Ruth og Philip Bach-Svendsen

Det sidste kursus på Soma Biblia Center (SBC) i Iringa er slut, og jeg befinder mig igen i Danmark. Nogle vil måske sige om min situation netop nu, at det er lidt ligesom nytårsdag om morgenen: Man er stadig højt oppe efter at have sluttet det forgangne år af med et brag af en fest men kigger sig samtidig lidt desorienteret omkring, usikker på hvad det nye år, man er havnet i, vil bringe.

Årets højdepunkt
Vi mødtes fredag den 25. november: To erfarne ledere i børnearbejdet i henholdsvis Tanzania og Danmark, fire børnemedarbejdere som var blevet håndplukket til at skulle lære noget om at arrangere en børnelejr og selv være med til at realisere planerne, og så jeg, ansvarlig for SBC’s kursusprogram.

Og så blev der ellers gået til den! En bibeltime hver morgen, efterfulgt af undervisning om at være en kaldsbevidst børnemedarbejder, formidling af evangeliet til børn gennem brug af enkle materialer der appellerer til alle sanser, samt vejledning i hvordan man arbejder med bibelteksten og får planlagt et godt forløb for en time på en børnelejr. Sammen arbejdede vi os frem til et godt dagsprogram for en sådan lejr og blev enige om emner og tekster for bibeltimerne. Sidst på eftermiddagen øvede vi os på de sange og lege, som også hører med til en god lejr. Ud over daglig, fælles bøn for hele arrangementet, fik vi hver især tildelt ansvaret for at bede specielt for 4-5 af de børn, der var tilmeldt.

Spænding på til det sidste
De øvrige opgaver fordelte vi løbende imellem os. Da vi nåede til bibeltimerne, kunne jeg ikke se, hvordan enderne skulle hænge sammen. Men de, der nu var ved at ligne et rigtigt lejrteam, udviste alle stor villighed, så samtlige huller blev fyldt ud!

Der var flere af børnene, der var meget tidligt oppe tirsdag den 29. De havde svært ved at sove længe, for de skulle jo være klar til lejrstart om eftermiddagen! Vi ledere kunne måske godt have brugt en dag mere på at blive klar, men da 16 drenge og 14 piger fra 1. til 3. klasse forventningsfulde dukkede op, så måtte vi alle ’overgive os’ og bare springe ud i det.

På et tidspunkt gav lejrens mindstemand udtryk for, at han var træt af hele tiden at skulle til time i centerets undervisningslokale. Men I skulle have set ham den sidste aften! Han var som forvandlet: Fyldt af en enorm energi sang han med høj røst for på sangen ”Drenge og piger, hør Frelserens ord! Hør evangeliet, tror evangeliet, bring evangeliet ud over jord”, klappede rytmen med hænderne som en velvoksen mand, for til sidst at slutte af med noget, der nok bedst kan beskrives som en glædesdans på knæ.

Tændt eller slukket?
Da vi lørdag nåede frem til middagsmaden, som udgjorde afslutningen på lejren, følte de fleste sig vist godt brugt. Ud over alt det, jeg allerede har nævnt, blev der også tid til at se en film specielt tilrettelagt for børn om Jesu liv, samt billeder taget i løbet af lejren. De sidstnævnte vakte stor morskab, mens mødet med Jesus gjorde et dybt indtryk på børnene. Flere gav helt konkret udtryk for, at de ønskede ham som deres frelser og herre. På det seksmandsværelse, hvor jeg bl.a. hjalp med at blive natteklar, var der flere af drengene, der den aften spontant fandt Biblen frem for at læse lidt i den, inden lyset blev slukket.

Nu er der så også ’slukket’ for SBC. Det er ikke til at forstå. For det kan da umuligt være meningen, at noget så godt, som det vi oplevede i de nævnte ni dage, bare skal ende sådan, før det rigtigt er begyndt! ”Bliver den næste lejr i januar?” spurgte en af drengene mig. ”I hvert fald ikke til januar,” svarede jeg, for jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle ham hele sandheden om lukningen.

Næste år i Ilambilole?!?
Internt i lejrteamet faldt der et par bemærkninger om ”næste år i Ilambilole” – eller Ifunda. De konkrete landsbynavne skyldes, at der begge steder fra var en børnemedarbejder med. Jeg tror, de tog topmotiverede hjem, men om det bliver til noget med en lejr næste år, er noget andet. Enkelt bliver det i hvert fald ikke for dem, for der mangler både tradition, midler og erfaring med lejrarbejde.

Lederen af Child Evangelism Fellowship i Iringa, Tumaini Kadege, vil helt sikkert gerne hjælpe til, hvis de spørger om hendes medvirken. Men nu efter lejren, hvor SBC ikke er der længere til at danne ramme om et sådant arrangement, står hun selv tilbage med et stort, ubesvaret spørgsmål om, hvordan børnearbejdet skal fortsætte – for ikke at sige udvides. Behovet er enormt.

Guds svar – og vores
Så det er NU, venner, vi må bede Gud om at åbne en vej! Som nævnt i et tidligere blogindlæg, så er der i Iringa nogle børn, der – hver gang de mødes – beder om et stort sted, hvor børn kan høre evangeliet. For mig at se står vi i LM med svaret i hænderne, nemlig de mennesketomme bygninger, der lige siden de blev bygget har tjent både børns trivsel og evangeliets fremme.

Ikke kategoriseret

Så er der kun ét kursus tilbage. For tidligt i morges tog endnu en flok kursister – denne gang ægtepar – af sted fra Soma Biblia Center (SBC). De glædede sig naturligvis til at gense børnene derhjemme, men jeg er sikker på, at deres hjerter også var fyldt af glæde og taknemmelighed over det, Gud havde givet dem i ugens løb.

