Taknemmelighedsbølge…
To gange i den forløbne uge hørte jeg (næsten) den samme sætning: ”Vi er gode til at kritisere i LM. Vi er ikke så gode til at opmuntre.”
Den svier.
Også selv om den ikke lige passer med min egen erfaring. Faktisk synes jeg LM-erne er gode til at opmuntre generalsekretæren.
Men det opleves åbenbart anderledes andre steder i LM, og det er vigtigt at vide.
Der findes vil kun én reaktion på dette:
Lad os sætte gang i en bølge af opmuntring og taknemmelighed. Når jeg nævner de to ord sammen, skyldes det, at der næppe er noget så opmuntrende som at opdage, at nogen er glade for det, vi gør.
Derfor: Lad os se os om – i familien, nabolaget og menigheden – og få øje på dem, som vi har grund til at være taknemmelige over. For det de gør, de opgaver de påtager sig, de ideer de får, de byrder de bærer, det gode de får sagt…
Eller måske bare for at de er der.
Og så lad os huske at sige det til dem.
For eksempel er jeg lige nu taknemmelig for at David Mandix Carlsen fik den gode idé med denne blog på LM’s hjemmeside.
Ellers kunne jeg jo ikke så let komme af med dette budskab.
Ja, jeg vil være med til at sende bølgen af opmuntring og taknemlighed videre. Gad vide om der er andre, der er med på den? Så går det lidt lettere.
Tak for dit gode indlæg.
Venlig hilsen Inga Provstgaaard Mogensen