Det er ikke et spørgsmål om grøn – men hvor grøn
Jeg sidder på Nørreport station og venter på det næste S-tog til Hillerød. Så dukker et grønt S-tog op med teksten på siden: Det er ikke et spørgsmål om grøn – men hvor grøn. De er heldige i DSB, at lige præcis denne transportform er mere grøn, end hvis vi alle sad i hver vores bil på vej til arbejde og dampede CO2 ud i atmosfæren.
Men hvad har CO2 med mission at gøre, tænker du måske. En hel del: For mens vi i Vesten sidder i de første klasses saloner på Titanic og bekræfter hinanden i, at der ingen isbjerge findes, så mærker vores samarbejdskirker og -partnere i Syd dagligt forandringerne i klimaet. Regnen falder fx uregelmæssigt og gør det umuligt at så og høste på de rigtige tidspunkter, og dermed er det ringe indtægtsgrundlag skyllet væk. Der skal kun ringe fantasi til at forestille sig de scenarier, som følger i kølvandet på det. Vi bliver med andre ord nødt til at forholde os til, at de mennesker, som vi samarbejder med i Syd er ramt af den udledning af CO2, som vi i Vesten er ansvarlige for. Vi er nemlig som kristne både forpligtet på at passe på skaberværket, og på at hjælpe de fattige i nød.
Hvor slemt kan det være, spørger du måske. Verdens førende klimaforskere siger, at hvis jordens temperatur kun skal stige to grader, som er der, hvor det globale eksperiment med varmegrader nogenlunde kan overskues, så skal hver borger i verden max udlede 1 ton CO2 om året. Til sammenligning udleder hver borger i DK p.t. 10 – 11 ton CO2 om året! I Malawi er tallet 0,5 ton pr. indbygger pr. år til sammenligning.
Den store krise for vores partnere i Syd er, at de ikke kan tilpasse sig de hastige forandringer i klimaet – og at vi i Nord insisterer på at forbruge løs. Derfor kunne det være godt, hvis også som kristne fik det slogan: Det er ikke et spørgsmål om grøn – men hvor grøn.
