Olga og Flemming Stidsen

Ofte til gudstjenesten i vores menighed i Quequeña bliver menigheden opfordret til at bringe et vidnesbyrd, en hilsen fra Guds ord eller foreslå en sang. En ting, jeg har lagt mærke til i den senere tid er, at der er personer, som rejser sig og fortæller, at de blev mødt af Guds ord, fordi et menneske (præsten) kom til deres dør med evangeliet.

Det blev for dem indgangen til et nyt liv – et liv med Gud. Derfor sidder de mennesker til gudstjeneste om søndagen og til bibelstudie om onsdagen. De lytter, for de er nye i troen og vil gerne høre mere/lære mere om livet med Gud.

”Syng en ny sang for Herren, syng for Herren hele jorden! Syng for Herren, pris hans navn, forkynd hans frelse dag efter dag! Fortæl om hans herlighed blandt folkene, om hans undere blandt alle folkeslag.” Salme 96,1-3.

Olga Stidsen

Ikke kategoriseret

I fredags, den 28. oktober, var der jordskælv i nærheden af byen Ica et par hundrede kilometer syd for Lima. Det er mere end 800 kilometer fra Arequipa, hvor vi bor. Alligevel kunne vi svagt mærke rystelsen. Jordskælvet blev målt til 6,7 på richterskalaen. Der blev kun meldt om materiel skade og enkelte kvæstede. Ingen dødsfald.

Det er så, hvad det er. Jordskælv – eller jordrystelser – er absolut ikke noget ”særsyn” her i Peru. Faktisk taler man først om jordskælv, når det kommer over 5,5 på richterskalaen – alt derunder er bare ”rystelser”, som man naturligvis tager alvorligt, men som næppe får ret mange til at sove dårligt om natten. Heller ikke LM’s missionærer i Arequipa! Og Ica-området er nok det område i landet, hvor der hyppigst er rystelser af forskellige styrke.

At jeg alligevel skriver om det her, skyldes, at der siden har været ikke mindre end 19 efterskælv i Ica, målt til mellem 4,0 og 5,8 på richterskalaen. Det sidste i går aftes, den 1. november. 20 skælv på fem dage. Aviserne taler nu om én dræbt og en lang række kvæstede – foruden de materielle skader.

Nej, der er ikke krisestemning, hverken i Arequipa eller i Ica. Selv om det da er hårdt nok for dem, det går ud over. Jeg skriver heller ikke dette for at gøre nogen bekymrede hjemme i Danmark. Det er ikke det, det handler om!

Jeg kommer bare til at tænke på noget, som Jesus sagde – om nogle ting, der skal ske i de sidste tider, men som ikke bør skræmme os. Her nævner han blandt andet jordskælv, som noget, vi vil komme til at høre om – sammen med rygter om krig, hungersnød og meget andet. Og som skal minde os om, at denne jord en dag skal gå til grunde. Det vil ske, når Jesus kommer igen. Da gælder det om at se tegnene og være klar, når han kommer, lyder budskabet!

En jordrystelse eller to får som nævnt ikke ret mange til at løfte brynene her i landet. Men 20 på fem dage – måske skulle man tænke lidt over det, hvis man bor i Ica-området. Eller i Arequipa eller Skjern.

Og så tænker jeg, om der måske kunne være en og anden i Danmark, som vil være med til at bede for Ica; om at Gud vil give befolkningen dér et pusterum – og måske minde dem om, at Jesus kommer igen for at dømme levende og døde. Det kan faktisk ske når som helst. Vi kan ikke sige, at han ikke minder os om det, i hvert fald. Og det er jo kun, hvis vi lever i troen på ham, at vi, ”når disse ting begynder at ske”, kan løfte vores hoved i forventning, fordi vores forløsning nærmer sig, som Jesus siger i Lukas 21,28.

Flemming Stidsen

Ikke kategoriseret

I dag fik jeg lidt en fornemmelse af, hvordan det må være, når Guds engle glæder sig over én synder, der omvender sig.

