Arkiv

Arkiv for maj, 2009

Farvel og tak

28. maj 2009

Farvel og tak.
Korttidsmedarbejder Kristine Bodilsen forlader Cambodja efter vel udført arbejde.
Hendes opgave har været at afdække behovet for kollegier til gymnasieungdom fra landet. Svaret har entydigt været, at behovet er stort og udækket! Vi håber, at LM kan være med til at dække dette behov i Siem Reap provins i fremtiden. Skønt Siem Reap by er landets betydeligste turistby er det samtidig provinsen med den fattigste landbefolkning.

Kristine på besøg i Siem Reap

Kristine på besøg i Siem Reap

8 rejser til Siem Reap.
Det er, hvad det er blevet til i løbet af de fire måneder, Kristine har været her. Vi havde den glæde at være med på de to af rejserne. Ud over det, har vi haft mange fornøjelige timer sammen med Kristine, hvor vi har hygget os. Mange spændende emner har været vendt. Vi er blevet klogere. Vi er blevet udfordret til at tænke nyt. Det har været godt for os.

Afskedssamvær.
Den slags har man flere af, end godt er, som missionær. Velkommen! –og– Farvel igen! Hver gang er følelserne i spil og det tærer på kræfter og humør. Snart skal vi på hjemmeophold. Så bliver der rigtig meget af den slags! Man må leve i nu´et og tage de glæder, det giver. Og bede om kræfter til at klare alt farvel´eriet.

Ikke kategoriseret

På farten

15. maj 2009

På farten på Cambodjas landeveje

Fire mails til samme modtager.
Bent Olsen, missionssekretæren, har fået tre mails fra mig på en gang! Det er mig, der leder vor lille LM-missionærgruppe her. Derfor står jeg for korrespondencen med Sekretariatet. Det, jeg skrev til Bent, omhandlede fire forskellige emner. Af hensyn til arkiveringen er det nemmest at sende mails om hvert emne for sig. Der var en med referatet fra vort LM-møde for et par aftener siden. Der var en med nye oplysninger fra turen til Siem Reap. En, med en hilsen til Claus Kristensens udsendelsesfest. Den fjerde var jeg ikke tilfreds med, så den blev liggende indtil jeg har tænkt mere over emnet. Inden det blev gjort, kom der en mail den anden vej, der handlede om netop disse lidt vanskeligere emner, så det var godt jeg ikke fik sendt min fjerde mail. Nu kan jeg tænke indholdet af Bents med ind i det.

Skjortestrygning.
Denne aktivitet er faldet drastisk siden Axel sluttede i Bibelskolens ledelse. På skolen er der en ”dress-code”, der pålægger mandlige medarbejdere at færdes på skolen iført lange bukser og skjorte. Axel nyder, at han nu kan nøjes med t-shirts det meste af tiden. Og jeg nyder at blive fri for den megen skjortestrygning. I den strygetøjsbunke, der blev klaret denne dag, var der lige så meget af mit tøj som af Axels. Helt usædvanligt i forhold til tidligere!

Uregelmæssigheder i den nærmeste fremtid.
Nu skal vi igen på farten. Vi tager computer med denne gang og håber at vi får mulighed for at tilføre bloggen dens daglige ration af skriverier. Men vi må regne med uregelmæssigheder. I weekenden er der retræte for CCFC-medlemmer (Christian Care For Cambodia) Den foregår ikke langt fra stranden. Vi benytter os af lejligheden til at blive et par dage ekstra i området og slappe af.

Ikke kategoriseret

Et godt møde, men dagen derpå – - – !

13. maj 2009

Kringlen står i ovnen
for om lidt skal vi have DLM-møde. Det er for missionærer og volontører. Der er dagsorden, mødeleder og referent. På dagsordenen står ”forberedelser i forbindelse med Claus Kristensens komme” og ”evaluering af Bents besøg” mm.

Mødet gik godt
Meget af tiden til den slags møder går med at opdatere hinanden om, hvad der foregår indenfor vore respektive ansvarsområder. DLM-møderne afholdes ca. månedligt.

Dagen derpå.
En mat stemning har ligget over vores dag ovenpå turen til Siem Reap. Vi har været trætte og uoplagte. Nu skal jeg lige se nyhedsoverskrifterne fra Danmarks Radio over nettet inden sengetid.

Kristine Bodilsen med udklædt barn, der samler ind til gadebørns-projekt

Ikke kategoriseret

Hjemme igen fra Siem Reap

12. maj 2009

Hjemme igen
fra Siem Reap. Alt er vel hjemme og vi har haft en god tur.
Vi har haft en del samtaler med lokale missionærer og fået begyndelsen til et overblik over situationen. Specielt angående hvem, der allerede findes i byen, som gør et missionsarbejde. Konklusionen er, at der er plads til flere, og nok at lave. De konkrete planer, vi har, falder i god jord, uanset hvem, man fortæller dem til, og ingen andre har gang i noget tilsvarende.