I Ordsprogenes Bog 18,22 står der, at ”har man fundet en [ægtefælle], har man fundet lykke og opnået Herrens velbehag.” Men Guds velsignelse følger også på samme måde med, når man som disse ægtepar bruger tid og energi og penge på sit ægteskab.

Jeg må ærligt indrømme, at det ikke var nemt at fortælle dem, at de blev de sidste kursister på SBC, når det gælder ægteskabskurser. Det var, som om mine ord slukkede et lys i deres øjne.

En anderledes evaluering
Sædvanen tro havde jeg sat tid af den sidste dag til sammen med alle deltagende at evaluere hele kursusforløbet. For sent gik det op for mig, at det var der slet ikke brug for denne gang. Evaluering skal jo bruges til at gøre kurserne bedre og få nye idéer. Det er sket flere gange tidligere.

Nu måtte vi i stedet nøjes med i enighed at konstatere, at der også fremover er hårdt brug for et sted som SBC her i landet – bl.a. til at redde kristne ægteskaber fra totalt forlis. For alt er ikke gjort med at få sit ægteskab velsignet i kirken. Man må også ’finde sin ægtefælle’ og sammen finde ind til Guds dybere mening med at gøre to til ét.

Det gjorde den tilrejsende underviser fra Arusha sit til, at ægteparrene på kursus skulle gøre. Jeg sidder tilbage med et indtryk af en kristen, der i den grad gør praktisk alvor af sit ansvar som ægtemand. Jeg havde inviteret ham til at undervise i håb om, at vi kunne opbygge et godt samarbejde og lave en aftale om et årligt kursus – eller to. Nu blev det i stedet en anden af underviserne, som er her fra byen, der løb af med aftalen.

Men det er jo heller ikke så ringe endda at have været med til at etablere dén kontakt! For ham her fra byen har et stort undervisningsansvar i Iringa Stift og dermed hårdt brug en god underviser at kunne trække på.

.. og to frem
Jeg er tilbage ved overskriften. Det siges – for jeg har ikke selv prøvet – at når man bestiger Kilimanjaro, så går det sidste stykke i tempoet ”ét skridt tilbage og to frem”. På den måde når man faktisk toppen! Hvis man altså ikke lader sig slå ud af tilbageskridtene.

Den lærdom prøver jeg at holde fast i, når det gælder det ’bjerg’, som tårner sig op lige forude, nemlig afhændelsen af SBC på en gudvillet måde. For mig betyder det at sikre – så langt det er menneskeligt muligt – at bygningerne også fremover får lov til at tjene til evangeliets fremme.

Mursten eller ej
Det kan godt være, at Guds rige ikke afhænger af murstensbygninger. Gud tilbedes jo ”i ånd og sandhed”, som Jesus sagde. Men her bliver mine kristne venner ved med at minde mig om, at bestemte steder alligevel har stor betydning for udbredelsen af førnævnte rige, og at det derfor vil være et både åbenlyst og smertefuldt tab, hvis SBC ikke bliver på de rigtige hænder.

Jeg sagde til kursisterne, at de ikke må tabe modet, fordi vi i LM er blevet så fattige, at vi ikke har råd til at drive stedet videre. Stol på Gud, og bed ham om en tro som et sennepsfrø, så I kan sige til dette ’bjerg’: Flyt dig herfra!

Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg faktisk, at der findes flere af den slags ’bjergbestigere’ i Tanzania end i Danmark. Men det skal ikke afholde nogen fra at bede. Tværtimod!

Ikke kategoriseret

Soma Biblia Center er ikke lukket – endnu. Faktisk summede centret af liv og aktivitet i sidste uge, hvor der blev holdt et ti-dages kursus for børnemedarbejdere. 14-15 deltagere var i fuld gang fra tidlig morgen til sen aften under kyndig ledelse af undervisere fra Child Evangelism Fellowship (Evangelisk Børnemission). Else Wiwe, LM Kids, var med som deltager og var dybt imponeret over, hvor seriøst og kompetent der blev arbejdet med tingene.

Nedtælling! Men til hvad?
På trods af stor glæde over endnu et vellykket kursus, kan det ikke skjules, at vi, der har vort daglige arbejde på centeret, også er dybt berørt af den nedtælling, LM’s landsstyrelse har sat i gang med annonceringen af, at Soma Biblia Center lukkes til nytår, og bygningerne skal sættes til salg. Hjerter har stået stille, og der er blevet grædt tårer.

Førnævnte kursus var det tredjesidste, som er planlagt, så nedtællingen er i fuld gang. Spørgsmålet er bare: Til hvad?

Set fra Danmark kan det ikke være anderledes, end at det er lukningen, der umiddelbart falder i øjnene på alle venner af først Den danske Skole og nu sidst Soma Biblia Center. Man kan vel sige, at skolen fik sin levetid. Men centeret får ikke engang lov til at fuldføre sin prøvetid.

Tre, to, en – start!
For de førnævnte kursusdeltagere ser situationen noget anderledes ud. De er taget hjem med en ild i hjertet. Den brænder for Tanzanias mange børn og for, at de må blive nået med evangeliet. For dem er det bestemt ikke nedtælling til lukning. Nogle vender fornyede hjem til deres søndagsskole med mange idéer til forbedring af det igangværende arbejde. Nogle tog herfra med planer om at begynde en evangeliserende børneklub i deres eget hjem eller et andet egnet lokale.

Spørger jeg underviserne fra Child Evangelism Fellowship (CEF), så er der med nedtællingen snarere tale om en ny begyndelse eller startskuddet for de visioner, Gud har givet dem. På verdensplan arbejdes der bl.a. på at åbne børneklubber i Somalia. I Tanzania vil de gerne have arbejdet spredt til samtlige regioner, og her indtager Iringa en særstilling som mulig spydspids i arbejdet med at nå de sydlige regioner.

Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om …
Lederen af CEF’s kontor her i byen, Tumaini Kadege, fortalte, at blandt de børn, hun underviser, er der en, der har fået det sådan, at de skal bede Gud om et stort sted, hvor børn kan høre om Jesus. Og det er blevet en regel uden undtagelse, at når hun samles med børnene, er der nu flere, der hver gang minder hende om, at de skal bede Gud om et sådant sted.

Det er ingen hemmelighed, at CEF ser Soma Biblia Centeret som et ideelt sted for deres arbejde og gerne vil overtage de LM-ejede bygninger. Det skal heller ingen hemmelighed være, at de ikke har pengene til det. Men som min gode ven sagde til mig efter gudstjenesten i morges: ”Det er ikke pengene, der afgør det. Jeg har mange gange stået og manglet penge til det arbejde, jeg er leder af i kirken, og så har Gud alligevel ladet planerne lykkes!”

Så kære missionsvenner, lad ikke hænderne synke i mismod. Det er ikke LM’s eftermæle i Tanzania, vi arbejder for, men evangeliets fremme blandt børn og vokse. Gør fælles sag med disse børn og bed om, at vi må være i gang med nedtællingen til noget stort! Nemlig, at vi må finde den rigtige arvtager til de snart tomme bygninger. Stedet her har været og er en platform for evangeliets udbredelse. Bed om, at det stadig må være sådan – også efter at LM har lukket Soma Biblia Center!

Ikke kategoriseret

De jødiske ledere stillede Jesus spørgsmålet igen og igen. Der lå en indirekte anklage i det: ”Du har hverken magt eller ret til at gøre det, du gør! ”

Vi er til morgenbibeltime i Soma Biblia Centers undervisningslokale. Der lyttes. For spørgsmålet er yderst aktuelt. Det er det nemlig for alle kristne, når emnet er missionsbefalingen – eller ”den store sendelse”, som den kaldes her i landet.
Hvilket svar gav Jesus? Vi spidser ører for at lære af ham. Og af den lille, ældre herre, der holder bibeltimen. Vi har lige fået at vide, at han som ung blev sendt helt der ud, hvor selv afrikanere har svært ved at overleve. Kirken var i tvivl om hans kald og ville prøve ham af. Nu står han foran os med et langt livs erfaring i sin frelsers og herres tjeneste. En pensioneret biskop, der stadig er aktiv fra morgen til aften med at bringe evangeliet ud. Svaret kommer med en myndighed, som ikke lader nogen uberørt.

Jeg kan slet intet gøre af mig selv
Verden forstår kun magtens sprog, og det samme er tilfældet langt ind i kirken i dag. Det ligger derfor lige for, at vi nu skal have en gennemgang af Jesu tegn og undere og mægtige gerninger. Men den udebliver. I stedet tegner biskop Mtetemela et billede for os af Jesus som tjeneren, der i ydmyghed tog det ene skridt efter det andet ned af magtens rangstige. Jesus fik givet al magt på grund af sin lydighed – indtil døden!

Jesu svar lyder som den rene afmagt. Han kunne intet gøre af sig selv men kun det, han så og hørte hos Faderen. Men det er jo derfor, vi kan sige, at vi har set Gud. Og har mødt en magt, der er stærkere end al ondskabens magt. Kærlighedens magt.

Befalingen om at gå i Jesu spor
Det er intet ønske, Jesus fremsætter i ”den store sendelse”. Det er en befaling til os om at følge i hans spor. En ordre, der kun kan efterleves i ydmyg lydighed.

Mtetemela opsummerer missionsbefalingen i følgende tre punkter: Kirken har ingen magt selv. Det er Jesus, der har al magt. Kirken har ingen egen dagsorden eller opgave. Den stiller Jesus. Kirken er ikke selv. Det er dét løfte, som gør hele forskellen!

Kirkens fare i dag er at miste evangeliet
Evangeliet taler om Jesus! Om at han døde for vore synder, men er opstået igen. Derfor er det muligt at blive forligt med Gud. En, der er død, er det umuligt at bede om tilgivelse hos. Men Jesus lever! Derfor er evangeliet godt nyt om forsoningens mulighed.

Evangeliets budskab må vi leve i. Det må ind og forvandle vort hjerte. Ellers vender vi før eller siden tilbage til det tidligere liv i synd. Det, der drev mange ind i kirken, var deres egne behov. Da de fik behovene tilfredsstillet, forlod de kirken igen.

En evangelists hjerte brænder for evangeliet. Det er sådan, vi kender ham. Efter sit teologistudie og ordinationen til præst taler han stadig om at prædike evangeliet. Men i virkeligheden kommer denne opgave ofte ind på en tiendeplads blandt det, han rent faktisk bruger tid og kræfter på som præst. Det, kirken af i dag går op i, er handlingsplaner og etik. Men hvis evangeliet ikke kommer først, mister vi det!

Tjenestens hemmelighed
Ud fra Johannes-evangeliet 13 viser Mtetemela os tjenestens hemmelighed: at tjene. Som han står der foran os med hele sin livserfaring, bliver det klart, at evangeliets indhold og måden, vi bevarer det på, hører uløseligt sammen.

Evangeliet handler om Guds tjener. I bevidsthed om sin nære relation til Gud og Guds vilje, og drevet af dyb kærlighed, tager Jesus tjenerens plads. Han bøjer sig ned og vasker disciplenes fødder. Får deres snavs på sine hænder. At bringe evangeliet til mennesker handler derfor om at tjene – ligesom Jesus.

Mtetemela fortæller om skolelederen, der gik rundt for at se, om alt var i orden på skolen. I bygningen med toiletter var to af dem møgbeskidte og stinkede langt væk. Langt om længe fik han eleven med ansvar for netop de to toiletter tilkaldt. ”Se nu her,” sagde skolelederen, ”nu tager jeg det førstetoilet for at vise dig, hvordan du gør. Og så tager du det andet!” Skolelederen gjorde, som han sagde. Men eleven ville ikke følge eksemplet. Toilettet var uhumsk og sundhedsfarligt, mente han!

