Det er højtid i Cambodja i øjeblikket. Som overskriften antyder hedder den Pjum Ban og den varer 15 dage. Den vigtigste af dagene falder i år på lørdag 16. september, og derfor er der fridag fredag og for nogles vedkommende også mandag. Pjum Ban drejer sig blandt andet om at ære forfædrene. Det sker først og fremmest ved, at mange går til den lokale Wat (pagode – buddhistisk tempel) og giver mad og penge til munkene, som så skal formidle det videre til forfædrene.
En munk giver sin velsignelse
I forbindelse med den store regntid som netop er begyndt, er der tre måneder, hvor munkene ikke som normalt går rundt i gaderne og tager imod mad fra folk til gengæld for en velsignelse. Derfor har madgaverne i forbindelse med Pjum Ban også den funktion, at munkene får den mad de behøver.
Sidste uge var jeg på tur med sprogskolen til en Wat for at få lidt kulturel indsigt og snakke lidt med munkene. Jeg snakkede blandt andet med én, som havde været munk i 20 år af de omkring 35 år, han havde levet. Problemet var bare, at der findes et specielt ”munkesprog”, som er forskelligt fra hverdagssproget, og her er mit ordforråd yderst begrænset.
Ved Wat’en kunne man også købe små fugle. Tanken er at man overfører skyld eller problemer til fuglen, slipper den løs og når den dør, forsvinder skylden eller problemerne med den.
Kvinder drysser jord i bunker for at få et langt liv
Et andet sted gik folk og dryssede jord og penge i små bunker samt tændte røgelsespinde på dem. Her er symbolikken, at som der er utallige jordpartikler, håber man på at få et langt liv.
De to sidste ting fik mig til at tænke på Jesu ord om, at ikke én spurv er glemt af Gud, at vi er mere værd end mange spurve og at Gud endda kender antallet af hår på vores hoved. Lad os bede om at endnu flere også i Cambodja må kende Gud, hans omsorg for dem og ham som virkelig kan fjerne vores skyld.
Cambodja
Cambodja, kultur, religion
Det er nok svært i et ikke alt for langt indlæg at give et indtryk af, hvor komplekst Cambodja kan synes at være, men jeg vil give nogle små glimt fra min første halvanden uge, som forhåbentlig kan vise lidt af det.
Jeg har været på et par af de lokale markeder – af den slags hvor man fra små boder sælger frugt, grønt samt fisk og kød uden hensyntagen til danske begreber om, at man ikke skal blande råt kød og grønt sammen.
Jeg har også været i et par supermarkeder og butikscentre og set det mest avancerede kassesystem, hvor der kommer et billede af varerne op på en faldskærm efterhånden, som de bliver scannet ind. Det er vist ikke set i Danmark endnu!?
I dag var jeg en tur ude i provinsen for at se et projekt, som hjælper en fattig landsby med at udvide deres landbrugsproduktion til mere end bare ris for på den måde at give dem en bedre økonomi og bedre fremtidsudsigter. På vej derud skulle vi hente en som hjalp med projektet og efter at have kørt knap en kilometer ind ad, hvad man med meget positive øjne kunne betragte som en villavej med fartdæmpning og flodudsigt (læs hullet jordvej), kom vi til hans hus, og i noget der var en kombination af en garage og dagligstue, stod der en Toyota Celica (sportsvogn – for dem som ikke er så bilkyndige) fra midten af 1990′erne!
Trafikken og vejforholdene lægger for mig at se ikke op til at køre sportsvogn. Det er lykkedes mig at komme over 30 km/t her i Phnom Penh, men det er også kun på de mindre befærdede veje og udenfor myldretiden, at det opleves forsvarligt.
Cambodja
Cambodja, kultur, trafik