Lokale menigheder.
Axel deltog i det månedlige møde for det netværk af lokale menigheder, der findes. Her vil vi sikkert senere finde nogle af vore lokale samarbejdspartnere. Axel fik et positivt indtryk og blev vel modtaget af disse lokale menighedsledere.

Påfugledans i Siem Reap

Påfugledans i Siem Reap

Uvelkommen værelseskammerat.
Den største edderkop, jeg endnu har set her til lands, havde gjort et rigtigt dårlig valg, idet den havde slået sig ned i vort værelse på gæstehuset. Med skræk og mord i øjnene fik jeg tilkaldt en fra personalet med en sprayflaske med insektgift. (Jeg er langt fra så modig når det gælder edderkopper som hvis det drejer sig om rotter.) Den var nok ikke giftig, for manden med sprayen gav sig tid til at fortælle en historie om en tysker, der havde fodret en tilsvarende edderkop med myg og holdt den som kæledyr. Jeg hørte ikke historiens detaljer, men holdt blikket naglet til dyret, så den ikke skulle undslippe midt i alt hans snak. Men den blev roligt siddende og som med alle edderkopper så den ikke ud af meget, da den først lå med sammenfoldede ben på gulvet.

Ikke kategoriseret

Tavshed nogle dage frem

8. maj 2009

Tavshed nogle dage frem.
Vi skal nemlig en tur til Siem Reap igen. Der skal vi møde nogle missionærer, som forhåbentlig kan orientere os lidt nærmere om egnens ”missionærlandskab”. Der er også det månedlige møde for menighedsledere fra det ene af de netværk, vi har stiftet bekendtskab med. Vi skal være sammen med Kristine på turen. Samværet med hende er en glæde i sig selv.

På lokal restaurant med Kristine.

Fællesskab
med andre mennesker, er godt for trivselen. Vi er meget få danskere. Godt, at der er andre slags udlændinge. I aften mødes vi en flok og ser en film sammen. Og spiser de chokoladehorn, der står og dufter på bordet ved ovnen.

Sår-opripning
Sådan var det i formiddags. Da forberedte jeg en skriftlig del til brug for en psykologsamtale i næste uge. Tiden med Bibelskolekrisen tærede på kræfterne. I vore dage medfører alvorlige psykiske belastninger et tilbud fra LM om professionel hjælp. Vi føler os ikke voldsomt medtagne. Men der er ingen grund til at afvise noget, der kan hjælpe os til at komme videre på en sund og god måde. Vi glæder os over, at der i vore dage findes kristne fagfolk indenfor området.

Ikke kategoriseret

Et stik af hjemve

7. maj 2009

Radiostationen
I dag kom jeg og andre LM´ere med til det kristne arbejde, Axel var så begejstret over, efter sit besøg forleden. En kristen radiostation, der sender 16½ time dagligt. Kunne der være en mulighed for nogle fra LM at yde en indsats der engang i fremtiden? De nævnte bl.a. behovet for nogle, der kunne tilrettelægge børneprogrammer. Det ville så blive indtalt af lokale folk. Der er også behov for undervisning på kurser, både på landsbyplan og på seminarer i byen. Det er godt at kende til disse muligheder. Der kommer nye folk, og nogle af os, der allerede er her, kunne få brug for nye udfordringer.

Kristine, Charlotte og Annelise i samtale med radiostationens leder Samoun Intal.

Bølgende bygmarker.
Næst efter nabohuset er man igang med at bygge et meget højt hus. Man er vel nået seks etager op, og er kun halvt færdige. I dag blev byggepladsen beklædt med grønt plastiknet. Det nedsætter radius for nedfaldne materialer, så naboens forhåbentlig ikke bliver ramt. Der blæste en let brise i dag. Som jeg stod og betragtede det grønne net, tog vinden fat i det. Mindelser om hjemlige grønne bygmarker, der bølger for brisen dukkede op for mit indre øje. Et stik af hjemve kom over mig. Om to en halv måned er vi i Danmark. Hvis bygmarkerne ikke allerede er høstede til den tid, vil de ikke længere være grønne.

Ikke kategoriseret

Endelig var der noget at skrive hjem om

6. maj 2009

Fælles Grund
Eller ”Common Grounds” er en cafe´ i Siem Reap, hvor det er meget populært at mødes. Om nogle dage tager vi en tur nordpå igen. Noget af min dag er gået med at invitere udvalgte personer fra Siem Reap på Common Grounds. Jeg har ringet dem op, præsenteret mig og fortalt, hvorfra jeg har fået deres telefonnummer. Gerne gennem fælles bekendte. Så har jeg fortalt at LM planlægger at begynde et arbejde ud fra Siem Reap, og at vi gerne vil træffe nøglepersoner med lokalt kendskab. Det er derfor jeg har ringet til netop dem. Så har jeg inviteret dem på de udenlandske Siem Reap´eres yndlingscafe´. Det har virket. En positiv kontakt er etableret!

Influenzaen
Ved bedemødet i dag var et af de emner, vi takkede for, at influenzaen også denne gang lader til at tabe pusten. Man kan jo overveje, om der overhovedet har været nogen ”pust”. Vi har stadig medicinen fra den sidste truende influenza liggende. Fugleinfluenzaen. Om ikke andet har disse to truende epidemier gavnet beskæftigelsen i medicinalindustrien og for de informationsbeskæftigede.

