For nogle uger siden havde jeg en god snak – blandt andet om kristendom – med et par mennesker fra Tarm. Det foregik over opvasken på en helt almindelig sønderjysk campingplads. Afsættet var, at både de og jeg kender en kommunalpolitiker fra Tarm, Kristian Andersen, som tilfældigvis også er forstander for LM’s efterskole i byen.
Episoden mindede mig om en tanke, jeg undertiden har: Ligesom vi i LM-kredse og frimenigheder jævnligt udfordrer mennesker til at påtage sig opgaver i bestyrelse, børnearbejde, kaffebrygning, lejrarbejde med videre, bør vi så ikke også udfordre nogle til at påtage sig helt almindeligt verdsligt ansvar i kommunalpolitik, idrætsforeninger, kulturelle foreninger, besøgstjenester med videre. Alt efter evner, muligheder og tid.
Hensigten med dette er dobbelt:
For det første har vi et almindelig ansvar for liv og trivsel i det samfund, vi bor i. Et ansvar, der er givet os, fordi vi er skabte mennesker som alle andre. Det er baggrunden for profeten Jeremias ord til de landflygtige i Babylon: ”Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til, og bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt” (Jer 29,7). Det er nemlig gudstjeneste at gøre noget godt for sin by og sit samfund, også selv om ”der ikke er meget mission i det.”
For det andet kaster den slags aktiviteter også noget af sig til missionsarbejdet, jævnfør min snak på campingpladsen i Sønderjylland. For vi mennesker lægger ikke bare mærke til, hvad der bliver sagt, men også til, hvem der siger det. Og selv om det kan lyde kødeligt, giver menneskelige fællesskaber og aktiviteter altså taleret til åndelige emner.
Jeg kan godt selv komme i tanke om argumenter mod det, jeg lige har skrevet. Blandt andet har vi mange steder virkelig svært ved at få de interne LM-bestyrelsesposter, børnearbejdsopgaver, lejropgaver og praktiske opgaver besat. Og jeg er også enig i, at dette ikke skal føre til, at de lokale LM-ledere styrer de aktiviteter, folk engagerer sig i.
Men i overvejelserne om, hvordan vi bruger kræfterne rigtigt, bør vi være opmærksomme på, at vi ikke spreder en stemning af, at de interne arbejdsopgaver i LM er mission og tjeneste for Gud, mens det, kristne mennesker gør på andre platforme, ”bare” er verdsligt og almindeligt.
Vi kan internt i LM – lokalt og på landsplan – have et så højt aktivitetsniveau og en så kompliceret infrastruktur, at vi i virkeligheden hæmmer mission.
Det har vi hver på vores sted ansvar for at tænke over.
Ikke kategoriseret
I dag har vi et tragisk jubilæum i Danmark. Det er 40 år siden, loven om såkaldt fri abort blev vedtaget.
Sagt uden brug af omskrivninger betyder det, at det i 40 år har været tilladt i dette land at dræbe små børn til og med 12. svangerskabsuge. Uden at give begrundelse.
Jeg har de sidste uger muntret mig med at læse noget af oldkirkens historie, og jeg er blevet mindet om, at et af den tidlige kirkes mest markante brud med kulturen var bruddet med Romerrigets abortpraksis. På
mange måder tror jeg, at beslutningen d. 24. maj 1973 er en af de stærkeste markører af vores samfunds vej bort fra kristen kultur.
Nu har det aldrig udgjort det helt store problem for den kristne kirke, at den er i modstrid med det omkringliggende samfund. For kirken er jo kaldet til modkultur.
Det virkelig anfægtende – og den store forskel til oldkirken – er, at skridtet bort fra kristen kultur i høj grad er foregået internt i kirken. For store dele af kirken har jo i praksis tilpasset sig den nye hedenske abortpraksis. Nogle i tavshed og ved at gøre det til et ikke‐emne – det gælder faktisk også i stor udstrækning os, der på papiret er modstandere. Andre har gjort det ved forskellige former for dobbeltargumenter. En sympatisk yngre præst sagde til mig: ”Jeg er modtander af abort, men tilhænger af fri abort.”
