Annelise og Axel Rye Clausen

Menighedsledere i Siem Reap samles månedlig i Pastoral Association.
Derfra ønsker man brændende oprettelsen af en bibelskole. Axel er erfaren på området, og det har givet dem håb om, at der vil kunne oprettes en om ikke alt for længe.

Nordvest-Cambodja er ikke helt uden bibelskoler. Men Axel får at vide, at man ikke har tillid til disse. Er de ikke bibeltro? Jo! Men hvad er der så galt?
Lederne af Association tog Axel med til den ene. Den er oprettet og drevet af missionærer fra et asiatisk land. Der er 100 elever, der kan studere der i fire år.

Axel og de fem cambodjanske ledere ankommer til skolen. Axel bliver budt ind på Rektors kontor. Hun er missionær fra Sydkorea og taler kun koreansk og en smule khmer, så samtalen foregår med en khmerlærer som tolk. De taler sammen i nogen tid. Axel har det skidt med, at de fem andre står udenfor, og får dem med ind. Rektor opfører sig helt anderledes over for de cambodjanske gæster. Hun stiller spørgsmål om mange formaliteter til den enkelte i en tone, der af både dansker og cambodjanere opfattes som uforskammet. Hun skælder ud over, at disse oplysninger ikke er givet på forhånd. Man havde ellers en telefonisk aftale og havde fået at vide, at man var velkomne. De fem cambodjanske ledere har ingen grund til at føle sig velkomne. Det finder de sig ikke i, og lederen iblandt dem siger fra og sætter rektoren på plads. Det har en virkning. Hun bliver nu overdreven venlig og høflig!

Gæsterne ser de fire klasser. Hvert sted er undervisningen i gang. Den foregår ved hjælp af båndoptagere placeret på kateteret. Sproget er det cambodjanske. Foruden eleverne er en person fra missionslandet (Sydkorea) til stede i klassen.

På skemaet er der ikke kun bibelfag. Eleverne skal hver morgen deltage i koreansk kampsport.

Efter at have set skolen får hver af gæsterne en papkasse med gaver udleveret.
I Axels er der: En tube tandpasta, en tandbørste, to kure mod indvoldsorm, et stykke sæbe, en skraber til barbering, et håndklæde og tre kassettebånd med koreanske kristne sange.

Nej! Menighedslederne ser ikke denne bibelskole som stedet, hvor de kan anbefale deres unge at søge ind. Den anden bibelskole besøgte Axel selv lige da vi var kommet til Siem Reap, og tilfældig så skiltet med ”Bible Institute”. Den var støttet fra samme land. Man havde elever og bygninger, men der foregik ingen undervisning de par gange, Axel besøgte stedet. Eleverne hang uvirksomme rundt omkring i bygningerne. Da han spurgte på kontoret, om de havde brug for ham som underviser, havde det ingen interesse.

Pastoral Associations ønske er, at der kan oprettes en bibelskole, hvor der er kurser, der kan følges samtidig med, at man kan beholde sit arbejde. Niveauet i undervisningen skal afpasses med behovene og forudsætningerne. En lav-budget, lav-niveau bibelskole med udgangspunkt i og med respekt for landets egen kultur.

Ikke kategoriseret Cambodja

Opholdstilladelse.
Bopæl i et land, men ikke statsborgerskab.
Indvandrer.
Papirerne skal være i orden.
Det er vores situation.
Provinsarbejdet startes op. Vor status er anderledes end tidligere.
Visum skal ændres til en anden kategori.

For at det skal kunne lade sig gøre, må vi ud af landet og ind igen.
Vi har hørt om mange, der har taget sådan en tur, men har aldrig selv været i den situation.
Det føles kunstigt, at man bare skal parkere bilen ved grænsen, gå over og gå tilbage igen.
For dog at have et ærinde fulgte vi et råd om at besøge et thailandsk indkøbscenter. Ti minutter i motorcykeltaxi, og vi var der. Min indkøbsliste rummede de varer, vi ikke kan få i Siem Reap. Det er ikke meget. Men vi mangler alt i kerner til bagning, rugmel og honning med dansk konsistens. Nu har vi konstateret, at det også mangler på den anden side af grænsen! Med to små æsker myregift i tasken – for dog at få noget ud af turen – drog vi tilbage til Cambodja. Nu skulle det vise sig, om vi måtte få lov at rejse ind igen på et e-visum !

