Arkiv

Arkiv for maj, 2011

Hvor er troen?

26. maj 2011

Gud bevæger sig – gør vi? Dette statement dannede ramme for en missiologisk temadag i Bethesda i København d. 24. marts.

Spørgsmålet er ikke ’hvad er tro?’, men ’hvor er troen?’ Det er det levede kristne liv i praksis - at vi er villige til at lide og ofre os for andre - der er vejen for mission!” sådan udfordrede David Zaq, biskop i Uganda, forsamlingen. Han lagde også vægt på, at det helt centrale for missionen er at finde ind til, hvem Gud er.

Men hvordan driver vi mission i et pluralistisk og postmoderne samfund? Thomas Frovin inspirerede os til at være åbne om det vi tror på, og søge dialogen og relationen - netop fordi relationer er ægte og efterspurgt, og at vi derigennem kan være vidner om Jesus.

Rolf Kjøde, generalsekretær i Normission, udfordrede os til at slå kirkelige organisationer sammen, hvis de skal overleve i længden. En pointe i denne enhed var også, at vi på den måde er et vidnesbyrd om vores tro.

Derudover var der til temadagen fokus på , hvordan vi både lokalt og globalt kan drive mission ud fra en dansk kontekst. Perspektiverne blev hentet fra folke- og frikirker, men også med blik for partnerskab, unåede folkegrupper og med et indspark fra den sjove og sympatiske migrantmissionær, Ravi Chandran, der opfordrede os til at vise kærlighed i praksis og hjælpe hinanden som kirker og organisationer.

Alt i alt en spændende dag! Og så må vi bede om visdom og mod til, at de mange indslag ikke bare bliver højtflyvende, nydelige idéer, men at de bliver omsat i praksis …

Daniel Sundgaard, studerende på DBIs åbne uddannelse i kristendom og mission

Ikke kategoriseret

missionaeruddannelse