Det har heldigvis vist sig at vi kan snakke fint om tingene og det er jo en dejlig ting, selvom det ligger i kortene hvem der har ret til sidst… men man kan vel så så mange frø, at det på et tidspunkt vil bære frugt! Men altså i går da vi sad og snakkede tabte den gode læge sin kuglepen på gulvet… Jeg var lige ved at bøje mig for at samle den op, men da jeg samtidig så, at han satte sig godt tilbage i stolen og ventede på, at helseofficeren eller jeg skulle bukke os og samle den op -kom jeg hurtigt på andre tanker… Helseofficeren (som jo selv er etiopier) ofrede sig i hierakiets orden og samlede den op… så kunne lægen fortsætte sit snakke- og skriveri!

At det går an! Ja, man skal se meget før øjnene triller ud!

Der er tre dages kørsel til Ginnir i Bale, hvor jeg skal fejre julen og nytåret sammen med min gode veninde og missionærkollega, Margrethe! Det bliver godt! Nu er den anden dag ovre og jeg overnatter hos gode venner i Awasa – skønt med gode venner man kan besøge undervejs!
I morges var jeg i Yabello og her havde jeg en dejlig oplevelse, som jeg har lyst at dele med jer…
Da jeg i morges skulle køre fra Yabello bestemte jeg mig for at tage morgenens bibellæsning, mens jeg ventede på morgenmaden, da tiden må udnyttes bedst mulig, så jeg hurtigt kan komme af sted mod Awasa. Ved det modsatte bord sidder en turistguider og et par chauffører –jeg snakkede med dem tidligere og den ene kommenterer min bibellæsning og begynder at spørge om hvordan Jesus mon så ud… Ja, ja… vi snakker kort, men bliver afbrudt. Øv, øv, øv –var det virkelig det eneste han skulle have med sig… men det må Gud nu tage sig af! Jeg spiser videre og så kommer turistguiden over til mit bord og spørger om han må sætte sig og stille nogle spørgsmål… Morgens overraskelse! Og der ved morgenbordet i Yabello får jeg lov at fortælle ham hele evangeliet – fantastisk! Her havde jeg begyndt min juleferie… men der er nu en ting, som vi ALDRIG får ferie fra – og det uanset om vi er i DK eller Etiopien – og det er jo netop at være missionærer!
Jeg kørte glad afsted mod Awasa. Takkede Gud for den fantastiske mulighed Han havde givet mig den morgen og bad for turistguiden –at han en dag må se Jesus som den frelser han virkelig er!

Ja, det er nogle dage siden tænker du og det er rigtigt, men her i Etiopien er der stadig steder, hvor netforbindelsen er så godt som ikke eksisterende og derfor er der ikke kommet indslag på blokken (denne gang er der en gyldig undskyldning, de andre gange er det bare…)
Men jeg har lyst at fortælle jer en dejlig oplevelse fra før jul…

Hun havde født for ca. et år siden… En lille pige på bare 1.4 kg!

Tarikwa nogle få dage efter hun blev født

Hun blev født ca. 2½ mdr. før tiden… Hun var deres første barn til trods for, at det var 6. gang hun var gravid! Så vi satte alt ind på, at denne lille pige skulle overleve og missionsvenner i DK, NOrge og England blev bedt om at bede for hende. Og Gud hørte vores bøn! Efter bare 1½ måned havde Tarikwa vokset sig så stor og stærk, at hun blev sendt med sin mor og far hjem til en lille landsby 12 km. udenfor Jinka…

En nybagt mor med sin lille Tarikwa

Nu var Bezunesh og manden tilbage for at vise deres datter frem til os som havde hjulpet dem i tiden efter fødslen… Det var så fantastisk at se dem og få lov at se Tarikwa igen… Så tillidsfuld og glad, fuld af liv og glæde…Hele fødegangen blev fyldt af den glade historie. Glæden og smilene skinnede om kap med hinanden – det var bare SÅ fantastisk! Ja, det er et sandt Guds under… For Gud er intet umuligt!

Tarikwa 1 år gammel

En glad og taknemmelig familie

Efter (for hende) lang tids venten var fødselen endelig gået igang og der var udsigt til, at der skulle blive en ende på 9 måneders graviditet. Hun gik rundt på ventestuen med et lidt anstrengt ansigtsudtryk og småsnakkede -pludselig gik det op for mig, at det var Jesus hun snakkede til! Hun bad Jesus om at komme og hjælpe -men egentlig gik hun mest rundt og bare “kaldte” på Jesus. Det var lidt fantastisk at opleve hvordan hun bare tog det som noget af det mest naturlige at kalde på ham for hjælp!

Det gik ikke helt efter planen og efter mange timers venten med hårdt “ve”-arbejde måtte vi komme til den erkendelse, at det ikke var muligt for barnet at komme ud den normale vej. Nødudgangen måtte tages i brug. Da vi forklarede det til hende, var hendes første reaktion, at hun ikke gik nogen steder før hendes mand kom og bad for hende. Vi måtte bare gøre, som hun sagde. Hun var SÅ fast besluttet i sin sag, at jordmødrene og helseofficererne ikke kunne rokke det mindste ved hendes beslutning… Barnet havde det heldigvis fint og viste ingen tegn på at have en påvirket hjertelyd, så jeg lod dem be’

Kvinden, hendes mand og hendes moster stod i en cirkel midt på gulvet og lagde det hele over til Jesus. Rundt om dem stod så alle vi andre -to jordmødre, to helseofficerer og mig… Og sådan gik det til at fødestuen på Jinka Hospital pludselig var fyldt med bedende folk! Det var en ganske speciel oplevelse -det har jeg aldrig prøvet før! Jeg fornemmede og så på jordmødrene at det var lidt uvanligt, men de gik dog med til det og accepterede det! Sikke et vidnesbyrd vi der var vidner til. En kvinde, som bare ikke kunne lade være at råbe til sin frelser om hjælp i en vanskelig og utryg situation!

