Michael Munk Kruse

Efter utallige rykkere for et nyt kapitel i bloggen, er jeg nu blevet enig med mig selv om, at det er på tide at dele lidt ud af oplevelserne hernede. Siden sidst er der jo sket meget. Vi har holdt jul adskillige gange, og et enkelt nytår med fire romerlys. Lad os starte med vores egen jul. Et par dage før d. 24. kørte Michael, Birgitte, et par etiopiere og jeg til Hawassa, en studieby med omkring en halv million indbyggere, der ligger godt ti timers kørsel øst for Jinka. Hawassa ligger ned til en sø, og søerne hernede er ikke helt det samme som i Danmark. For det første er de betydeligt større og for det andet lever der betydeligt mere interessante dyr i dem. Da vi ankom til Hawassa, kørte vi hele vejen igennem byen for at ende på NLM’s ferieplads, formodentligt den bedste beliggenhed i byen. På feriepladsen er der en del huse, Michael og jeg blev indlogeret i nummer 2, som er en af dem med bedst udsigt. Det hus vi boede i lå på en skråning ned mod søen, så udsigten var fabelagtig. På vores ophold i Hawassa fik vi ikke set flodheste, men dyrelivet var utroligt. Om natten kunne man høre hyæner, om morgenen kravlede der aber rundt i træerne. Mindre end fem meter fra aberne var vi vel. Det mest overvældende efter min mening var dog fuglelivet. Der var massevis af nogle fugle med et mystisk næb på omkring en meter, der var massevis af småfugle og jeg så sågar tre ørne. Selve julen var egentligt ikke så forskellig fra, hvad man er vant til derhjemme. Selvfølgelig savner man familien og de hjemlige rammer, men juleaften forløb med dansk julemad (dog flæskesteg i stedet for and), julesalmer og gaver. Vi kunne godt nok ikke danse om juletræet, vi kunne måske have danset om julekvisten, men den tradition sprang vi altså over. Alt i alt var det en god aften, og med både julefrokost ved Jeanette og Christian (de danske missionærer i Hawassa) og norsk julemiddag den næste dag, var vi godt mætte. Før vi tog videre fra Hawassa nåede vi lige en tur i poolen og få lånt nogle film med til Jinka.

På turen hjem overnattede vi i Arba Minch, en by med ca. 250.000 indbyggere midt mellem Hawassa og Jinka, for at få en sejltur på den ene af de to søer ved Arba Minch. Vi kunne også have været ude at sejle i Hawassa, men Birgitte syntes, at det var en bedre idé at gøre det i Arba Minch, da vi i Hawassa ”kun” ville have set flodheste, mens vi her kunne se både flodheste og krokodiller. Og vi fik dem set. Vi sejlede ud fra en lille bugt i en båd med fem-seks bænkerækker (kanoslagsen), en motor og en guide. Vi sejlede et godt stykke tid, hvor vi kun så vand og vandflasker, som fiskerne bruger som bøjer til deres net, men efter ca. tyve minutters sejlads kom vi ind i en bugt. Og krokodiller var der. Der lå 8-10 stykker inde på bredden, hvoraf nogle var ret store, men vandet var rimeligt lavt, så vi kunne ikke komme specielt tæt på. Til gengæld lå der to mindre i mudderet helt henne ved vores båd. Vores guide tog hans 4 meter lange stav og prikkede lidt til dem, og efter et par forsøg kom der ellers fart i dem.Vores båd var i mellemtiden gået på grund, og på trods af bekymrede udbrud fra Birgitte hoppede vores guide ud af båden og skubbede den ud igen. På vej ud af bugten stødte vi på flodheste, og vores guide sejlede lidt rundt om dem. Jeg tror vi var ca. 30 meter fra dem da en af de fire lavede et spring, som Michael fangede på kamera. Nærmere kom vi dem heller ikke, og guiden turde heller ikke lade motoren gå ud, som han gjorde, da vi var ved krokodillerne. Nu havde vi jo egentligt set alle de dyr, der var at se, men så let slap vi ikke. Vi sejlede længere væk, ud til en ø, og jeg er glad for, at vi fik den del med. Vi sejlede i retning af en af enderne af øen, og da vi nærmede os kunne vi se en krokodille ligge på en forhøjning på spidsen af øen. Da vi kom derhen, fandt vi ud af, at der ikke bare var den ene krokodille. I vandet omkring øen var der ca. 10, og vi var vel under 2 meter fra nogle af dem. De bedste billeder vi har, er dog af den krokodille der lå og solede sig. På vejen tilbage var der ikke så meget at se. Nogle få krokodiller der svømmede rundt i vandet og dykkede når vi nærmede os. Da vi var tilbage ved den bugt, vi startede ved, havde 3 flodheste placeret sig i indgangen, og vi måtte sejle ind langs den ene kant af bugten. Efter sejlturen kørte vi videre mod Jinka og kom frem om aftenen.

