Gudstjeneste i fængslet
At gå til gudstjeneste her i Jinka, kan indimellem være lidt af en ”opgave” –ja, det er trist at sige det, men sådan er det altså! Missionær eller ej! Jo, det er skønt at komme hen og møde mine kristne brødre og søstre og jeg glæder mig over, at jeg på sin vis føler mig mere og mere hjemme i kirken… men det er altså lige den her lille finesse med sproget… At lytte til en prædiken på amharisk er én ting, at forstå den er noget ganske andet –det kræver mange års erfaring at få alt med sig… Jeg prøver at koncentrere mig og lytte, men der går som regel ikke lang tid inden tankerne er fløjet andre steder hen. Det skyldes bl.a. at amharisken bare fosser som vand ud af prædikantens mund og der er jeg på ingen måde nået til at kunne følge med… Så da tilbuddet om at tage med til gudstjeneste i fængslet kom, tog jeg gladelig imod det.
Da vi kommer, er kirken ca. halv fyldt. Folk –dvs. mændene, for søndagens gudstjeneste er bare for de mandlige fanger- kommer dryssende, sætter sig på bænkene, bøjer hovedet i bøn og sætter sig, som os andre, og venter på, at vi bliver fuldtallig. Vi finder ud af, at grundene til denne dryssende ankomst skyldes, at de har navneopråb på værelserne. De har ikke lov at forlade værelset inden alle er råbt op og det er ”godkendt”… Langsomt fyldes kirken og jeg sidder lidt og kigger rundt på mændene i lokalet –hold op hvor er der mange unge mænd og mange fædre, ganske få af den ældre aldersgruppe –de ligner alle andre etiopiere… der er måske generelt lidt flere her, som går i de billige plastik sko og lappede shorts/bukser… men ellers ligner de jo almindelige mennesker… der er ligefrem en af fangerne, som har fået både skjorte og slips med i fængslet og sidder nydelig påklædt på kirkebænken –jo, der findes lige så mange forskellige mennesker indenfor fængselsmurerne, som udenfor!
Så begynder gudstjenesten –koret kommer ind, der bliver budt velkommen, bedt og der bliver givet ære til Gud med efterfølgende amen fra kirken. Det er tid for den første sang… Her er ingen salmebøger eller tavler med numre på… her rækker folk hænderne i vejret og nævner den sang, som de gerne vil synge og det gør de så indtil forslaget passer med gudstjenestelederens smag… Sådan er det og så i dag… efter tur får de lov at komme med deres sang-ønske indtil gudstjenestelederen ender med at synes om forslaget og så stemmer han i og resten af menigheden følger trop. I fængselkirken er der intet keyboard, så det er den traditionelle tromme og menighedens klappen, som akkompagnerer sangen i dag –rigtig festligt! Bagefter er det korets tur til at synge og som alle andre steder er de iklædt fine dragter. De synger af fuld hals og glæden er mærkbar i kirkerummet. Jeg har ofte troet, at tungetrillerne er noget der hører kvinderne til, men det får jeg modbevist i dag… der er lige så meget tungetrillen og jublen, som til en gudstjeneste i kirken i Jinka by… så mændene kan og så få tungen på gled til tungetrillerierne!
Det er sygehus evangelisten, Gebre Michael, som skal holde prædikenen – og han er altid god at lytte til! Gebre Michael var alvorligt syg i efteråret, men er på forunderlig vis blevet rask igen og der er kommet en ny glød og glæde i hans forkyndelse – det er fantastisk at sidde og lytte til ham. Og i dag er skam ingen undtagelse… Han prædiker over Kol. 3 v.1-12. Det er den rene fryd for øregangene. Han forklarer evangeliet for os på et langsomt og tydeligt amharisk, en del af fangerne er jo fra yderområderne og mange taler bare et begrænset amharisk –lige som udlændingene… så og så den danske besøgende får budskabet med i dag! Det er tydeligt, at og så mange af fangerne får fat i dagens budskab. De sidder med ørerne på stilke mens Gebre Michael prædiker og det er lige før øjnene triller ud af hovedet på andre, så koncentrerede er de –da han maler os evangeliet for øjnene. Han formår at have dialog med fangerne og det er fantastisk at sidde og iagttage dem –og særligt én –hans smil fylder mere og mere efterhånden, som det ser ud til at gå op for ham, hvor meget han ejer i Jesus… Ja, i dag er Jesus virkelig på besøg i fængslet i Jinka… Jeg sidder og fyldes med en enorm glæde over at få lov at møde mine kristne brødre her, det er virkelig en oplevelse. Jeg får lov at bede for dem inden gudstjenseten er slut og jeg må bare bede Gud passe på disse mænd, bevare dem i troen og takke for, at de er lys og salt i fængslet.
I dag er der godt 100 samlede til gudstjeneste, det er jo fantastisk! Tænk om disse 100 fanger hver især fortæller evangeliet til én anden fange, så ville alle i fængslet ende med at have hørt evangeliet –så utroligt! Tak for disse kristne brødre og bed om, at de må få lov at vidne for deres medfanger om Jesus og den frelse han og så har vundet for dem.
I fængslet er der og så en del kvinder med deres børn. De får desværre ikke lov at deltage i disse gudstjenester. Det går ikke at blande de mandlige og de kvindelige fanger og endnu er der ikke arrangeret nogen gudstjeneste eller mødefællesskab for kvinderne. Bed om, at det må blive muligt at starte et arbejde op blandt disse kvinder, så og så de og deres børn kan få lov at høre evangeliet og om muligt få lov at møde Jesus under deres ophold i fængslet.
