Jens Ole Christensen

I går hørte jeg en LM-er fortælle om det, han kaldte ”mit livs samtale”.
Fredag aften var han kørt hjem fra julefrokost i taxa med en muslimsk chauffør.
Via en snak om finanskrisen var de kommet til at tale om religion, og passageren havde fået lov til at fortælle chaufføren om Jesus.
Kommet frem til adressen blev taxametret slukket, og de to blev siddende tre kvarter og talte om evangeliet. Da de skiltes, sagde chaufføren: ”Det var vist Guds vilje, at vi to skulle mødes i aften.”

Mens jeg hørte den historie, tænkte jeg: Den samtale får næppe så meget som en fodnote i en kirkehistorie eller et jubilæumsskrift; men den er ikke desto mindre det virkeligt vigtige i missionsarbejde.
I dag skal jeg til møde med ledere fra syv andre kirkelige organisationer. Vigtigt nok. Men det møde giver kun mening, hvis det på bundlinien gavner folk som de to i taxaen fredag aften.

PS: For øvrigt mener jeg stadig at 24:12, er et fremragende redskab for os, der ikke er så gode til det der daglige vidnesbyrd.

Ikke kategoriseret

Jeg har glædet mig til at 24:12 udkommer.

Den personlige baggrund er, at jeg ikke er god til det der med at snakke med ikke-kristne bekendte om evangeliet.
Det har måske lidt at gøre med mit erhverv. Jeg suges ind i en centrifuge af kristne kontakter og de fylder min dag.
Men det har meget at gøre med min personlighed. En sær form for generthed på det personlige plan. Det går meget bedre, hvis man stikker en mikrofon i snuden på mig!

Men 24:12 har givet mig en god undskyldning. Sidste år fik jeg givet den til fem mennesker i mit netværk som julehilsen. Folk som ikke kommer til gudstjenester eller kristne møder. Og i to tilfælde fik vi en god snak om bladet.
Det vil jeg prøve igen i år.
Og jeg tror, at der er andre end mig, der har brug for en undskyldning og en anledning for at få det gjort.

Ikke kategoriseret