Claus Kristensen

Sidste lørdag var jeg med min sprogskole en tur nede ved flodbredden for at se lidt på Phnom Penhs aftenliv. Vi mødtes på skolen, og da vi skulle af sted, foreslog de at køre på motorcykel, fordi det ville tage længere tid i bil. Det var jo svært at argumentere mod, når jeg netop havde brugt dobbelt så lang tid på at køre til skolen som normalt. Jeg sagde derfor, at det eneste problem var, at jeg ikke havde nogen styrthjelm med, hvilket blev mødt med højlydt latter. Her i Cambodja kører de fleste kun med styrthjelm, fordi de ikke har lyst til at blive stoppet af politiet så om aftenen, når trafikpolitiet er gået hjem, er det altså fuldstændigt overflødigt at bruge hjelmen.

Jeg prøvede at forklare dem lidt om risikoen ved at køre motorcykel uden hjelm, men de mente vist, at det kun betyder noget, hvis man kører meget stærkt. Efter vi kom tilbage til skolen, hørte jeg lærerne snakke om og grine af, at jeg var bange for at køre på motorcykel. Her i Cambodja morer man sig ofte helt åbenlyst over det, man opfatter som andres dumhed, uden at der er noget ondskabsfuldt i det, og så har man altså langt fra den samme opfattelse af trafiksikkerhed, som vi er vant til i Danmark.

At bruge styrthjelm eller ikke at bruge styrthjelm. Det er spørgsmålet - eller er det?

Jeg tror, det bliver svært at forklare dem, at jeg ikke er bange for at køre på motorcykel, men at jeg bare vil synes, det er rigtig dumt, hvis jeg en dag ligger med alvorlige skader i hovedet og ved, at det kunne være undgået, hvis jeg havde kørt med hjelm.

Spørgsmålet er jo så, i hvor høj grad vi kan og bør sikre os her i livet. Jeg kan jo godt tænke, at min danske opfattelse af trafiksikkerhed er velbegrundet og skyldes vores overlegne viden, men er den også et udtryk for, at vi i virkeligheden mener, at vi er overladt til vores egen formåen, når det handler om at sikre os her i livet?

Hvis vi mener at det, som sikrer os et godt liv, er en god uddannelse, nogle gode forsikringer, vores sunde fornuft osv. og det , som sikrer os et langt liv og en god alderdom, er en sund livsstil og en god pensionsordning, er det så i virkeligheden et udtryk for, at vi tror mere på vores egen formåen end på Guds omsorg? Vi har jo fået vores forstand for at bruge den, men ikke for at sætte den i Guds sted.

Cambodja Cambodja, trafik

 

Det er højtid i Cambodja i øjeblikket. Som overskriften antyder hedder den Pjum Ban og den varer 15 dage. Den vigtigste af dagene falder i år på lørdag 16. september, og derfor er der fridag fredag og for nogles vedkommende også mandag. Pjum Ban drejer sig blandt andet om at ære forfædrene. Det sker først og fremmest ved, at mange går til den lokale Wat (pagode – buddhistisk tempel) og giver mad og penge til munkene, som så skal formidle det videre til forfædrene.

 

 

En munk giver sin velsignelse

I forbindelse med den store regntid som netop er begyndt, er der tre måneder, hvor munkene ikke som normalt går rundt i gaderne og tager imod mad fra folk til gengæld for en velsignelse. Derfor har madgaverne i forbindelse med Pjum Ban også den funktion, at munkene får den mad de behøver.

Sidste uge var jeg på tur med sprogskolen til en Wat for at få lidt kulturel indsigt og snakke lidt med munkene. Jeg snakkede blandt andet med én, som havde været munk i 20 år af de omkring 35 år, han havde levet. Problemet var bare, at der findes et specielt ”munkesprog”, som er forskelligt fra hverdagssproget, og her er mit ordforråd yderst begrænset.

Ved Wat’en kunne man også købe små fugle. Tanken er at man overfører skyld eller problemer til fuglen, slipper den løs og når den dør, forsvinder skylden eller problemerne med den.

Kvinder drysser jord i bunker for at få et langt liv

Et andet sted gik folk og dryssede jord og penge i små bunker samt tændte røgelsespinde på dem. Her er symbolikken, at som der er utallige jordpartikler, håber man på at få et langt liv.

