Arkiv

Idlæg Tagged ‘nyfødt’

Kamp for overlevelse

20. november 2009

Hvor er vilkår og muligheder forskellige i denne verden.
I Danmark kan vi redde liv for de mindste og forlænge det ved hjælp af teknik og mediciner.

Til morgen fik jeg en mail fra Birgitte Elmkvist Madsen, som er jordemoder ved Jinka hospital i Etiopien. En opfordring til forbøn for en speciel familie på sygehuset.

Birgitte siger: “Vi har lige nu en kvinde liggende, der har født en lille pige på 1,4 kg. Det vil ofte være et barn, som er dømt til at dø her i Etiopien, fordi vi ikke har midler til at holde dette barn i live. Det ville have rimelig store chancer for at overleve i DK …..

Denne kvinde har imidlertid haft 5 senaborter tidligere, og dette er det eneste barn født i live, så det er meget vigtig for dem, om hun kunne overleve …

Chancerne er ikke store, og jeg forventer ikke det vilde, men jeg håber og beder til, at hun vil overleve. Jeg har snakket en del med forældrene om, hvad de kan gøre for at give hende de bedste vilkår og samtidig prøvet at motivere jordemødrene til at gøre en ekstra indsats for denne lille værdifulde pige.

Tak, om I vil være med til at bede for denne lille pige og hendes familie. Bed om, at de må få lov at se Gud gennem dette her og at vi må få lov at pege på Jesus over for dem”.

Jeg tænkte, at flere måske vil være med til at bede om pigens overlevelse. Og bede for Birgitte og andre, som står i en kamp mellem liv og død. De har brug for vores støtte og opmuntring. Og så har vi en Gud, som formår at give langt ud over, hvad vi beder om ….

Mvh Bent Olsen

Bent Olsen , ,

Bent Olsen, Missionskonsulent