Hjem > Ikke kategoriseret > Den unge Flemming Burgdorf

Den unge Flemming Burgdorf

11. oktober 2009

Forleden læste jeg i Kristeligt Dagblad, at Flemming Burgdorf blev 60 år.
For dem der ikke ved det, er han sognepræst i Vang i Thy, formand for Dansk Bibel-institut og tidligere feltpræst.
Og så kom den oplysning i omtalen, som fangede mig:
Han har været prædikant i LM siden 1967.
Ud over at det vidner om en enorm trofasthed og udholdenhed (tak for det Flemming!), så afslører det også noget andet:
LM var dengang villig til at give meget unge mennesker ansvar og vise dem stor tillid. Hvis jeg ellers kan regne rigtigt, var han 18 år i 1967.
Og Flemming var ikke nogen enlig svale. Når man ser LM-historien efter får man gang på gang øje på de meget unge mennesker.
På dette punkt er jeg overbevist om, at vi har tabt noget. Vi er ganske enkelt blevet mindre risikovillige og venter længere med at kalde til lederopgaver, prædikantopgaver mm.
Der er sikkert forskellige grunde til det. Bl.a. ændrer et danske samfunds aldersfordeling sig i disse år. Vi går fra at være et unge-samfund til at være et alders-samfund. Men hvem har sagt, at LM bare skal ligne samfundet?

Kort sagt: Lad os vende tilbage til LM-traditionen og vise unge mennesker stor tillid. Og vi er i øvrigt på godt bibelsk grund, når vi gør det: ”Jeg har skrevet til jer I unge: I er stærke, Guds ord bliver i jer, og I har overvundet den Onde” (1 Joh 2,14)

Ikke kategoriseret

  1. Ingen kommentarer endnu.
  1. Ingen Trackbacks endnu.
Jens Ole Christensen, Generalsekretær