Sådan havde jeg længe tænkt, at overskriften skulle være på min blog, når jeg først kom i gang med at køre bil her i Phnom Penh, for trafikken er noget kaotisk. Det er helt sikkert, at hvis khmererne skulle til en dansk køreprøve, så var der ikke mange – hvis nogen – der ville komme i besiddelse af et dansk kørekort! Men nu er det her jo ikke Danmark og efter et par dage som nyslået bilist i Phnom Penh, må jeg sige, at jeg faktisk er lidt fascineret af trafikken, for det glider faktisk. Når man bare kører ud i krydset eller laver et meget skarpt venstresving, ja så kommer man altså over i god behold – også selvom det myldrer med knallerter, cykler og andre køretøjer i en skøn blanding! Godt nok skal jeg lige vænne mig til, at der kan komme nogen direkte imod mig ved et gadehjørne, når jeg tager et højresving – og man skal lige tjekke, at der ikke er en knallert, der overhaler indenom eller krydser vejen på sin egen måde eller … Min filosofi er, at jeg må glemme alt om min danske køre-opdragelse og så forvente det uventede. Det føles lidt som at danse: Det gælder om ikke at ramme dansepartneren uhensigtsmæssigt, mens alle bevæger sig Indtil videre kommer jeg frem til bestemmelsesstedet og har ikke torpederet nogen! Det kan dog være, at der er en venlig sjæl, der allerede nu skal bestille tid til et køre-rehabiliteringskursus, når jeg engang flytter til Danmark. Det bliver nok nødvendigt!
Ikke kategoriseret
Sådan hedder kunstværket, som jeg har stået og betragtet i det tyske kulturhus her i Phnom Penh. Den moderne kunstner Amy Lee Sanford var selv en del af værket. Hun sad i sort tøj i et helt hvidt rum i en cirkel med 40 brune buttede lerkrukker. Gennem hele seks dage var hun dybt optaget af at lime krukker sammen, som hun havde slået i stykker, så cirkelen omkring hende kunne blive intakt igen. Kunstværket beskriver processen fra et traume indtræder, og hvordan man gennemlever det. Da jeg stod og betragtede processen i absolut tavshed, blev jeg fascineret af, hvor rammende billedet egentlig er på vores skrøbelige tilværelse. Vi kommer jo alle ud for traumer i vores liv – nogle i større eller mindre grad end andre – og sammenlimningen af tilværelsen tager tid. Samtidig kom jeg til at tænke, at Jesus også tænker om os mennesker som skrøbelige lerkar, men han stopper ikke der. Han har lagt en skat ned i lerkarrene – han giver værdi på trods af vores brudte og ufuldstændige liv. Det er en ægte full circle for mig, og det bringer mig videre end at lime mine egne krukker sammen!
Ikke kategoriseret
Jeg er lige flyttet i den lejlighed, som skal være min base i Phnom Penh. Det er i et nybyggeri, som ikke er færdigt. Udlejeren er selv entreprenør og konstruktør, og han har knoklet i månedsvis med at få det hele færdigt til den lovede dato – ikke mindst fordi hans søster bryllup også skulle holdes i bygningen. Jeg har mødt ham flere gange dagligt på min vej ind og ud af huset, og vi har for det meste fået os en lille snak om byggeriet og det forestående bryllup.
I går formiddags var der pludselig ikke vand i lejligheden, så jeg besluttede mig for at tage en rolig morgen og få styr på nogle arbejdsmæssige ting. Kl. 8.30 ringer min udlejer så, og jeg tror, at han vil informere mig om vandsituationen, men han ringer for at spørge om, jeg ikke vil komme med ned og få taget billeder sammen med brudeparret til festen? Det var en mulighed for at få et indblik i kulturen, som jeg ikke havde lyst til at undvære. Men her sad jeg i mit nattøj med uglet hår og uden vand i ejendommen, og fotosessionen skulle altså være nu. Her var der ikke tid til fine fornemmelser, så jeg hoppede uvasket i min fine kjole, som jeg havde fået syet til jul og prøve at sætte håret nogenlunde, og så ud af døren. Jeg fik mødt hele familien. Damerne var så fine i deres silkekjoler med masser af palietter og kraftig make up og diademer. Jeg følte mig en anelse for naturlig i mit look uden make up og palietter men dog i en til lejligheden passende kjole. Jeg kom også med i selve bryllupsceremonien – fantastisk farverigt og hjertevarmt og en noget anderledes formiddag end planlagt.