Det lyder på én gang etisk og rummeligt – indtil man udskifter ordet ”abort” med ”giftmord”…
Som jeg ser det, er der brug for en dobbeltstrategi:
For det første: Der er en modsigelse af det moderne hedenskab, som ikke må forstumme. Eller pakkes ind i bløde formuleringer. Provokeret abort er drab. Det er temmelig politisk ukorrekt at sige det, men det skal
siges. Vi skal heller ikke tro, at den modsigelse bliver ved med at være indlysende for os missionsfolk.
Nogen synes at 40 år er lang tid, og at det skulle være en grund til at opgive kampen. Kirkehistorielæsningen har mindet mig om, at de store vranglærer i oldtiden og middelalderen faktisk varede meget længe og vandt stor popularitet. I flere tilfælde dominerede de store dele af Middelhavsområdet og Europa i århundreder. Vi bør være dybt taknemmelige over de mindretal af Jesusbekendere, der ofte ensomt holdt ud i de lange perioder.
40 år er i det historiske perspektiv en forlænget kaffepause.
For det andet: Vi må vise maksimal omsorg for de psykologiske og sociale problemer, der ofte ligger bag, at forældre søger abort. Jeg tvivler på, at der er særlig mange forældre, der søger abort med let sind. Man kan frygte, at mange af dem ikke kan se alternativer til abort. Byder vi os til med alternativer?
Jerg har lagt mærke til, at abortmodstandernes ageren også nogle gange skaber tå‐krummen hos gode missionsfolk. Og der er uden tvivl blevet sagt og gjort dumme ting i denne sags tjeneste. Men forleden læste jeg på ”Retten til liv”s hjemmeside et citat af Abraham Lincoln, som jeg synes sætter tingene på plads:
”Sandsynligheden for, at vi kan fejle i kampen, bør ikke afholde os fra at støtte en sag, som vi mener, er retfærdig.”
”Retten til liv” er nogle af dem, der tager det hårde og sure slid i denne retfærdige og upopulære kamp.
Med dette citat vil jeg gerne hylde dem i dag.
Ikke kategoriseret fri abort, kristen kultur, retten til liv
Ole Andersen stillede ved afslutningen af en prædiken på landsmødet et spørgsmål, som sjældent er blevet stillet i LM: ”Hvad skal være anderledes om et år i dit liv i lyset af, at Gud vil vækst?”
Vi må hver for sig stille det spørgsmål i bøn om Helligåndens vejledning.
Men så er der et mere kollektivt spørgsmål: Hvilke dagsordner skal dette landsmøde sætte i vores fælles liv i LM. Jeg vil gerne give tre bud på det, jeg kunne ønske mig – og som jeg også synes, at landsmødet gav et godt afsæt til:
• Fornyet kærlighed til international mission. Jeg har aldrig delt det verdensbillede, at ”de unge ikke gider international mission”, eller at ”folk” kun vil det lokale arbejde. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at kærligheden til international mission har været svækket, og at vi har brug for en berøring af Gud på det punkt. Gæsterne fra vores fem samarbejdslande satte deres tydelige præg på mødet, ligesom forkyndelsen satte mission på dagsordenen. Jeg drømmer om at være til stede ved den missionærindvielse, hvor de første udsendes, der fortæller, at de hørte kaldet på Landsmødet 2013.
• Fornyet fællesskab mellem generationerne. LMU-formand Magnus Haahr Nielsens indlæg ved profileftermiddagen blev drøftet af mange bagefter, og jeg tror, at det kan sætte varige spor lokalt. Altså hvis det følges op i handling – for eksempel hvad angår de mentorordninger, som Magnus nævnede. Det er altså inter¬essant med et ungdomsoprør i LM, der handler om at nedbryde grænser mellem generationer. Det ser man ikke så tit!
• Fornyet øje for de mennesker i Danmark, som har brug for os. O.k. – det var i nogen måde min egen dagsorden ved profileftermiddagen, så ingen er nok overrasket over, at jeg holder fast ved den: Vi trænger til en overvejelse af, hvordan vi får brudt vores tendenser til isolation i det danske arbejde. Denne tendens er stærkere nogle steder end andre, og hos nogle personer end andre – hvad debatten også viste – men det bliver alt for let vores interne sager og diskussioner, det tager opmærksomheden. Ikke de mennesker omkring os, der har brug for evangeliet og kristne menneskers omsorg. Denne dagsorden må også følges op med personlige, lokale og organisatoriske prioriteringer.
