Lad os dele glæderne
Jeg har en lidt præste-agtig vane med at læse de kommende søndagstekster hver mandag morgen.
Således også denne uge, hvor prædiketeksten er de to små lignelser om det fortabte får og den tabte drakme (Lukas 15,1-10). Og så bliver jeg fanget af en lille detalje i den sidste lignelse. En detalje jeg ikke har set, selv om jeg har læst teksten masser af gange: ” Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt.”
Gud deler glæden med sine engle når mennesker kommer til tro.
Skal vi så ikke vælge at dele glæden med hinanden, når der sker gode ting rundt omkring i vores arbejde. Vi missionsfolk er gode til selvkritik. (Nogle gange rigeligt gode.) Lad os også være gode til at dele de glædelige historier med hinanden…