Anne Sode Grønbæk

Jeg er lige flyttet i den lejlighed, som skal være min base i Phnom Penh. Det er i et nybyggeri, som ikke er færdigt. Udlejeren er selv entreprenør og konstruktør, og han har knoklet i månedsvis med at få det hele færdigt til den lovede dato – ikke mindst fordi hans søster bryllup også skulle holdes i bygningen. Jeg har mødt ham flere gange dagligt på min vej ind og ud af huset, og vi har for det meste fået os en lille snak om byggeriet og det forestående bryllup.

I går formiddags var der pludselig ikke vand i lejligheden, så jeg besluttede mig for at tage en rolig morgen og få styr på nogle arbejdsmæssige ting. Kl. 8.30 ringer min udlejer så, og jeg tror, at han vil informere mig om vandsituationen, men han ringer for at spørge om, jeg ikke vil komme med ned og få taget billeder sammen med brudeparret til festen? Det var en mulighed for at få et indblik i kulturen, som jeg ikke havde lyst til at undvære. Men her sad jeg i mit nattøj med uglet hår og uden vand i ejendommen, og fotosessionen skulle altså være nu. Her var der ikke tid til fine fornemmelser, så jeg hoppede uvasket i min fine kjole, som jeg havde fået syet til jul og prøve at sætte håret nogenlunde, og så ud af døren. Jeg fik mødt hele familien. Damerne var så fine i deres silkekjoler med masser af palietter og kraftig make up og diademer. Jeg følte mig en anelse for naturlig i mit look uden make up og palietter men dog i en til lejligheden passende kjole. Jeg kom også med i selve bryllupsceremonien – fantastisk farverigt og hjertevarmt og en noget anderledes formiddag end planlagt.

Ikke kategoriseret

Nu hvor kalenderen snart har sneget sig frem til den 24. december, så gætter på, at der findes en dansker eller to, der har fået nok af glitter og glimmer og nisse-mig-her-og-der. Jeg hører selv til en af dem, der fint lever med, at julen kun varer et par uger, hvor jeg går all-in. Men jeg sætter ikke pris på juleræs og -pynt fra oktober. Jeg tænkte jo så, at når jeg nu havde skiftet bopælen til Cambodja, så ville jeg være dejligt fri for jul alle vegne. Men her tog jeg grueligt fejl. Hvis man er forretningsindehaver, restauratør eller hotelejer i Phnom Penh med respekt for sig selv (og dem er der en del af!), så har man et meget pyntet plasticjuletræ, en oppustelig nissemand i menneskelig størrelse, oversize snefnug, falske granguirlander og/eller kulørte lamper til at pryde sit etablissement. Billedet er taget i dag i et lokalt indkøbscenter, hvor det er lykkedes at kombinere et lilla juletræ med pynt og blinkende lygter med snemænd og Rudolf og alle hans fætre. En imponerende kombination i et land, hvor 95 % er buddhister.

Det fik mig til at tænke på, at vi lever i den omvendte julefilm herude. Den gængse af slagsen er jo, at folk har mistet troen på julen, og hovedpersonen skal så grueligt meget igennem, før folk alligevel indser, at de ikke kan undvære julen og kommer ind til kernen af budskabet: Det kan godt nok både være julemanden eller Jesus de finder tilbage til, men danskerne ved alligevel godt, hvad julen handler om i store træk. Herude får julen alt, hvad den kan trække, men der er stort set ikke nogen, der aner, hvad julen overhovedet er for en størrelse. De skal med andre ord finde frem til julens budskab for første gang. Jeg er glad for, at vi er med til, at nogle finder ud af, at julen handler om noget andet end Rudolf og hans røde tud! Glædelig jul fra Cambodja!

Ikke kategoriseret

Jer, der har set Camilla Plums madprogrammer for nyligt, har måske lagt mærke til, at hun bruger palmesukker i hendes mad. Det er sådan en brun klump, som hverken er helt billig eller nem at fremskaffe i DK. Ved en tilfældig bod ved landevejen på en tur ude på landet, stod en pige og solgte palmesukker. Det var sjovt at smage for første gang og se, hvordan produktionen gik fra at tage en gennemsigtig masse af gelé ud af nødden, over i kogefaddet for at simre og så til at smage de små brune klumper.

Lige ved siden af sukkerboden stod denne fyr, som havde et knapt så sødt udtryk. Ham har familien stillet ud, fordi de er bange for ånder, og de håber, at ånderne angriber ham i stedet for dem. Det var en bitter smag midt i sukkersmagningen. Tænk, at nogle mennesker skal leve i den frygt – lad os håbe, at de får lov til at slippe frygten, fordi de møder Jesus, der sætter fri.

Ikke kategoriseret

Tobias, Frederik og Jonathan er så heldige, at de skal med deres forældre til Peru omkring den 15. september 2011. Da de både skal gå i skole og blive passet, mens deres forældre får fat om det spanske sprog, så vil de gerne have følgeskab af to volontører. Vi har allerede fundet en, og da det er en ung kvinde, søger vi en kvindelig makker til hende. September er jo meget snart, så tjek stillingen ud her og søg fluks!

Ikke kategoriseret

De nye glade studenter og volontører - Julie til højre og Ditte til venstre

Julie og Ditte er to nyslåede og glade studenter! De er samtidig nye og glade volontører, som skal sendes til Peru.