Kort derefter blev det tid til nytår, som vi fejrede med fællesspisning på kompounden og 4 små romerlys, som vakte stor begejstring blandt Thorleifs og Jerins børn. Det var ikke helt så farverigt som i Danmark, men forbruget af fyrværkeri i Danmark er også rimeligt overdrevet. Til gengæld fik vi så lov til at fejre jul anden gang, da etiopierne fejrer jul d. 7. januar. Da blev vi inviteret hjem til nogle af vores elever, budt på ”enjera be doro wåt” og ”karibo”. Enjera med kyllingesovs er landets nationalret, og det smager faktisk rimeligt godt. Til gengæld må jeg endnu engang takke nej til en drik – stort set alt hvad de drikker hernede kan jeg ikke lide. Te, kaffe og så den her karibo. Hjemme ved den ene af eleverne, Desalegn, blev jeg heldigvis reddet, da de satte sodavand på bordet. Alt i alt var det en god dag. Dagen efter, d. 8., blev vi overrasket, da en af vores elever kom og bød os på mad, mens vi lavede frokost. Men vi måtte jo bare lade tingene stå og tage på besøg ved ham, for sådan gør man (åbenbart) hernede. Alt i alt var det en god juletid.

Ikke kategoriseret

Vi skal helt ud i bushen

Fra fredag den 28. til i onsdags var Kristoffer og jeg taget til Voito. Det skete i forbindelse med at det ville tage noget tid før Engelskundervisningen ville begynde. Det var et tilbud om at vi kunne hjælpe de svensk-norske missionærer Karen, Frederik og deres lille søn Jonathan, med at få lagt gulv, og så samtidigt opleve en ny side af Etiopien. Og det gjorde vi skam også.

Arbejdet begynder

Tidligt fredag stod vi så op for at tage til Voito, og det øsede ned. Indtil videre havde vi ikke rigtig set så meget til den våde side af Etiopien, men det regnede kraftigt i flere timer. Ud over at vi blev våde forudsagde det også at vores ”bil” (land cruiser) fortsatte rundt efter et nedadgående sving. Der skete dog ingen ting da Gud havde valgt at give føreren Elisa super køre evner, hvilket gjorde at vi kun endte nede i vandrenden i siden af vejen, intet en 4-hjulstrukket ikke kan klare.

Vi ankom så i Voito ved en 10-tiden, og påbegyndte arbejdet ca. med det samme. De havde et stuerum, hvor Frederik ville lægge noget ternet gulvrulle. Vi arbejde med at fjerne lim fra gulvet indtil en 6-7 tiden, med diverse kaffe og spise pauser, hvor det begyndte at blive mørkt.

What is Voito

Kristoffer vågnede op lørdag med sygdom og var syg hele dagen, i mellemtiden hjalp jeg Frederik med at få skåret gulvet til i gangen der lagde op til stuen. Der skete ikke så meget den dag, så vil bruge afsnittet til at fortælle lidt om byen vi boede i.

Voito er en lille landsby på ca. 30 huse/hytter, som ligger godt inde fra den nærmeste vej, utilgængeligt i en normal bil. Selv i den lille by var der flere sprog, både Amharisk og et ældre stammesprog, der hele tiden forvirrede mig når beboerne hilste, men det er åbenbart ikke noget problem for dem da de både har fungerende skole og kirke. Imellem gæstehuset og missionærernes hus, ligger toilethuset som er et lille skur med et hul i jorden, fyldt med fluer og beboet af den ledeste sorte kæmpe hveps, det var ikke altid man var glad for at bruge det. Der er ikke strøm i byen bortset fra de batterier Karen og Frederik besad, hvilket var til stor irritation da mobilen med lydbogen på løb tør.

Oppe i bjergene

Søndag morgen tog vi i den lokale kirke og forstod absolut ingen ting, men man kunne da altid se interesseret ud, selvom det var svært under prædiken som først skulle siges på Amharisk og så oversættes af tolken til stammesprogget. Hele gudtjenesten varede 2,5 time, men det gik.

