Godt nytår (igen, igen!)
Som overskriften antyder, er det muligt at fejre nytår flere gange om året her i Cambodja. Der er det internationale nytår, som ikke fejres så meget, men som følges i mange officielle sammenhænge. Der er det kinesiske nytår, som især de mange her i Cambodja med kinesisk oprindelse fejrer, men som ikke er officiel højtid, og endelig er der Khmer nytåret, som er en af årets største højtider, og som vi netop har fejret.

O Sin Laer vandfaldet med syv etager
For mange khmerer er det en af de få eller måske den eneste mulighed i løbet af året til at tage på besøg i deres hjemprovins, og langt de fleste forlader Phnom Penh i en lille uges tid.

Badning i Yeak Lom vulkansøen - ja det er længe siden vulkanen var aktiv
For mig blev det en anledning til at komme ud og se en af de fjerntliggende provinser, Ratanakiri, i det nordøstlige hjørne af landet. Jeg og familien Toft var inviteret af nogle khmer-venner, Srey Nit og Sitha, til at tage med til hans hjemprovins. De havde også inviteret andre med, som igen havde inviteret deres venner, så i alt var vi omkring 35 mennesker fordelt i seks biler. Det var meget spændende at komme ud og få lidt mere indtryk af landet og se nogle af de forhold, som også de studerende, jeg arbejder med, kan komme fra, og jeg synes det var det værd at tage den godt 500 km/10 timers køretur hver vej.

Adam og Troels offroad på elefantryg. Mads kikker på fra den anden elefant
Provinsen er ikke nogen speciel stor turistmagnet, men for naturelskere er der rig anledning til at lægge storbyens larm bag sig og se skov, vandfald og en vulkansø. Vi så også Sithas fars gummi- og cashewnøddeplantage, og nu forstår jeg bedre, hvorfor cashewnødder er så dyre!

Cashewnøddefrugter. Nødden sidder i det lille krumme vedhæng og skindet omkring den er ekstremt ubehageligt - nærmest ætsende - at arbejde med
Turen understregede endnu en gang de enorme kontraster her i Cambodja, lige fra et liv i vild luksus med alle moderne bekvemmeligheder til et liv i yderste fattigdom langt fra strøm, kloakering, lægehjælp m.m.

Hovedvejen til provinshovedstaden, Ban Lung, er en lille illustration af kontrasterne. I forgrunden en ensporet plankebro. I baggrunden en firesporet asfaltvej med midterrabat


