Olga og Flemming Stidsen

”Tragedien fortsætter, med smerte og død.” Sådan lyder en af overskrifterne på de lokale nyhedssider her i Cuzco, Peru. ”Mandag den 1. marts bliver en dag, man ikke glemmer,” lyder en anden. Ja, hvor længe skal det blive ved – oversvømmelserne og jordskredene på grund af det stadige og voldsomme regnvejr.

Mindre end to kilometer fra vores gode og trygge hus styrtede et hus sammen natten til mandag – undermineret af det stadige regnvejr. To mennesker blev knust under sten og murbrokker. Og nede i Den hellige Dal, to kilometer fra byen Pisac, løb en flod pludselig helt løbsk og ødelagde en lang række huse. De blev bare revet med af vandmasserne. Otte døde – og adskillige familier mistede bogstavelig talt alt, hvad de ejede, huse, marker, afgrøder, ejendele …

Nogle kilometer derfra, i byen Yucay hvor vi kender en familie, lever befolkningen i stadig frygt – tør næppe sove i deres huse om natten, fordi grundvandet nu er steget så meget, at husene er begyndt at styrte sammen.

Hvad skal vi sige? Vi må bede, ja, vi må råbe til Gud om hjælp til disse mennesker.

 Olga og Flemming Stidsen

Ikke kategoriseret

En tid har det rumlet i det fjerne, og nu kan jeg høre regnen udenfor. Har ellers sådan ønsket og bedt om, at der ingen regn kom i dag. Der har også været solskin en stor del af dagen, men nu er regnen der.

Mange dages kraftig regn- og tordenvejr har givet oversvømmelser og jordskred her i Cuzco-området – det vil sige den region, hvor byen Cuzco er hovedby. Broer og huse er styrtet sammen eller står under vand. Mange folk i disse områder har ikke noget hjem længere. De ejer nu kun lige det tøj, de har på, og de få ejendele, de har kunnet nå at redde. Må sige, at det sker næsten lige uden for vores dør, men vi har ikke lidt nogen overlast, og det har volontørerne Anna og Camilla heller ikke. Blandt andet derfor må vi så hjælpe, hvor vi kan. På den måde kan vi også være med til at vise Guds kærlighed og omsorg.

Helt konkret mødtes vi et par stykker i kirken torsdag den 28. januar meget tidligt om morgenen for at pakke bilen med diverse ting – tæpper, mad, vand, tøj med mere – og for at køre ud til folk i de ramte områder med tingene. Vi kørte ud af byen mod Juliaca, og ikke ret langt uden for byen mødte vi de første, der havde brug for hjælp, så vi stoppede der. Før vi nåede ud af bilen, stod stort set hele flokken ved siden af bilen med håbet om hjælp lysende ud af øjnene. De fortalte om deres nød, og vi mødte stor taknemmelighed over det lidt, vi kunne give dem.

Derefter fortsatte vi ud til en mindre by ved en sø. Huarcarpay hedder den. Normalt et dejligt sted, som vi kører forbi på vej til Juliaca. I dag så vi en by med en sø, som vel næsten var dobbelt så stor som normalt, og husene var styrtet sammen og stod under vand. Mennesker, som kunne fortælle, at de nu ingen hjem havde, og at alle de, der ikke havde noget sted at bo, nu var indkvarterede i små telte, under presseninger og lignende et sted højere oppe i terrænet, hvor vandet ikke kan nå op.

Forestil dig, hvordan det må være pludselig at bo i lejr stort set uden nogen af sine egne ting, men med udsigt til det sted, hvor du for få dage siden boede i et hus og levede dit liv. Indimellem regner det kraftigt og blæser måske også, og så er det koldt og fugtigt. I hvert fald om natten. Børnene er nok kede af det. Måske de har svært ved at sove, fordi de er utrygge og savner deres hjem. På samme måde med de voksne.

Det er ind i den virkelighed, vi kommer – med brød, vand, tæpper med mere, men også med små foldere om Gud. Til glæde og velsignelse for det enkelte menneske. Her i Huarcarpay er tingene organiserede, så vi afleverer tingene til de mennesker, der har ansvar for at fordele videre til de enkelte. Går lidt rundt og snakker med nogle enkelte, før vi igen vender bilen og kører hjem til Cuzco.

Vi regner med at køre dertil igen blandt andet for at give dem vand, hvilket de har stort behov for, og hvad vi ellers kan skaffe af nødvendige ting.