Nej, vi har ikke haft stor-vækkelse på den lutherske kirkes bibelskole i Juliaca i Peru, men mindre kan jo også gøre det. Der er gået syv af de otte uger, sommerens bibelskolekurser varer. Det har egentlig været et godt hold – ikke mindre end 44 unge mennesker i alderen 14 – 65 år har været her i februar måned. Meget forskellige er de jo, og indimellem spørger man sig selv, hvad de får med hjem.

Det har jeg blandt spurgt mig selv vedrørende en ung pige, som har været her alle syv uger. Jeg kender hende fra de tidligere år; kender også familien lidt og ved, at hun kommer fra et kristent hjem, har været med i kirke og ungdomsarbejde hele vejen op. Men alligevel.

Det var hendes tur til at holde morgenandagt på skolen i dag. Fortalte efter en lidt tøvende indledning, hvordan Gud havde gjort noget ved hende gennem disse uger. Det begyndte med en opgave, hun fik den allerførste uge – skulle forklare bønnen i Fadervor: Ske din vilje … Da begyndte det, og en nat måtte hun grædende spørge: Gud, hvad er din vilje med mig?

Senere, som ugerne er gået, er det gået op for hende, at det med Jesus, det er ikke bare noget ydre. Det handler om ”det indre” – om troen på ham, som vil frelse. Da opdagede hun, at hun havde brug for Jesus som sin frelser. Og hun forstod, at Jesus var død for hende.

Er det ikke stort! Så er det bare det hele værd!

Flemming Stidsen

Ikke kategoriseret

Hun sad der, skråt foran mig ved julegudstjenesten i den lille nye kirke i Yarabamba den 23. om eftermiddagen – den unge mor med sit lille barn.  Jeg havde ikke set hende før. Men hvor så hun dog træt ud, da hun kom. Forslidt og fattig, som mange af disse mennesker er det.

I vores sangbog har vi en julesang, der handler om, at Jesus kom for at frelse os. ”Du gav afkald på din trone og din krone for mig, du kom til Betlehem for at lade dig føde …” Og så forkynder den i enkle ord hele Guds evangelium. Men også dette, at der ikke var plads til Jesus i herberget.

Og så lyder omkvædet: ”¡Ven a mi corazón, o Cristo!, pues en él hay lugar para tí.” – ”Kom til mit hjerte, Kristus, for dér er der plads til dig!”

Og så var det, jeg kom til at se på denne unge kvinde. Hun sad der lige så stille og sang med – men hendes øjne strålede. Måske var hun bare kommet for at få julekage og varm chokolade, og så havde hun mødt noget meget større. Nej, jeg ved det ikke. Bagefter så hun lige så træt og slidt ud som før. Men hun havde i hvert fald hørt evangeliet om ham, der kom for at frelse netop hende – “for at give liv selv til den usleste synder”, som der står i sangen.

Det mindede mig om, at Gud kan gøre netop dét. At han kan møde et menneske og give det en længsel efter ham – føde denne bøn i et menneskes hjerte: ”Kom ind i mit hjerte, Jesus, for her er der plads til dig!” Det var, som om jeg i denne unge kvindes øjne fik et glimt af, hvad jul i virkeligheden handler om.

Flemming Stidsen

Ikke kategoriseret

Sikke en dag! Positivt forstået. Ja nogle dage sker der bare en hel masse, og andre dage er stille og rolige uden de store udsving.

I dag skulle der være “clausura” i børnehaven i Yarabamba, hvor jeg arbejder. Clausura er det samme som afslutning. I sidste uge var der eksamen, fotografering og derefter hygge med varm chokolade og Paneton (julekage) til alle børnene. I dag skulle der så være afslutning med uddeling af fotos, eksamensresultater med mere klokken 9. Ok, jeg tog derud lidt før, så jeg kunne hjælpe med at gøre klar, men der var ingen i børnehaven, og døren var låst. Ringede til præsten, som stadigvæk var i Arequipa, men han regnede med at komme senere.

