Arkiv

Arkiv for maj, 2009

Lad os bede om et pinseunder!

29. maj 2009

Forleden blev jeg (igen) mindet om at Helligåndsteologi ikke er min stærkeste side. En god ven syntes, at Helligånden havde spillet en for lille rolle i et foredrag om forkyndelsen.
Og han havde ret. Det må der gøres noget ved!
Og så skal vi meget apropos nu fejre pinse.
Hvad er det, vi fejrer?
Jo:
• At Herren ikke har forladt os; men i dag bor i sit folk.
• At han er sammen med os i sit Ord og i dåben og nadveren.
• At intet kan erstatte Guds indgreb ved Ånden. Hverken god kommunikation, rigtige strategier, flid eller personlig udstråling bliver nogensinde mere end gode værktøjer.
• At selv de mest klodsede, tankeløse og kedelige kristne kan blive redskaber til store undere, når de (vi) kommer i Helligåndens magt.
• At han vil udruste sit folk med alle de evner og gaver som han ser, vi har brug for.
• At verden en dag skal blive ny, og vi med den…

Derfor har kirken altid bedt: Kom Helligånd
God weekend og stærk pinse

Ikke kategoriseret

Seniormøder

20. maj 2009

Forleden hørte jeg det igen: Historien om et menneske, som var begyndt på troens vej via såkaldte ”seniormøder.” Sent i livet var Jesus blevet en vigtig person.
Det er ellers lidt mod vores vanetænkning i vækkelsesbevægelserne. Vi har erfaring for, at hvis mennesker skal komme til tro, skal det nok ske før de fylder 25 år. Derefter sidder de for fast i deres livsmønster og tankebaner.
Men der er sket noget. Nutidens ”yngre ældre” ligner nutidens unge: Mange rejser, spiller golf, tager uddannelse, flirter, begynder at interessere sig for noget nyt.
Og stiller livets store spørgsmål…
Derfor bliver seniorarbejdet en ny vigtig arbejdsmark i disse år.
For et års tid siden fik jeg lejlighed til at opleve formiddagshøjskolen i Videbæk. Der var i omegnen af 100 seniorer. Efter sigende en del uden kirkegang og møder som deres livsvane. Man satsede på et program med kvalitet, der ikke talte ned til folk, og på en form, som mennesker uden traditionel kirkebaggrund kunne føle sig hjemme i.
Min konklusion af det jeg så: Lad os ikke tænke om seniorarbejde som vedligeholdelse; men som mission.

Ikke kategoriseret

35 kr. pr måned

11. maj 2009

Det lyder godt nok voldsomt når ”Tro og mission” fortæller, at LM fik et underskud på 1,63 mill. kr. i 2008. Og når det så fortælles, at vi skal samle 1,4 mill. mere ind i resten af 2009 end i 2008, så bliver jeg lidt klam i håndfladerne.

Men nu har folk, som har mere forstand på matematik end jeg selv, fortalt mig, at det svarer til 35 kr. pr. måned ekstra for hvert registreret medlem af LM.

Bliver det ikke mere menneskeligt af det?
Og så minder det om apostlens Paulus ord, da han samlede penge ind i den første kirke: ””Det er jo ikke for at andre kan få det lettere og I få besvær, men for at der skal være ligevægt” (2 Kor 8,13)

Ikke kategoriseret

Jens Ole Christensen, Generalsekretær