Opholdstilladelse
Opholdstilladelse.
Bopæl i et land, men ikke statsborgerskab.
Indvandrer.
Papirerne skal være i orden.
Det er vores situation.
Provinsarbejdet startes op. Vor status er anderledes end tidligere.
Visum skal ændres til en anden kategori.
For at det skal kunne lade sig gøre, må vi ud af landet og ind igen.
Vi har hørt om mange, der har taget sådan en tur, men har aldrig selv været i den situation.
Det føles kunstigt, at man bare skal parkere bilen ved grænsen, gå over og gå tilbage igen.
For dog at have et ærinde fulgte vi et råd om at besøge et thailandsk indkøbscenter. Ti minutter i motorcykeltaxi, og vi var der. Min indkøbsliste rummede de varer, vi ikke kan få i Siem Reap. Det er ikke meget. Men vi mangler alt i kerner til bagning, rugmel og honning med dansk konsistens. Nu har vi konstateret, at det også mangler på den anden side af grænsen! Med to små æsker myregift i tasken – for dog at få noget ud af turen – drog vi tilbage til Cambodja. Nu skulle det vise sig, om vi måtte få lov at rejse ind igen på et e-visum !
På den thailandske side af grænsen var der nogle fuskere, som påstod, at de kunne hjælpe os igennem, vi skulle bare følge med. Den hoppede vi ikke på, men havde svært ved at ryste dem af os. Vi stolede i stedet trygt på de cambodjanske immigrationsmyndigheders velvilje. Der plejer ellers at lyde snak om korrupte politifolk og benspænderi, der afhjælpes ved bestikkelse. Vi har hørt det gentagne gange. Men missionærer giver ikke bestikkelse, så det var ikke uden mavekriller og bønner, at vi stillede os i køen.
Der var et problem! Vores tidligere visum løb endnu i fire dage, så vi var kommet for tidligt! Vi hører ikke til dem, der har is i maven og klarer tingene i sidste øjeblik. Vi havde nærmest måttet tøjle os selv for at vente til så tæt på datoen!
Problemet gav dog ingen anledning til hentydninger til, at lidt penge under bordet ville bringe sagen i orden. Der imod blev vi ført igennem processen af hjælpsomme og korrekt optrædende immigrationsbetjente. Efter en times tid med sved på panden, og mange andre steder, var det hele i orden. Bilen stod uskadt, hvor den skulle, og turen hjem til Siem Reap kunne begynde.
Vi trængte gevaldigt til en kop kaffe, og vi ville sikkert komme forbi en cafe lige om lidt, mente vi. Både Phnom Penh og Siem Reap vrimler med dem. Men nej! De to timers kørsel over det nordvestlige Cambodja bekræfter statistikken: Her er fattigt. Virkelig fattigt! Og øde. Store marker med traktorer, som bestemt intet har at gøre med de usle rønner langs vejen. Det må være et af de områder, hvor store selskaber har fået ret over jorden, som før dyrkedes af de lokale. Betalte de mon noget under bordet? Vi er med det nye visum i hånden glade og lettede over at have undgået ubehageligheder og endnu engang at have oplevet Cambodja fra den gode side.
