Undervisning om Korea
Filippa Emilia Pedersen studerer på DBIs 1-årige uddannelse som går under navnet “Åben Uddannelse i Kristendom”.
På tredje år af Bacheloruddannelsen på DBI har vi et fag, der hedder ’Kirkens og missionens historie i den ikke-vestlige verden’. Det har vi, fordi kirkens historie er mere end historien om kristendommens udbredelse fra Jerusalem til København, og fordi resten af verdens kirkehistorie er mere end historien om vores ydre mission.
For et par uger siden var vi i vores gennemgang kommet til Korea og havde – gennem Dansk Europamission – fået en koreaner fra en sydkoreansk protestantisk kirke, som er uddannet i historie på Seouls universitet, til at undervise i Koreas kirkehistorie.
Med et meget bevidst og reflekteret forhold til sin egen kultur og dens indflydelse på koreansk kristendom og en usædvanlig selvkritisk holdning fik han nuanceret vores billede af koreansk kirkeliv. Vi imponeres ofte – med rette – over de store megakirker og det liv, som udfolder sig omkring dem. Han påviste imidlertid, hvordan den gamle shamanske tradition i koreansk religiøsitet påvirker mange kristnes tankegang i dag. Tidligere gik man til Shamanen for at få kraft til et liv med fremgang og frugtbarhed – for sig selv og sin familie vel at mærke.
I dag søger man til kirken med samme formål. Derfor er det vigtigt for den enkelte kirke at tage sig imponerende ud for at vise, at man netop hos dem kan få succes og fremgang. Og derfor er det vanskeligt at engagere kirkerne og de kristne i diakonalt-socialt arbejde og i hjælp til de trængte kristne brødre i Nordkorea.
Så langt Sydkorea. Hvordan er forholdene så i en typisk dansk middelklassemenighed?
Af Finn Aa. Rønne, lektor i kirke- og missionshistorie