På den thailandske side af grænsen var der nogle fuskere, som påstod, at de kunne hjælpe os igennem, vi skulle bare følge med. Den hoppede vi ikke på, men havde svært ved at ryste dem af os. Vi stolede i stedet trygt på de cambodjanske immigrationsmyndigheders velvilje. Der plejer ellers at lyde snak om korrupte politifolk og benspænderi, der afhjælpes ved bestikkelse. Vi har hørt det gentagne gange. Men missionærer giver ikke bestikkelse, så det var ikke uden mavekriller og bønner, at vi stillede os i køen.

Der var et problem! Vores tidligere visum løb endnu i fire dage, så vi var kommet for tidligt! Vi hører ikke til dem, der har is i maven og klarer tingene i sidste øjeblik. Vi havde nærmest måttet tøjle os selv for at vente til så tæt på datoen!
Problemet gav dog ingen anledning til hentydninger til, at lidt penge under bordet ville bringe sagen i orden. Der imod blev vi ført igennem processen af hjælpsomme og korrekt optrædende immigrationsbetjente. Efter en times tid med sved på panden, og mange andre steder, var det hele i orden. Bilen stod uskadt, hvor den skulle, og turen hjem til Siem Reap kunne begynde.

Vi trængte gevaldigt til en kop kaffe, og vi ville sikkert komme forbi en cafe lige om lidt, mente vi. Både Phnom Penh og Siem Reap vrimler med dem. Men nej! De to timers kørsel over det nordvestlige Cambodja bekræfter statistikken: Her er fattigt. Virkelig fattigt! Og øde. Store marker med traktorer, som bestemt intet har at gøre med de usle rønner langs vejen. Det må være et af de områder, hvor store selskaber har fået ret over jorden, som før dyrkedes af de lokale. Betalte de mon noget under bordet? Vi er med det nye visum i hånden glade og lettede over at have undgået ubehageligheder og endnu engang at have oplevet Cambodja fra den gode side.

Ikke kategoriseret Cambodja

I Siem Reap har vi haft hedebølge lige siden vi kom, men nu er regnen begyndt at falde, og det hjælper på temperaturen. Vi glæder os over de kristne, vi møder her, og de kontakter til menigheder og kristent arbejde, vi begynder at få.
Et af vore formål med at komme her var om muligt at starte et arbejde op for at hjælpe fjerntliggende menigheder. Vi vil gerne hjælpe med bibelundervisning og evangelisering, og om muligt også med diakonalt arbejde. Der er mange perspektiver og muligheder, og vi håber og beder om, at Gud vil lede os i det nye arbejde, som jo foregår i et spændende område med masser af gamle, spektakulære ruiner fra Khmer-rigets storhedstid for ca. 1000 år siden.

Vi har fået kontakt til en cambodjansk præst, pastor Thon Kong, som er præst i den kirke, vi har opdaget her på vores vej, 200 m.fra vort hus. Kirken er et helt almindeligt hus, men der er hængt store bogstaver op over døren: “House Of Prayer” (Bedehus).

Morgenmad med pastor Kong og hans familie.

Pastor Kong er på egen hånd i gang med at evangelisere og undervise ude på landet, men er meget begrænset i sin radius p.gr. af transport. På anbefaling af andre ledende præster i området har Axel gået ind i et samarbejde med ham i opstarten af missionsarbejdet her. Han synes, at det er en gave til ham, at en missionær dukker op med lignende planer for sit fremtidige arbejde. Tilsvarende synes vi, at han er en gave til os, for vi mener, at det er helt afgørende med et tæt samarbejde med lokale folk, der har kendskab til forholdene og forståelse for levevis og tankegang. Det har Pastor Kong, for han er selv vokset op i et yderområde i Siem Reap provins og kender til alle de problemer, disse fattige områder har.
De kommende måneder vil vise, om der er grundlag for et fremtidigt samarbejde. Om der er samklang i teologi, arbejdssyn og “kemi”.

