Børn giver penge og giver glæde!

19. oktober 2009

1 hundredekroneseddel, 5 halvtredsere, 33 tyvere, 37 tiere, 10 femmere, 20 tokroner, 5 enkroner, 3 halvtresører og 1 femogtyveøre. I alt 1476,75 kr.
Det samlede juniorerne ind torsdag aften på efterårslejren på Hemmet Strand. Hvor bliver jeg bare glad!
Mindst to gange i løbet af lejren havde juniorer spurgt mig, om ikke vi skulle samle penge ind til missionen. Det syntes jeg, de skulle spørge lederne om, for jeg var trods alt ’kun’ med på lejren som forkynder. Jeg skulle fortælle historierne om Gideon, Samson og Daniel under temaet: ”Stoler du på Gud?”

Torsdag morgen blev det endeligt annonceret: ”I aften er det festaften! Efter underholdningen har vi lovsang, hvor vi også samler ind til Itamba.”
Festaftnen oprandt. Efter flere sanges tid fik jeg lov til i 60 sekunder at sige lidt om LM Kids’ indsamlingsprojekt, at vi byggede med på børnehaven i Itamba, at den allerede var bygget og indviet, og at vi blot manglede at samle de sidste penge ind, så alle regninger kunne blive betalt.
En pige rakte hånden i vejret og spurgte: ”Ja, men hvad nu hvis ikke vi får samlet pengene ind?” Jeg husker ikke, hvad jeg præcist svarede, men resultatet taler for sig selv. Når 67 juniorer en aften på efterårslejr på Hemmet Strand samler 1476,75 kr. ind til missionsprojektet, som er på 100.000 i 2009, så skal vi nok nå det!

Hvor er det bare dejligt, at lederne rundt om i LM Kids børne- og juniorklubber lærer børnene at give af deres penge til missionsarbejdet. Det lover godt for fremtidens missionsarbejde!

Og så må det da inspirere os andre i LM til også at være med i givertjenesten. Tænk, hvis vi andre også måtte hen og hive mødelederne i ærmet, så de huskede at få sendt kurvene rundt. For vi glæder os jo sådan til at give til missionen!Juniorlejr E2009

Ikke kategoriseret

Mit første repræsentantskabsmøde

6. september 2009

Så er jeg kommet godt i gang med arbejdet som landsleder i LM Kids. Fra 1. august har jeg fået lov at være en del af LM Kids arbejde i Danmark. Det er jeg glad for.

Fredag 4. september og lørdag 5. september var jeg til mit første repræsentantskabsmøde i LM Kids. LM Kids er LM’s børne- og juniorarbejde. Ved weekendens møde var der godt nyt ude fra landet. Mange legestuer og klubber, mange børn og juniorer, mange frivillige medarbejdere udgør LM Kids.

Hvor er det bare dejligt at høre om den iderigdom, trofasthed og udholdenhed, som trives i LM Kids. Hvor er det skønt, at der er drenge og piger, som vil LM Kids! Gid mange flere kunne høre om – eller endnu bedre – opleve det liv, som folder sig ud i LM’s børnearbejde!

LM Kids har mange klubber lige fra legestuer til teenklubber, hvor der bestemt er brug for flere medarbejdere, som har lyst til at blive i godt humør. Og skulle der ikke være plads i de eksisterende klubber er der plads til mange flere klubber. Hvor der er børn, er der også palds til LM Kids!

I LM Kids får vi lov til at fortælle børn om verdens bedste – og eneste -frelser! Og vi oplever, at de vil høre mere og synge flere sange!

Har du lyst til at snakke med mig om LM’s børnearbejde, så ring eller skriv til mig (se www.lm-kids.dk)!

Ikke kategoriseret

Dan Kofoed Månsson