To gange i den forløbne uge hørte jeg (næsten) den samme sætning: ”Vi er gode til at kritisere i LM. Vi er ikke så gode til at opmuntre.”
Den svier.
Også selv om den ikke lige passer med min egen erfaring. Faktisk synes jeg LM-erne er gode til at opmuntre generalsekretæren.
Men det opleves åbenbart anderledes andre steder i LM, og det er vigtigt at vide.
Der findes vil kun én reaktion på dette:
Lad os sætte gang i en bølge af opmuntring og taknemmelighed. Når jeg nævner de to ord sammen, skyldes det, at der næppe er noget så opmuntrende som at opdage, at nogen er glade for det, vi gør.
Derfor: Lad os se os om – i familien, nabolaget og menigheden – og få øje på dem, som vi har grund til at være taknemmelige over. For det de gør, de opgaver de påtager sig, de ideer de får, de byrder de bærer, det gode de får sagt…
Eller måske bare for at de er der.
Og så lad os huske at sige det til dem.
For eksempel er jeg lige nu taknemmelig for at David Mandix Carlsen fik den gode idé med denne blog på LM’s hjemmeside.
Ellers kunne jeg jo ikke så let komme af med dette budskab.
Ikke kategoriseret
Jeg har en lidt præste-agtig vane med at læse de kommende søndagstekster hver mandag morgen.
Således også denne uge, hvor prædiketeksten er de to små lignelser om det fortabte får og den tabte drakme (Lukas 15,1-10). Og så bliver jeg fanget af en lille detalje i den sidste lignelse. En detalje jeg ikke har set, selv om jeg har læst teksten masser af gange: ” Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt.”
Gud deler glæden med sine engle når mennesker kommer til tro.
Skal vi så ikke vælge at dele glæden med hinanden, når der sker gode ting rundt omkring i vores arbejde. Vi missionsfolk er gode til selvkritik. (Nogle gange rigeligt gode.) Lad os også være gode til at dele de glædelige historier med hinanden…
Ikke kategoriseret
Jeg var til missionærindvielse i går. En dejlig dag; med nogle skønne nye missionærer i midten (Jeg siger ikke ”i centrum”, for der var Jesus!).
Dagen blev holdt i Frederikssund frimenighed, som er en selvstændig frimenighed, ikke associeret til LM. Der har Anne Mie og Poul Erik Andersen nemlig deres baggrund.
På søndag skal jeg til missionærindvielse igen: I Indre Missions nye store hus ”Stjernen” i Århus. Eva Lene og Niels Peter Nielsen, har nemlig haft deres åndelige hjem der de senere år.
I slutningen af juli skal jeg deltage i en missionærindvielse i Umeå i det nordlige Sverige. Den missionær, vi indvier – Victoria Skilling – har nemlig sin baggrund i Bibeltrogna Vänner i Sverige.
Dette er – til dels – noget nyt i LM. I hvert fald at det sker i så stor skala.
Og det afslører først og fremmest noget meget glædeligt: At der er mennesker udenfor vores traditionelle miljø, som deler åndelige værdier med os, og som gerne vil drive international mission, sammen med os.
I går blev der også vist en tydelig vilje til at bære med både i forbøn, omsorg og økonomi.
For det andet: Disse nye missionærer kommer med deres kultur og deres måder at sige og gøre ting på. Hvis vi tager imod dem – og deres stilarter – på en god måde, så er de med til at sætte nye spændende farver på LM.
Ikke kategoriseret
I går – 1. juni – fejrede tre af LM´s ansatte 25 års jubilæum:
Enok Sørensen, Mogens Højgaard Jensen og Axel Rye Clausen.
De vil blive fejret internt på forskellige måder i den kommende tid.
Men herfra skal der i dag lyde en stor tak og tillykke.
Alle tre begyndte som Tanzania-missionærer og er nu i andre opgaver i LM:
Enok i flygtninge-indvandrerarbejdet.
Mogens dels i flygtninge-indvandrerarbejdet og dels i økonomiafdelingen.
Axel er missionær i Cambodja.
Dermed demonstrer de tre jubilarer trofasthed mod evangeliet og omstillingsparathed i opgaverne. En kombination af gamle og nye dyder, som der er brug for i denne tid.
Der er tre betydningsfulde kvinder, vi også skal sige tak til: Anne Bine, Margit og Anne Lise. I har alle tre givet meget til LM både i lange perioder som ansatte, som frivillige medarbejdere og i opbakning bag Enok, Mogens og Axel. I skal vide, at vi har set det og er taknemmelige.
Vi ønsker jer alle – og jeres familier – Guds gode hånd og liv og arbejde.
Ikke kategoriseret
Forleden blev jeg (igen) mindet om at Helligåndsteologi ikke er min stærkeste side. En god ven syntes, at Helligånden havde spillet en for lille rolle i et foredrag om forkyndelsen.
Og han havde ret. Det må der gøres noget ved!
Og så skal vi meget apropos nu fejre pinse.
Hvad er det, vi fejrer?
Jo:
• At Herren ikke har forladt os; men i dag bor i sit folk.
• At han er sammen med os i sit Ord og i dåben og nadveren.
• At intet kan erstatte Guds indgreb ved Ånden. Hverken god kommunikation, rigtige strategier, flid eller personlig udstråling bliver nogensinde mere end gode værktøjer.