Vi har prøvet at finde andre med teologisk uddannelse og “det rette hjertelag”, der vil være med til at aflægge besøg for at undervise i landsbyer i de to yderdistrikter, vi har valgt som målområder, og som resultat har vi kunnet stifte et nyt missionsarbejde i Siem Reap for LM: “Countryside Harvest Mission”.

Medarbejderne i “Countryside Harvest Mission”, Siem Reap, Cambodja

Her er den gruppe samlet for første gang, som skal arbejde med dette. En flok erfarne og veluddannede cambodjanske præster sammen med Axel. T.v. pastor Thon Kong, som er Axels nære medarbejder i arbejdet. I midten pastor Prak Vuthy (den mindste i flokken), som leder den paraplyorganisation, vi refererer til med vort arbejde.

Vi synes at vi hermed er kommet et stort skridt på vejen i LM´s Provinsarbejde, og vi er overraskede og glade over, at det er sket så hurtigt.

Ikke kategoriseret Cambodja

Siem Reap ligger ved en af Sydøst-Asiens største søer, så hvad er mere naturligt end et flydende cirkus?

Menighedsfællesskab.

Flytning. Roderi. Oprydning. Træthed. Kommen til kræfter.
Ny by: Siem Reap
Hvor skal vi ”komme”? — (For evt. ikke indforståede læsere : I hvilken menighed skal vi komme?)

Der findes en international fælleskirkelig menighedsforsamling. Det vil være godt at komme der. Vi trænger til en ny omgangskreds, og det er stedet, hvor vi vil møde ligestillede. Missionærer og andre kristne udlændinge.
Vi tog derhen. Nye blev opfordret til at rejse sig og præsentere sig. Vi præsenterede os som ”Danish”. Det foregår jo på engelsk sådan et sted. Efter gudstjenesten kom en amerikansk dame og bød mig velkommen. Hun sagde, at jeg da endelig måtte møde — og så et meget hollandsk klingende navn. Det ville jeg selvfølgelig gerne, men jeg er jo ikke hollænder men Danish, sagde jeg. Den amerikanske dame så undrende ud og spurgte mig hvilket land ”the Danish come from?” Så er det med at finde en grimasse, der kan passe, selv om maven er fuld af latter og hovedet fuld af barndomsminder: ”Amerikanerne tror, at Danmark er hovedstad i Sverige!”

Der var hen ved hundrede til gudstjenesten. Heraf ca. 20 % med et vestligt udseende. Resten asiater. Halvdelen af de vestlige præsenterede sig som gæster. Så kan læserne selv regne ud, hvordan det forholder sig med udvalget af kommende omgangskreds, hvis det skal gå efter talemåden: ”Lige børn leger bedst.” Vi har heldigvis gode erfaringer med at få venner blandt de lokale fra tiden i Phnom Penh. Men det er godt, hvis man også har venner, hvor kulturforskellene ikke er så stor en udfordring.

Vi ønsker også at komme i en cambodjansk menighed. Vi fik at vide, at der skulle ligge en på vores vej. Jeg kiggede grundigt efter, da vi kørte på vejen i dag. Mon ikke det er det sted, hvor der stod: ”House Of rayer” over døren? Nogle må have løbet med det store P! Vi må forhøre os nærmere, og tænke os godt om. Er det en meget lille forsamling med generte deltagere, kan det nok virke lidt massivt, hvis to modne udlændinge er med til gudstjenesterne.