Så bad skolelederen om sæbe og vand – og en banan. Efter at have vasket hænderne grundigt, gik han ind på toilettet, skrællede bananen og spiste den inde på toilettet, mens resten af skolen stod og så på.

Til eftertanke
”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer,” sagde Jesus. Han sagde også, at det var et forbillede, han gav os, da han vaskede disciplenes fødder og spiste sammen med samfundets udstødte. Og så tilføjede han, at salig er den, som er i færd med at tjene på samme måde, når Herren kommer igen.

Der var en særegen stille, eftertænksom stemning, da vi efter dén bibeltime sad og drak morgente. Og de stod i kø for at spørge biskoppen, om han ikke godt ville kopiere sine noter til dem.

Ikke kategoriseret

Nej, det er ikke navnet på hans lillebror. Faktisk nævnte han slet ikke navnet, da han fortalte os om det, der skete. Men spørgsmålet er en ret så direkte oversættelse af det, han stillede sin far en bestemt dag derhjemme. Og sagen, det drejede sig om, var nøjagtig den samme, som når vi stiller spørgsmålet. Nemlig om årsagen til, at en person handler, som han eller hun gør.

Ikke med faderens gode vilje
Han voksede op som den ældste i en større søskendeflok. Det var ikke et kristent hjem. Måske var den omtalte lillebror i virkeligheden hans halvbror, for hans far havde tre koner. På flere andre områder roste han sin far for at håndhæve en god moral i hjemmet. I hvert fald når det gjaldt den måde, han ville, børnene skulle leve på, var der ingen slinger i valsen.

Men en dag blev faderens ’pædagogik’ for meget for ham. De var blevet kaldt sammen til familieråd, både store og små. Problemet var denne lillebror. Han var begyndt at drikke og ’lave sjov’ med pigerne. Hans far sparede hverken på stemmen eller ordvalget, da han skældte sin søn ud.

Er der noget at sige til det?
Det gjorde ondt på den ældste søn at se sin lillebror blive behandlet sådan. Så ondt, at han rejste sig og spurgte sin far, om han måtte sige noget. Det fik han lov til. Men så skulle alle mindre søskende altså gå udenfor først. Det var helt i orden for hans far.

Da der kun var forældre og disse to sønner tilbage i rummet, siger den ældste til sin far: ”Jeg synes, det er helt rigtigt, at du irettesætter din søn. Og jeg vil på ingen måde forsvare ham, for det er forkert, det han gør. Men hvem her i hjemmet er det, han har lært det af?”

Det var først her, vi fik at vide, at faderen også drak. Og med tre koner havde han måske heller ikke så meget at skulle have sagt over for sin søns omgang med det andet køn.

Da gik han i sig selv
Faderens reaktion udeblev ikke. Men jeg tror, den kom bag på sønnen. Faderen græd! Det må have gjort et dybt indtryk på alle de andre, for det gør en mand her i landet ikke. Men det gjorde denne far den dag. Han græd over sig selv. For hans hårde ord til sin søn sprang ud af hans bekymring over at se sin søn følge i sin fars fodspor. Hans egne! Derfor gjorde spørgsmålet om, hvorfor Jeppe drikker, faderen tavs.

Om spørgsmålet også fik ham til at holde op med at drikke, fik vi ikke noget at vide om. Men sønnen talte også med sin far om at tage imod Jesus som sin frelser og herre. Dér sagde faderen nej.

Ære kontra sandhed
”Gjorde jeg noget forkert?” spurgte vores fortæller os efterfølgende. Det var tydeligvis et spørgsmål, han havde stillet sig selv mange gange siden. ”Hvis jeg gjorde, må I hjælpe mig tilbage til Gud,” sagde han henvendt til de præster, som sad og lyttede i Soma Biblia Centers undervisningslokale.

I en traditionel afrikansk kultur er det skridt, han tog over for sin far, helt uhørt. Her går faderens ære frem for alt. Derfor undrede jeg mig lidt over, at kritikken udeblev fra dem, der sad ved bordene i undervisningslokalet. Kun mente en, at han burde have sagt det til sin far i enrum. Ellers var der udbredt tavshed.

Spørgsmålet traf os hjemme
Måske var det, fordi alle vi, der hørte på, også er forældre?! Samtalen havde indtil da drejet sig om, hvordan de unge er udsat for mange fristelser og negativ påvirkning fra den store omverden. Det står alt for sløjt til med både samfundets og kirkens ungdomsarbejde, og mange unge gør ting, de ikke burde gøre, og havner i store problemer. Det kunne vi hurtigt blive enige om. ”Men hvem her i hjemmet er det, de har det fra?” Dét spørgsmål ramte lige så hårdt og præcist som Jesu svar en dag på tempelpladsen: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten ..”.

Ikke kategoriseret

Endnu et ægteskabskursus på Soma Biblia Center er godt overstået. Emnet den sidste formiddag var ”En kristen familie med hjemmeboende unge”. Lusungu Msigwa, præst her i Iringa med ansvar for kontakten til stiftets venskabsmenigheder i USA, ledte os kyndigt igennem samtalen om emnet, fik samlet op på de gode kommentarer undervejs og ofte også eksemplificeret dem med oplevelser fra sit eget hjem. Deltagerne var fire præstepar fra Iringa eller tilstødende stifter.
Vi var godt inde i anden time, da en af kursusdeltagerne kom med denne opfordring: Lad os bryde tavsheden!

