Flere nye volontørstillinger

9. april 2010

Har du en drøm om at komme ud i verden og gøre en indsats i 6 eller 12 måneder og samtidig få en oplevelse for livet, så bør du overveje om en volontøropgave er noget for dig.

Kig ind på www.dlm.dk/Job i LM/Internationalt/stilling som volontør

Der er spændende opgaver i både Etiopien, Tanzania og Cambodja. Nogle stillinger er helt nye! Du kommer tæt på missionærernes liv og arbejde og ikke mindst tæt på mennesker i en meget anderledes kultur. Gennem en konkret opgave er du med til at hjælpe andre, men du bliver samtidig beriget selv.

Hvis ikke det er aktuelt for dig at blive volontør, så kender du måske en, som lige skal gøres opmærksom på muligheden. Men vent ikke for længe!

Ikke kategoriseret

Syv uger til Tanzania til sommer??

23. marts 2010

Du kan nå det endnu. Hvis du er ung og har lyst til syv uger i Tanzania med indhold og udfordring, så har du endnu muligheden for at melde dig til ”volunteer training program” (VTP).

Fra 1. juni til 17. juli vil du sammen med et team af unge kunne rejse til Tanzania og få mulighed for at afprøve, om en fremtidig volontøropgave er noget for dig. Du vil få undervisning om at være volontør i en anden kultur og mulighed for at være på et par praktiksteder og opleve hvordan det er at arbejde i et fremmed land. Samtidig vil du få nogle spændende oplevelser sammen med andre unge.

Du kan læse mere på LM’s hjemmeside: Forside → LM internationalt → Soma Biblia Centre → volunteer training program

Du kan stadig nå at melde dig til det team, der rejser til Tanzania. Der er endelig deadline for tilmelding d. 12. april.

Ikke kategoriseret

Kamp for overlevelse

20. november 2009

Hvor er vilkår og muligheder forskellige i denne verden.
I Danmark kan vi redde liv for de mindste og forlænge det ved hjælp af teknik og mediciner.

Til morgen fik jeg en mail fra Birgitte Elmkvist Madsen, som er jordemoder ved Jinka hospital i Etiopien. En opfordring til forbøn for en speciel familie på sygehuset.

Birgitte siger: “Vi har lige nu en kvinde liggende, der har født en lille pige på 1,4 kg. Det vil ofte være et barn, som er dømt til at dø her i Etiopien, fordi vi ikke har midler til at holde dette barn i live. Det ville have rimelig store chancer for at overleve i DK …..

Denne kvinde har imidlertid haft 5 senaborter tidligere, og dette er det eneste barn født i live, så det er meget vigtig for dem, om hun kunne overleve …

Chancerne er ikke store, og jeg forventer ikke det vilde, men jeg håber og beder til, at hun vil overleve. Jeg har snakket en del med forældrene om, hvad de kan gøre for at give hende de bedste vilkår og samtidig prøvet at motivere jordemødrene til at gøre en ekstra indsats for denne lille værdifulde pige.

Tak, om I vil være med til at bede for denne lille pige og hendes familie. Bed om, at de må få lov at se Gud gennem dette her og at vi må få lov at pege på Jesus over for dem”.

Jeg tænkte, at flere måske vil være med til at bede om pigens overlevelse. Og bede for Birgitte og andre, som står i en kamp mellem liv og død. De har brug for vores støtte og opmuntring. Og så har vi en Gud, som formår at give langt ud over, hvad vi beder om ….

Mvh Bent Olsen

Bent Olsen , ,

Fortsættelse af projekt Future?

