Hjem > Ikke kategoriseret > Uvasket til bryllup

Uvasket til bryllup

31. december 2011

Jeg er lige flyttet i den lejlighed, som skal være min base i Phnom Penh. Det er i et nybyggeri, som ikke er færdigt. Udlejeren er selv entreprenør og konstruktør, og han har knoklet i månedsvis med at få det hele færdigt til den lovede dato – ikke mindst fordi hans søster bryllup også skulle holdes i bygningen. Jeg har mødt ham flere gange dagligt på min vej ind og ud af huset, og vi har for det meste fået os en lille snak om byggeriet og det forestående bryllup.

I går formiddags var der pludselig ikke vand i lejligheden, så jeg besluttede mig for at tage en rolig morgen og få styr på nogle arbejdsmæssige ting. Kl. 8.30 ringer min udlejer så, og jeg tror, at han vil informere mig om vandsituationen, men han ringer for at spørge om, jeg ikke vil komme med ned og få taget billeder sammen med brudeparret til festen? Det var en mulighed for at få et indblik i kulturen, som jeg ikke havde lyst til at undvære. Men her sad jeg i mit nattøj med uglet hår og uden vand i ejendommen, og fotosessionen skulle altså være nu. Her var der ikke tid til fine fornemmelser, så jeg hoppede uvasket i min fine kjole, som jeg havde fået syet til jul og prøve at sætte håret nogenlunde, og så ud af døren. Jeg fik mødt hele familien. Damerne var så fine i deres silkekjoler med masser af palietter og kraftig make up og diademer. Jeg følte mig en anelse for naturlig i mit look uden make up og palietter men dog i en til lejligheden passende kjole. Jeg kom også med i selve bryllupsceremonien – fantastisk farverigt og hjertevarmt og en noget anderledes formiddag end planlagt.

Ikke kategoriseret

  1. Ingen kommentarer endnu.
  1. Ingen Trackbacks endnu.
Anne Sode Grønbæk, DLM-teamleder for Cambodja