Nicoline Haahr Kristensen

I søndags til khmerkirke var jeg med i søndagsskolen. Det var rigtig spændende at se, hvordan de fortæller bibelhistorier til børnene. Først legede de en masse lege, og så blev der fortalt lignelsen om den fortabte søn. Hun havde en lille bog, der illustrerer med billeder, hvad historien handlede om. Ellers var hun god til at stille børnene spørgsmål, og få dem inddraget i historien. Bagefter blev der delt kiks ud og børnene legede indtil de voksne var færdige. Derefter kørte en fra kirken nogle af børnene hjem til deres landsbyer.
Efter kirke sad jeg og snakkede med Sinar, præstens kone. Jeg spurgte hende om, vi ikke skulle have en aften, hvor alle kvinderne fra kirken ville lære os danske kvinder at lave khmermad. Det var hun helt frisk på, så vi snakkede om hvornår det ville passe dem, og hun syntes at det skulle være i morgen. Mandag morgen tog jeg så med en, der hedder Ganja på et marked. Jeg har aldrig set så mange mennesker nede på det marked før – nok fordi jeg normalt kommer der om eftermiddagen. Vi fik købt alt lige fra grønsager og kylling til friske fisk, som de slår ihjel, når vi siger vi gerne vil have den med hjem. Så her er der ikke noget med, at kødet ligger for lang tid i køledisken. Til gengæld hvis man går ned på markedet om eftermiddagen, skal man nok ikke lige købe kød – det har ligget der meget længe, der sidder ofte fluer på kødet og der er en mærkelig lugt af gammel kød.
Om aftenen kom damerne dumpende ind en time efter aftalt, men det er vist meget cambodjansk tid. Deres plan var vist, at vi skulle lave 3 retter mad, men mens vi er så småt begyndte ændrede de det til 5 retter. Det var virkelig gang i køkkenet, man kunne virkelig se, at de følte sig hjemme. Der blev pjattet og grinet en masse, og jeg nød virkelig at være i deres selskab! Efter vi havde været i gang i køkkenet i 3½ time, var det tid til at vi skulle smage på alt det lækre mad, vi havde lavet. Maden smagte rigtig godt, og vi havde rigtig meget mad i overskud, så den står stadig på rester…

Ikke kategoriseret

Alfred på 10 måneder, som jeg passer, kravler rundt over det hele, river ting ned fra hylderne og kraver op af trappen. Han er begyndt at stå op selv, og det giver stor begejstring, hver gang han opdager at han kan noget nyt. Alfred har stadig meget brugt for at der er forældre eller voksende der tager sig af ham. Når der er fare på færre, er Alfred ikke i stand til at se hvad der kan ske, hvis han gør det ene eller det andet. Det minder mig om mit forhold til Jesus. Det er ham, som jeg er fuldstændig afhængig af i mit liv, for at jeg kan være sammen med min Far og Gud i himlen.

Lige siden at jeg har læst om, at der er regntid her i Cambodja, har jeg glædet mig til at opleve det. Det skyldes særligt en sætning. Jeg hørte det på gospelstævne i Hillerød for nogle år siden. Ruth Waldron, som ledede koret, sagde: ”prøv at forestille jer at nåden den vælder ned over jer, som regnen vælder ned i regntiden i de varme lande”. Da det så begyndte at regne sidste fredag, da jeg var nede i byen, blev jeg så glad, at jeg måtte stille mig ud i regnen og mærke, hvordan den bare vældede ned over mig. Følelsen af at blive våd, og tanken om at Gud tilgiver mig igen og i igen, for alle de ting jeg gør forkert hver eneste dag, det var og er virkelig befriede!