Udfordringerne står i kø
De unge i Tanzania står over for mange udfordringer. Det slog mig, efterhånden som vi fik dem skrevet op på tavlen, at de nok ikke er så meget anderledes end unges i Danmark: Jagten efter hurtig lykke og succes, uddannelse – og en kæreste. De mange valg, som mulighederne i den moderne verden stiller dem over for. Valg, som de vil være frie til selv at afgøre men langt fra altid klarer til forældrenes tilfredshed. Deres mange spørgsmål til kristen tro og sædvane, som for forældregenerationen er en selvfølge, men som de unge har behov for at eksperimentere med og afprøve grænser for.
Og så mangelen på opdragelse fra mors og fars side. Her i Tanzania er årsagen mange gange den tragiske, at begge forældre er døde af AIDS. Men årsagen kan også være tavshed fra deres side!

Overhalet af udviklingen i verden
”Utandawazi” er et af de nyere swahili-ord, som bruges tit. Det er globaliseringen, folk sigter til. De unge efterligner rask væk alt det nye, de ser og hører. Forældregenerationen føler sig ofte usikre. De unge overhaler dem indenom, når det gælder den nye teknik. ”Hvorfor har du købt en pige-model, Far?” spørger ungerne, når præsten efter mange møjsommelige overvejelser i butikken med mobiltelefoner kommer hjem med den, han syntes var bedst til prisen.
Usikkerheden gælder i høj grad også, hvordan de bedst vejleder deres unge i etiske spørgsmål. Forældrene søger naturligt nok hjælp i traditionen. Men hele situationen er bare så meget anderledes i dag, at svarene, de finder frem til, ligesom bliver hængende i luften. Selv har de svært ved at omsætte dem i praksis, og de unges lydhørhed kan de ikke fange. Svarene virker gammeldags, for udviklingen er gået så hurtigt. Det, vi i Danmark har været en generation om at gennemleve, har Tanzania været vidne til inden for de sidste få år.

Det, man traditionelt ikke taler åbent om
Der er stor blufærdighed omkring det seksuelle blandt de lidt ældre. Den pensionerede biskop, der holdt morgenbibeltimerne, fortalte ærlig, at da han gik ind i soveværelset sammen med sin brud, vidste han ikke noget om, hvad der så skulle ske. Det var der ingen, der havde talt med ham om.
I dag kan forældre ikke fortælle deres unge noget nyt på dét område. Selv mere bestialske eksperimenter har de kendskab til. Det beløb, de fik med hjemmefra til at købe frokost for, blev i stedet brugt i internetcaféens fjerneste hjørne på en times netkiggeri. Der er ikke noget at sige til, at forældrene bliver tavse.

Udfordringerne blev vendt til et kald
Jeg tror, at I, som er forældre i Danmark, ville have haft glæde af at deltage i de samtaler, som de fire par fik med hinanden i ugens løb. I er ikke helt i samme båd som dem, men udfordringerne, vi står over for som kristne forældre, er så tilpas ens, at vi har noget at give hinanden på tværs af lande- og kulturgrænser. Bare vi vil være åbne og lytte og dele erfaringer med hinanden.
Jeg synes, at undervisningen og de spørgsmål, som blev taget op, hjalp disse forældre til at fokusere på det, der virkelig betyder noget, og stå fast på det, der er sandt. Den opvoksende generations udfordringer blev vendt til et kald: Vi må ikke i tavshed svigte vore børn! Som dem, der har levet længere og høstet erfaringer, må vi hjælpe vore unge til at se længere end til den hurtige tilfredsstillelse. Som ægtepar må vi give dem et hjem præget af gudsfrygt og et tydeligt eksempel på, hvad der holder hele livet. Men det gælder ikke først og fremmest om, at de unge skal blive som os. Målet er ikke efterligninger, men at de får Jesus ind i hjertet!

Ikke kategoriseret

Her på Soma Biblia Center i Iringa giver vi kurserne numre for bedre at kunne holde styr på dem. Mens jeg har været i Danmark, har der også været afholdt nogle af slagsen, så jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke længere har helt styr på, hvor langt vi er nået i talrækken, men jeg så for et par dage siden, at der stod ”kursus nummer 10” på en af de mange sedler, vores kontormand Matimbwi har liggende på skrivebordet. Det var vist nok listen med deltagere til det kommende ægteskabskursus. Det er cirka fuldttegnet. Men det er stadig usikkert, om de alle får lov af stiftsledelsen til at forlade arbejdet en uge, og om de har penge nok til at betale udgifterne. Så der er noget at bede om!

30 tomme pladser – godt og vel fyldt!
Sidst skrev jeg under overskriften ”30 tomme pladser” om, hvordan de unge helt udeblev til det ungdomskursus, Soma Biblia Center havde planlagt fra den 29. august. Den overskrift har jeg måttet rette i siden, som I kan se. Det viste sig nemlig, at teenagerne fra den nærliggende sognekirke gerne ville komme fra klokken 4 til 6 om eftermiddagen til en gang boldspil, en kop saftevand med småkager, samt sang og andagt. Der var cirka 20 hver eftermiddag mandag til torsdag, men fredag eftermiddag måtte Lilian have fat i reservekopperne og finde et par ekstra pakker kiks frem, for at de 34 fremmødte kunne få lidt alle sammen!

Pladsbytte
Det var en dejlig flok teenagere, vi havde på besøg. De elsker basketball, men nogle af dem fik også smag for boccia og kroket. Og så var det mit klare indtryk, at de lyttede rigtigt godt efter, når der blev holdt andagt.
Andagterne drejede sig alle sammen på en eller anden måde om temaet ”min frelser”. Så den ene eftermiddag fik jeg mulighed for at gøre det, jeg ønskede i sidste indlæg, nemlig at fortælle de unge om, hvordan vi opnår Guds retfærdighed. Mennesker operer med en lang liste af muligheder, men Guds nåde er helt uden for nummeret: Jesus blev gjort til synd for mig. Jeg bliver Guds retfærdighed i ham. Hvilket pladsbytte troen på Jesus forårsager!