Et barn ankom, og efter lidt ventetid kom “la profesora” = pædagogen/læreren. Vi fik låst op, ryddet op, fejet og vasket gulv, tørret stole af og gjort klar. Imens kom flere børn og forældre, og jeg fik at vide, at vi skulle begynde klokken 10. Så da klokken var 10.30 eller deromkring, kom vi i gang. Læreren bød velkommen og gav ordet til præsten, som holdt en andagt. Derefter gennemgik læreren en hel masse om livet i børnehaven – arbejdet, undervisningen, børnene, og hvad der ellers måtte være af interessante ting. Det tog cirka to timer. Børnene kunne selvfølgelig ikke klare at sidde stille så længe, så de legede, lavede puslespil, snakkede, rendte på toilet, hev hinanden i håret, skændtes og græd med mere.

Da billeder, mapper med videre var delt ud, fik jeg ordet. Jeg læste nogle vers fra Bibelen og sang et par sange sammen med børnene. Og så var der isvafler – lyserøde og gule – og sodavand til alle. Indimellem uoverskueligt, en masse snak og så videre, men jeg tror, at sådan er det bare. Kan ikke være så meget anderledes, når det hele skal foregå i samme rum. Men nu har børnene sommerferie indtil 1. marts.

Jeg nåede lige hjem og fik lidt middagsmad, før vi skulle ind til vores nabo til fødselsdag. De havde inviteret naboer og venner, og det var helt fint og vildt spændende at møde de andre fra vejen. Naboparret arbejder i en anden kirke og er fra Schweiz. Vi fik så snakket med naboen til den anden side. Det viste sig, at hun/de kommer i en af vore andre kirker her i byen. Og der var faktisk flere, som kendte tidligere missionærer og så videre, så der blev rigtig snakket. Også om mit arbejde i Yarabamba og om, at vi på torsdag har møde for alle med varm chokolade og julekage – Paneton – prædiken og julesange. Synes vi havde en rigtig fin eftermiddag. Det var ganske dejligt at møde disse mennesker og snakke med dem.

Vel hjemme – måske en time senere – ringede det på døren. Det var den ene af vores naboer – ikke hende, der havde fødselsdag, men hende til den anden side – som kom med en hel masse brød til at dele ud til børn med flere i Yarabamba. Hvor skønt at møde den kærlighed og omsorg, og vi fyldes med glæde og taknemmelighed til Gud, som på den måde hjælper via en nabo, der ringer på døren.

Måske ikke noget særligt, men i mig fylder dette her så meget, så jeg nærmest ikke kan rumme mere i dag. Stor tak til Gud.

Olga Stidsen

Ikke kategoriseret

Det tror jeg aldrig, der er nogen, der har ønsket mig i gamle lutherske Danmark, ikke engang i Luthersk Mission.

Måske er det blevet så selvfølgeligt for os, at vi er lutherske, at vi har glemt, hvad det betyder. Det skal man nok til et ikke-luthersk, katolsk land for at blive klar over. Til Peru for eksempel. Her er den 31. oktober en stor dag i vores kirke. Día de la Reforma, Reformationsdagen, bliver fejret og markeret med store fællesgudstjenester – gerne i fri luft på steder, hvor der færdes mange mennesker. Med forskellige events, der skal markere, at vi er her – og at vi er lutherske.

Ja, hvis nogen skulle have glemt det, så er den 31. oktober 1517 altså dagen, da Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. For at starte en offentlig diskussion om Den katolske Kirkes afladshandel. For at markere, at frelsen ikke er noget, man kan købe. At ingen pave har ret til at tage betaling for Guds nåde. Og at ingen djævel skal prøve at bilde mig ind, at jeg skal betale for at komme i Himlen. Hverken med mine penge eller med gode gerninger.

Det er da stort, er det ikke!