Og så kan det godt være, at disse tre punkter kommer til at lyde aktivistiske. Landsmødedeltagere husker måske Ole Andersens betoning af Guds pinsegave til sit folk: Hvilen hos ham.
Så bliver det kristne liv dyb hvile hos Gud og travl tjeneste for vores næste. Samtidig.
Ikke kategoriseret generationer, Landsmøde, mission
Luthersk Mission er i det offentlige rum kendt som en nej-bevægelse. Nej til læren om alles frelse, vielser af homoseksuelle, kvindelige præster, vielse efter skilsmisse – for lige at nævne fire.
For at undgå misforståelser vil jeg godt præcisere, at de nej’er er nødvendige. Vi kan ikke sige ja til sandheden og kærligheden uden at sige nej til løgnen og hadet
Og det har fulgt den kristne kirke lige fra starten: Det er kirkens nej’er, der har vakt opsigt, strid og til tider forfølgelser. Når de kristne blev kastet for løverne i Rom, skyldes det ikke, at de tilbad Jesus som Gud. Romerne kunne sagtens acceptere en gud mere. De kristne blev henrettet, fordi konsekvensen af ja’et til Jesus var, at de sagde nej til at tilbede kejseren som Gud.
Vores image er en nejbevægelse. Men det skal ikke gøre os til fanger i det image. I bund og grund er LM en ja-bevægelse!
Vi siger Ja til, at Gud vil, at alle mennesker skal frelses. Og vi ønsker at bruge hoveddelen af vores kræfter på det ja.
Derfor driver vi børneklubber, ungdomskredse, flygtninge- og indvandrerarbejde, frimenigheder, missionshuskredse og meget mere i Danmark. Og derfor har vi udsendinge i Tanzania, Etiopien, Peru, Cambodja og i et stort smukt land få timers flyvning herfra.
Vi siger ja til Guds omsorg for menneskers kroppe, sind, tanker og følelser. Derfor er vores missionsarbejde koblet sammen med diakoni for eksempel på plejehjem og væresteder. Derfor udfordrer vi hinanden til opmærksomhed og hjælpsomhed i vores forsamlinger og nabolag.
Vores aktivitet på højskole, efterskoler, friskoler og i børnehaver og legestuer er også en del af dette ja til det hele menneske.
Vi siger ja til sex og kærlighed som Guds gode gaver. Derfor forsvarer vi ægteskabet, derfor har vi parrådgivning for både kærestepar og ægtepar. Og derfor prøver vi at drive det lokale arbejde, så familierne kan trives i det.
Vi siger ja til mænds og kvinders fælles tjeneste for evangeliet i forkyndelse, vidnesbyrd og diakoni. For vi tror på menigheden som Kristi legeme og på nådegavernes mangfoldighed. Og vi tror, at Gud har skabt os forskellige og mangfoldige, for at vi skal berige og supplere hinanden.
Vi siger ja til et frit evangelium, som forkynder tilgivelse for syndere uden egen præstation.
Derfor siger vi ja til alle andre syndere, som vil være sammen med os om det evangelium.
Ikke kategoriseret
Selv om det nok ikke er politisk korrekt i en prædikebevægelse som LM, vil jeg godt påtage mig at argumentere for, at de sange, vi synger, påvirker vores trosliv mere, end de prædikener, vi hører.
Af mange grunde: Sangene gentages, og gentagelsen er al pædagogiks moder. Melodierne og poesien engagerer vores følelser og hjælper på hukommelsen. Sangene kommer tættere på os, fordi vi bruger stemmebåndet og dermed ”siger” dem selv.
Dette sidste kan man faktisk argumentere bibelsk for. I et bibelafsnit, som vi plejer at bruge til at begrunde forkyndelsens vigtighed, står der: ”Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte …” (Rom 10,8) Når noget passerer gennem vores egen mund, kommer det af en eller anden grund ofte tættere på vores eget hjerte. Det er for øvrigt samme mekanisme, der gør, at mange mennesker kommer hjem fra bibelkreds og konstaterer, at det, de husker bedst, er noget, de selv sagde. Ikke nødvendigvis fordi det var det klogeste, men det var tættest på deres eget hjerte.
