lands oppe imod rigtig mange traditioner, som gør det svært at leve kristent med hinanden. Det skulle jo nødigt siges ude i byen, at manden er under tøflen, hvis nogen ser, at han hjælper konen med noget af det tunge arbejde!

Ikke kategoriseret

Nogle gange er man bare sammen med folk, der har et højere kondital end én selv. Sådan var det i sidste uge her på Soma Biblia Centret. Nok synes vi ikke, vores kondital er særlig lavt, men da måtte vi kaste håndklædet i ringen. Vi kunne ikke følge med i det tempo, som deltagerne kunne. Søndagsskolelærerne kunne sidde og modtage undervisning time efter time, uden at blive trætte. ”Fortsæt”, sagde de, hvis klokken ringede. Var der pause, så havde de idéer til, hvad de så kunne beskæftige sig med. De kunne fortsætte nogle af øvelserne, lære hinanden nye sange, se på materialer eller bruge tiden på samtale. De var ikke kommet her for at holde pauser! Det blev mange gode og inspirerende undervisningstimer med megen ny lærdom for mange. De sugede til sig. Bibeltimerne blev et kald til at blive Guds barn, til at bringe børnene hen til Jesus og være hyrde for børnene. Der var helt stille ind imellem.

Evangeliet giver liv
Vi takker Gud for pastor Marko fra Sumbawanga. Han forkyndte evangeliet klart og enkelt til vore hjerter. Han udlagde bibelteksterne, så vi alle forstod det. Nogle ville gerne tale med Marko om deres liv med Gud og vi tror, det blev til hjælp for nogen. En ung pige, der ikke kunne give slip på mig ved afskeden søndag morgen, rejste sig i går i sin hjemkirke og fortalte, at hun havde gjort op med synden i sit liv og var kommet tilbage til Gud. En anden havde for længst sendt besked hjem til sin præst i vest-Tanzania, at det var det bedste, hun havde oplevet. Hun ville bare fortælle ham, at han skulle glæde sig så meget til det ægteskabskursus, som han og konen er tilmeldt i næste uge. Vi er dybt taknemmelige for at Gud griber ind i menneskers liv!!

Tung bagage
Vi oplever at mange søndagsskolelærere også kommer med megen tung bagage i deres liv. Mennesker, der er opvokset under rigtig svære omstændigheder. Fx det at man som 5-6 årig skal stå op kl. 4 om natten og begynde at gøre majsen klar, for at ens bedstemor kan få ølbrygningen i gang kl. 6 om morgenen. De voksne vil have børnene til at drikke øl. Nogle må selv arbejde for at få skolepenge og skole-uniform helt fra 1. klasse. Nogle må følge forældrene til ofringer og bliver tvunget til selv at deltage. Mange oplever overgreb på krop og sjæl.
Søndagsskolelærere oplever, at der ikke er nogen form for støtte fra menighedsrådet til dem som lærere. Børn er mange steder ikke det samme værd som de voksne, og derfor er søndagsskolearbejdet heller ikke særlig vigtigt. Vi mærker, at det gør ondt i manges hjerter. Hvor trænger de til at være sammen med andre i samme situation og dele det, der gør ondt i deres tjeneste, med hinanden. Hvor trænger de til at lære mere om, hvem Gud er, og hvad Jesu frelse betyder for et menneske. Hvor trænger de til, at Jesus bliver stor for dem igen og bliver bekræftet i, at Guds nåde er nok til deres frelse.

Ikke kategoriseret

Det var godt middagstid i går, da en gruppe på 10 søndagsskolelærere mødte op her på Soma Biblia Centret. Ankomsttidspunktet var fra kl. 16, men her kommer det mere an på, hvornår busserne går, end på hvad man kan finde på at skrive på et stykke papir. Det viste sig, at der gemte sig en glædelig overraskelse bag de 10 navne. Ingen var nemlig tilmeldt kurset ifølge vore lister! Nu stod vi med et absolut positivt problem! Flere mennesker end madrasser! Efter at have undersøgt frem og tilbage om alle tilmeldte nu virkelig kom, besluttede vi, at de 9 kunne blive. Og tænk, så er vi endt op med, at kurset er fuldt, og nogle venter nu på at kunne deltage på det næste kursus i november.
En fortalte ved præsentationen, at da han hørte om kurset her, så måtte han bare med. De øvrige 4 lærere ved hans kirke måtte vente. Han fortalte dem, at han blev nødt til at tage af sted, for det var noget, han havde ventet på i årevis. Han kunne ikke miste denne mulighed for at lære noget om at undervise børnene.

Af egen lomme
Søndagsskolelærere har meget sparsom oplæring og hungrer efter at lære mere af Guds ord. Dem, der er kommet, har sat rigtig meget til side, for de vil være med. De 9 ikke-tilmeldte skulle selv betale transport (mere end 1 dagsløn for at komme hertil) + de 15.000 shilling, som kurset koster (3 dagslønninger). 2 andre, der kommer fra det sydligste af Iringa stift, måtte først gå 15 km på gåben i bjergene for derefter at kunne tage bussen til Iringa. De gik hjemmefra kl. 7 morgen og var fremme i Iringa kl. 18.
To tredjedele af deltagerne er kvinder. Ikke overraskende, når det drejer sig om at undervise børn! En af kvinderne, der kommer ca. 100 km herfra, er i byen Iringa for første gang i sit liv. Hun er ikke helt grøn længere, er søndagsskolelærer, underviser i kristendom i skolerne og har andre opgaver med kvindearbejdet i sin menighed. Hun siger, hun hele sit liv har hørt om Iringa, at det er et sted med mange biler og mennesker, og nu er hun så her for første gang i sit liv. ”Jeg takker Gud for det, jeg er så glad,” siger hun. Bed om, at hun og alle de andre må få opfyldt deres store forventninger til kurset her.

Ikke kategoriseret