Strategi
”I midten af 50’erne annoncerede den udenlandske missionsbestyrelse, at den udfasede dens økonomiske støtte til kirkerne for at opmuntre dem til at blive selvfinancierende. Denne handling blev mødt med stor fortvivlelse og modvilje fra de Cambodjanske medarbejdere og deres menigheder. I nogle få svære og udfordrende år så det ud til, at praktisk talt alle medarbejdere ville være tabt for kirken, fordi en efter en forlod deres menigheder for at søge mere indbringende arbejde andre steder. Selvom det var en smertefuld beslutning, og nogle ville sige en tidsindstillet bombe, som aldrig skulle være efterladt så længe uden at blive demonteret, stod missionsorganisationerne fast på beslutningen med det formål at skabe en stærk og sund national kirke og ikke en, som for altid ville være afhængig af udenlandske organisationer.
Det er ingen overraskelse, at alle, som var gået ind i en tjeneste, fordi de så det som en sikker og respekteret karriere, hvor de altid kunne stole på at få økonomisk støtte og andre materielle eller sociale goder fra rige udlændinge, snart blev desillusionerede af virkelighedens hårde og utaknemlige arbejde uden noget videre udbytte.”
Jeg er i gang med den mest udførlige bog om kristendommens historie i Cambodja, ”Killing Fields, Living Fields”, og ovenstående er en gengivelse af et afsnit fra den. Kristendommens første frø var spiret i Cambodja i 1923 og ca. 30 år efter, besluttede de udenlandske missionsorganisationer sig for at skære den økonomiske støtte væk for at styrke de sunde dele af kirken og sikre, at den blev en sand national selvstændig kirke. Med til historien hører at efter 15 svære år, oplevede kirken i Cambodja fra 1970 til 1975 den største høsttid nogensinde.
Efter omkring 25 år med borgerkrig og uroligheder hvor op imod 90 % af de kristne omkom, er der igen behov for udenlandsk engagement i Cambodja, men jeg må erkende, at mit håb er, at der også denne gang, inden der er gået 30 år, vil være mod og vilje hos udenlandske missionsorganisationer til at udfordre kirkerne til at blive økonomisk selvstændige. Drøftelse af missionsstrategi er en hvepserede af følelser for og meninger om hvordan og i hvor lang tid, man skal fortsætte sit engagement forskellige steder. Jeg kan ikke lade være at overveje, om de nuværende økonomiske problemer også er Guds måde at udfordre vores strategi i LM og vores oplevelse af, at der er kirker og arbejdsgrene, som er afhængige af os. Guds strategi er vel, at de – og vi – skal være afhængige af ham alene!?
På den anden side er de økonomiske problemer og strategiske overvejelser også en udfordring til os om at overveje, om vore penge (læs: de penge som Gud har betroet os) skal gå til nye køkkener, badeværelser, biler, gadgets, tøj, … – eller til at give stadig flere mennesker muligheden for at møde evangeliet.
Cambodjas marker er grønne i øjeblikket. Vi beder om at de snart vil være hvide til høst