Jeg har besøg af min søster og mor i en uges tid, det er virkelig dejligt se dem og vise dem min hverdag. I går var vi ude ved en flydende landsby. Det var sjovt, at se hvordan mennesker boede i små huse midt ude på vandet. Langs vandet var der mange huse, som var bygget på pæle 4-5 meter over vandet, som forberedelse på regntiden. Hele området med den flydende landsby og husene langs kysten, lå langt væk fra byen, ca. en times kørsel fra Siem Riep, og vi havde fået en præst til at vise os et af husene. Det var et hus, hvor han kom, for at samles med nogle kristne i landsbyen. De fleste af dem var analfabeter, men der var en i blandt dem som kunne læse. Det var spændende at se hans arbejde der, og det var dejligt at bede sammen med dem.

Ikke kategoriseret

I sidste uge havde Noah og Selma en anderledes uge i skolen, hvor de legede hele ugen og var på tur. Det var en god anledning til, at jeg stoppede med at følge Noah i hverdagen i skolen. Overgangen hvor han nu er selv i skolen er gået rigtig godt, så nu er min opgave at passe Alfred og Noah de 2 dage han ikke er i skole.

Christel og jeg har lige haft en forlænget weekend, hvor vi tog en tur til Vietnam. Første stop var byen Ho Chi Minh, der bor omkring 9 millioner mennesker i byen og ca. 5 millioner scootere, der kører rundt på vejene. Det var helt vildt så meget trafikkaos der var, det er slet ikke til at sammenligne med den trafik vi har her i Siem Reap. Vi fik oplevet og set en masse: sejltur, flydende markeder, museum, underjordiske tunneller, store markeder, pagoder osv. Det var alt sammen meget spændende at se. Men efter de første nogle dage i Ho Chi Minh, kunne jeg tydeligt mærke forskel på det vietnamesiske folk og cambodjanerne. Cambodjanerne virker meget mere glade og smilende synes jeg, så jeg glædede mig helt til at komme hjem til Siem Reap.

I går var den første dag på arbejde efter vores ferie; jeg var lidt smadret efter at have siddet i bus fra Ho Chi Minh til Siem Reap i 19 timer på vej hjem. Midt på dagen fik jeg af vide, at ham der underviser os i khmer skulle døbes samme aften. Det hele skulle foregå på det hotel, hvor vi plejer at tage ned og bade. Der var 2 piger fra en anden kirke der også skulle døbes, sammen med en pige fra vores kirke og så min lærer. Først sad præsten og snakkede med dem om dåben, og der blev sunget nogle kristne sange. Derefter gik præsten og Axel ned i poolen, hvor eleverne kom ned en efter en for at blive døbt. Mit hjerte fyldtes med glæde over det, jeg fik lov til at opleve. Samtidig med at vi overværede det fantastiske ved, at 4 mennesker giver deres liv til Jesus, så vi de mennesker, der bor på hotellet, komme forbi og kigge en ekstra gang, mens hele ceremonien fandt sted. Der var nogle der stod oppe fra deres værelsesvindue og kiggede ned på poolen for at se, hvad der foregik. Det ville nok ikke have været sket på et hotel hjemme i Danmark. Jeg følte mig meget heldig over, at jeg har fået lov til at opleve, at de nyomvendte blev døbt. Det var ikke lige det, jeg havde forventet af dagen, da jeg stod op efter en noget bombet bustur.

Ikke kategoriseret

[gallery]Her i december har jeg nydt at være sammen med familien, og jeg har fået set en masse venner, så det har virkelig været en dejlig december måned, hvor jeg har haft mulighed for at samle kræfter og energi til at tage ud på et stort eventyr.

D. 9.januar tog vi ud til Kastrup lufthavn for nu startede det eventyr, vi har ventet på så længe, vi mødte op to timer inden afgang for at tjekke ind også videre. Familien Jacobsen havde problemer med metroen, så de var forsinket, så da de endelig kom, var det bare med at tjekke ind og det godt hjulpet til af deres venner, så det gav spænding og sved på panden.. Godt kommet ombord på flyet sad jeg med en dejlig fornemmelse af, at vi nu var på vej.