Flemming Stidsen

Ikke kategoriseret

Man kunne ønske, at alle ”missionsvenner” fik muligheden for at komme til Crucero, 4.000 meter over havets overflade og syv timers biltur fra Arequipa i det sydlige Peru. Her er vi virkelig midt ude i ”ingenting”. Det i sig selv er en oplevelse. Mange, også danske missionsvenner, har nok hørt om byen, kender den som en del af missionens historie. I Crucero ligger nemlig en lille evangelisk-luthersk kirke, som norske missionærer var med til at starte for 25 år siden.

25 år – det betyder jubilæumsfest, og her fik vi lov til at være med. Det var en stor oplevelse. Ikke mindst at opleve, hvordan mange stadig husker de missionærer, der dengang var med til at starte kirkens arbejde. Igen og igen fik vi spørgsmålet: Hvor er den og den missionær henne? Ved festgudstjenesten blev der bedt med navns nævnelse for hver enkelt af de missionærer, der har boet og arbejdet i Crucero. En af kirkens ledere fortalte træk fra kirkens historie, om hvordan evangeliet var kommet til Peru ved de norske missionærer. ”Og en dag kom Ivar Eiken her til Crucero, og da kom evangeliet til os,” sagde han. Og så kom rækken af missionærer, som stadig huskes med taknemlighed. Der var nogle, der var villige til at rejse helt til Crucero.

Det er den oplevelse, alle missionsvenner burde have. Det er den bedste kvittering, man kan få for det missionsarbejde, vi står med i. Det har virkelig sat spor, det arbejde missionærerne gjorde. Ikke bare i folks erindring, men i form af en kirke, der stadig lever. Evangeliet kom til Crucero, det slog rod, og Gud har ladet det vokse og bære frugt. Der er mennesker her, som nok ikke havde mødt Jesus, hvis ikke missionærerne var kommet. Det ved de – det er derfor, de dybt taknemlige.

Olga og Flemming Stidsen

Ikke kategoriseret

Vi skypede med vores chef, Anne Sode Grønbæk, i sidste uge. Det gør vi en gang om måneden. Som sædvanlig drøftede vi arbejdet her i Peru. Husker nok ikke helt detaljerne i det, vi talte om – men til slut bemærkede Anne i hvert fald: ”Vi kan så konkludere: Her går det godt – send flere missionærer!”
Jeg har ikke kunnet få den sætning ud af hovedet siden. ”Her går det godt – send flere missionærer!” Det plejer ellers at være penge, man nævner i den sammenhæng, men her er det altså missionærer, vi beder om – mennesker, der vil tjene Gud i Peru! Det var det indtryk, Anne havde fået, og det er nok ikke helt forkert. Det er det, der bor i vores hjerter.
Nu er det her jo ikke så enkelt. Der er mange ting at tage hensyn til: den overordnede strategi, økonomien … Men der er jo faktisk behov for missionærer her – der er tomme huller i strategien, der er stillinger opslået i Tro & Mission og på LM’s hjemmeside, og der er sat penge af i budgettet til det. Og vi herude kan sagtens få øje på endnu flere opgaver og behov, men vi skal jo heller ikke blive for krævende.

Hvorfor kan Anne så ikke bare sende de missionærer, vi beder om, og som LM faktisk gerne vil sende? Fordi der ikke er nogen, der har meldt sig. Det forstår vi jo ikke!

Flemming Stidsen

Ikke kategoriseret

”Tragedien fortsætter, med smerte og død.” Sådan lyder en af overskrifterne på de lokale nyhedssider her i Cuzco, Peru. ”Mandag den 1. marts bliver en dag, man ikke glemmer,” lyder en anden. Ja, hvor længe skal det blive ved – oversvømmelserne og jordskredene på grund af det stadige og voldsomme regnvejr.

Mindre end to kilometer fra vores gode og trygge hus styrtede et hus sammen natten til mandag – undermineret af det stadige regnvejr. To mennesker blev knust under sten og murbrokker. Og nede i Den hellige Dal, to kilometer fra byen Pisac, løb en flod pludselig helt løbsk og ødelagde en lang række huse. De blev bare revet med af vandmasserne. Otte døde – og adskillige familier mistede bogstavelig talt alt, hvad de ejede, huse, marker, afgrøder, ejendele …

Nogle kilometer derfra, i byen Yucay hvor vi kender en familie, lever befolkningen i stadig frygt – tør næppe sove i deres huse om natten, fordi grundvandet nu er steget så meget, at husene er begyndt at styrte sammen.