Deltageren uden for nummeret
En af deltagerne var også uden for nummeret: En begyndende gråhåret Emilio Sanga, evangelist ved kirken, bl.a. med ansvar for de unge. Trofast fik han samlet en flok hver dag, kom med dem og deltog med liv og lyst i det hele på lige fod med dem. Der blev jublet, når han blev ramt i dødbold. Og dét kunne ikke undgås, selv om han gjorde et ihærdigt forsøg, for de andre havde af en eller anden grund et særligt øje til ham!
Mon ikke I forstår hvorfor? Ledere, der som ham gerne vil være sammen med dem, de leder, og deltage i deres aktiviteter, skulle der være rigtig mange af. Så jeg skulle måske ikke have kaldt ham ”deltageren uden for nummeret”? – Eller hvad siger jeres erfaring?

Lejren uden SBC-nummer
I dag var jeg til den første af de gudstjenester, der normalt er tre af hver søndag formiddag i hovedkirken i Iringa. Jeg kom i god tid, mente jeg, men der var allerede en pænt stor flok i gang, da jeg trådte ind ad kirkedøren. Det viste sig, at en del af de kristne er begyndt med sang, tilbedelse og bøn inden den første, mere officielle gudstjeneste går i gang klokken 7. Ifølge det, der blev bekendtgjort, begynder denne ’gudstjeneste uden for nummeret’ en time før!
Der blev også annonceret en lejr for børn. Den har ikke noget nummer på Soma Biblia Centers liste, for de arrangerer den nemlig selv! Det glædede mig, for der trænger virkelig til at blive gjort noget for Tanzanias mange børn.
Efter at jeg kom hjem, fik jeg en opringning. Det var en af dem, der står for lejren. Den er for syvendeklasserne, så de kan fejre, at de har alle eksamener i grundskolen overstået ved at tage på en kristen lejr. Jeg fik at vide, at det er Evangelisk Børnemission, der står bag. Så blev jeg endnu mere glad, for det er de folk, vi har et godt samarbejde med som undervisere på nogle af vore børnemedarbejderkurser. Bed også for dem og denne lejr, som finder sted om en uge!

Ikke kategoriseret

Da jeg satte mig på plads nummer 255 i toget mod Kastrup Lufthavn i mandags, følte jeg, at nu var jeg ved at være på plads igen arbejdsmæssigt. 255 er landekoden, når man skal ringe til Tanzania, målet for min rejse.

Her knapt en uge senere må jeg så alligevel sande, at der godt kan gå nogle dage, inden man er rigtigt på plads. Turen forløb ellers uden problemer. Efter et kortere ophold i Dar es Salaam hos LM’s missionærer dér, nåede jeg torsdag aften til Iringa.

Men dagen efter måtte vi, der arbejder på Soma Biblia Center, konstatere, at ungdomskurset med planlagt start i morgen mandag ikke kunne blive til noget, da listen med tilmeldinger var tom.

30 tomme pladser
Jeg har snakket med forskellige siden for at finde ud af hvorfor. Skolerne er begyndt igen, men unge er der stadig nok af, og de vil gerne med til det, vi arrangerer for dem på den tidligere danske skole. Nu er det bare sådan, at det er de respektive kirkekontorer, der tilmelder de unge og sørger for transport og betaling for opholdet, og der er tingene strandet.

Der har været arrangeret en del for de unge inden for det sidste stykke tid. Bl.a. var der i sidste måned et landsungdomskursus på Tumaini University her i byen med omkring 700 deltagere. Det lyder måske umiddelbart af mange, men de kom ikke fra det område, der er mest oplagt for os at hente deltagere fra, nemlig Iringa stift. Kun 16 ud af godt 50 sogne havde sendt en enkelt eller et par stykker, fortalte en skuffet leder af stiftets kontor for ungdomsarbejdet. Jeg fik lov til at låne lidt af det skriftlige materiale, der var udarbejdet til undervisningen på landsungdomskurset – bl.a. det, der var blevet sagt om kursets tema fra Ordspr.14,34a: ”Retfærdighed ophøjer et folk”. Da var det mig, der blev skuffet. Det handlede stort set kun om retfærdighed økonomisk set og klimaændringerne i verden. Hvor ville jeg gerne have fortalt de unge – bare en 30 stykker, som vi har plads til på centret – om Guds retfærdighed, som fås ved tro på Jesus!

Eftermiddagspladser i stedet
Måske får jeg mulighed for det alligevel. Vi har i hvert fald besluttet at invitere de unge, som bor i gåafstand fra Soma Biblia Center, til at kigge forbi et par timer sidst på eftermiddagen de dage, hvor der ellers skulle have været ungdomskursus. Fra i morgen eftermiddag er der lidt boldspil, en kop saftevand, sang og andagt for dem, der har tid og lyst, og det koster ikke noget at deltage.

Forbønspladsen
Ellers kigger vi også lidt fremad mod de kurser, der er planen følger efter. I september er der to om ægteskab og familieliv. Kurserne er indholdsmæssigt forskellige, for det første er for gengangere fra sidste år. Vi blev enige om at mødes igen i år, da vi langt fra blev færdige med emnet. De ser ud til at komme. Men måske melder en af underviserne fra. Det har jeg fået at vide af en pålidelig kilde og skal hurtigst muligt se at få klarhed over.

Tak om I vil bede om, at planerne må falde godt på plads, men også og ikke mindst at kurserne må blive fyldt med et godt, åndeligt indhold!

Ikke kategoriseret

Det må have været en vemodig dag, da Den danske Skole i Iringa lukkede. Det var det i hvert fald i vores hjem. ”Det kan man da ikke!” var en af reaktionerne.