Efter en lang tur fra London til Bangkok stod vi lige før endnu et sikkerhedstjek inden sidste flyvetur til Siem Reap. Noah begynder lige så stille at synge, mens han holder Christel i hånden. Om jeg er lille eller stor, så er det bedst for mig på jord at høre Jesus til, at gå den vej han vil, det er det, der gør mig lykkelig!
Det var virkelig noget, der satte tankerne i gang ved mig. Familien Jacobsen var lige nu på vej til et fremmed sted, og det var både lille som stor, der var på vej derhen, hvor Gud vil have dem.
Det fantastiske ved det Noah sang synes jeg er, at det er lige meget hvor jeg er, men der hvor jeg er, er det bedst for mig at høre Jesus til, og det er i ham vi bliver lykkelige.

Da vi så landede i Siem Reap kom mit første kulturmøde med khmerne. Der var omkring 25 khmerer i festtøj, som stod i en lang række og bød en politiker velkommen, som var med det samme fly som os. Smil og buk med flade hænder samlet op foran brystet mødte os, da vi kom ud af flyet…

De følgende uger vi nu har været her, har mit indtryk af khmerne været, at de er meget venlige og åbne. Vi var over i den lokale kirke for at blive vist rundt og ham vi snakkede med begynder at fortælle mig om hans sygeforløb… Jeg synes, det er skønt at møde en anden kultur, som ikke er så reserveret som vi danskere nogle gange er.

Varmen over middag synes jeg er ret så varm, så der prøver jeg ofte at være inde med Noah. Men jeg kan lige så godt vænne mig til det, for det bliver kun varmere i den kommende periode. Tuk tuk og moto moto(se billede) fylder gaderne her nede, og trafikken er et stort kaos. De kan finde på at køre i alle retninger alle steder, og hvis der en der skal ud på kørebanen, kører han bare ud foran de andre og så må de bare holde tilbage. Men det beundringsværdige er, at der ikke er nogle i gadebilledet, der råber af hinanden selv om man næsten er ved at blive kørt ned. Det er et spændende land, vi er landet i og jeg glæder mig til at lære kulturen endnu bedre at kende og opleve mere af Cambodja.

Ikke kategoriseret

Fredag aften i uge 42 gik turen mod lufthavnen, som kun ligger ca. 3 kvarter herfra. Vi skulle hente vores søskende, Cecilie og Maiken, som var kommet for at besøge os. Dagen efter tog vi en tur til Oslo, hvor vi hørte en koncert med forældreløse børn fra Uganda. De sang og takkede Gud for, at han har frelst dem, både åndeligt og i deres nød. Børnene var virkelig gode til at synge, og de dansede rigtig meget!
Efter koncerten fandt vi vores hotel, hvor vi skulle tilbringe de næste 3 nætter. Imens vi var i Oslo, fik vi shoppet og set kongeslottet i Oslo og en stor skulpturpark. Ellers så vi det nye operahus i Oslo – det var virkelig flot, og vi kunne gå op på toppen af taget og se ud over vandet.

I dag stod vi op kl. 05.00 for at sige farvel til Gunhild, en pige vi bor i hus med, der rejser til Mali. Sammen med hende rejste også to grupper til Ecuador og en gruppe til Mali. I denne uge har vi sendt flere grupper af sted til Uganda, Senegal, Nepal og Brasilien. Nu bliver der lidt tomt på skolen, da 28 mennesker er rejst ud i verden for at hjælpe.

Ikke kategoriseret

Høstferie, som er vores efterårsferie i Danmark, har vi lige holdt her i uge 40. I starten af ferien fik vi slappet meget af på en næsten hel tom skole, det var meget mærkeligt, at husene stod tomme og alle var væk. Vi brugte tiden på at vandre op på det fjeld vi bor på, det var virkelig en flot tur og en dejlig udsigt. Ellers besøgte vi en dansk kristen pige, der er i praktik som pædagog på et lejrskolecenter der ligger over på den anden side af vejen hvor vi bor. Det er utroligt hvem man kan møde, når Gud placerer os forskellige steder.

