Fødselsdag
Så kom dagen endelig – 6 års fødselsdagen. Og, ja, efter 2 års intensiv gøren opmærksom på, skal hele familien af sted og købe en Build a Bear. For børnene er det jo noget nær den bedste fest at holde – har mor og far nu også hørt hvad jeg ønsker mig, desuden får jeg lov at være i centrum hele dagen.
Tænker egentlig her, mens der skrives – at være et Guds barn er som at have fødselsdag hver dag. Jeg er i centrum og Gud har fuld fokus på mig
For os forældre er det også en god dag, dels at kunne give til sit barn og modtage den overvældende glæde som barnet flyder over med. Men for os giver det også en dag, hvor vi kan (eller i hvert fald gør) holde fri fra nedpakning, maling og klargøring af vores hus. Alle sager bliver set igennem, hvad skal på lager? Hvad skal med til England? Hvad til Tanzania? Og ikke mindst – hvad skal på miljøstationen? Jo vi er ved at have styr på vores ejendele.
Den 4. september sejler vi så ud fra Esbjerg for at tage turen til Brighton og lære lidt engelsk. De 2 volontører, som er ansat til at følge med os, rejser lidt før, så de vil stå at tage imod os, når vi ankommer – lyder det ikke herligt?