Jeg synes, det er fantastisk, at LM’s landskasse har fået 16,6 mio. kr. ind i gaver i 2011. Det tager jeg som en markant opbakning til LM’s missionsarbejde – både nationalt og internationalt!
Da jeg hørte tallet for få dage siden, kom det som en utrolig dejlig og rimelig stor overraskelse – at vi kom så højt op. Det havde jeg håbet på. Men helt ærligt havde jeg vanskeligt ved at tro, det ville være muligt. Den opbakning gør noget ved os, som til dagligt arbejder på LM’s sekretariat. Det siger os noget om, at I er med “derude”. Og det i den grad!
Det bevæger noget i mig. Det giver fornyet frimodighed, glæde og lyst til at fortsætte det fælles store projekt med at bringe evangeliet til mennesker.
Den store økonomiske opbakning fortæller mig noget om et fælles kald og en stærk fælles vision. Generalsekretæren kalder det her på LM’s hjemmeside “en kærlighedserklæring fra LM’s venner”. Det er det, det er. Jeg opfatter det også som en kærlighedserklæring fra Gud! Han har bevæget nogen til at give. Han greb ind.
Må Gud velsigne alle jer, der har givet. Må I få lov til at opleve glæden ved at give til missionsarbejdet.
Dybest set handler det jo ikke om at få LM’s landskasse fyldt op. Men det handler om, at de økonomiske resurser giver mulighed for at komme videre ud i missionsarbejdet. At nå mennesker med budskabet om Jesus, så de kommer til tro og bliver frelst. Det er i al sin enkelthed og komplicerethed det, det handler om.
Tak for sammenholdet om dette “projekt”! Det var bare det, jeg havde lyst til at sige…
Ikke kategoriseret
Det er næsten helt overvældende med de mange og positive tilbagemeldinger, vi har fået fra Landslederkursus. Kurset blev holdt på Efterskolen Solgården i Tarm den 7.-9. oktober.
Mange giver udtryk for, at de er taget inspirerede og opmuntrede hjem for at fortsætte det lokale LM-arbejde! Der er også nogle, der nævner forhold ved kurset, som kunne have været bedre og anderledes. Sådan må det være. Disse kommentarer må vi lære af – til en eventuel anden go’ gang!
Selv har jeg siden Landslederkursus overvejet, om det måske kunne blive et slags vendepunkt for os i LM. Jeg oplevede et sammenhold og et fælles “drive”, som var utrolig glædeligt. Det var rigtig godt at opleve, at vi på tværs af alder, geografi og meget andet, kunne være sammen om den fælles store sag, vi arbejder for.
Adskillige peger på, at netop fællesskabet unge og ældre imellem – generelt og i grupper – på kurset, var en dejlig og god oplevelse.
Der var en samhørighed og en fælles stemning, som jeg tror kan lægge et godt spor ud for fremtiden. Tænk, hvis det ligefrem kunne blive et vendepunkt!
Ikke kategoriseret
Tilmeldingerne til Landslederkursus den 7.-9. okt. er bare strømmet ind! Det har ganske enkelt været meget opmuntrende at følge strømmen af navne, der er kommet på listen. Lige nu står den på 328 deltagere. Det overgår vores højeste forventning.
Deltagerne er godt spredt aldersmæssigt. Landslederkursus foregår på Efterskolen Solgården i Tarm, og rammerne bliver fyldt ud til bristepunktet. Utrolig dejligt, at vi kan afholde kurset på skolen – det giver gode forhold. Alle workshops bliver til noget, og vi tror på god og solid undervisning. Der bliver også plads til lidt forkælelse af alle de frivillige, som til dagligt gør en stor indsats lokalt rundt omkring i landet.
Vi håber, at de kan tage hjem fra Landslederkursus med fornyet mod og energi – og ikke mindst fornyet frimodighed i tjenesten i troen på Jesus Kristus.
Det bliver dejligt at møde alle disse ledere og medarbejdere fra hele landet.
Se programmet for Landslederkursus her
Ikke kategoriseret
Der er teologisk og kirkeligt stormvejr over Kolding af orkanstyrke i disse dage. Kristkirken har fået sin tredje præst, der ikke vil vie fraskilte. Så nu indtager alle kirkens tre præster denne holdning. Det kan hovedstrømmen i folkekirken ikke lide. Præster, kirkefolk og politikere er oppe i det røde felt, fordi der er præster, som tillader sig ikke at følge den brede folkestemning. Som ikke leverer den service, folket vil have. De tre præster bestræber sig derimod på at følge Bibelen og det, som Jesus har sagt.
Det er et menighedsråd, der tager sin opgave alvorligt, når de vælger disse præster. Den sidste blev enstemmigt indstillet. Der er ikke noget mindretal i menighedsrådet at tage hensyn til. Præster i folkekirken har fuld ret til at sige nej til at vie fraskilte. Derfor er der ikke noget at komme efter.
Derimod er der med de tre præster mulighed for, at der ved Kristkirken i Kolding kan blive gjort et godt og solidt kirkeligt arbejde.
Hvis det er så frygteligt med sådan et præstekollegium ved en kirke – hva’ så med de mange sogne, hvor et mindretal af missionsfolk ikke får et ben til jorden, fordi præsterne entydigt vender den modsatte vej?