Det er ikke sikkert, at vi skal forvente det helt store åndelige udbytte nogle af stederne. Men vi har en CD med hele det nyeste bibelkursus på LMH samt alle gudstjenester fra vor menighed i Hillerød. Vi er gode til at få dem hørt. En missionær må også have ”tanket op”.

Ikke kategoriseret Cambodja

Efter ½ år i Danmark med megen rejsen rundt er vi tilbage i den gode gammelkendte gænge i Phnom Penh. Det gælder også en søndagsgænge.
I Danmark bød søndagsprogrammet ofte på møder holdt af os selv rundt om i LM-forsamlingerne. Skønt der som regel var en god indledning ved en lokal mand eller kvinde, var der åndeligt set tale om en periode med smalkost. Der var ikke meget med forventningsfuldt at læne sig tilbage med Bibelen på skødet og tage åndelig føde til sig i selskab med trossøskende. Der står ellers i Missionærhåndbogen, at man under hjemmeophold bør tilstræbe dette.
Men nu er vi tilbage i vore Phnom Penh rutiner, der indebærer at gå til en lokal gudstjeneste om morgenen og siden hjemme hos os selv lytte til en gudstjeneste eller prædiken på dansk.

Søndag morgen satte vi os så til rette blandt vore cambodjanske trossøskende. Prædikanten var udlænding og prædikede på engelsk med oversættelse til khmer. Emnet var at være i forventning til Herren. Prædikanten brugte mange eksempler fra det virkelige liv i sin prædiken, for at illustrere emnet: At vente i en lufthavn forud for en flyrejse. At stå i kasssekøen med indkøbsvognen i supermarkedet. At viske tavlen ren her ved nytårstid. At ønske sig en ny bil i fødselsdagsgave og så finde en check fra sin far på 150.000 i sin Bibel.
OK! Meningen var god nok, men der var formodentlig ingen i denne jævne forsamling fra u-landet Cambodja, der har været ude at flyve. Ingen af dem går i byens supermarkeder, som henvender sig til udlændingene og overklassen. Varer købes på markedet. Cambodja fejrer nytår i april, og der er ingen tradition for fødselsdagsgaver i dette fattige land, hvor en check af den omtalte størrelse svarer til mere end ti års løn!

Selv om vi ærgrer os over den kiksede prædiken, føler vi grund til at rette ryggen. Missionærer fra LM med en Missionsskoletid eller anden relevant træning bag sig, ved, at det er nødvendigt at kende til de lokale forhold, hvis der skal bruges eksempler i forkyndelsen. Vi har også lært mange andre nyttige ideer og problemstillinger, som kommer os til gode i tjenesten. Vi oplever, at i forhold til mange udlændinge i Cambodja er LM´s missionærer godt rustede til at begå sig i en fremmed sammenhæng.

Ikke kategoriseret Cambodja

Storebælt - det har vi krydset et utal af gange på møderejserne

Steder, hvor mødesalen er næsten fuld. Steder, hvor alle kan være rundt om et spisebord.
Forsamlinger præget af ensartethed. Forsamlinger, der rummer ”skæve eksistenser”.
Børnene med til møde nogle steder. Andre steder kommer kun den ene forælder.
Fine nyrenoverede lokaler her og der. Museumsagtige missionshuse nu og da.
Alvorlige miner fra først til sidst i nogle forsamlinger. Smil og livlighed i andre.
Flere generationer til stede. Eller kun én aldersgruppe.
Mødeledere med stram planlægning. Mødeledere, der bare giver os ordet.
Fællesspisning i anledning af missionærbesøget. Eller stående kaffe og småkager.
Rigelig tid til spørgsmål og flere ekstra serier. Eller tradition for at slutte på klokkeslæt.

Store forskelle. Men alle steder ønsker man at gøre det bedst muligt. Alle steder vil man gerne tjene Guds riges sag på den måde, man gør tingene. Det må vi forstå og forsøge ikke at tænke ilde om. Også selv om vi synes bedre om formerne nogle steder end andre. Det har ikke kun med de enkelte steder at gøre, men også med vore personlige forudsætninger og temperament.

