Arkiv

Idlæg Tagged ‘Luthersk Mission’

Mission giver overskud

17. august 2010

Det var spændende at læse interviewet i sidste nr. af ”Tro og Mission” med de to unge LM-ere – Poul og Silas – der har været på lejr i Tyrkiet.
De blev jo vores første (kortids-)udsendinge i det land.
Der var en vinkel, der fangede mig: Vores motiv for at arbejde i det land er, at vi ønsker at dele evangeliet med en af verdens største unåede folkegrupper.
Det er og bliver vores første og vigtigste grund, til at være der.
Og hvad hører vi så, som det første fra de første udsendinge?
Vi hører om noget, vi kan lære af Tyrkiets ganske få evangeliske kristne!

For det første: Der var mere bøn i deres lejre end i lejre i Danmark. Jeg tænker på en evaluering, jeg fik efter vores landsmøde i maj: ” Herligt møde; men hvorfor spillede bønnen ikke en større rolle?”
Den sved og kaldte til eftertanke og forandring. Måske kan vores nye venner i Tyrkiet hjælpe os med det.

For det andet: Selv om de kristne i Tyrkiet er få og under nationalistisk og muslimsk pres, så prøver de at lære den nye generation af kristne, at oprindelig var Tyrkiet et kristent land. Altså: Vi har den historiske tradition med os! En parallel læring har vi brug for i et Danmark – der ikke er under nationalistisk og muslimsk – men sekulart pres.

Den erfaring Poul og Silas fik, har mange mennesker, der arbejder med at sprede evangeliet fået gennem tiderne. Vi går ud for at give; men opdager, at vi får mere med hjem selv. På en mærkelig måde giver det overskud til os selv.
Jeg drømmer om, at det må være en sætning, vi tit hører fra mennesker, der arbejder i LM, som ansatte og i fritiden:
Jeg fik mere end jeg gav!

Ikke kategoriseret , ,

Jens Ole Christensen, Generalsekretær