Når solen skinner, glæder jeg mig over den varme, som den giver til os alle, men især til disse mennesker uden hjem. Og når det regner, tordner og blæser, er det også dem, jeg nu tænker på og ser for mig. Tak til Gud for at han ser den enkelte, og at vi, uanset hvad der sker, er i hans hånd.
Olga Stidsen

Ikke kategoriseret

Om søndag den 15. november 2009 bliver en historisk dag, er det nok for tidligt at sige noget om. Præsten i Den evangelisk lutherske Kirke i Cuzco, Milton Tejeda, nævnte det bare lige som en mu­lighed, da vi sammen med kirkens generalsekretær og ledende præst, Fidel Mamani, først på efter­middagen forlod Cuzco i missionærernes gamle bil.

Og så mindedes han den dag tilbage i 2001, da han som elev på kirkens bibelskole i Juliaca var med til at sende kirkens og missionens daværende ledelse af sted i den samme dengang ikke helt så gam­le røde Toyota HiLux. Dengang drejede det sig om en undersøgelsesrejse til byen Cuzco 350 kilo­me­ter fra Juliaca. En rejse, der blev begyndelsen til det lange, seje træk, som foreløbig har resulteret i en evangelisk luthersk kirke i Cuzco.

Nu var vi så næste ”generation” – to danske missionærer og to peruanske præster – på vej den an­den vej, fra Cuzco mod byen Tinta, der ligger 120 kilometer tilbage ad vejen mod Juliaca. Eller ret­tere sagt til et landsbyområde ved navn Machacmarca et par kilometer uden for Tinta. Her har vi få­et kontakt med nogle familier. Et par unge piger derfra går på universitetet i Cuzco, og en tredje går i skole i byen. De kommer så i vores kirke. Og i hvert fald en af disse familier havde luftet tan­ken – eller rettere sagt spurgt direkte: Hvornår kommer I og holde gudstjeneste i vores by? Det var i hvert fald en undersøgelsesrejse værd.

Som sagt er det for tidligt at sige noget om, om søndag den 15. november 2009 blev dagen, hvor det første skridt blev taget til en evangelisk luthersk kirke i Machacmarca eller Tinta. Men muligheden er der. Det blev en spændende eftermiddag sammen med disse mennesker, der måske vil stille sig til rådighed for et sådant arbejde. Måske … Der skal nok nogen flere undersøgelsesrejser og samtaler til, før vi når så vidt. Og så skal kirkens hovedbestyrelse træffe den ”politiske” beslutning, om man vil satse på denne lille by, der nok ikke ligefrem ligger særlig centralt i forhold til de øvrige menig­he­der i kirken. Og så skal der findes en peruansk præst eller evangelist, der er villig til at flytte til stedet. Det er den nationale kirke selv, der skal træffe denne beslutning – og føre den ud i livet. Det er dem, der skal gå. Vi kan så være med på sidelinjen og støtte. Måske nogle i Danmark vil være med til at bede for den sag?

Ikke kategoriseret

Kirken i Peru har godt nok en bibelskole i byen Juliaca, hvor man har mulighed for at følge kurser af 1-2 måneders varighed. CLET hedder den, Luthersk Center for Teologisk Undervisning. Men det er lidt langt væk, når man bor i Cuzco, seks timers buskørsel væk. Heller ikke alle har mulighed for at rive en måned eller to ud af kalenderen. Sagen er bare, at det er så vigtigt, at de lærer noget. Deres og kirkens fremtid afhænger af det.

Hvad så med at lave vores egen bibelskole i Cuzco, for eksempel i form af et ”aftenskolekursus” med missionæren som underviser? Ideen blev vel modtaget i menigheden. Mange viste interesse på forhånd. Alligevel var det med en vis spænding, vi indbød til en 30 timers gennemgang af Den apostolske Trosbekendelse – hver fredag aften indtil jul. Med mulighed for at gå til eksamen og få et flot diplom for gennemført kursus. Var der trods alt nogen, der ville forpligte sig til sådan et forløb?

Efter to fredage kan vi konstatere, at det er der. 7-8 stykker er mødt op til undervisning – og har tilmeldt sig kurset. De fleste af dem er unge mennesker. Herligt. Så nu har vi vores egen lille bibelskole i Cuzco.

Ikke kategoriseret