Onsdag fik vi pakket den lille røde bil og begav os af sted mod Sverige nærmere bestemt Göteborg sammen med de tre australske piger. Turen skulle egentlig have taget fire timer men den endte med at tage seks en halv time, da vi sad i kø to timer, hvor vi nærmest ikke rokkede os ud af stedet. Men humøret var højt og vi fik grint og snakket en masse.
Hotellet vi boede på var super godt; vi fik morgenmad og aftensmad gratis også var der en fantastisk maskine hvor vi bare hamstrede til os af varm kakao og kaffe! Mens vi var der, brugte vi noget af tiden på at shoppe, se byen og var i IKEA hvor vi alle egentlig ikke købte så meget. Alt i alt har det været en dejlig ferie, hvor vi er kommet tættere på hinanden.

Ikke kategoriseret

Nu har vi været her på Gå Ut Senteret i 3 uger, og vi har lært familien og børnene godt at kende. Vi er kommet ind i en hverdag, hvor vi starter med børnehave og skole 08.50 og slutter kl. 15.00, hvor vi skal op og have middagsmad på skolen.. Det har været lidt svært at vænne sig til at spise 4 gange dagligt på andre tidspunkter. I børnehaven er der Dina og Henriks dreng Noah og en norsk dreng der hedder Edvard, de to drenge er blevet gode venner og får meget ud af hinanden selv om de snakker henholdsvis norsk og dansk. I skolen går Dina og Henriks pige Selma i 0 kl. og jeg underviser hende i matematik mens Christel står for dansk og engelsk. Jeg har fået et nyt navn af Noah som er Gugline, så det bliver jeg efterhånden kaldt af alle på hele skolen nu.

Efterhånden som vi har lært eleverne bedre at kende her på GUS, finder vi ud af, at der er mange forskellige grunde til at vi alle er havnet lige her. Mange havde planlagt at komme på GUS, men for nogle kom det meget pludselig, andre vidste ikke hvad de skulle og nogle kunne ikke få arbejde osv. Det er alle forskellige grunde til, at vi er havnet lige her. Vi kom til at snakke om det den anden dag til et af vores husmøder/bibelstudie, at vi ikke tror at det er tilfældigt at vi alle er her, men at Gud har villet at vi skulle være lige her og på den måde opmuntre og støtte hinanden. Det giver mig lyst til at opmuntre jer der hjemme til at tænke over, at Gud har en plan med dig lige der hvor du bor. Jeg fandt et bibelvers, der understeger det meget godt den anden dag, da jeg læste i bibelen.
Apostlenes gerninger 17 v. 26-27: ”…og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo – for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os.”

Ikke kategoriseret

Toget ankom til Eidsvoll verk 20:10 d. 25 i Norge og to danske piger steg ud af toget efter at have rejst 14 timer. Yes nu var vi fremme tænkte jeg. Det næste kvarter foregik i bil, hvor der pludselig blev bremset op, fordi der stod en flok køer ude midt på vejen. Der blev lavet en fin manøvre uden om køerne, da de ikke ville flytte sig. Vi kom godt frem til Gå Ut senteret hvor vi i de næste 3 måneder skal være og passe familien Jacobsens børn og en norsk dreng på 2-3 år. Hvor turen senere går med familien Jacobsen til Cambodja i 6 måneder.

På skolen er vi folk fra hele verden og den første aften vi spiste sammen fik vi blandt andet indisk julemiddag som bestod af ris og oksefars der var blandet, det smagte ganske fint. Vi var 9 mennesker samlet der kom fra Australien, Brasilien, Inden, Norge og så os fra Danmark. Vi fik snakket en masse engelsk. Det var specielt dejligt at sidde om aftenen og lovsynge Gud sammen, da vi kendte nogle af de samme sange, selv om vi kom fra forskellige verdensdele. Om aften var vi nede ved Hurdal sø hvor vi badede, det var dejligt forfriskende. På hjem vejen skulle jeg dog passe på ikke at træde med mine bare tæer på de mange stor tudser der vrimler over det hele her hvor vi bor.

Ikke kategoriseret