Ikke kategoriseret
Nu hvor kalenderen snart har sneget sig frem til den 24. december, så gætter på, at der findes en dansker eller to, der har fået nok af glitter og glimmer og nisse-mig-her-og-der. Jeg hører selv til en af dem, der fint lever med, at julen kun varer et par uger, hvor jeg går all-in. Men jeg sætter ikke pris på juleræs og -pynt fra oktober. Jeg tænkte jo så, at når jeg nu havde skiftet bopælen til Cambodja, så ville jeg være dejligt fri for jul alle vegne. Men her tog jeg grueligt fejl. Hvis man er forretningsindehaver, restauratør eller hotelejer i Phnom Penh med respekt for sig selv (og dem er der en del af!), så har man et meget pyntet plasticjuletræ, en oppustelig nissemand i menneskelig størrelse, oversize snefnug, falske granguirlander og/eller kulørte lamper til at pryde sit etablissement. Billedet er taget i dag i et lokalt indkøbscenter, hvor det er lykkedes at kombinere et lilla juletræ med pynt og blinkende lygter med snemænd og Rudolf og alle hans fætre. En imponerende kombination i et land, hvor 95 % er buddhister.
Det fik mig til at tænke på, at vi lever i den omvendte julefilm herude. Den gængse af slagsen er jo, at folk har mistet troen på julen, og hovedpersonen skal så grueligt meget igennem, før folk alligevel indser, at de ikke kan undvære julen og kommer ind til kernen af budskabet: Det kan godt nok både være julemanden eller Jesus de finder tilbage til, men danskerne ved alligevel godt, hvad julen handler om i store træk. Herude får julen alt, hvad den kan trække, men der er stort set ikke nogen, der aner, hvad julen overhovedet er for en størrelse. De skal med andre ord finde frem til julens budskab for første gang. Jeg er glad for, at vi er med til, at nogle finder ud af, at julen handler om noget andet end Rudolf og hans røde tud! Glædelig jul fra Cambodja!
Ikke kategoriseret
Jer, der har set Camilla Plums madprogrammer for nyligt, har måske lagt mærke til, at hun bruger palmesukker i hendes mad. Det er sådan en brun klump, som h
verken er helt billig eller nem at fremskaffe i DK. Ved en tilfældig bod ved landevejen på en tur ude på landet, stod en pige og solgte palmesukker. Det var sjovt at smage for første gang og se, hvordan produktionen gik fra at tage en gennemsigtig masse af gelé ud af nødden, over i kogefaddet for at simre og så til at smage de små brune klumper.
Lige ved siden af sukkerboden stod denne fyr, som havde et knapt så sødt udtryk. Ham har familien stillet ud, fordi de er bange for ånder, og de håber, at ånderne angriber ham i stedet for dem. Det var en bitter smag midt i sukkersmagningen. Tænk, at nogle mennesker skal leve i den frygt – lad os håbe, at de får lov til at slippe frygten, fordi de møder Jesus, der sætter fri.
Ikke kategoriseret
Så er der royal fest!
I dag er det den gamle konges fødselsdag her i Cambodja. Han fylder 90 år, og det bliver fejret med maner. I store dele af Phnom Penh er der pyntet med flag langs vejene, og ved de store hovedveje er der kæmpe monumenter med billeder af kongefamilien, som er dekoreret med blomster. Man er ikke i tvivl om, at kongen er en mand med indflydelse, når man ser den stads, som byen er blevet pyntet med. Omkring det kongelige palads har det hele lige fået en ekstra tand. Her er plastic-blomster blevet stukket ned i diverse buske, så det hele fremstår farvestrålende og festligt.
Blomsterne bliver pakket ud!
Jeg er ikke den store fan af plastic-blomster, og derfor synes jeg ikke, at plastic-blomster er en konge værdig! Det fik mig til at tænke på, at måske er dekoreringen til vores konges fødselsdag også gået i gang hjemme i butikkerne i DK, selvom fødselsdagen først er om et par måneder. Den plastic-jul, som man for det meste ser i Danmark, er måske værre end det, jeg ser herude, for det virker som om khmererne herude godt ved, hvem kongen er og hvorfor man fejrer ham – det er jeg knap så sikker på sker i Danmark – eller hvad tænker du? Jeg tror i hvert fald, at de har fat i den lange ende herude i varmen, når de bruger plastic-blomster i dekorationen!