Da det var fridag og Kristoffer havde det bedre besluttede vi os for at tage op i de smukke bjerge som vi lå lige op til. Stien blev fundet og vi gik ind imellem bjergene, varsomt på udkig efter skorpioner og slanger der kunne have gemt sig på vejen, indtil vi kom til en lille sølle vand kilde, de lokale hentede vand fra. Stien fremad var spærret af en høj klippevæg, men vi var ikke færdige så vi fandt en passende sted i nærheden og begyndte at klatre mod toppen, og vi nåede op. Det var ikke en af de største bjerge, men udsigten var genial og turen var spændende. Vejen tilbage var næsten mere besværlig da det var svært at komme ned samme vej vi kom op så vi fandt en anden vej der så mere brugervenlig ud.Skindet bedrager dog og da vi stædige ikke ville vende om, blev det til en mesterlig klatren til stor underholdning for nogen beboere der råbte tilråb og kiggede nede ved foden af bjerget. Farlige dyr så vi aldrig, men det var nok også bedst da jeg nødigt ville have trådt på en slange på vejen om eller ned af bjerget.

Mere arbejde

Mandagen bestod i at vi fandt ud af at de to ruller med gulvbelægning ikke var helt ens og at vi måtte skære det hele til. Der var meget præcisionsarbejde hvor ¼ mm gjorde forskellen, og arbejdet tog det meste af dagen. Vi var på nuværende tidspunkt i ”syntese” med solens gang, så snart det blev mørkt kunne man ikke læse, se noget som helst bortset fra lyset af en ringe solcellelampe, så de fleste dage gik vi i seng ved 9-10 tiden og stod op ca. kl 7.

Endnu længere ud

Hanna kom mandag aften og havde lovet at tage os med på hendes runde tirsdag, for at betale løn til evangelister rundt om i området. En af evangelisterne kom fra en lille landsby som Hanna fik ham overtalt til at vise os. En lille landsby på en måske 15 hytter, det mest primitive vi endnu har set i Etiopien, kvinder var ikke dækket på overkroppen, huse alle bygget af grene og de var alle beklædt med masser af perlekæder og andre smykker. Landsbyen bestod af nogle få familier vi så vist en 6-7 ældre kvinder og vildt mange børn. Imens børnene sværmede rundt om os, blev vi vist indenfor i en af deres hytter. Dørene var så lave så man næsten skulle kravle igennem.

Hytterne var igloformede og var i en højde så jeg kunne stå oprejst i midten af den, dertil var der så bygget et firkantet lavere hus tilkoblet på hytten. Så vidt jeg kunne forstå var det sådan at kvinden og manden af huset så sad i hver deres side af den firkantede udbygning. Hanna fortalte at de levede en smule som nomader, men det er anset som et negativt ord i Etiopien så jeg må egentlig ikke kalde dem det. En spændende oplevelse, men jeg er dog glad for at være stationeret i Jinka til hverdag.

Tilbage til Jinka

Onsdag var det så tid til at skulle tilbage, men på vejen tilbage til Jinka havde Hanna et par ærinder der skulle ordnes. Så vi kom forbi en nybygget kirke, hvor nogen unge piger boede på kostskole. Det tog en del tid da deres aldre ikke stemte overens med den alder noteret året forinden af Hanna. Det er dog ret normalt at man ikke kender sin alder da der ikke føres folkeregister, så hvis der spørges efter alder er det ofte på fornemmeren. Vi havde præsten fra Jinka med på turen så han holdte også en mindre tale for dem.

Ude foran vejen til kirken stod en dromedar så vi fik da set et ”eksotisk” dyr på vores Voito tur. Indtil videre var det eneste vi havde set geder, køer, hunde, æsler og kæmpehvepse. Vi havde dog hørt nogen Bavianer og set skyggen af dem den ene dag, men det var ikke noget vi turde nærme os.

Da vi endelig kom hjem var det dog rart igen at kunne gå på toilet uden frygt og have lys de fleste aftener.

Nomensas

Ikke kategoriseret

Det er søndag og Kristoffer og jeg har fået alt vores grej pakket ned. Vi var heldige for Toril ville gerne give os et lift før hun tog i kirke. På vej ud af kompoundens port ser vi de taxifører som vi dagen forinden spurgte om ca. prisen til lufthavnen, de så lidt gnavne ud da de så os, så de havde muligvis forstået det som en aftale.

