Alt for meget regn
En tid har det rumlet i det fjerne, og nu kan jeg høre regnen udenfor. Har ellers sådan ønsket og bedt om, at der ingen regn kom i dag. Der har også været solskin en stor del af dagen, men nu er regnen der.
Mange dages kraftig regn- og tordenvejr har givet oversvømmelser og jordskred her i Cuzco-området – det vil sige den region, hvor byen Cuzco er hovedby. Broer og huse er styrtet sammen eller står under vand. Mange folk i disse områder har ikke noget hjem længere. De ejer nu kun lige det tøj, de har på, og de få ejendele, de har kunnet nå at redde. Må sige, at det sker næsten lige uden for vores dør, men vi har ikke lidt nogen overlast, og det har volontørerne Anna og Camilla heller ikke. Blandt andet derfor må vi så hjælpe, hvor vi kan. På den måde kan vi også være med til at vise Guds kærlighed og omsorg.
Helt konkret mødtes vi et par stykker i kirken torsdag den 28. januar meget tidligt om morgenen for at pakke bilen med diverse ting – tæpper, mad, vand, tøj med mere – og for at køre ud til folk i de ramte områder med tingene. Vi kørte ud af byen mod Juliaca, og ikke ret langt uden for byen mødte vi de første, der havde brug for hjælp, så vi stoppede der. Før vi nåede ud af bilen, stod stort set hele flokken ved siden af bilen med håbet om hjælp lysende ud af øjnene. De fortalte om deres nød, og vi mødte stor taknemmelighed over det lidt, vi kunne give dem.
Derefter fortsatte vi ud til en mindre by ved en sø. Huarcarpay hedder den. Normalt et dejligt sted, som vi kører forbi på vej til Juliaca. I dag så vi en by med en sø, som vel næsten var dobbelt så stor som normalt, og husene var styrtet sammen og stod under vand. Mennesker, som kunne fortælle, at de nu ingen hjem havde, og at alle de, der ikke havde noget sted at bo, nu var indkvarterede i små telte, under presseninger og lignende et sted højere oppe i terrænet, hvor vandet ikke kan nå op.
Forestil dig, hvordan det må være pludselig at bo i lejr stort set uden nogen af sine egne ting, men med udsigt til det sted, hvor du for få dage siden boede i et hus og levede dit liv. Indimellem regner det kraftigt og blæser måske også, og så er det koldt og fugtigt. I hvert fald om natten. Børnene er nok kede af det. Måske de har svært ved at sove, fordi de er utrygge og savner deres hjem. På samme måde med de voksne.
Det er ind i den virkelighed, vi kommer – med brød, vand, tæpper med mere, men også med små foldere om Gud. Til glæde og velsignelse for det enkelte menneske. Her i Huarcarpay er tingene organiserede, så vi afleverer tingene til de mennesker, der har ansvar for at fordele videre til de enkelte. Går lidt rundt og snakker med nogle enkelte, før vi igen vender bilen og kører hjem til Cuzco.
Vi regner med at køre dertil igen blandt andet for at give dem vand, hvilket de har stort behov for, og hvad vi ellers kan skaffe af nødvendige ting.
Når solen skinner, glæder jeg mig over den varme, som den giver til os alle, men især til disse mennesker uden hjem. Og når det regner, tordner og blæser, er det også dem, jeg nu tænker på og ser for mig. Tak til Gud for at han ser den enkelte, og at vi, uanset hvad der sker, er i hans hånd.
Olga Stidsen
