Efter at have befundet mig mellem 2000 meter til 4500 meter over havets overflade i 2,5 uge, sidder jeg nu i en behagelig sofa i lufthavnen i Lima, og nyder det større indhold af ilt i luften her ved havets overflade. Opholdet i lufthavnen markerer afslutningen på dette års besøg hos de danske missionærer og volontører i Peru. Indtrykkene kører rundt i hovedet og blander sig med resterne af den bihulebetændelse, som jeg stadig prøver at komme af med.
Det har været virkelig godt at være sammen med Carina, Karen, Olga og Flemming. Når man i et år har skullet ordne alt arbejdsmæssige over skype, så er det en nødvendighed at sidde overfor hinanden og få de længere snakke og selv se, hvordan forholdene er. Jeg tager af sted med den overbevisning, at det er et godt hold, DLM har placeret i Cusco. Kirken vokser, der er mange forskellige tilbud til forskellige mennesker. Derudover er der god oplæring og vejledning i kirken. Danskerne i Cusco er meget forskellige og arbejder med forskellige målgrupper, men sammen når de flere mennesker med budskabet om Jesus. Det er fantastisk, og jeg nyder at være en del af dette arbejde, selvom jeg som regel sidder mange tusind kilometer væk fra begivenhedernes centrum. Men så kan jeg trøste mig med, at om et år kommer jeg herud igen …
af Anne Sode Grønbæk
Anne Sode Grønbæk
Peru
Jeg sidder på betonkanten, som er rundt om volley-banen, og ser på volontørerne Karen og Carina spille volley sammen med en masse unge peruanere. Nogle af dem har jeg set i kirken her i Cusco, andre har jeg ikke set før. Bolden bliver spillet godt rundt, inden den kommer over på modstandernes banehalvdel, og det er tydeligt, at de alle godt kan lide at spille.
Sheila, som er omkring de 12 år, har sat sig ved siden af mig. Hun er lidt genert, men vil alligevel gerne tale med mig – så langt som det kan lade sig gøre på mit gebrokne spansk. Efter at have forklaret, at jeg kommer til Peru en gang om året for at besøge missionærerne og volontørerne, og se, om de har det godt, så kommer spørgsmålet: ”Kommer der nogle andre volontører efter Karen og Carina, når de rejser til juni?” Jeg kan kun svare hende, at det ved jeg ikke, fordi lige nu er der ingen ansøgere, men jeg håber det.
Vi deler alle Sheilas bekymring, for der er så mange fede ungdomsaktiviteter, som Karen og Carina har startet op, og de har så god kontakt til de unge, at det ikke kan passe, hvis der ikke er nogen, der kan føre det arbejde videre. Der må være nogen, der har lyst til at spille volley i parken …
af Anne Sode Grønbæk
Anne Sode Grønbæk
Peru
I dag har jeg kørt igennem den hellige dal, som ligger tæt ved Cusco i Peru. Vi har kørt i et landskab, som ikke lader ”Sound of Music” noget tilbage. Bevoksningen på bjergskråningerne har været som et kludetæppe af forskellige grønne farver med diverse indslag fra de smukkeste blomster i alskens farver. Bagved det hele har mørke bjerge med sne på toppen knejset og rørt ved skyerne. Midt i alt denne frodige natur har vi mødt en masse mennesker: gamle kvinder med smukke rynkede ansigter, hvor den karakteristiske fletning kommer frem under den høje hat, som de bærer så majestætisk. Små drenge, der har drevet flokke af får frem på vejen, og piger, der har stået i vejkanten med deres skoletaske og ventet på, at bilen er kørt forbi.
Der er mange indtryk efter sådan en dag, men det er ansigterne, der bliver siddende på nethinden. Ansigterne på disse smukke mennesker, som livet er hårdt ved, og som ikke kender Jesus. Når ansigter berør ens hjerte, så begynder mission. Jeg er glad for, at vi driver mission i Peru, for jeg kunne godt tænke mig at se de samme mennesker fra i dag i himmelen – gerne iført deres farvestrålende klædedragter.
af Anne Sode Grønbæk
Anne Sode Grønbæk
Peru