I dag har jeg haft møde med dem. Det er noget af det bedste at få lov til at være sammen med nye ansatte i det internationale missionsarbejde. At være sammen med Julie og Ditte var bare dejligt – at mærke deres glæde og begejstring for at komme ud og arbejde med unge i Peru. Det er også super fedt at få lov til at fortælle dem overordnet om Peru, kultur og missionsarbejdet ned til, hvordan man holder et venskab i live og løser konflikter, når man skal bo og arbejde sammen.

I kan følge med i deres liv og opgave her på bloggen, når de bliver sendt ud til at gøre en forskel i forskellige kirker i Arequipa, på lejrer og i børnearbejdet. Vores erfaringer viser, at det gør en forskel, når unge kommunikerer til andre unge, så det er bare en fornøjelse at sende Julie og Ditte ud til at gøre netop det!

Ikke kategoriseret

Jeg forstod ikke så meget af teksten, men sangen kom fra hendes hjerte.

Et af medlemmerne i kirken sang to sange for os som tak – en på det lokale sprog ketchua og en på spansk. Jeg forstod ikke så meget af teksten, men sangen kom fra hendes hjerte. Det er sådan en aften, som jeg vil huske længe.

Ikke kategoriseret

Sådan lyder den kendte børnesang, og sådan kan man vist også bedst beskrive missionsarbejdet i Peru gennem de sidste to år. Det har været en turbulent tid, hvor antallet er missionærer er faldet – ikke mindst pga. sygdom.

Heldigvis er tiden blevet brugt på visionært at forholde sig til, hvordan fremtidens missionsarbejde skal se ud i Peru. Her er vi i gang med at lægge sidste hånd på en strategi, men da livet som bekendt er det, der sker, mens vi er i gang med at lægge planer, så har vi allerede slået en stilling op til Peru. Den er helt i tråd med kernepunktet i strategien nemlig, at vi vil satse på at udruste morgendagens ledere af kirken i den lutherske kirke i Peru. Vi skal bruge en teolog til at undervise på en teologisk uddannelsesinstitution og som samtidig har kompetencer indenfor personligt lederskab, så vi kan styrke lederskabskompetencerne hos de studerende. Se mere på http://www.dlm.dk/stilling-som-missionaer/c95/missionaerstillinger/teolog-til-Peru/pg1/

Måske vil missionsarbejde altid være over bjerge og gennem dale, men jeg tænker, at får vi den teolog, vi søger, så er det første led i, at vi kan komme til at synge en ny sang

Ikke kategoriseret Peru, rekruttering

I torsdags skypede jeg med LM’s missionærer i Cusco, Peru; Olga og Flemming. Kontakten til missionærerne og volontørerne er noget af det bedste i mit arbejde: at få indsigt i deres liv og tjeneste, sammen at vende udfordringerne og sammen glædes over ting, der går godt. Jeg er altid glad, når jeg har talt med volontørerne og missionærerne – ikke fordi samtalen kun vedrører lette og glædesfyldte ting, men fordi jeg glæder mig over, at netop disse missionærer og volontører er sat til at tjene ind i det kristne fællesskab i Peru.

Jeg nyder at få andre og nye betragtninger på livet og tjenesten – og denne samtale var ingen undtagelse: Olga sagde på et tidspunkt, at ”missionærlivet er lige som en fritidsordning – man ved aldrig, hvad der sker”. Olga har meget mere erfaring med fritidsordninger end jeg, for hun har været souschef i en af slagsen. Men kommentaren bliver lynhurtigt omsat til et billede på nethinden hos mig: Livlige børn i spraglet tøj, der farer i hver sin retning. Vidt forskellige aktiviteter i gang: nogle laver perler, andre har pudekamp og nogle få er på gale veje. Stemningen i en fritidsordning kan skifte på få sekunder og uforudsigelighed er et arbejdsvilkår for pædagogerne.

Det er så godt ramt som billede på missionærlivet. Det kræver stor fleksibilitet af missionærerne at håndtere de nye problemstillinger og situationer i arbejdet, der opstår hele tiden, og samtidig er uforudsigeligheden en del af den farverigdom, som går hverdagen spændende.

Ikke kategoriseret Peru

På Perus nationaldag (den 28. juli) har vi fået ansat to nye volontører til ungdomsarbejdet i Cusco, Peru. De to nye volontører er Camilla Olsen på 20 år og Anna Brosbøl på 19 år, som begge bor i Hillerød. De har begge for nyligt har fået sat studenterhuen på hovedet på byens gymnasium.

Der er både fest i Peru, og der er også fest i mit hjerte. Som jeg delte med jer i bloggen i juni, så var vi i fare for at skulle lukke vores engagement i ungdomsarbejdet ned, men det er heldigvis afværget nu.

Så jeg er fyldt af taknemmelighed til Gud over, at han har kaldet Camilla og Anna til opgaven. Jeg er også fyldt af taknemmelighed over for alle jer, som har hjulpet med at sprede budskabet om, at vi manglede volontører – og ikke mindst er jeg taknemmelig over, at der er så mange, der har omsluttet arbejdet med forbøn.

Ikke kategoriseret Peru, rekruttering