Sælg ikke arvesølvet
DET ER EN skandale, at det hidtil er lykkedes for universiteterne i Aarhus og København at forhindre de studerende på Menighedsfakultetet (MF) og Dansk Bibel-Institut (DBI) i at få SU.
Det er tilsvarende uværdigt for dansk universitetspolitik, at det fortsat ikke er muligt for en privat dansk uddannelsesinstitution at opnå faglig bedømmelse med henblik på akkreditering på universitetsniveau.
Længere nede i skolesystemet ville man kalde den slags for mobning.
En af konsekvenserne er, at man på MF og DBI skal bruge uforholdsvis mange resurser på at sikre sig videnskabelig licens ved hjælp af samarbejde med udenlandske universiteter. En anden er, at man enten skal indsamle penge for at give studenterne noget, der ligner SU, eller acceptere, at de må bruge mere tid end deres kammerater inden for det officielle system
på erhvervsarbejde – og dermed færre resurser på studierne.
DET ER DERFOR ikke svært at forstå ønsket om at komme ”ind i varmen” i det officielle universitetsmiljø og dermed sikre sig både eksamensret og SU-berettigelse.
Det er især MF, der er aktiv på denne front, og som igennem længere tid målbevist har arbejdet på at styrke dialogen både med niversitetsverdenen og biskopperne.
Det er også klart, at denne dialog fra MF’s side har som målsætning at opnå en større tilnærmelse mellem de to parter, hvor dette er muligt. Det er helt legitimt.
Men der er grund til betænkelighed, når MF’s fakultetsleder Jørn Henrik Olsen nu går ud og giver udtryk for, at der er brug for selvransagelse i forhold til nogle af de ”bombastiske” udmeldinger om bibelsyn, som MF’s stiftere stod bag. Og at han yderligere mener, at modstanden mod kvindelige præster er ”til debat” i modsætning til modstanden mod kirkelige velsignelse af registreret partnerskab.
NÅR JØRN HENRIK Olsen siger til Tro & Mission, at MF står fast på både sit oprindelige bibelsyn og sin modstand mod kvindelige præster, så tager vi det til efterretning.
Men udtalelserne spreder en uheldig usikkerhed. Forestiller man sig på MF virkelig, at universiteterne vil lade sig spise af med nogle nye og mere nutidige formuleringer, hvis ikke der også ændres på substansen?
Tror man, det er muligt at opnå en tilnærmelse til universiteterne, uden at sælge ud af arvesølvet?
Det er en yderst risikabel vej, MF har bevæget sig ud på, og sporene fra MF i Oslo mere end skræmmer.
Leder i Tro & Mission den 12. augsut 2011