Det ville uden tvivl være berigende for bestyrelses- og udvalgsmedlemmer fra de enkelte kredse og frimenigheder at besøge nogle andre forsamlinger nu og da og hente inspiration i forskelligheden. At blive bevidst om egne former og evaluere dem. Er det, vi plejer det, der tjener sagen bedst?

Vi har været rundt i alle afdelinger. Uanset de afvekslende sædvaner har vi glædet os over at møde ”vennerne” alle steder. Vi har mødt megen interesse og medleven alle vegne, og vi føler os opmuntrede i vor tjeneste for Guds riges sag i Cambodja.

Ikke kategoriseret Cambodja

Landsstyrelse og IMA-udvalg.
Det er ikke hver dag, man som missionær møder sin ledelse. Al kontakt foregår med missionssekretæren i det normale missionærliv.
Men nu er vi på orlov, og i løbet af den kommende uges tid får vi anledning til at træffe såvel den ene som den anden ledelsesgruppe.
Landsstyrelsen træffer vi i anledning af det 25 års jubilæum for ansættelse i LM, som Axel fejrede for nylig i Cambodja. IMA-udvalget træffer man på hjemmeophold. Det er en ny ordning, og det er første gang, vi møder dem.

Målrettet samtale.
For at udnytte tiden bedst muligt på relevante spørgsmål har vi på forhånd afleveret et besvaret spørgeskema fra IMA. Vi er spændte på, hvilke af emnerne, de vil lægge vægt på i samtalen. De tre missionssekretærer vil deltage foruden et landsstyrelsesmedlem og endnu en, der ikke hører til på sekretariatet.
Samtalen med landsstyrelsen står mere åben. Vi har tænkt meget over, hvad det er, vi føler det vigtigst at give dem indsigt i. Tiden er knap, og der er så mange vigtige erfaringer, vi har gjort i de første seks år.

Benovelse og gamle rotter.
Da vi for 25 år siden var til vor første samtale med landsstyrelsen husker jeg mig selv som usikker og benovet. Nu er vi blevet gamle rotter. Benovelsens dage er omme. De vil det samme som os. Vi har fælles mål. Fra hver vores vinkel vil vi gøre en indsats for at finde den bedst mulige kurs i arbejdet. Der er meget, vi kan gøre for at få cambodjanerne med til himlen. Men kun Gud kan skabe troen i hjerterne.

Ikke kategoriseret Cambodja

Kolbøtter
Ud- og hjemrejser er en del af missionærlivet. Hver af dem føles som at slå en kolbøtte. Man kan efterhånden blive så rundtosset, at man har svært ved at skelne mellem, hvad der er ude og hjemme!
Vores seneste rejse fandt sted for tre uger siden. Vi plejer at tage kolbøtterne i stiv arm, men denne gang blev vi utilpasse, dårlige, sengeliggende og vagtlægekrævende! Det var lige før vi blev nervøse for, om vi måtte blive væk fra Missionærkurset i Løgumkloster. Men vi blev friske, og havde nogle gode givende dage.

Viktoria Skilling og Annelise

Nye kolleger
På Missionærkurset er man sammen med ligestillede. Gruppen af hjemmeværende missionærer er den eneste, som man helt og fuldt deler kår med, og som kan forstå nogle af de forhold, som ikke kan forstås af venner i Danmark, hvor gerne de end vil.
På kurset deltog også kommende missionærer, der ibland tre til Cambodja: Viktoria Skilling og Nanja og Troels Toft. Det var en stor glæde og opmuntring at møde disse kommende medarbejdere. Vi vil få rigtig meget med hinanden at gøre fremover. I aftes traf vi Barbara Kristensen, kommende volontør, så nu mangler vi kun hendes makker Eva Heikki.

