Folket har talt!
I går kl. 8 stod jeg frisk og frejdig og helt klar til at stemme ved valgstedet. Her orienterede en venlig kvinde mig om, at valgstedet først åbnede kl. 9! Det skruede jo den logistiske håndtering af dagen et niveau op, og kvinden prøvede et løsningsforslag, der gik på, at jeg så kunne blive sofavælger. Et værre skældsord kunne hun næsten ikke finde på i min terminologi! Det er helt sikkert, at jeg ikke bliver sofavælger! For tænk på, at vi lever i et land, hvor politikerne retter sig efter, hvad folket stemmer og sætter de valgte mennesker på posterne. De politiske tabere planlægger ikke militære kup i dag, men spidser den retoriske blyant og tænker på nye strategier. Tænk, at spørgsmålet om valgets gyldighed er begrænset til to unge amatører på Fyn, som ville prøve at stemme to gange med samme valgkort. De er i øvrigt allerede identificerede og bliver sigtet for dokumentfalsk. Det er langt fra en selvfølgelighed at have disse demokratiske rettigheder.
I international mission arbejder vi i dele af verden, hvor valgsvindel er et lige så stort faktum som selve valget – hvis man da er så heldig at bo i et land, hvor man overhovedet kan stemme. Hvor politikere og landets ledere ikke nødvendigvis føler sig forpligtet til at følge vælgernes stemme, eller hvor oppositionen er spærret inde. Så kan man sige meget om valgflæsk, politiker-lede og størrelsesforholdet mellem rød og blå blok. Men vi har som almindelige borgere i Danmark rettigheder, som vi alt for sjældent overvejer rækkevidden af. Disse tanker blev til en højtidsstemt og ærbødig følelse, da jeg stillede mig i køen til valgbordet kl. 9 for at sætte mit kryds!