Vi kommer i god tid frem til lufthavnen, vi havde hørt forinden at Ethiopian airlines var lidt primitive, at de pladser man havde, skulle være ligegyldige og man bare skulle sætte sig hvor man ville og at de kunne finde på at mellemlande når som helst. Ingen af de ting holdt dog stik, og turen blev ganske afslappende.

Hanna var i forvejen i Arba Mintch så det blev timet sådan at vi kunne tage med hende til Jinka. Og trods at turen var 4-5 timer lang var den stadig vildt spændende. Naturlandskabet var super flot da det næsten lige havde regnet, og vi så forskellige byer og stammefolk som vi kørte. Et meget specielt fænomen var at børn dansede på alle mulige måder når de så bilen og råbte ”Hailand” som er mærket på noget mineral vand. Det virker som om de indfødte i det område er blevet meget påvirkede af turisme, på et enkelt tidspunkt var vi ude at tage billeder af noget ”Dæf”, som bruges til Enjera (den etiopiske nationalret), og da vi står og tager billeder kommer nogen indfødte som ikke kunne Amharisk og krævede penge for at vi tog billedet, da vi gik begyndte de at kaste med sten, vi kom dog uskadte væk.  VI ankom sent om aftenen til Jinka og smuttede godt og vel lige i seng.

Mandag

Dagen startede med den gode gamle havregrød som vi har levet af hver morgen, den var dog ikke lige så spændende denne gang da vi manglede Yoghurt og Bananer. Det meste af formiddagen gik på at få pakket ud og tørret beskidte skuffer af. Efter god middag hos Birgitte (første kartofler i 3 uger), smuttede vi op til den lokale præst, hvor vi fik noget arbejde med at sætte hans computer op med hans printer. Derefter blev vi vist lidt runde i området. Det meste af aftenen gik med at fikse præstens computer og hjælpe med forskellige computer problemmer hist og her.

På søndag annoncerer de tilbuddet om Engelsk undervisning og så går der nok ca. en uge mere før vi for alvor begynder. Vi kommer dog i gang med noget arbejde inden, på fredag tager vi til Voytun, hvor vi skal hjælpe med noget bygge arbejde indtil tirsdag. Og indtil videre er vi ikke gået uden arbejde da de har haft brug for nogen computer hjælpere i noget tid.

Ikke kategoriseret

I søndags holdte International Evangelic Church internationaldag, hvilket gik ud på at i stedet for det normale lovsang havde forskellige lande forberedt noget sang på deres eget sprog. Der var et Afrikansk Frankofont kor, et Koreansk kor, et kor kombineret af Congolesiske og Zambiske kvinder og til sidst et Amharisk kor. Det var smukke sange og selvom man ikke forstod det var det stadig interessant og dejligt at høre på.

Under gudstjenesten var der en landsoptælling, hvor de sidste år havde haft 63 lande repræsenteret i kirken den dag. Denne gang var det 56 lande, der var fra lande over hele kloden selv Madagaskar.  Det er vildt at se hvordan så mange nationaliteter kan samles om det samme herlige budskab.

Ikke kategoriseret

… Skandinavisk + Tysk Bibelkreds

Mari er en jævnaldrende volontør i 8. uge og har 6 uger tilbage, hun underviser i Bibeltolkning og Engelsk her i Addis Abeba, og prøver at lære sig selv Ururu (et Etiopisk sprog). Hun bankede på vores dør i tirsdags og siden har hun været god til at informere hvis der sker noget vi ikke vidste og har inviteret os på hyggestunder i hendes lejlighed med film og chokolademus.

Torsdag blev vi inviteret med til bibelkreds hos Benjamin. Han bor i nærheden af sprogskolen så det var ikke noget problem at få til at passe sammen. Hen på aftenen kom der så 2 tyskere og 2 danskere med Benjamin og Mari som nordmænd og Ruben som svensker fik vi dækket hele sproglejet ind, det er interessant at høre hvordan de forskellige bibler er forskellige og en meget interessant snak fandt sted. Vi tog med en taxi hjem.

… Etiopisk bryllup

I går aftes da vi så film med Mari spørger hun så om vi vil med til et etiopisk bryllup, vi takker ja. Næste dag finder Kristoffer så ud af at han ikke ejer en skjorte og har sendt alle sine lange bukser til Jinka. 5 min. før vi skal af sted dukker Ruben op og Kristoffer får lånt noget tøj.