Program
Halvdelen af vore seks måneder i Danmark er ferie, resten er programlagt for fra Luthersk Mission. Det drejer sig om informationsvirksomhed om arbejdet og forholdene i Cambodja. Vi glæder os til at komme rundt, møde ”vennerne”, både de kendte og de ukendte, og arbejde på en øget viden om det, der foregår. Vi har meget på hjerte, og er netop begyndt på at planlægge, hvad vi skal vælge ud, og hvordan vi skal præsentere det.

Ikke kategoriseret Cambodja

Blødt brød.
Jeg har fået nyt komfur. Det er mit tredje komfur i Cambodja. Det er første gang jeg bager brød i det. Det blev et blødt brød, selv om det endte med at få en time. Ovnen er uden termostat og uden gradinddeling på tænd- og sluk-mekanismen, så jeg må først lære den at kende.
Komfurer af dansk standard i hårde-hvide-vare forretningen, kostede ca. 8000 kr. Jeg slap med en tredjedel for dette med en fabrikeret i Malaysia. Vi taler LM-penge. Indsamlede midler. Der står i Missionærhåndbogen, at LM betaler komfur (men ikke vaskemaskine) til missionærboliger. Hvor godt et komfur kan man tillade sig at købe på LM´s regning?
Jeg håber, at jeg kan vænne mig til det, og at det er bedre end det første, hvor stegepanden rutchede ned og ovndøren ikke kunne lukkes af skævhed. Og bedre end det andet, der satte ud efter fem års brug, og ikke kunne repareres.

Det nu skrottede komfur og en lækker gris

Hoppe og danse.
Vor vaskemaskine har holdt i de godt 5 ½ år, vi har været her. Men den hopper og danser, er afskallet af at have stået delvis oversvømmet i regntiden og kan kun klare en halv vask af gangen, ellers slynger den ikke. Holder den mon den sidste måned indtil vi skal på hjemmeophold? Claus skal bo her, mens vi er i Danmark. Hvis vaskemaskinen går, mens han bor her, hvordan klarer han så sin vask, eller er det ham, der skal betale en ny?
Der er mange ting at tage stilling til for jeres udsendinge! Missionærlivet er ikke lutter evangelisering!

Ikke kategoriseret Cambodja

Grundlovsdag
To gange årligt inviteres alle fastboende danskere til sammenkomst; til jul og til grundlovsdag. Her er ingen rigtig ambassade, men en kontorbygning, der deles med svenskerne. Her er vist kun omkring halvtres fastboende danskere, og lidt flere svenskere.
Sammenkomsten var hyggelig, og alt foregik på bedste vis. Det er flere år siden, vi sidst har været med til de danske begivenheder. En ikke så venlig og noget våd stemning dengang, fratog os lysten. Men ud over missionærer og ganske få andre, er der ikke mange, der er her i længere tid, så der havde været stor udskiftning.
Vi traf en mand på vores alder, bosidende i Siem Reap, hvortil det er tanken at vi flytter om et års tid. Han arbejder med udvikling af landbrug. Måske kan vi få glæde af hinandens selskab senere.

Kendte danskere
Den kendteste dansker i Cambodja i øjeblikket kunne desværre ikke deltage i grundlovsfejringen. Det er den midaldrende kvinde, der under et besøg her i landet gik på posthuset for sin søn for at sende en pakke til Amerika. Den indeholdt en større mængde medicin, der kan fås i håndkøb her, men grænser til at være et rusmiddel. At det ikke er lovligt at eksportere, fandt kvinden ud af, da hun blev arresteret. Hun fik 15 års fængsel!!! Der arbejdes på at få ændret dommen. Det har der været arbejdet på et år nu. Hun sidder i fængsel i Phnom Penh og bor på en sovesal sammen med lokale kriminelle kvinder. En tanketorsk/dumhed fik forfærdelige konsekvenser. En sådan historie minder os om utrygheden ved at bo i et land, hvor den slags kan ske.

Billede af den danske kongefamilie i Phnom Penh

Af uransagelige årsager har der en tid hængt portrætter af andre kendte danskere på et plankeværk ved floden, hvor et renoveringsarbejde er igang.

Ikke kategoriseret Cambodja