Anne-Mie og Poul Erik Andersen

Det er lidt mærkeligt, at vi er sendt til Tanzania for at sælge bibler, og nu har vi næsten ingen tilbage i forretningen. Men vi har Gud med os, og vi beder også dagligt om hjælp i denne situation, for selvom de tre bibler, der topper vores hitliste over popularitet, er helt udsolgt, så oplever vi, at der kommer kunder og spørger efter det, som vi stadigvæk har. I går formiddags kom der en kunde og skulle have en kasse bibler med snyderegister og en kasse bibler i engelsk/swahili udgaven. Lidt før lukketid kom der en anden stor kunde der skulle bruge 170 Ny Testamente. Nu har vi 15 Ny Testamente tilbage i den udgave.

Det lyder måske lidt mærkeligt at vi taler om forskellige udgaver i et land, som på mange områder er bagud med udviklingen i forhold til Danmark, men det er de bestemt ikke på bibelområdet. Salget af bibler her i landet er så stort, at Bibelselskabet har over 100 forskellige udgaver. Biblen i forskellige størrelser, forskellige oversættelser og sprog, med eller uden guld, med eller uden snyderegister, med eller uden cover o.s.v. Da vi kom herned for et års tiden siden, troede vi, ja jeg ved faktisk slet ikke hvad vi troede, men en sådan overflod af forskellige bibler, havde vi nok ikke forestillet os. Da vi første gang så forretningen her i Mwanza, tænkte vi nok, at her skulle da vist ryddes op i alle de varianter, men nu har vi endnu flere og sælger dem allesammen.

Det hjælper os da også i denne situation, hvor vi ikke kan få bibler og hvor Bibelselskabets lager er helt tomt. Så sælger vi alle de bibler, der normalt ikke hører blandt de mest populære. Og som I kan se på den vedhæftede graf, så går vores omsætning jo ikke ligefrem nedad. Den er på månedsbasis og begynder i juli sidste år, hvor vi første gang så Soma Biblia Mwanza og slutter her ved udgangen af august i år. Tallene er i Tanzania shillingi. Vi har selvfølgelig også udvidet vores aktiviteter siden vi flyttede længere ind mod byen, men vores badaji er faktisk først rigtig kommet igang som salgsredskab i denne uge, for vores medarbejder har først lige fået sit kørekort i går.

Men nu tager vi så også til Mombasa på ferie for at slappe lidt af. Vi har fyldt lidt bibler og bøger i bilen, for sidst vi var i Kenya var der mange henne for at spørge om vi solgte bibler. De kan jo se at der står “Læs Biblen” på bilen.

Ikke kategoriseret

På vores bogtur til Kigoma, stopper vi i en by for at sælge bøger og bibler på et gadehjørne.
En dame kommer forbi og kigger på biblerne. Hun fortæller, at hun aldrig tidligere har ejet en bibel. Hun køber så en bibel, hvor teksten i den ene spalte er på engelsk og i den anden spalte er den på kiswahili. En bibel der bliver brugt meget af missionærer og andre, der skal lære kiswahili, men også af mennesker med kiswahili som modersmål, der gerne vil lære engelsk. Den er dyr i forhold til de normale bibler, men damen her ville gerne have denne specielle bibel, for så fik hun to bibler i en. Poul Erik forærede hende så en Soma Biblia kalender, som er en lille bibellæseplan vi udgiver hvert år, og han sagde til hende, at så måtte hun også love at læse et stykke i bibelen hver dag.
På et andet gadehjørne sælger vi bibler en sen eftermiddag og pludselig har hele byen åbenbart hørt om at vi er der, for det vælter ind med mennesker. De vil allesammen gerne købe en lille billig sangbog, der er utrolig populær. I de sidste mange år er der produceret 50.000 hver år. En mand der køber en sangbog, siger til dem han står sammen med, at nu kan han og hans kone sidde og synge sammen om aftenen, og det glæder han sig meget til.
Vi har også solgt mange ægteskabsbøger og det gør vi faktisk hver gang vi er på bogtur. Det er der også brug for, for fra flere af vores missionærkollegaer hører vi forskellige historier om, hvordan det foregår rundt i hjemmene, og hvor uvidende folk er. Fx. er det slet ikke ualmindeligt at manden slår sin kone. Han er jo familiens overhoved ifølge bibelen og har derfor ret til at behandle hende, som han synes, hun skal behandles.
Der er også mange, der tror, at de børn man skal have, de ligger klar inde i maven og så kommer de ud af sig selv.
Der er også mange, der tror, at hvis man synder og andre ikke kan se det, så kan Gud heller ikke se det, og derfor er det heller ikke forkert at ligge med en anden kvinde end konen en mørk nat, for så der jo ingen, der kan se det.
Når vi hører mange af de historier, så bliver vi så glade for vores arbejde her, for hvor er der brug for oplysning i dette samfund. Kirken er kommet til Tanzania, men er evangeliet mon fulgt med.