Vi smutter så til Piaza, hvor vi møder op med Maris Etiopiske veninde, som er den oprindelige forbindelse til brylluppet. Så vidt jeg har forstået er der prestige i at have hvide mennesker til ens bryllup og der kan ofte være over 3000 mennesker til et bryllup. Efter at have kørt med flere forskellige taxi-busser (mere info om ”offentlig” transport senere), når vi frem til brylluppet et par timer forsinket. Der er mange mennesker og ved ankomst bliver der sat en bænk op til os indenfor selvom der sad mange udenfor, som med garanti har været mere involveret med brud og brudgom. Vi bliver budt på Enjera, som nogen af de første, det hele er lidt mærkeligt da vi ikke syntes vi passede ind og vi fik al den her service, på flere tidspunkter blev vi optaget af et mindre videohold der gik rundt og optog hele forestillingen.
Der kommer en større dansefest for Brud, Brudgom og de nærmeste (video kommer måske senere alt efter internetforbindelsen), mens et keybord-band står og skråler den ene Amhariske kærlighedssang efter den anden, meget festligt. Alt i alt er vi ved brylluppet i ca. 1 time til overraskelse for både Kristoffer og jeg, der troede det var et heldagsevent, men trods dette var der lidt rart at komme væk. En meget festlig og sjov oplevelse, men også pinlig og mærkelig da vi egentlig ikke havde nogen reel forbindelse til brylluppet. På hjemvejen var vi heldige at støde ind i en taxi, som kunne tage os hele vejen hjem for billige penge, så det tog over 2 timer at kommer dertil og ca. 30 min at komme hjem.

Ikke kategoriseret

Lørdag 01-10-11

Dagen starter med en nattetur til Kastrup lufthavn hvor vi checker ind, vi flyver til Amsterdam, hvor vi så skal vente ca. 3 timer før vi kunne gå på flyet til Addis, så her fik jeg tiltrængt søvn. Vi bliver lidt forsinket, men formår alligevel at mellemlander i Khartoum ca. til tiden pga. medvind. Når vi endelig stod af i Addis Abeba skulle vi stå i en lang kø og på dette tidspunkt var jeg ret øm i hovedet, vi skulle aflevere et form for registreringspapir med alt information fra passet + visum. Vi er endelig ved udgangen, men vores tasker skal igennem et sidste skan før vi må komme ind i landet og de vil selvfølgelig efterchecke Hanna og Birgittes tasker hvilket tager yderligere 30 min. vi hører også fra vores chauffør, som kørte os til Nordisk LM’s hotel/kontor/gammel skole, at han havde ventet på os siden halv ni og vi ankom ved en ca. 10 tiden. På kompounden bliver vi velkommet af Turin som havde kaffe og boller til os, efter lækker mad smutter vi i seng.

Søndag 02-10-11

Kristoffer har fødselsdag den herlige knægt, så vi beslutter os at spise ude på en kinesisk restaurant, men først tog vi i en International kirke kaldet ”International Evangelical Church”, og det var vildt spændende at se alle de forskellige mennesker fra mange forskellige baggrunde sammen prise Jesus i Engelsk lovsang. Der var video prædiken på stor skærm (projektor) om ”Holy Discontent” altså hvad der irriterer en og irriterer Gud så man kan blive tændt på at gøre noget ved det, interessant indgangsvinkel til kristent ledelse. Efter gudstjenesten møder vi op med en dreng ved navn Benjamin, som er Norsk, men er vokset op i Addis Abeba, så han var kommet tilbage til Etiopien for at lære og udbygge hans Amharisk, på sammen sprogskole som Kristoffer og jeg skal tilgå. Vi kører sammen på restaurant for at fejre Kristoffer (Det var god mad).

Tilbage på kompounden viser Birgitte os rundt i det lokale område og på det lokale marked. Herefter smutter vi ud for at handle, hæve penge og købe noget is. En ting jeg har lagt mærke til er den store forskel på rigdom repræsenteret i husene. Der er mange store glas hoteller og butikker imellem de nedslidte huse og små boder.

Vi slutter dagen ud med en genial tunmix til aftensmad.

Mandag 03-10-11

Jeg starter dagen med at finde ud af jeg ikke er den største fan af pulvermælk. Det er også her til morgen at vi bliver introduceret for Ruben, som er i Etiopien for anden gang på eget initiativ. Han er Svensk og er ekspert med kamera finder vi senere ud af, så det var rigtig godt at have ham med. Ruben begynder også på samme sprogskole som vi andre.