(Og så har jeg ikke engang i denne beskrivelse taget højde for sangens betydning som lovprisning og bøn. Som måske er den side, Bibelen lægger mest vægt på)
I dette lys er det en rigtig god nyhed, at der nu kommer en ny sangbog. Indre Mission, KFS, Evangelisk Luthersk Missionsforening og LM udgiver lige om lidt en fælles sangbog med ikke mindre end 795 sange. Nye og gamle kvalitetssange og salmer. Der vil også komme en melodibog med becifringer.
Derfor: Bestil den. Til kredsen og frimenigheden og til os selv privat …
Og så vil jeg gerne tage en bestemt indvending i ed med det samme: ”Kan vi ikke nøjes med den elektroniske udgave til menigheden. Alle moderne forsamlinger bruger alligevel PowerPoint …?”
Svar: Jo, hvis menighedssangen er det eneste!
Men det har netop præget den kristne menighed – og ikke mindst vækkelsesbevægelserne – at vi synger mange steder: i hjemmene, i bibelkredse, til fester, på kollegieværelser og …
Faktisk kan jeg godt være lidt foruroliget over en fornemmelse af, at disse sange i små grupper har været på nedtur de senere år. Ikke bare i ungdomsmiljøer. Faktisk støder jeg undertiden på folk, der fortæller mig, at de ikke mere synger i bibelkredsen. Introduktionen af en ny sangbog er en god anledning til at få gennemtænkt sangens placering i vores – herunder de små gruppers og hjemmenes – liv.
Og en historisk chance til at få gang i en drøftelse af, hvad kvalitet er i fællessang og lovsang.
Og til at praktisere det!
Ikke kategoriseret fællessang, lovsang, missionsbevægelser, sangbog
Måske er det utaknemmeligt at kalde 2012 for en ørkenvandring. Jeg mener: Kan man kalde det ørkenvandring, når nogen kommer til tro både i Danmark og internationalt, når nye melder sig til mission, når vi åbner i et nyt missionsland, når vi mærker sundt menighedsliv og kærlig omsorg mange steder…?
Fortsæt selv!
Men der er også træk i det, vi har oplevet i året, der lugter af ørkenstøv: En teologisk krise i folkekirken, som går meget dyb, de største økonomiske nedskæringer i LMs historie, vanskelige personsager, intern uenighed og rygtedannelser, lokale smertefulde konflikter…
Fortsæt selv!
Disse spørgsmål har for mig løbet sammen med at jeg, den sidste måneds tid, har læst en del i profeten Hoseas bog. Der spiller ørkenen en stor rolle som stedet, hvor Israel blev opdraget. Og bemærk! som stedet, hvor Gud igen vil forny sit folk. Et eksempel:
” Derfor vil jeg lokke hende, jeg vil føre hende ud i ørkenen og tale til hendes hjerte. Dér giver jeg hende vingårdene tilbage…” (Hos 2,16-17)
I det lys er ørkenvandring måske ikke det mest negative ord, man kan komme i tanke om.
Hvis de belastninger, vi har oplevet i dette år for eksempel betyder, at vi…
• kommer til at stole mere på Ordets og Åndens kraft og mindre på vores egne metoder
• bliver mere afhængige at tilgivelsen i Kristus, og følgelig bliver bedre til at tilgive hinanden
• får større kærlighed til hinanden og dermed villighed til at lære af hinanden
• bliver mere sårbar overfor Guds bedømmelse af vores arbejde end overfor menneskers…
… så kan en ørkenvandring blive noget af det bedste, der er hændt os.
Det handler ikke så meget om lige præcis det, der er sket, som om hvad det har gjort ved os. Eller rettere: Hvad Gud har gjort ved os gennem det.
