Landsstyrelse og IMA-udvalg.
Det er ikke hver dag, man som missionær møder sin ledelse. Al kontakt foregår med missionssekretæren i det normale missionærliv.
Men nu er vi på orlov, og i løbet af den kommende uges tid får vi anledning til at træffe såvel den ene som den anden ledelsesgruppe.
Landsstyrelsen træffer vi i anledning af det 25 års jubilæum for ansættelse i LM, som Axel fejrede for nylig i Cambodja. IMA-udvalget træffer man på hjemmeophold. Det er en ny ordning, og det er første gang, vi møder dem.
Målrettet samtale.
For at udnytte tiden bedst muligt på relevante spørgsmål har vi på forhånd afleveret et besvaret spørgeskema fra IMA. Vi er spændte på, hvilke af emnerne, de vil lægge vægt på i samtalen. De tre missionssekretærer vil deltage foruden et landsstyrelsesmedlem og endnu en, der ikke hører til på sekretariatet.
Samtalen med landsstyrelsen står mere åben. Vi har tænkt meget over, hvad det er, vi føler det vigtigst at give dem indsigt i. Tiden er knap, og der er så mange vigtige erfaringer, vi har gjort i de første seks år.
Benovelse og gamle rotter.
Da vi for 25 år siden var til vor første samtale med landsstyrelsen husker jeg mig selv som usikker og benovet. Nu er vi blevet gamle rotter. Benovelsens dage er omme. De vil det samme som os. Vi har fælles mål. Fra hver vores vinkel vil vi gøre en indsats for at finde den bedst mulige kurs i arbejdet. Der er meget, vi kan gøre for at få cambodjanerne med til himlen. Men kun Gud kan skabe troen i hjerterne.
Ikke kategoriseret
Cambodja
Kolbøtter
Ud- og hjemrejser er en del af missionærlivet. Hver af dem føles som at slå en kolbøtte. Man kan efterhånden blive så rundtosset, at man har svært ved at skelne mellem, hvad der er ude og hjemme!
Vores seneste rejse fandt sted for tre uger siden. Vi plejer at tage kolbøtterne i stiv arm, men denne gang blev vi utilpasse, dårlige, sengeliggende og vagtlægekrævende! Det var lige før vi blev nervøse for, om vi måtte blive væk fra Missionærkurset i Løgumkloster. Men vi blev friske, og havde nogle gode givende dage.

Viktoria Skilling og Annelise
Nye kolleger
På Missionærkurset er man sammen med ligestillede. Gruppen af hjemmeværende missionærer er den eneste, som man helt og fuldt deler kår med, og som kan forstå nogle af de forhold, som ikke kan forstås af venner i Danmark, hvor gerne de end vil.
På kurset deltog også kommende missionærer, der ibland tre til Cambodja: Viktoria Skilling og Nanja og Troels Toft. Det var en stor glæde og opmuntring at møde disse kommende medarbejdere. Vi vil få rigtig meget med hinanden at gøre fremover. I aftes traf vi Barbara Kristensen, kommende volontør, så nu mangler vi kun hendes makker Eva Heikki.
Program
Halvdelen af vore seks måneder i Danmark er ferie, resten er programlagt for fra Luthersk Mission. Det drejer sig om informationsvirksomhed om arbejdet og forholdene i Cambodja. Vi glæder os til at komme rundt, møde ”vennerne”, både de kendte og de ukendte, og arbejde på en øget viden om det, der foregår. Vi har meget på hjerte, og er netop begyndt på at planlægge, hvad vi skal vælge ud, og hvordan vi skal præsentere det.
Ikke kategoriseret
Cambodja