Ikke kategoriseret

Vi er lige kommet hjem fra bogtur og har som sædvanlig oplevet en del. Denne gang har vi været i Kigoma, som ligger helt ovre på vestsiden af Tanzania ved Tanganikasøen. Vi har nok kørt omkring 2000 kilometer ud og hjem. Vi har næsten solgt alt, hvad vi havde med, og er helt udsolgt i mange forskellige bibeltyper og i flere forskellige slags sangbøger.

Nu, hvor vi skulle til Kigoma, så skulle vi da også lige besøge vores hushjælp, Emmas bror, som bor i Kigoma. Han og hans unge kone har lige fået deres første barn og derfor er Emmas mor også i Kigoma på besøg. Vi kører så derud en eftermiddag og finder Emmas bror på den skole, hvor han underviser. Han mener godt, at vi kan køre i bilen hjem til hans hus, mens vi andre har lidt betænkeligheder, men det lykkes. Han bor i en af skolens tjenesteboliger et fint hus med tre værelser men ingen møbler. Stuen er total tom, da vi går ind i den. Der er betongulv og umalede vægge. For vinduerne er der lidt sjusket, hængt nogle forskellige stykker stof op. De finder nogle forskellige stole frem, vi kan sidde på og beboerne i huset sætter sig på en måtte på gulvet. Emmas brors kone, kommer og hilser på og nejer så dybt, så hun næsten ikke kan komme op igen. Så kommer der et par kollegaer ind i stuen, de hilser og vi snakker lidt. Sodavand skal vi selvfølgelig have og de bliver serveret af konen i huset, sammen med købte kiks i små pakker. Endnu engang nejer hun dybt. Så beder vi bordbøn og kan drikke vores sodavand. Vi taler om, hvilke fag han underviser i og om han har mødt sin kone her i byen og om han er glad for at bo her. Han underviser blandt andet i geografi og kiswahili, han har mødt sin kone i byen og han er overhovedet ikke glad for at i Kigoma. Det indrømmer han blankt. Det er alt for langt væk. Han har slet ingen familie her og vil meget hellere bo tættere på hjemmet, som er omkring 1200 kilometer væk. Konen ser vi ikke noget til, men barnet, som er en lille pige på 1 1/2 måned, går på omgang og er slet ikke ked af det. Det er farmor der styrer, hvem der skal sidde med barnet. Da vi vil til at gå, får vi af vide, at maden er færdig og at vi da bliver nødt til at spise med. Så kommer konen ind og serverer ris og fisk kogt i tomatsovs. Ikke ligefrem vores yndlingsret, men vi spiser pligtskyldigt. Men inden vi spiser, får vi vasket hænder af en dybt knælende kone og der bliver bedt bordbøn endnu engang.
Nu hvor vi skulle på besøg hos en fornylig barslende kone, så valgte jeg at tage en lille bog med, som vi sælger i forretningen. Den hedder “Det barn, som du føder” og jeg troede i min naivitet, at den handlede om, hvordan man opdrager sine børn i et kristent hjem, men til min store overraskelse, så handlede den om, hvordan man undfanger et barn, om hvordan det vokser i maven på moderen, om hvordan man skal spise og lave øvelser under graviditeten og endelig om, hvordan fødslen foregår. Jeg tænkte, at det var da en helt forkert bog, til en kone der allerede har født, men da jeg først havde set konen og oplevet den totale lydighed og ydmyghed hun udviste, så er jeg ret sikker på, at det er en bog hun vil få meget ud af. Så må vi håbe, at hun med andres og Guds hjælp, finder ud af at opdrage barnet, men hendes mand og faren til barnet, virkede som et dejligt menneske, som holder meget af sin kone og sin lille datter, så mon ikke nok de sammen finder ud af det også.

Ikke kategoriseret

Badajién altså. Vi var nede og spørge til den første gang i slutningen af januar og fik den bevilget ret hurtigt efter og nu har vi endelig fået den.
Den kører på diesel og larmer når man kører med den, men den er sød og det står “Soma Biblia” hele vejen rundt på den. Der er sat to horn op foran, som kan spille musik med 10 watt stykket, så der kan komme masser af musik ud af dem. Vi har en smart båndoptager, der skal monteres i den og som skal tilsluttes batteriet. Båndoptageren er smart, fordi den skruer ned for lyden, når sælgeren i bilen, fortæller om de bøger, vi sælger hos Soma Biblia.
Vi glæder os til at tage Badajién i brug. Den skal nok vække opsigt i gadebilledet. Her er den så!