Salg ved landevejen af kogte majs lige fra gryden. Prisen forhandles.

Salg ved landevejen af kogte majs lige fra gryden. Prisen forhandles.

Kontaktkredsbrev
Endelig var der noget at skrive hjem om. Så længe det kun handlede om Bibelskolekonflikten var der ikke noget ved at skrive, og siden var der en overgang med usikkerhed om de fremtidige opgaver. Men nu flyder det skrevne ord igen let fra computeren. Det ene af årets fire forventede kontaktkredsbreve blev afsendt.

Ikke kategoriseret

Dem må vi andre også træffe!

6. maj 2009

Dem må vi andre også træffe!
Efter sin undervisning i Luthers lille Katekismus i dag besøgte Axel et kristent arbejde her i Phnom Penh, som han flere gange har været i berøring med. Sidst i forbindelse med lydoptagelser af undervisningen på Bibelskolen til brug for selvstudium for interesserede, der ikke har mulighed for at tage et bibelskoleophold.
Axel var så positivt optaget af det, han havde mødt, at han straks ringede om det og ikke ventede, til han kom hjem. Han ville gerne, at jeg fik en aftale med nogle af de andre LM´ere om et snarligt besøg på stedet. Kunne dette arbejde måske være noget, vi kunne knytte til ved? Jeg ringede rundt og aftalte. Denne organisation arbejder med flere forskelligartede områder, svarende til noget af det, vi har visioner for.

Morgenfruer

Morgenfruer

Morgenfruer.
Det kalder jeg i mit stille sind den gruppe kvinder, jeg mødes med hver tirsdag morgen. Der er ikke tale om kaffe og fjas (andet end et par gange om året) , men en seriøst arbejdende flok modne kristne kvinder, der arbejder på at blive endnu mere modne. Jeg har fået mange udfordringer og ideer via denne gruppe, eller studiekreds. Vi kommer fra fem lande og fire verdensdele.

Vejret.
Dette emne var vi inde på for en dags tid siden, og har fået spørgsmål. Vi kan ikke sige hvorfor vejret er, som det er. Men vi kan konstatere, at regnen i år er begyndt en måned tidligere end de forgangne fem år. Regn og skyer køler ned, og det må være derfor, temperaturerne i år ikke er nået op på de sædvanlige næsten fyrre i april. Der har ikke været en eneste af de dage, hvor alt, hvad man rører ved, føles varmere end en selv.

Ikke kategoriseret

Det trækker op til regn

4. maj 2009

Det trækker op.
Hver eftermiddag er der rummel og mørke skyer.
Nogle af dagene kommer der en ordentlig skylle.
Den lille regntid ligger tidligt i år. Regeringen opfordrer landmændene til at plante rissorter, der kan klare den forventede lange tørkeperiode inden den store regntid.
Også her opfører vejret sig usædvanligt. Den tidlige regn lader til at have taget toppen af den varme tid. Vi har ikke set over 34 grader. Der plejer at være dage med fem grader mere. Dem kan vi godt undvære!

Skolebestyrelsesmødet på byens ”kristne friskole
måtte idag undvære mig, da jeg havde migræne og indtil her sidst på dagen ikke duede til noget som helst bortset fra lejlighedsvise klappeture med hunden Gorm, der havde fået noget i øjet og var lige så ynkelig som mig.

Tvivlsomme ord.
Axel har lavet forskelligt ved computeren: forberedelser, regnskaber og sprog. Vi har en omfattende hjemmelavet ordbog på computeren. Den får et eftersyn. Vi har igennem årene nok fået nogle ord galt i halsen. De er ikke til at slå op, og vi hører dem ikke i almindeligt brug. Så nu kommer de i en gruppe med ”tvivlsomme ord”.

Angkor Wat ved Siem Reap

Udtale af Siem Reap
Nogle har spurgt os, hvordan man udtaler Siem Reap (en kendt provinshovedstad i Cambodja). På dansk vil man udtale det ”Sirm Rirb” (med rulle-R- altså rul kraftigt på R i Rirb).

Ikke kategoriseret

Lørdagssysler

2. maj 2009

Lørdags-sysler.
Axel har taget sikkerhedskopier af det hele.
Så er der en prædiken til i morgen i den lokale sognekirke.
Og en børnefødselsdag hos lokale venner.

Fødselsdagsfest for Sahasawoth, der bliver 1 år. Den unge mand sidder i den gule T-shirt nederst i billedet.

Sure sild.
Jeg har haft migræne og er ikke mange sure sild værd, men det letter dog nu hen under aften. Måske er det netop nu, jeg skal ind og tage hul på den æske tegnefilm, jeg fik til min fødserlsdag. Det er vist lige, hvad der passer til min formåen.

Sahasawoth's fødselsdagskage.

Ikke kategoriseret

Annelise og Axel Rye Clausen, Missionærer i Cambodja