Og det endte godt! Jeg troede snart ikke mine egne øjne, da jeg så et fedt lår der kom ud af maven på hende. Hun blev mor til en kæmpe-baby på næsten 5 kg!! Utroligt hvad der kan klemme sig sammen i en livmoder!

Ikke ligefrem nogen gunstig situation for at sikre gode hygiejniske tilstande for syge gravide, nybagte mødre og deres børn! Ja, jeg tør ikke tænke hvad sundhedsvæsenet i DK ville sige! Der var vel skredet til lukning omgående… De fleste hernede ser og så, at det ikke er optimalt og når jeg har henvendt mig til ledelsen på sygehuset har de da og så smilet og sagt, at de skulle sende nogle, som kunne bære vand fra brønden, så vi kunne få fyldt tønder og beholdere fyldt op og have til de næste dage (hvis vi da ikke er så heldige, at vandet kommer igen -men vi kan nok lige så godt være realistiske og planlægge efter at have vand i tønder, baljer og spande hist og pist og alle vegne!)

MEN MEN MEN, så kom regnen og så fik jeg pludselig øje på en af vores tønder som stod under tagrenden og opsamlede vandet! Det var Wubit (en af vores rengøringsdamer) som havde klaret det!

Wubit der samler regnvand til fødegangen...

Hun huskede at hende og jeg for noget tid siden i en lignendesituation var tyet til den handling i mangel af anden vand! Og inden regnen drev over var alle tønder og spande på fødegangen fulde igen! Det er bare fantastisk! Tænk sig hvor nemt det ville gå, hvis alle bare var så lærenemme! Wubit har set det en gang og så er fluks til at gøre det næste gang på eget initiativ! Åh, som det gjorde godt at opleve hvordan hun havde taget det til sig og så gør det af sig selv denne gang! Så er der håb for fremtiden!

Nogen gange er det måske de små (og for os ubetydelige) ting, som sætter sig og gør en forskel! Ja, så får man pludseligt lidt ny energi til de opgaver, som ligger og venter!

Det er sygehus evangelisten, Gebre Michael, som skal holde prædikenen – og han er altid god at lytte til! Gebre Michael var alvorligt syg i efteråret, men er på forunderlig vis blevet rask igen og der er kommet en ny glød og glæde i hans forkyndelse – det er fantastisk at sidde og lytte til ham. Og i dag er skam ingen undtagelse… Han prædiker over Kol. 3 v.1-12. Det er den rene fryd for øregangene. Han forklarer evangeliet for os på et langsomt og tydeligt amharisk, en del af fangerne er jo fra yderområderne og mange taler bare et begrænset amharisk –lige som udlændingene… så og så den danske besøgende får  budskabet med i dag! Det er tydeligt, at og så mange af fangerne får fat i dagens budskab. De sidder med ørerne på stilke mens Gebre Michael prædiker og det er lige før øjnene triller ud af hovedet på andre, så koncentrerede er de –da han maler os evangeliet for øjnene. Han formår at have dialog med fangerne og det er fantastisk at sidde og iagttage dem –og særligt én –hans smil fylder mere og mere efterhånden, som det ser ud til at gå op for ham, hvor meget han ejer i Jesus… Ja, i dag er Jesus virkelig på besøg i fængslet i Jinka… Jeg sidder og fyldes med en enorm glæde over at få lov at møde mine kristne brødre her, det er virkelig en oplevelse. Jeg får lov at bede for dem inden gudstjenseten er slut og jeg må bare bede Gud passe på disse mænd, bevare dem i troen og takke for, at de er lys og salt i fængslet.

I dag er der godt 100 samlede til gudstjeneste, det er jo fantastisk! Tænk om disse 100 fanger hver især fortæller evangeliet til én anden fange, så ville alle i fængslet ende med at have hørt evangeliet –så utroligt! Tak for disse kristne brødre og bed om, at  de må få lov at vidne for deres medfanger om Jesus og den frelse han og så har vundet for dem.
I fængslet er der og så en del kvinder med deres børn. De får desværre ikke lov at deltage i disse gudstjenester. Det går ikke at blande de mandlige og de kvindelige fanger og endnu er der ikke arrangeret nogen gudstjeneste eller mødefællesskab for kvinderne.  Bed om, at det må blive muligt at starte et arbejde op blandt disse kvinder, så og så de og deres børn kan få lov at høre evangeliet og om muligt få lov at møde Jesus under deres ophold i fængslet.

Lige for tiden er jeg i Addis… her er koldt -når man er vant til 25-30 grader… så hurra for de tykke trøjer og tørklæderne!

I dag har været en af de få dage med effektivitet! Hvor jeg kom hjem fra byen fuld af overraskelse over alle de ting jeg havde nået på de forholdsvis få timer jeg var rundt i Addis… Skønt, at det nogle gange går sådan… det synes alt for ofte at være omvendt!

Ha’ det!

Ellers er det en dejlig orlov, som nu synger ret meget på sidste vers… Endnu engang skal der siges farvel til familie og venner, det er det nødvendige onde i missionærlivet… men det bliver godt med sol, varme og etiopisk kaffe igen og ikke mindst gensynet med etiopiske venner og missionærkollegaerne…

Ha’ det nu rigtig godt i DK. Håber på jævnligt at kunne fodre jer med indlæg fra en etiopisk hverdag…