7. april 2009

Det er et virkelig godt projekt, som Flemming Pedersen var med til at starte op i Phnom Penh for tre år siden. Omkring 75 unge uden den store skolegang har fået en uddannelse på mellem et halvt og et helt år. De har derved fået en mulighed for at undgå udsigten til arbejdsløshed. Nogle har lært at blive chauffør for en tuctuc (stor knallert med overdækket påhængsvogn til passagerer), andre at reparere knallerter. De unge, som er mellem 16 og 20 år, kommer primært fra fattige områder i provinsen. Lederen for projekt Future er khmer og hedder Sitha. Ham snakkede jeg med i formiddag. Han er en varm kristen, som gerne vil skabe en forandring i de unges liv. Han holder andagt for de unge hver morgen, og der holdes gudstjeneste hver søndag. Unge, som før kendte til stoffer og et dårligt liv, kommer nu til tro på Jesus. Det er stort! Projekt Future er blevet økonomisk støttet via penge fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) og en mindre egenandel fra LM.
De sidste dage har missionærerne her i Cambodja arbejdet energisk for at få en ny ansøgning sendt af sted til DMR-U om en mulig forlængelse af projektet i yderligere tre år. Vi håber på, at der kan bevilges knap 500.000 kr. over tre år til et godt projekt. Aktiviteterne udvides. Man vil oprette et mekanikerværksted og tænker at holde seminarer forskellige steder i hovedstaden og i provinsen, for at give oplæring til folk om forskellige samfundsrelevante temaer.
Sitha håber på, at projektet kan fortsætte. Der er perspektiv over et projekt, som kan give både praktisk og åndelig hjælp. En af missionærerne er rådgiver for Sitha – lige nu er det Andreas Peters-Lehm. En korttidsudsending, Kristine Bodilsen underviser de unge i engelsk en dag i ugen. Jeg håber, at det lykkes at finde et par volontører, som til efteråret kan hjælpe med at undervise de unge i engelsk – sammen med en tilsvarende opgave blandt børn på Sunshine Center. Men fremtiden for Future afhænger dog af svaret på ansøgningen. Forhåbentlig er missionærernes forarbejde ikke forgæves.

Bent Olsen

Bent Olsen ,

Søger ny leder

7. april 2009

Luthersk Mission er med i et fællesskab i Cambodja, som hjælper os med visum til landet, har en vist tilsyn med projekter som CCFC har registreret hos myndighederne, og kan hjælpe med at finde egnede arbejdsopgaver til missionærer. Denne paraplyorganisation hedder Christian Care for Cambodia (CCFC). For en uge siden var jeg til bestyrelsesmøde i CCFC. Vi brugte mest tid på den kendsgerning, at CCFC nu står uden en teamleder for missionærgruppen. Den tidligere er flyttet til Bangladesh med sin mand, som er MAF-pilot. Det er et stort bedeemne blandt missionærerne i Cambodja. Lederfunktionen har stor betydning for den administrative styring og for sammenholdet i CCFC. Selv om det er et fælles ansvar mellem paraplyorganisationerne at finde en ny leder, så er det nok mest oplagt, at det bliver en person fra Australien eller New Zealand, fordi majoriteten i fællesskabet kommer fra den del af verden. Men derfor kan vi godt tage vores del af ansvaret ved at være med til at bede Gud om, at den rette person må blive fundet.
Bent Olsen

Bent Olsen ,

Har du tid?

30. marts 2009

Da jeg rejste til Cambodja forleden blev det en meget kort nat. Jeg fik frataget seks timer. Det er en del, når det er nattesøvnen, det går ud over. Men man skal jo som bekendt heller ikke sove tiden væk. Det gør man heller ikke i Phnom Penh, når man ser på den aktivitet og ihærdighed, som mange af landets folk lægger for dagen. Der er gang i motorcyklerne med mange folk på hver. Og der transporteres mange mærkelige ting, som man ikke skulle tro kunne lade sig gøre.
LM’s fire missionærer og en korttidsudsending bruger også tid på meget forskelligt: skrive projektansøgning, husholdning, undervisning på bibelskole, børnepasning, skoleundervisning, undersøgelser i provinsen ang. kommende arbejde, undervisning i engelsk. Apropos det sidste, så er Kristine Bodilsen her i fire måneder og undersøger arbejdsmuligheder nordpå i landet, men om mandagen underviser hun unge i engelsk i Future-projektet. At kunne engelsk giver de unge bedre jobmuligheder, hvis de f.eks. skal køre med turister i motorcykel-taxa. Det kan være en god udnyttelse af tiden.
Lige nu søger LM om to volontører til engelsk-undervisning fra august. Dels til Future, men også til en hel del af de 90 børn og unge fra slummen, der er på Sunshine Center. Har du lidt undervisningserfaring og tid i 10-11 mdr., så venter en spændende opgave her i Cambodja til dig. Lederen på Sunshine Center spurgte mig i dag: Er de to volontører fra LM fundet? Jeg måtte sige: Nej, ikke endnu ….. , men jeg tror, de kommer!
Har du tid? Det skal ikke være dit fokus. Tænk på, hvad du kan give i Guds arbejde her til børn og unge. Ved at give af din tid, giver du dem en bedre fremtid. Og du får det igen – oplevelsen, glæden og velsignelsen – ligesom jeg får tiden forærende, når jeg rejser hjemover igen.

Bent Olsen ,

Bent Olsen