Men her i weekenden var alt igen ved det gamle! Kun hudfarven og sproget var lidt anderledes. De gamle bygninger må have glædet sig over, at der igen kom ’liv i kludene’, og der lød råb fra glade børn. Det, der i Danmark er kendt som Evangelisk Børnemission, havde nemlig lejet sig ind på Soma Biblia Center for at holde børnelejr for byens børn fra fredag eftermiddag til søndag over middag.

Jeg kunne have ønsket, at min datter Amalie og de øvrige kostskolebørn fra den tid kunne have været til stede og havde set, hvem der nu boede på deres værelse, og deltaget i børnenes leg. De ville have glædet sig!

Ved åbningen sagde Oswald Ndelwa, at der med dette arrangement bliver skrevet kirkehistorie. Så vidt han ved, er der nemlig aldrig blevet holdt en sådan børnelejr før i Iringa. Der er al mulig grund til at ønske Evangelisk Børnemission tillykke med arrangementet og bede om, at denne weekendlejr må blive begyndelsen på noget stort for børnearbejdet i stiftet. Der er brug for det!

Stor spænding

Vi var vist alle spændte på, hvordan det ville gå, og nok ikke mindst børnene selv. For eksempel stod der i lejrprogrammet til lørdag, at de skulle op allerede halv syv, men på det tidspunkt havde de, der sov i det tidligere gæstehus, allerede været oppe én gang, var gået i seng igen, og alligevel var de mere end klar, da det officielle program gik i gang.

Til gengæld kom vi ikke i gang helt til tiden med morgensang søndag klokken syv, selv om det var planen. Der var lidt fra natten før, som skulle indhentes, tror jeg.

Snigpræmiere?

Mange børn ville med, og nogle af dem græd, da de fik at vide, at alle pladser var optaget. For når vi tæller senge og diverse udstyr op og kigger på størrelsen af spise- og mødesal, er der desværre kun plads til 30 børn på SBC. Det var også det antal, som lejrleder Tumaini Kadege mente, at hun havde med i minibussen, da de ankom i samlet flok efter at være blevet samlet op ved hovedkirken i byen. Alle i alderen ni til tolv.

Men senere fandt vi ud af, at antallet ikke passede helt. Det tog lidt tid at finde ud af, hvem nummer 31 var, og hvordan hun havde sneget sig med i bussen. Det viste sig, at hun bor ikke langt fra en af medledernes hjem. Da forældrene blev kontaktet, mente de, at pigen var hos bedstefaderen. Selv sagde hun, at hun havde fået invitationen på skolen af en af lærerne, men tilmeldingsblanketterne nåede aldrig så langt ud, fordi lejren allerede var fuldttegnet umiddelbart efter, at den blev annonceret i hovedkirken.

I en af timerne, hvor underviseren talte lidt med børnene om, hvorfor nogle børn pjækker fra skole, og hvad de så laver i stedet, vidste denne pige god besked med, hvad der foregår. Der eksperimenteres bl.a. med euforiserende stoffer.

Jeg fik senere at vide, at hendes skole er kendt for at have problemer med børnene. Der er måske heller ikke så meget at sige til, at nogle børn ikke kan holde motivationen til at gå i skole, når man tænker på de almindelige skoleforhold (og opbakningen hjemmefra). En pige fortalte mig bl.a., at der er 48 i hendes klasse. En anden vidste ikke det præcise antal. ”Mange,” lød svaret bare.

Men nu sad denne pige altså af egen vilje mellem 30 andre børn og fik bibelundervisning. En mulighed for at Gud kan begynde en forvandling i hendes liv. Og det blev aftalt lederne imellem, hvordan de skulle tale med forældrene om tingene bagefter. 

Sund talentkonkurrence

Jeg ved ikke, om årets vinder af X-faktor er fundet endnu, men i Danmark er der vel næsten hele tiden en eller anden konkurrence i gang af den slag.

Lørdag aften havde børnene her på SBC mulighed for at vise deres talenter inden for sang. Ikke med show og performance, men som forsangere til kristne sange, som de alle elsker og synger med på af fuld hals. Mange var oppe og synge for, mens de klappede i hænderne for at få rytmen og glæden i gang.

Og de er hurtige til at lære en ny sang! Jeg fik syn for sagen, da jeg sang for på en af de sange, jeg sang mange gange, da jeg selv gik i søndagsskole. Den var de med på – allerede inden jeg havde sunget verset helt igennem. Flere mente endda, at de godt kendte den – selv om jeg faktisk selv havde oversat den til swahili i anledning af lejren!

Kamp om hjertene

Hvad kan det ikke blive til, hvis de er så lærenemme? Ja, det kommer jo helt an på, hvad de ser og hører og bliver undervist i!

Da forældrene kom og hentede deres børn igen ved hovedkirken, var der flere, der takkede Tumaini Kadege rigtigt meget for det gode initiativ. Hun sagde til mig bagefter, at mange af dem føler, at de ikke magter den store opgave med at opdrage deres børn i kristen tro og levevis.

Og der er virkelig kamp om børnene i Tanzania i disse år. Før i tiden ude i landsbyerne var det almindeligt, at alle, der var lidt ældre, opdragede på dem, der var lidt yngre.  Oftest gik det uden de store gnidninger, fordi kulturen var så ensartet, at alle ’forældre’ opdrog børnene næsten ens.

Men i dag har den globale landsby bredt sig helt til Tanzania. I hvert fald i byerne. Og når babysitteren flere steder er fjernsynet, og der i dagtimerne kun er en ung pige til at se efter børnene, fordi forældrene er på arbejde og har mange andre ting i gang uden for hjemmet, så skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, at børneopdragelsen snart kan blive en stor udfordring i de hjem. For stor for en del forældre.

