Arkiv

Arkiv for april, 2009

Nyt missionsinitiativ i LM – hvad vedrører det mig?

21. april 2009

I den vestlige verdensdel er der tryk på. Vi skal hele tiden forholde os til nye ting. Man kan til tider blive helt forpustet. LM´s nye missionsinitiativ er de unåede folkegrupper med muslimsk baggrund. Hvad har vi nu gang i? Kan vi ikke fortsætte, som vi altid har gjort – det kender vi?

Nej– Jeg har lige været til en europæisk konference for mission i påsken sammen med knap 3000 unge. Konferencen gav nye perspektiver. Jeg mødte en pige, der har arbejdet i Central Asien. Hun havde lært de muslimske folk at kende som åbne og imødekommende, havde mødt omsorg og varme. Nogle var begyndt at læse i Biblen. Hun gav mig vished om, at tjene i Central Asien er at møde mennesker, der vil os noget godt.
I en pause på busturen til Missionskonferencen talte jeg med to ”ny-danskere”, der var med i bussen. De kom fra Kina og var i Danmark for at studere. De kom fra en husmenighed på 400 medlemmer, brændte for deres tro på Jesus og fortalte, hvad han har gjort for dem og deres menighed. Menigheder i Kina vokser og jeg bliver velsignet af at høre om det.
Muslimer dør dagligt uden mulighed for at høre, at de er elsket og tilgivet af Jesus! Mange organisationer har fået kald til at få evangeliet ud til muslimerne. Det har LM også. Jeg er sikker på, at gennem det arbejde vil vi i LM blive til megen velsignelse og glæde for andre. Men nu har jeg også fundet ud af, at de vil blive til megen velsignelse for os.

Vedrører det dig?
Du er elsket og tilgivet af Jesus. De unåede er elsket og tilgivet af Jesus. De ved det ikke. Mission er Guds hjertesag, det han brænder for.
Din opgave lige nu er bøn – Bøn forvandler og ændrer. Prøv selv.
Bed
• Bed om at vi gennem bønnen må få varme og kærlighed til vores medmennesker, muslimerne i Central Asien.
• Bed om at Guds syn på de unåede folkegrupper må blive dit syn.
• Tak for at Jesu kærlighed og tilgivelse også gælder de muslimske folkegrupper.
• Tak for at Gud vil bruge LM i denne opgave.

Ikke kategoriseret

Inga Provstgaard Mogensen, Missionskonsulent