Hjem > Ikke kategoriseret > Orlov i Danmark

Orlov i Danmark

12. august 2009

Kolbøtter
Ud- og hjemrejser er en del af missionærlivet. Hver af dem føles som at slå en kolbøtte. Man kan efterhånden blive så rundtosset, at man har svært ved at skelne mellem, hvad der er ude og hjemme!
Vores seneste rejse fandt sted for tre uger siden. Vi plejer at tage kolbøtterne i stiv arm, men denne gang blev vi utilpasse, dårlige, sengeliggende og vagtlægekrævende! Det var lige før vi blev nervøse for, om vi måtte blive væk fra Missionærkurset i Løgumkloster. Men vi blev friske, og havde nogle gode givende dage.

Viktoria Skilling og Annelise

Viktoria Skilling og Annelise

 

Nye kolleger
På Missionærkurset er man sammen med ligestillede. Gruppen af hjemmeværende missionærer er den eneste, som man helt og fuldt deler kår med, og som kan forstå nogle af de forhold, som ikke kan forstås af venner i Danmark, hvor gerne de end vil.
På kurset deltog også kommende missionærer, der ibland tre til Cambodja: Viktoria Skilling og Nanja og Troels Toft. Det var en stor glæde og opmuntring at møde disse kommende medarbejdere. Vi vil få rigtig meget med hinanden at gøre fremover. I aftes traf vi Barbara Kristensen, kommende volontør, så nu mangler vi kun hendes makker Eva Heikki.

Program
Halvdelen af vore seks måneder i Danmark er ferie, resten er programlagt for fra Luthersk Mission. Det drejer sig om informationsvirksomhed om arbejdet og forholdene i Cambodja. Vi glæder os til at komme rundt, møde ”vennerne”, både de kendte og de ukendte, og arbejde på en øget viden om det, der foregår. Vi har meget på hjerte, og er netop begyndt på at planlægge, hvad vi skal vælge ud, og hvordan vi skal præsentere det.

Ikke kategoriseret

  1. Ingen kommentarer endnu.
  1. Ingen Trackbacks endnu.
Annelise og Axel Rye Clausen, Missionærer i Cambodja