• At selv de mest klodsede, tankeløse og kedelige kristne kan blive redskaber til store undere, når de (vi) kommer i Helligåndens magt.
• At han vil udruste sit folk med alle de evner og gaver som han ser, vi har brug for.
• At verden en dag skal blive ny, og vi med den…
Derfor har kirken altid bedt: Kom Helligånd
God weekend og stærk pinse
Ikke kategoriseret
Forleden hørte jeg det igen: Historien om et menneske, som var begyndt på troens vej via såkaldte ”seniormøder.” Sent i livet var Jesus blevet en vigtig person.
Det er ellers lidt mod vores vanetænkning i vækkelsesbevægelserne. Vi har erfaring for, at hvis mennesker skal komme til tro, skal det nok ske før de fylder 25 år. Derefter sidder de for fast i deres livsmønster og tankebaner.
Men der er sket noget. Nutidens ”yngre ældre” ligner nutidens unge: Mange rejser, spiller golf, tager uddannelse, flirter, begynder at interessere sig for noget nyt.
Og stiller livets store spørgsmål…
Derfor bliver seniorarbejdet en ny vigtig arbejdsmark i disse år.
For et års tid siden fik jeg lejlighed til at opleve formiddagshøjskolen i Videbæk. Der var i omegnen af 100 seniorer. Efter sigende en del uden kirkegang og møder som deres livsvane. Man satsede på et program med kvalitet, der ikke talte ned til folk, og på en form, som mennesker uden traditionel kirkebaggrund kunne føle sig hjemme i.
Min konklusion af det jeg så: Lad os ikke tænke om seniorarbejde som vedligeholdelse; men som mission.
Ikke kategoriseret
Det lyder godt nok voldsomt når ”Tro og mission” fortæller, at LM fik et underskud på 1,63 mill. kr. i 2008. Og når det så fortælles, at vi skal samle 1,4 mill. mere ind i resten af 2009 end i 2008, så bliver jeg lidt klam i håndfladerne.
Men nu har folk, som har mere forstand på matematik end jeg selv, fortalt mig, at det svarer til 35 kr. pr. måned ekstra for hvert registreret medlem af LM.
Bliver det ikke mere menneskeligt af det?
Og så minder det om apostlens Paulus ord, da han samlede penge ind i den første kirke: ””Det er jo ikke for at andre kan få det lettere og I få besvær, men for at der skal være ligevægt” (2 Kor 8,13)
Ikke kategoriseret
Det er faktisk en temmelig skelsættende nyhed, som er på hjemmesiden lige nu.
LM er gået direkte ind i syd-syd mission mellem Tanzania og Mozambique.
LMs historie med Mozambique er smertefuld.
Vi havde besluttet at sende missionærer til Mozambique, havde indviet de første og blev derefter stoppet i 2004 af forskellige tragiske forhold.
Forsøg på at komme i gang er siden strandet.
I stedet har vi nu udfordret Dar-es-Salam stift af den lutherske kirke til at sende missionærer til Mozambique. Vi vil følge op med undervisning af de tanzanianske missionærer og i starten med økonomisk støtte.
Denne måde at arbejde på afspejler den moderne verden. Engang var mission bare noget, der foregik fra ”vesten til resten”. Fra de rige hvide til de fattige farvede. Nu er mission firkantet sagt: Fra alle steder til alle steder…
Hvide vestlige missionærer kan stadig noget, andre ikke kan. Derfor er der stadig brug for, at vi sender og rejser.
Men afrikanske missionærer til andre afrikanske lande har mindst tre fordele:
• De er billige i drift
• De er tæt på den kultur, de skal arbejde i
• De får nu lov til selv at praktisere det, som er kirkens væsen: at drive mission
Historien om LM og Mozambique er smertefuld. Der er mennesker, som stadig har sår efter den.
Men en martsmorgen i 2009, spørger jeg mig selv: Mon Gud gennem alt svært gemte det bedste til sidst?
Ikke kategoriseret
LM-ere er til frie bønner. Vi kan bedst lide at formulere dem selv, og dermed få lov til at sætte ord på vores følelser, behov, glæde, anger… det som er der lige nu.
Mange af os har en indgroet skepsis overfor de skrevne bønner i salmebogen og andre bønnebøger. Det bliver stift og upersonligt.
Men forleden blev jeg igen mindet om kvaliteten ved de skrevne bønner. Faktisk gennem et menneske, som var kørt træt i sin bøn. Han havde fundet en frihed og hvile i at bede bønner, der var formueleret af andre. Så blev han fri for selv at finde på og det blev ikke de samme lidt kedelige standardformuleringer hele tiden.
Og i virkeligheden hjalp det ham til at bønnen ikke altid blev så selvkredsende.
I Bethania i Hillerød – hvor jeg selv går til møder – har vi en skik med at slutte mødet med en fast formuleret menighedsbøn. Så er der altid mulighed for at tilføje aktuelle bedeemner til den; men ”grundbønnen” er fast.
Det er det samme, jeg oplever ved den skik: Der er nogle vigtige fælles emner, vi altid får bedt for, og der er nogle gode formuleringer, man kan få lov til at hvile i.
Det handler vel ikke om enten-eller, men om både-og: Der er kvaliteter ved spontant at bede og ucensureret at fortæller Gud, hvad vi tænker og føler. Og der er kvaliteter ved det formulerede.
Lad os bruge begge dele…
Ikke kategoriseret