Anne Sode Grønbæk Cambodja, jul, royal
I går kl. 8 stod jeg frisk og frejdig og helt klar til at stemme ved valgstedet. Her orienterede en venlig kvinde mig om, at valgstedet først åbnede kl. 9! Det skruede jo den logistiske håndtering af dagen et niveau op, og kvinden prøvede et løsningsforslag, der gik på, at jeg så kunne blive sofavælger. Et værre skældsord kunne hun næsten ikke finde på i min terminologi! Det er helt sikkert, at jeg ikke bliver sofavælger! For tænk på, at vi lever i et land, hvor politikerne retter sig efter, hvad folket stemmer og sætter de valgte mennesker på posterne. De politiske tabere planlægger ikke militære kup i dag, men spidser den retoriske blyant og tænker på nye strategier. Tænk, at spørgsmålet om valgets gyldighed er begrænset til to unge amatører på Fyn, som ville prøve at stemme to gange med samme valgkort. De er i øvrigt allerede identificerede og bliver sigtet for dokumentfalsk. Det er langt fra en selvfølgelighed at have disse demokratiske rettigheder.
I international mission arbejder vi i dele af verden, hvor valgsvindel er et lige så stort faktum som selve valget – hvis man da er så heldig at bo i et land, hvor man overhovedet kan stemme. Hvor politikere og landets ledere ikke nødvendigvis føler sig forpligtet til at følge vælgernes stemme, eller hvor oppositionen er spærret inde. Så kan man sige meget om valgflæsk, politiker-lede og størrelsesforholdet mellem rød og blå blok. Men vi har som almindelige borgere i Danmark rettigheder, som vi alt for sjældent overvejer rækkevidden af. Disse tanker blev til en højtidsstemt og ærbødig følelse, da jeg stillede mig i køen til valgbordet kl. 9 for at sætte mit kryds!
Anne Sode Grønbæk demokrati, mission, politik, valg
Tobias, Frederik og Jonathan er så heldige, at de skal med deres forældre til Peru omkring den 15. september 2011. Da de både skal gå i skole og blive passet, mens deres forældre får fat om det spanske sprog, så vil de gerne have følgeskab af to volontører. Vi har allerede fundet en, og da det er en ung kvinde, søger vi en kvindelig makker til hende. September er jo meget snart, så tjek stillingen ud her og søg fluks!
Ikke kategoriseret
Det går stærkt i international mission: Med udsendelsen af Mirjam og Rolf Leinum har vi pludselig brug for to volontører til at undervise og passe deres tre små drenge på 2 mdr., 3 år og 6 år. Ud over at være et holdepunkt i hverdagen for de danske børn skal de to volontører også være med i det lokale ungdomsarbejde. Her vil de både være med til ungdomsmøder, og de vil ikke mindst skulle deltage i lejrarbejdet. I 3 til 4 uger vil adressen fra Arequipa i Peru blive skiftet ud med Mejia ved Stillehavet, hvor de skal bo hos en lokal peruansk familie. Stillingerne er ledige fra 1. september 2011, og det er jo lige om hjørnet, så prik din veninde/veninde/søster/bror/søn/datter/barnebarn eller noget helt ottende og sig, at de skal have ansøgt for fem minutter siden …
Læs mere om stillingerne her
Anne Sode Grønbæk Peru, rekruttering, volontør
De nye glade studenter og volontører - Julie til højre og Ditte til venstre
Julie og Ditte er to nyslåede og glade studenter! De er samtidig nye og glade volontører, som skal sendes til Peru.
I dag har jeg haft møde med dem. Det er noget af det bedste at få lov til at være sammen med nye ansatte i det internationale missionsarbejde. At være sammen med Julie og Ditte var bare dejligt – at mærke deres glæde og begejstring for at komme ud og arbejde med unge i Peru. Det er også super fedt at få lov til at fortælle dem overordnet om Peru, kultur og missionsarbejdet ned til, hvordan man holder et venskab i live og løser konflikter, når man skal bo og arbejde sammen.
I kan følge med i deres liv og opgave her på bloggen, når de bliver sendt ud til at gøre en forskel i forskellige kirker i Arequipa, på lejrer og i børnearbejdet. Vores erfaringer viser, at det gør en forskel, når unge kommunikerer til andre unge, så det er bare en fornøjelse at sende Julie og Ditte ud til at gøre netop det!
Ikke kategoriseret