Som jeg skrev til at begynde med: Der er al mulig grund til at ønske Evangelisk Børnemission tillykke med arrangementet og bede om, at denne weekendlejr – samt de andre tiltag, Tumaini Kadege og andre involverede allerede har eller gerne vil have gang i – må blive begyndelsen på noget stort for det kristne børnearbejde i Iringa stift. Det er der brug for!

Ikke kategoriseret

I sidste indlæg skrev jeg om en opringning, jeg fik på et tidspunkt, hvor jeg ikke syntes, jeg kunne komme videre med planlægningen af ungdomskurset. Det lignede mest af alt en aflysning, indtil jeg uventet fik en hjælper ’i røret’. Det var derfor, jeg tilføjede ”i Guds time” i overskriften.

Hvis du ikke har læst indlægget, så kig det lige igennem, inden du går videre!

Guds veje er højt over vore

Indrømmet. På nævnte tidspunkt var mine tanker om Guds time ret egoistiske. Det var Guds hjælp i rette tid – for mig. Men det skulle vise sig, at Guds plan var langt højere end den kursusplan, jeg så tegne sig for mig, efter at jeg havde snakket med Marco Bilauri og fået at vide, at han meget gerne ville komme og hjælpe til. Gud ville føre to mennesker sammen, fordi den ene havde brug for den andens hjælp.

21 glade unge er lige taget af sted hjemad. Jeg er også fyldt af taknemlighed til Gud for at det, han gav os i løbet af den uge, der er gået. Og gaverne gik ikke til spilde, for de unge tog fra i timerne. Men de bidrog sandelig også med meget:

Hver eftermiddag havde vi bibelstudiegrupper. Det var ikke alle, der var lige frimodige den første gang. For mange var det helt nyt at læse Bibelen sammen på denne måde. Men de fik smag for det, og de sidste par dage bidrog de alle livligt til, at der ikke opstod ’pinlige pauser’. Det var virkelig arbejde med bibelteksten, det de foretog sig. Og som én sagde: ”Det går meget længere ind, når vi sådan sidder og snakker om det!”

En anden holdt for første gang i sit liv aftenandagt for andre. Bibelverset, hun læste, er Jesu ord om, at han er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.

En hård livsvej

En af de unge kursusdeltagere bor i udkanten af Iringa og går (efter det danske skolesystem)  i 9.-10. klasse. Fredag aften havde de unge mulighed for at vidne om det, de har oplevet med Gud. Her tog han ordet – og blev så ved en hel time. Han har længe gået med det alene. Nu fik han det sagt!

Helt fra lille af, havde han fået at vide, at hans mor var død. Lynchet på grund af, at hun blev taget på fersk gerning i at stjæle kød. Årene går. Men så en dag hører han, at hans mor stadig lever. Det kommer som et chok, men da han har sundet sig lidt, satser han alt, hvad han har, og tager af sted for at finde hende. I Mbeya er pengene sluppet op. Han har halvandet tusind og busbilletten koster 18. Til sidst stiger han alligevel på bussen og sætter sig på et sæde, mens han desperat beder Gud om hjælp. To gange undervejs går konduktøren forbi ham uden at spørge efter billetten, som han ikke har, og han kommer gratis med helt til Sumbawanga. Så er der ’kun’ 40-50 km tilbage. Dem tager han til fods. Da benene ikke kan mere, kommer der en bil forbi, og han får lift – gratis!

Men selv om han altså når helt frem til sin mor, så er der stadig meget i hans liv og familieforhold, som smerter dybt. Han oplever i den grad, at familien har svigtet og udstødt ham. Et par år levede han således helt alene – i bogstaveligste forstand fra hånden til munden. Han sloges med hundene om de madrester, der blev kastet ud til dem, gemte sig om natten for tyve og røvere, og blev i sidste øjeblik reddet fra at begå selvmord.

Når vejene krydses …

Hvordan han i fredags kunne stå blandt de andre unge og fortælle om alt dette, forstår jeg ikke. Det er et Guds under. Selv ser han det som Guds vej med ham, at han kom med på kurset. For dels var det en anden, der i første omgang blev udtaget, dels måtte han og præsten spørge om fri fra skole. Så det var bestemt ingen selvfølge, at han kom med, heller ikke hvad disse ’småting’ angår.

Og så er det først nu, jeg rigtigt kommer til det med Guds time. For her på kurset kommer han og Marco i snak, og de finder ud af, at de kender hinanden. Det vil sige Marco kender hans familie. Og så begynder samtalen ellers de to imellem. Marco kender også en slægtning her i Iringa, som de får kontakt til og til sidst også mødt. For denne unge mand længes sådan efter at genetablere sit forhold til familien – samtidig med at han bærer på stærke følelser af anklage mod dem for bare at have svigtet og smidt ham ud som andet affald.

… så søg Herren!

Når Guds vej og et menneskes vej på denne måde krydses, så er det Guds time. Men det er også dette menneskes gyldne øjeblik. Til at søge Herren. Til at ’hoppe af’ sin egen vej, der kun fører nedad og ender med at ødelægge livet helt, og over på Guds vej, der både er livet og fører til livet.

Men opfordringen til at søge Herren gælder også os, som bliver vidne til, at Gud krydser vej med et menneske. Lad os bede for denne unge mand. Nu! For vi kan jo gøre det i fuld vished om, at det er Guds time i hans liv.

Han hedder ”velsignelse”. Et mærkeligt navn at give ham, når man tænker på de familieforhold, han voksede op under. Men nu, hvor han er blevet medlem af Guds familie, kan dette navn virkelig komme til sin ret.

Tak Gud for det første ungdomskursus i SBC-regi, og bed om, at flere må følge efter. Det gør de 21 unge i hvert fald!

Et løfte at bede på

Jeg vil gerne slutte med det løfte, Gud giver i Jer 29, og som jeg indledte ungdomskurset med i mandags:

 ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren.”

Ikke kategoriseret