De to sidste ting fik mig til at tænke på Jesu ord om, at ikke én spurv er glemt af Gud, at vi er mere værd end mange spurve og at Gud endda kender antallet af hår på vores hoved. Lad os bede om at endnu flere også i Cambodja må kende Gud, hans omsorg for dem og ham som virkelig kan fjerne vores skyld.

Cambodja Cambodja, kultur, religion

Efter en enstemmig opfordring ligger der nu en genvej til mit picasa webalbum under links til højre på bloggen.

Generelt Cambodja

Jeg tør ikke love, at jeg skriver her på bloggen, hver gang der er nye billeder, men jeg skal prøve at gøre opmærksom på det en gang imellem.

Ellers er den store regntid begyndt her. I går og i dag har det regnet ret kraftigt om eftermiddagen, og vejen hvor jeg bor, står under vand. Indtil nu har jeg været i stand til at komme til og fra huset, men det er nok ved at nærme sig grænsen for, hvad bilen kan klare, så det bliver spændende at se hvor meget mere regn, der kommer de næste dage, og om kloaksystemet begynder at kunne tage vandet – hvis der da er et kloaksystem!?

Børnene synes det er sjovt med alt vandet - gad vide om der er noget, som hedder at være regnet inde?

Generelt Cambodja

De fleste vil jo nok genkende overskriften som et citat fra H. C. Andersens eventyr om lille Claus og store Claus. Nu er jeg oftest blevet kaldt “store Claus” – hvilket set i lyset af eventyret ikke er særligt flatterende! Men i øjeblikket føler jeg mig nu mest som “lille Claus”.

Det er egentlig ikke så meget, fordi jeg føler mig meget lille i forhold til udfordringen med at lære khmer. Måske er jeg lidt for inkarneret optimist, eller måske synes jeg, at det går lidt for godt til for alvor at føle, at det er en uoverkommelig opgave.

Når jeg føler mig som “lille Claus”, er det fordi jeg bor i et hus, har en hund og kører i en bil, men ingen af delene er mine! De næste fem måneder bor jeg i Annelise og Axels hus mens de er på orlov i Danmark samt passer deres hund, og bilen, jeg kører i, er en firmabil, som tilhører LM.

-

Villa, vogn - desværre ikke Volvo og vovse

-

Som nævnt synes jeg, det går udmærket med sprogstudierne. Jeg går i skole to timer om formiddagen, fem dage om ugen med eneundervisning og en time om eftermiddagen tre dage om ugen, kommer der en lærer her til “mit” hus.

Arbejdet i Cambodja Cambodja

Nu er hverdagen ved at indfinde sig for mit vedkommende her i Phnom Penh. Efter et par uger som har været præget af en god velkomst og introduktion ikke mindst fra mine nye kollegaer men også fra andre missionærer i den paraplyorganisation, som LM arbejder sammen med og fra de cambodjanere, jeg indtil videre har truffet.

I lørdags var jeg med til et møde for folk, som arbejder med kristne kollegier her i Phnom Penh og fik der et lille indblik i et af de områder, som jeg kommer til at beskæftige mig med i mit arbejde. Det var et godt møde, som gav mig en positiv forventning til mulighederne for at finde nogle kompetente og engagerede folk at arbejde sammen med.

Ellers står hverdagen for mit vedkommende på sprogstudier et godt stykke tid fremover. De første dage er gået ok med en blanding af frustration over, hvor lang tid det tager før tingene sidder fast og små aha- og succes-oplevelser. Jeg har ikke kunnet lade være med at spekulere på, om ikke Bibelens tale om, at vi skal blive som børn, også betyder, at når vores bøn til Gud nogle gange kan synes at være en gang knap forståelige sætninger, så ønsker han fortsat, at vi med frimodighed skal tale med ham, om alt hvad vi forstår og ikke forstår.

PS! Hvis nogen ønsker at modtage mine nyhedsmails, kan I gå ind under fanebladet “Nyhedsbreve” og der oprette en kommentar med angivelse af jeres mail-adresse, så bliver I tilføjet modtagerlisten.

Arbejdet i Cambodja Cambodja

Det er nok svært i et ikke alt for langt indlæg at give et indtryk af, hvor komplekst Cambodja kan synes at være, men jeg vil give nogle små glimt fra min første halvanden uge, som forhåbentlig kan vise lidt af det.