Den for længst afdøde domprovst i Roskilde C Skovgaard-Pedersen, fortæller i sine erindringer om en belastende periode af hans liv. Fem år lå han underdrejet med symptomer, vi i dag nok havde kaldt ”udbrændthed”. Og han fortæller, at han ofte har tænkt: ”Disse spildte år…”
Men han fortæller også, at han så hørte en anden stemme i sit sind: ”Hvad, der gennemleves med Gud, er aldrig spildt.”
Det er det udslagsgivende for om 2012 bliver en frugtbar eller ufrugtbar ørkenvandring. For os som enkeltpersoner og for Luthersk Mission som bevægelse.
Måske skal vi en dag se tilbage på denne periode og sige, at Gud gav os nogle vingårde tilbage.
Ikke kategoriseret
Det er uge 40. Den uge, hvor sundhedsstyrelsen holder kampagne om danskernes alkoholvaner. Nu er
sundhedsstyrelsens anbefalinger sat ned, så det hedder 7 genstande for kvinder og 14 for mænd.
For samfundets bevidsthed om alkohols skadelige virkninger er stigende.
Det er lidt påfaldende, at netop i de år, hvor det verdslige samfund strammer tonen over for alkohol – det
er jo heller ikke mere god tone at drikke på arbejdspladser – liberaliseres alkoholkulturen i de kristne
miljøer. Mit skøn er, at dette ikke mindst er tilfældet blandt de velstående (og det er jo de fleste af os) og
de midaldrende (vi er også ret mange). Så når nogle med stor alvor taler om den problematiske
alkoholkultur blandt de unge, så ligner det en overspringshandling …
Alle, der kender mig, ved, at jeg ikke er afholdsmand. Et godt glas rødvin til god mad er livskvalitet for mig.
Men det er også ganske tydeligt for mig, at Det nye Testamente er opmærksom på, at alkohol og beruselse
er en reel fristelse i den kristne menighed (fx Luk 21,34; Rom 13,11ff – begge disse tekster handler i øvrigt
om den sidste tid før Herrens genkomst). Det svækker den menneskelige og åndelige agtpågivenhed, og
rusen beskrives faktisk som en modsætning til Helligåndens fylde.
Så lad os sige til os selv og dem, vi på den ene og anden måde har åndeligt ansvar for: ”Drik jeg ikke
berusede i vin, det fører til udskejelser; men lad jer fylde af Ånden …” (Ef 5,18)
Jeg tror ikke, dette bare handler om, hvad der siges fra prædikestole og skrives i artikler. Mange lokale
steder er der brug for en dialog, ellers bliver de gode holdninger ikke til handlinger. Nogle gange dialog
mand til mand, andre gange i bibelkredse, familier og menigheder. 48.000 kr.’s spørgsmålet er, hvordan vi
får gang i den dialog.
Ikke kategoriseret
Vi modtager undertiden spørgsmål om den redaktionelle linje på Tro og Mission. Derfor denne korte redegørelse for, hvordan vi tænker om avisens status i LM.
I mange år har LM’s ledelse haft det, man på nudansk kalder et armlængdeprincip i forhold til Tro og Mission. Det betyder kort fortalt, at avisen er forpligtet på at arbejde for LM’s formål og grundlag, men at avisen i det daglige er selvforvaltende og ikke underlagt direkte styring fra Landsstyrelsen (LS) eller ledelsesteamet.
Redaktøren er eneansvarlig for de mange konkrete redaktionelle valg af stof, vinkler, billeder, skribenter, interviewofre og så videre. Det betyder også, at avisen har ret til at anlægge en kritisk vinkel på ledelsens handlinger og udtalelser.
Der er i avisen også egentlige ledelsesudmeldinger: Nyt fra LS, meddelelser om ansættelser og medarbejderes afgange, udtalelser fra LS og så videre.
Her er der naturligvis ikke noget armlængdeprincip, men ledelsen ”ejer” disse artikler.
Vi tror, der er fordele for begge parter ved denne ordning. Ledelsen slipper for at have ansvar for de mange små valg, et redaktionsarbejde består i, og redaktionen får udstrakt frihed.
For at dette kan fungere godt, mødes LS og redaktøren en gang årligt til en evaluering og drøftelse af linjen, ligesom en række konkrete sager naturligvis i det daglige bliver drøftet. Men beslutningsmyndigheden ligger hos redaktøren.
