Arkiv

Arkiv for august, 2010

At indrette sig efter forholdene

23. august 2010

Så blev det i går endelig dagen, hvor kursisterne skulle komme. Det anede os nok, at vore planer ikke ville blive helt som planlagt. Egentlig ikke overraskende, når man bare lige støver lidt af hukommelsen af fra årene i TZ.
En præst her fra Iringa døde i torsdags og skulle begraves i går. Derfor vidste vi, at præsterne her fra stiftet ikke ville komme til tiden til åbningssamlingen. Og ganske rigtigt, så kom de hverken til spisetid eller senere. Så var det godt, at præsteparrene fra de øvrige stifter var kommet frem. Ved åbningen var således halvdelen af 28 kommet. De øvrige er næsten alle dukket op i løbet af formiddagen i dag.

Åbningssamling
Det blev en dejlig åbningssamling med sang, de officielle ord, der nu skal siges i sådan en sammenhæng og forbøn for kurset og stedet. Min mand elsker ikke det med alt det officielle allermest, men han prøver. Ove Mølgaard bød velkommen på Centerets vegne, Kjeld Wiwe fortalte på LM’s vegne lidt historie om det, der nu er det nye Soma Biblia Center, og så var det, at biskoppen her fra Iringa skulle sige lidt på kirkernes vegne. Men han var udeblevet. Philip havde bedt nogle af deltagerne om at bede for stedet og kurserne. Det var godt at lægge det i Guds hænder, og så mærke den forventning, som deltagerne er kommet med. De synes bare, de er de heldigste i hele landet, at netop de har fået plads på kurset!!

Det vand der giver liv
Dagen i dag begyndte med en bibeltime, hvor vores gæstebiskop fra et nabostift holdt bibeltime over Johs. 4 om Jesus som livets vand. Det var rigtig godt at lytte til, og klar tale om hvor det levende vand findes, det vand, der giver liv. En forkyndelse, hvor der var hjælp at få. Philip og jeg var glade for budskabet, for vi kendte ikke personligt biskoppen fra før.

Desværre ikke plads
Så dukkede der et ægtepar op, som vi desværre måtte sende hjem, da der ikke var plads til dem. De var heller ikke på listen og vidste ikke noget om, at hvis man havde et mindre barn, der var afhængig af sin mor, så måtte de vente med at deltage til et andet år. Det gjorde lidt ondt i hjertet, da vi kender dem godt. Og netop den præstekone har vi ved alle de samlinger for præstekoner, jeg har været med til her i Iringa stift, bedt særligt for. Om Gud dog ville give dem et barn. Og nu har de så deres lille Samuel på 1½ år. Et svar på mange bønner, bedt gennem tårer i næsten 10 år! At se dem sammen og møde deres glæde over lille Samuel, fylder os med stor glæde og taknemmelighed. Hvor kunne vi unde dem en uge på ægteskabskursus. De har gået i erfaringens skole og ville have meget at give videre til andre. Efter et måltid mad og en snak om situationen, begyndte de hjemturen.

Intet hul i jorden
Sammenlagt synes vi dog, vi er kommet rigtig godt i gang. Folk skal godt nok lige vænne sig til europæiske toiletter og ikke bare et hul i jorden. Jeg måtte i dag fortælle vores lokale medarbejder, at hvis ikke han fortalte mændene (som han nu ved, det skal gøres), hvordan man bruger et toilet, så vil jeg gøre det. Det kunne han dog straks se var godt, hvis han påtog sig!! Det var jeg sådan set glad for. Folk skal nemlig have sådan en ting at vide, for at de kan føle sig trygge.

Bed fortsat
Vi beder Gud om at arbejde i hjerterne. Evangeliets kraft kan nemlig forandre ægtefællers måde at leve med hinanden på.

Ikke kategoriseret

Sommerfuglene flagrer rundt

20. august 2010

Det er på søndag, de første 28 kursister kommer. Vi har ønsket at markere åbningen af det første kursus med en forbønssamling for stedet og kurserne. Kjeld Wiwe kommer fra Dar på LM’s vegne, og biskoppen her fra Iringa Stift deltager på de lokale kirkers vegne. Vi ønsker sammen med vore kristne brødre og søstre at lægge centeret i Guds hænder og nedbede hans velsignelse over det, undervisere, kursister og øvrige medarbejdere. Vi vil gerne på den måde få fortalt kirkerne, at vi ønsker, det skal være et sted, hvor mennesker kan få åndelig hjælp til livet med Gud og hjælp til at leve livet som kristen, og at vi i det er helt afhængige af Guds indgriben. Tænk, hvis nogen kunne blive afhængige af Jesus i deres liv! Det er dog et stort perspektiv.
Mandag morgen begynder undervisningen så. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi synes, sommerfuglene flagrer rundt i maven. Er det nu det rigtige, vi gør? Vil kursisterne føle sig til rette i bygninger, der er meget dansk indrettede? Fx det at der findes et toilet lige indenfor hovedindgangen på centeret? Det kan jo have indflydelse på, om de kan koncentrere sig om undervisningen. De ydre forhold skal helst ikke forstyrre for meget. Vælger vi nu de rette former i undervisningen? Har underviserne forberedt sig? Kan vi finde ud af at modtage folk på den rigtige måde? Mon Gud kan bruge disse rammer og os, der har ansvaret for stedet og kurserne?
Sommerfugle eller ej, så øver vi os i at lægge det hele i Guds hænder.

Ikke kategoriseret

Så er det nu, der skal bedes

4. august 2010

Der er kun 2½ uge til det første kursus for lokale kirkemedarbejdere begynder på Soma Biblia Centeret (fhv Danske Skole) i Iringa. Det er mere end spændende, om det skal lykkes. Lokale undervisere er klar, Lilian og Ove har gjort den gamle skoles lokaler til et dejligt kursuscenter, tilmeldingerne strømmer ind, og der bliver fuldt hus fra første dag, ser det ud til. Der kommer præster med ægtefæller fra flere stifter for at lære noget om det kristne ægteskab. Philip rejser fra DK til Tanzania på tirsdag og Nikolai og jeg nogle dage senere.
Rammerne er sat. Vi er spændte på, hvad Gud vil gøre gennem Soma Biblia Centeret. Det hele afhænger i sidste ende af Guds indgriben, om han kan få lov til at komme ind i menneskers liv. Uden Guds indgriben og velsignelse kan alle planer godt pakkes sammen. Vi tror, Gud vil frelse og give mennesker hjælp til kristenlivet gennem kurserne. Mon der er nogen, der vil bede for det hele?

Ikke kategoriseret

Ruth og Philip Bach-Svendsen, Missionærer i Tanzania