Ikke kategoriseret

Ja, det ville da være synd og skam at sige, at vi ikke oplever noget hernede. Det gør vi så sandelig. Lige i dag har vi været på hospitalet med Poul Erik. Ikke fordi han fejler noget, men fordi han i sin iver efter at få lavet vores tagterrasse færdig, kommer ud for et mindre uheld. Faktisk har jeg svært ved at lade være med at grine lidt af episoden, her, mens jeg sidder og skriver.

Han står oppe på bordet og skal reparer noget på de måtter, vi har lagt på taget over den overdækkede terrasse og så vælger han at hoppe ned i stedet for at kravle ned, som en mand i hans alder, nok burde have valgt. Lige i det han så landet på gulvet, ved han, at den er helt galt, for en af de kroge, hvor vi normalt har en petroleumslampe hængende på, havde lige fanget hans øre og revet en dyb flænge i øret lige midt på.

Nå, men ved hjælp af en medarbejder får vi ham kørt på hospitalet, hvor lægen står helt alene og skal sy ham. Ingen sygeplejerske til at hjælpe ham og nogle helt utroligt dårlige arbejdsforhold. En gammel arkitektlampe, som jeg måtte trække frem som lys. Redskaberne måtte stå på briksen ved siden af Poul Eriks hoved.
Så gik det lidt anderledes for sig, da jeg var så uheldig at skulle syes i min arm i Dar es Salaam for en måneds tid siden. Da fik jeg hjælp af ikke mindre end tre mennesker på et udsøgt privathospital i den dyre ende at Dar. Det var fine forhold, men også en pris der var 8 gange så høj.
Jeg skulle syes i armen, fordi jeg i forbindelse med fodboldkampen mellem Tanzania og Brasilien, som vi var 20 danskere inde at se, blev overfaldet på vejen ud til bilen. Vi gik på en lang række i mørket ved siden af vejen, fordi der var meget lidt plads mellem de holdende biler og de kørende biler. Pludselig er der nogle drenge, der forsøger at stjæle tasken fra en af pigerne, der går oppe foran, og derefter tager de fat i min taske. Heldigvis har jeg taget den på, så den sad godt fast, som jeg plejer, og det eneste de får ud af forsøget er, at de vælter mig, så jeg kommer til at ligge mellem asfaltsvejen og en bil. En skarp genstand på bilen får så skåret en dyb flænge i min ene arm. Tasken får de ikke. Velsignelser fra Gud og oplevelser kan man sagtens blive rig på.
På billedet ser I vores tagterrasse inden vi fik lavet tag over den.

Ikke kategoriseret

Efter at vi gennem længere tid har haft gæster, været i Danmark eller på kursus i Dar es Salaam, skal vi nu igang med at koncentrere os 100 % om det der er vores opgave her i Mwanza. Vi har ikke decideret holdt ferie mens vi havde gæster, men det kan ikke undgåes, at der er ting der bliver holdt lidt hen, mens man har gæster og hvor man koncentrerer sig mere om dem end om sit arbejde. Det er en af de gode ting ved at bo på sin arbejdsplads. Så kan man i perioder bare holde ved lige og i andre perioder, kan man give den hele armen.
Vi har flere projekter vi lige nu arbejder på. Blandt andet skal vi have set på den cykel vi har fået lavet. Den er lavet så den har en stor kasse bagpå, hvor der er bøger og salgsudstilling. Men hver dag, når sælgeren kommer hjem, så er der gået noget i stykker på den. Poul Erik bliver nødt til at lege fundi på den. En fundi er en slags håndværker og hver gang Poul Erik viser en ny side af sine mange evner, så kalder tanzanerne ham for fundi blikkenslager, fundi cykel, fundi tømmer eller hvad det nu er han gå i gang med.
Et andet projekt er den her badaji, som mange af jer allerede har hørt om. Det er en lille bil, bygget over en motorcykel og den minder om de små køretøjer man har i blandt andet Indien og Kina og også i Cambodia, hvor LM har et projekt med den slags små køretøjer. Der hedder de bare noget andet. På den vi gerne vil købe, og som vi har fået bevilget penge til, er der en stor hvid kasse bagpå. Den skal så indretttes ligesom vores bil bagi, med salgsbord og skuffer der kan trækkes ud.
Så har vi også lige fået endnu en ny medarbejder, der hedder Juanitha Johansen og hun skal igang med at sy omslag til biblerne. Vores fundi omslag kan ikke helt følge med og han heller ikke så meget fantasi til at få lavet nogle smarte omslag. Det bliver mest til de her sorte omslag, som han plejer at lave.
Vi synes det er lidt morsomt, at hun hedder Johansen til efternavn, men det hedder hendes far til fornavn. Hvorfor han så hedder det, kan man jo kun gisne om, men måske er der en dansk missionær indblandet på den ene eller anden måde. Hernede generer man sig i hvert fald ikke for at opkalde sine børn efter en kendt person eller en man godt kan lide. Nogle af vores medarbejdere siger i hvert fald at nå de får børn skal de hedde Poul Erik og Anne-Mie.