Dette princip skal forvaltes med visdom: Ledelsen må ikke være forfængelig og nærtagende, og bladet må ikke drive kampagnejournalistik for bestemte fløje i LM. Ledelsen skal kunne komme til orde i rimelig mængde og på prominent plads.
Vi er klar over, at dette er en lidt usædvanlig måde at forvalte et foreningsblad på. I hvert fald i Danmark. Men det er i god overensstemmelse med LM’s demokratiske tradition, at der er intern debat, og at kritik kan komme til orde. Og vi tror faktisk, det er udtryk for respekt for moderne mennesker, at forskellige synspunkter på denne måde får plads.
I øvrigt: Armlængdeprincippet er ikke nogen ny opfindelse. Det blev direkte formuleret i forbindelse med bladets overgang til avis i 1984, og de, der kan huske Missionsvennen under den legendariske redaktør Povl P’s ledelse i 1960’erne og 70’erne, ved, at bladet også dengang havde en selvstændig profil.
Ikke kategoriseret
En af sommerens store oplevelser var, at jeg igen fik lov til at deltage i Norsk Luthersk Misjonssambands (NLM) generalforsamling. Jeg har gjort det to gange før, og igen kom jeg hjem med mange inspirerende billeder på nethinden.
Nu ved jeg godt, at der er fejlkilder i de billeder: På en generalforsamling ser vi festen, men ikke hverdagen. Størrelsen (5.000 deltagere, heraf 900 børn) gør indtryk på en mand fra et land med langt færre kristne, og det norske sprog rammer nogle følelser hos en mand som mig, der ikke har norsk som modersmål, men dog som min norske mors mål!
Med disse fejlkilder i baghovedet vil jeg alligevel videregive noget af det, jeg gerne vil lære af:
• Stort – og konstant – fokus på mission. Først og fremmest internationalt, men også hjemme. Det er, som om mission bliver tolkningsnøglen for alle samlinger og alle diskussioner. Andre sager kommer dermed ned i øjenhøjde.
• (Tidligere) missionærer har høj status i NLM. Man hører det på måden, folk taler om hinanden på, og det giver pluspoint at kunne fortælle, at man har været i Bolivia eller Indonesien.
• Der føres tydelige og åbenhjertige diskussioner, og meningsforskellene kan være store. Men hvis jeg hører rigtigt, er kulturen mere præget af gensidig tillid end af mistillid.
• Man har over de sidste seks til otte år – under den nu afgåede generalsekretær Ola Tulluans ledelse – gennemført et stort generationsskifte, således at den førende kristne avis Vort Land under generalforsamlingen udkom med overskriften: Missionsforyngelsen. Sådan en overskrift vil jeg gerne se i Kristeligt Dagblad et år efter min afgang!
• Man har mange af de samme smagsforskelle, som vi har, når det for eksempel handler om musik. Men ledetråden for stilvalgene er: ”Alle skal ikke kunne lide alt; men alle skal kunne lide noget”. Dermed fik én musikstil ikke lov til at dominere det hele.
• Kvinder er synlige og hørbare både i drøftelser, mødeledelse og forkynder- vidnetjeneste.
• Bøn spiller en stor rolle ved alle samlinger, og der var mulighed for at søge personlige forbøn både i hallen og i tilstødende lokaler. Der var fast sjælesorg¬vagt under hele konferencen.
• Man taler ret frimodigt og direkte om, at mission koster penge. Måske er det overkill, at der er kollekt ved alle møder, men det er da inspirerende at se …
Og så ved jeg, at nogle læsere vil spørge: ” Var der ikke noget, du ikke vil lære af?”
Svar: ”Jo, jo; men det behøver ikke hver gang være det, vi bruger taletiden på!”
Ikke kategoriseret
I en verden, hvor det giver bonus at have succes og magt, hæfter jeg mig ved, at vi nu skal fejre en mand, der sagtmodigt rider på et æsel på vej til at blive en fiasko for øjnene af hele folket.
Og lige netop ved det, manifesterede han sig som en sejrrig konge.
God påske
Ikke kategoriseret fiasko, påskehilsen, æsel