Hvad skal vi sige? Vi må bede, ja, vi må råbe til Gud om hjælp til disse mennesker.

 Olga og Flemming Stidsen

Ikke kategoriseret

En tid har det rumlet i det fjerne, og nu kan jeg høre regnen udenfor. Har ellers sådan ønsket og bedt om, at der ingen regn kom i dag. Der har også været solskin en stor del af dagen, men nu er regnen der.

Mange dages kraftig regn- og tordenvejr har givet oversvømmelser og jordskred her i Cuzco-området – det vil sige den region, hvor byen Cuzco er hovedby. Broer og huse er styrtet sammen eller står under vand. Mange folk i disse områder har ikke noget hjem længere. De ejer nu kun lige det tøj, de har på, og de få ejendele, de har kunnet nå at redde. Må sige, at det sker næsten lige uden for vores dør, men vi har ikke lidt nogen overlast, og det har volontørerne Anna og Camilla heller ikke. Blandt andet derfor må vi så hjælpe, hvor vi kan. På den måde kan vi også være med til at vise Guds kærlighed og omsorg.

Helt konkret mødtes vi et par stykker i kirken torsdag den 28. januar meget tidligt om morgenen for at pakke bilen med diverse ting – tæpper, mad, vand, tøj med mere – og for at køre ud til folk i de ramte områder med tingene. Vi kørte ud af byen mod Juliaca, og ikke ret langt uden for byen mødte vi de første, der havde brug for hjælp, så vi stoppede der. Før vi nåede ud af bilen, stod stort set hele flokken ved siden af bilen med håbet om hjælp lysende ud af øjnene. De fortalte om deres nød, og vi mødte stor taknemmelighed over det lidt, vi kunne give dem.

Derefter fortsatte vi ud til en mindre by ved en sø. Huarcarpay hedder den. Normalt et dejligt sted, som vi kører forbi på vej til Juliaca. I dag så vi en by med en sø, som vel næsten var dobbelt så stor som normalt, og husene var styrtet sammen og stod under vand. Mennesker, som kunne fortælle, at de nu ingen hjem havde, og at alle de, der ikke havde noget sted at bo, nu var indkvarterede i små telte, under presseninger og lignende et sted højere oppe i terrænet, hvor vandet ikke kan nå op.

Forestil dig, hvordan det må være pludselig at bo i lejr stort set uden nogen af sine egne ting, men med udsigt til det sted, hvor du for få dage siden boede i et hus og levede dit liv. Indimellem regner det kraftigt og blæser måske også, og så er det koldt og fugtigt. I hvert fald om natten. Børnene er nok kede af det. Måske de har svært ved at sove, fordi de er utrygge og savner deres hjem. På samme måde med de voksne.

Det er ind i den virkelighed, vi kommer – med brød, vand, tæpper med mere, men også med små foldere om Gud. Til glæde og velsignelse for det enkelte menneske. Her i Huarcarpay er tingene organiserede, så vi afleverer tingene til de mennesker, der har ansvar for at fordele videre til de enkelte. Går lidt rundt og snakker med nogle enkelte, før vi igen vender bilen og kører hjem til Cuzco.

Vi regner med at køre dertil igen blandt andet for at give dem vand, hvilket de har stort behov for, og hvad vi ellers kan skaffe af nødvendige ting.

Når solen skinner, glæder jeg mig over den varme, som den giver til os alle, men især til disse mennesker uden hjem. Og når det regner, tordner og blæser, er det også dem, jeg nu tænker på og ser for mig. Tak til Gud for at han ser den enkelte, og at vi, uanset hvad der sker, er i hans hånd.
Olga Stidsen

Ikke kategoriseret