Jeg har været på et par af de lokale markeder – af den slags hvor man fra små boder sælger frugt, grønt samt fisk og kød uden hensyntagen til danske begreber om, at man ikke skal blande råt kød og grønt sammen.

Jeg har også været i et par supermarkeder og butikscentre og set det mest avancerede kassesystem, hvor der kommer et billede af varerne op på en faldskærm efterhånden, som de bliver scannet ind. Det er vist ikke set i Danmark endnu!?

I dag var jeg en tur ude i provinsen for at se et projekt, som hjælper en fattig landsby med at udvide deres landbrugsproduktion til mere end bare ris for på den måde at give dem en bedre økonomi og bedre fremtidsudsigter. På vej derud skulle vi hente en som hjalp med projektet og efter at have kørt knap en kilometer ind ad, hvad man med meget positive øjne kunne betragte som en villavej med fartdæmpning og flodudsigt (læs hullet jordvej), kom vi til hans hus, og i noget der var en kombination af en garage og dagligstue, stod der en Toyota Celica (sportsvogn – for dem som ikke er så bilkyndige) fra midten af 1990′erne!

Trafikken og vejforholdene lægger for mig at se ikke op til at køre sportsvogn. Det er lykkedes mig at komme over 30 km/t her i Phnom Penh, men det er også kun på de mindre befærdede veje og udenfor myldretiden, at det opleves forsvarligt.

Cambodja Cambodja, kultur, trafik

Dette er første indlæg på bloggen skrevet fra Phnom Penh i Cambodja. Jeg kom her til omkring kl. 9 om formiddagen lokal tid (svarende til kl. 4 om natten i Danmark) efter en uproblematisk flytur via Bangkok. Nu er der gået de første tolv timer, og jeg sidder i mine kollegaer Annelise og Axel’s hus. Dagen er gået med at møde kollega-flokken, få indhentet lidt af den tabte nattesøvn og ellers få de første indtryk af Phnom Penh ind på nethinden. Nogle stikord er: Et venligt og behageligt folk (selv i pas- og visumkontrollen), en kaotisk men hensynsfuld trafik (som dog er lidt mindre kaotisk, end jeg havde forberedt mig på), en dejlig varme hvor jeg lige skal indstille mig på fugtigheden, en hjertelig velkomst fra kollegaerne.

Det er godt at være her. Jeg var ved at være lidt træt af selv at sige eller høre andre sige, hvor spændende det ville blive – ikke fordi jeg ikke forventer, at det bliver spændende, men fordi jeg var klar til at opleve, hvor spændende det i virkeligheden bliver og ikke kun tale om det.

I morgen begynder jeg så småt på et introforløb, som skal give mig et indblik i folket, landet, byen og det arbejde, som jeg efterhånden skal i gang med, når jeg har været igennem noget sprogskole.

Arbejdet i Cambodja Cambodja

Hvad skal opmagasineres? Hvad skal jeg skille mig af med? Hvad skal jeg have anskaffet? Hvad skal sendes? hvad skal Jeg have med i kufferten? Hvad skal jeg …?

Det er nogle af de mange spørgsmål og overvejelser, som har fyldt meget i min tilværelse de seneste uger, hvor fokus har været på at blive klar til at rejse til Cambodja. I denne uge og de to følgende er jeg på missionærforberedende kursus på DBI i København, og dermed er alle spørgsmålene trængt lidt i baggrunden. Når kurset er færdigt, er der lige en uge tilbage til at få de sidste ting pakket ned og flyttet, inden flyet letter med kurs mod Cambodja.

For 1½ uge siden var der indvielses- og udsendensesfest i Silkeborg, og der ligger lidt billeder derfra under Cambodja/Udsendelsesfest.

Ikke kategoriseret Cambodja

Så er jeg også kommet med på blogvognen. “Skik følge eller land fly” siger et ordsprog, men i dette tilfælde er det snarere det sidste, som er årsag til det første. Den væsentligste grund, til at jeg nu har en blog, er nemlig, at jeg fra 21. juni 2009 efter planen befinder mig i Cambodja, hvor jeg skal arbejde for LM blandt studerende på et kollegie og danske volontører.

Generelt Cambodja