Kris, Birgitte, Ruben og jeg smutter til byen for at hæve flere penge og handle kød til Jinka, men planerne bliver ændret lidt da Birgitte bliver kaldt til møde på sprogskolen før end vi havde regnet med. På kompounden hvor sprogskolen ligger bliver vi introduceret til 3 kvinder som arbejder på en kristen radiostation som har samarbejde med Norea (dansk radiomission) og vi får lidt at vide om ”Project Hanah”, som er et program om kvindeundertrykkelse blandt en såkaldt ”Aria stamme/kulktur” og deres store radio program kaldet ”Mega Voice” som et globalt Etiopisk radiomission på 6 Etiopiske sprog. Vi tager ud og spise i nærheden med de 3 kvinder, og vi får en hyggelig og interessant samtale da de heldigvis for mig kunne en del Engelsk.

Ved ca. halv 2 tiden (ja vi er allerede ved at gå over i Afrikans tid, da at tiden ikke er alt for vigtig) starter vi på sprogskolen, og det er virkelig lige på og hårdt, så det gjaldt bare om at koncentrerer sig. Jeg endte dog også med både at lære ord for forskellige dyr; familierelationer; du, i, jeg og lign. ord; service (tallerkner osv.) og bevægelser. Undervisningen var delt op i 2×1,5 time og imellem var der en mindre te-pause, hvor vi kom i snak med nogen Amerikanere, der var ved at starte en skole op, et projekt der havde taget dem 3 år i USA og et par måneder i Etiopien indtil videre, og hvis alt gik efter planen regnede de med at kunne starte skolen op om et års tid. De var vældig rare og søde at snakke med.

Ved en 5 tiden blev vi inviteret ud til en familie, som Birgitte havde holdt kontakten med efter at moderen i sin tid havde været hushjælper ved hende. Det var her Ruben for alvor gik amok med at tage billeder. Ayjalekt vidste glædeligt sin ejendom frem, hun ejede både kør og høns og en masse planter inklusiv majs, vi blev sendt ud for at se lidt på området og nogen drenge var ivrige efter at snakke med Birgitte og poserer med kung-fu og andre kunstner for Rubens kamera til underholdning for både os og drengene. Ayjalekt inviterede os til aftensmad, den såkaldte ”Enjera”, som så vidt jeg ved, er nationalretten i Etiopien, det består af noget meget syrligt pandekageagtig brød i ruller. Man ruller så et stykke af det ud på ens tallerken og fylder op med fyld som denne gang bestod af: kål, en kartoffel-gulerodsblanding, ris og noget semi-stærkt kødsovs (normalt er det meget stærkere, men hun havde gjort den mildere for vore ganers skyld). Man river så strykker af rullen og bruger hænderne til at tage om fylder med Enjeraen og så spiser man på den måde. Ikke min yndlingsret, men det smagte ganske udmærket. Efter maden ville hun vise os hvordan man laver rigtig kaffe: Hun rister kaffebønderne over et mindre bål, maller det, og servere kaffen med sukker og popkorn, som åbenbart er meget udbredt at gøre i Etiopien. Jeg er ikke kaffedrikker og ville ikke selv lave kaffe, men denne kaffe er indtil videre den bedste jeg har smagt, men det er en god, stille overgang til at blive rigtig kaffedrikker. Både sønner, venner og søskende dukkede op i løbet af aftenen og vi sluttede af med at en af Ayjalekt venner sang en kristent sang på Amharisk, forstod ikke teksten, men det lød virkelig godt. Efter 5 timer hos de rare mennesker, smuttede vi tilbage udmattede efter en lang dag.

Tanker om den Etiopiske trafik indtil videre

Jeg må ærligt sige at jeg er meget glad for det forbud vi har fået imod at køre, hvordan Hanna og Birgitte klarer det er uden for min forståelse. Men vi har indtil videre kun set 2 lyskryds, man skal virkelig improviserer for at komme rundt og der bliver dyttet overalt. Det minder meget om den indiske tætte trafik, hvis man set videoer derfra. Vejene er brede, hvilket nok er den eneste grund til at det er muligt at komme rundt. Lidt sjov info er at det er lovgivet sådan at hvis man er med i et uheld så får man alt ansvaret hvis ikke man havde dyttet forinden.

Ikke kategoriseret