Vel ankommet
Dette er første indlæg på bloggen skrevet fra Phnom Penh i Cambodja. Jeg kom her til omkring kl. 9 om formiddagen lokal tid (svarende til kl. 4 om natten i Danmark) efter en uproblematisk flytur via Bangkok. Nu er der gået de første tolv timer, og jeg sidder i mine kollegaer Annelise og Axel’s hus. Dagen er gået med at møde kollega-flokken, få indhentet lidt af den tabte nattesøvn og ellers få de første indtryk af Phnom Penh ind på nethinden. Nogle stikord er: Et venligt og behageligt folk (selv i pas- og visumkontrollen), en kaotisk men hensynsfuld trafik (som dog er lidt mindre kaotisk, end jeg havde forberedt mig på), en dejlig varme hvor jeg lige skal indstille mig på fugtigheden, en hjertelig velkomst fra kollegaerne.
Det er godt at være her. Jeg var ved at være lidt træt af selv at sige eller høre andre sige, hvor spændende det ville blive – ikke fordi jeg ikke forventer, at det bliver spændende, men fordi jeg var klar til at opleve, hvor spændende det i virkeligheden bliver og ikke kun tale om det.
I morgen begynder jeg så småt på et introforløb, som skal give mig et indblik i folket, landet, byen og det arbejde, som jeg efterhånden skal i gang med, når jeg har været igennem noget sprogskole.