Så er det klart, at vi skal foreholde os til spørgsmålet om vielse af fraskilte med al mulig sjælesørgerisk visdom, ydmyghed og kærlighed. Vi må gerne lade os distrahere af virkeligheden og handle i erkendelse af, at livet ikke er så firkantet, så det gør noget. Men Bibelens vejledning må vi stadig bestræbe os på at følge – også selv om den ikke matcher den brede folkemoral.
Ikke kategoriseret
Sommeren indeholder en dobbelthed i det kristne arbejde. Mange holder ferie og er gået helt ned i tempo. Flere steder lokalt kører menighedsarbejdet på lavt blus i ferietiden.
Men, men – samtidig er sommeren den årstid, hvor der sker rigtig, rigtig meget på flere fronter. I denne og næste uge er LM med til at arrangere tre tværkulturelle sommerlejre. Og de er bare fyldt helt op. 300-400 mennesker deltager – nydanskere, kristne, muslimer, danskere. Der er bare så mange, som ikke ellers har speciel kontakt til en kristen menighed, som bliver nået med det kristne budskab, og som får en oplevelse af det kristne fællesskab.
Det kan faktisk godt lade sig gøre at få kontakt med mennesker! I min optik er det tværkulturelle arbejde en af de store muligheder i disse år. Derfor er det også glædeligt, at man flere og flere steder lokalt tager den tværkulturelle udfordring op. Hvis vi vil gøre en diakonal indsats og nå mennesker med evangeliet – og det vil vi! - er der en åben dør i det tværkulturelle.
Og tænk på Ung Ugerne på bibelcamping på Haderslev Næs og Virksund-centeret de næste par uger. Flere hundrede unge mennesker, der gerne vil være med i det kristne fællesskab, og som kommer til at sidde og lytte til solid og central forkyndelse og undervisning. Det, synes jeg, er stort. Store udfordringer! Store muligheder for, at mennesker møder Jesus!
Ikke kategoriseret
Forleden dag sad jeg – igen – til et planlægnings-udvalgsmøde. Denne gang i det jyske. Da slog det mig: Det er et fantastisk arbejdsfællesskab, vi som kristne er med i!
Her sidder vi 7-8 mennesker fra forskellige dele af landet med vidt forskellig personlighed, alder, baggrund, familie-situation og meget andet – og arbejder med et fælles “drive” og mod et fælles mål. Midt i vores ret store forskellighed er vi fælles om én ting: Troen på Jesus Kristus. Og vi er på en stærk måde fælles om arbejdet med at få budskabet om Jesus ud til flere mennesker.
Vi kan i planlægningen af diverse ting have forskellige synspunkter og holdninger, men vi vil dybest set det samme. Vi har noget fælles i vores liv, som er enestående. Det er det, der binder os sammen.
Lige nu er der en del mennesker, der deltager i en fælles politisk kamp (også fælles mod hinanden) - for at blive valgt ved kommunalvalget. Jeg tror, det kan give et fantastisk arbejdsfællesskab og fælles kampgejst at kæmpe for en fælles politisk sag.
Alligevel tror jeg, at den fælles tjeneste for Jesus Kristus giver et større, dybere, stærkere og mere intenst fællesskab. Vi står ikke bare sammen, så længe vi har fælles holdninger og kan li’ lugten i bageriet – eller ikke er blevet politisk dolket. Men vi står sammen i en fælles tro gennem livet - frem mod evigheden.
Det er et fællesskab på et andet niveau. På evighedens niveau. Derfor er det fantastisk meningsfyldt og berigende at være med i det kristne arbejdsfællesskab. Midt i forskelligheden er vi ét – i tro og tjeneste.
Go’ arbejdslyst – lokalt, regionalt, nationalt og globalt!
Ikke kategoriseret
LM’s Landsprædikantkursus 2009 er netop afviklet – den 10.-12. september. Et programpunkt var tre tilhøreres (to kvinder og en mand) indlæg om “Tilhøreren som virkeligt menneske”. For mig kom tre ting til at stå tilbage fra indlæggene og debatten. Skal en prædiken nå frem, skal den have kontakt med tilhøreren, for tilhøreren skal der være genkendelighed i prædikenen, og den skal være nærværende.
Så kan man spørge: Hva’ skal der til, før det er opfyldt? Er det det, som de fleste tilhørere tænker? De fleste af os er nok enige om, at uden Helligåndens gerning i forkyndelsen, sker der ikke noget. Men gad vide, hva’ tilhørerne rundt omkring tænker?
Det kunne være spændende at få nogle kommentarer til det! Det er jo væsentlige sager, vi her har fat i!
Carsten Skovgaard-Holm
Ikke kategoriseret
Lige i øjeblikket holder jeg med spænding vejret. Vi har sendt et forslag til missions-strategi i Danmark ud til høring. De ni korte proces-papirer ligger på LM’s hjemmeside – og de er sendt ud til grupper og enkeltpersoner.
Og vi skal gerne have meget respons – derfor holder jeg vejret. For hvor meget respons kommer der? Og hvordan vil den være? Det er meget vigtigt for os, at lokale LM’ere og alle mulige andre med fingrene nede i missions-jorden, kommer med i vurderingen af strategi og proces. I ved, hvor skoen trykker! Vi tror, at responsen kan gøre strategien endnu bedre.
Kom med din mening
Så gå ind og læs papirerne – og hvis du har en kort eller lang mening om det, så send den på en mail eller skriv den som kommentar her på bloggen. Vi er meget interesseret i din mening, og den vil tælle med i det videre forløb.
Ikke kategoriseret