Ikke kategoriseret

Vi har lige nu besøg af vores ældste datter og hendes mand, og de har selvfølgelig været på bogtur sammen med os, ligesom vi også har været på safari og set på vilde dyr.
Begge dele var en stor oplevelse.
Bogturen fordi man stadig forbavses over, hvor stor interesse der er for bibelen og vores litteratur ude på landet, og hvor glade folk er, for at vi har tid til at komme og besøge dem i deres lille forretning. Og fordi man ser, hvor store forskelle der er i Tanzania. I Danmark er vi så vant til at standarden på sommerhuse, hoteller og restauranter varierer, fra om der er voksdug på bordet eller om der er stofduge, badekar eller spabad, elkedel eller kaffemaskine. Altså ikke den helt store forskel.
Her i Tanzania er der så store forskelle både på kvaliteten og prisen, at man slet ikke kan fatte det. Vi sov først på et gæstehus med en udmærket dobbeltseng og et fjernsyn på hvert værelse. På det ene værelse var der varmt vand i hanerne, det var der ikke på det andet, men der var brusebad, omend det var indrettet så hele badeværelset blev vådt når man brugte det. Det kostede den nette sum af 12000 tsh pr. dobbeltværelse.
Den næste nat kom vi til en anden by og her var alt optaget. Det gæstehus, hvor en ven havde booket værelser, havde taget fejl af datoen, så synd for os, der var ingen værelser. Vi kørte lidt rundt og spurgte efter værelser, men alt var optaget. Så fik vi anbefalet et gæstehus oppe på bakken, højt oppe over byen. Vi kørte derop med et lille håb for at de måske havde plads og sandelig. Vi kunne godt få tre værelser med udsigt, morgenmad, badeværelse og en kæmpe dagligestue til deling.
Pris for et dobbeltværelse 65000 tsh. I du milde tænkte vi. Det var godt nok dyrt, men det var også lækkert. Vi havde en kok, stuepige helt for os selv begge dage.
To dage var vi der, hvorefter vi overnattede på et, for vores datter og svigersøn, lige lovligt dårligt sted. Det første de måtte slås, var en kæmpe kakerlak inde på værelset. Derefter det, at der ingen vand var i hanerne. Badet bestod den første dag af koldt vand man hælder over sig fra en spand og den næste dag af ingen bad, for da havde de tabt lysten.
For denne herlighed betalte vi 10000 tsh for et dobbeltværelse.
Safarituren var lige så overraskende. Her havde vi betalt for en bil med chauffør, guide og kok, en overnatning på en campingplads i telt og alle måltider. Vi havde måske troet at standarden var en anelse bedre, men så har vi lært det. For vi sad og spiste de ellers udemærkede måltider på klapstole uden ryglæn og lå og sov i telte på liggeunderlag i gamle aftjente soveposer.
Men vi fik set de fleste af de dyr vi kom for at se. Den eneste vi ikke har set af de store dyr er næsehornet. Faktisk så vi også en leopard, som ellers er fantastisk sky og meget svær at få øje på.

Ikke kategoriseret

Det er sjovt at se voksne mennesker lege radiobiler, eller taxaer, som vi kaldte det her. Især når de går op i det med liv og sjæl. Venstre, højre, kør, stop lyder det hele tiden fra forskellige stemmer. Og “taxaerne”, altså de voksne mennesker der med bind for øjnene, henholdsvis stopper og kører, drejer og vender, som de nu får besked på.
Vi er på seminar i Dar es Salaam sammen med de lokale medarbejdere i Soma Biblia, som har noget med kunderne at gøre, og vi er i gang med et par timers undervisning i købmandsskab, som Poul Erik og jeg står for. At køre “taxa” er en del af undervisningen og er en lille leg vi leger, som skal symbolisere det, at vi skal lytte til vores leder og til hinanden, for at vi kan nå de mål vi sætter.
Inden da havde vi talt om, hvor vigtigt det er, at kunderne kommer i centrum, så vi giver dem en god service. På kiswahili siger man, at kunden er kongen.
Vi blev også enige om, at vi vil arbejde på at blive den bogbutik i Tanzania der her flest stjerner i forhold til de andre butikker. Hver stjerne repræsenterer en ting, som vi i forretningen skal opfylde, for at vi kan gøre krav på stjernen.

I Soma Biblia arbejder vi alle for Gud og med mange forskellige kirkesamfund
Vi har lave priser
Sælgerne er dygtige og venlige og engagerer sig i arbejdet
Soma Biblia sælger bøger og bibler overalt
Forretningerne er pæne og ordentlige

Det var dejligt at høre, at det at arbejde i en kristen organisation, virkelig har stor betydning for tanzanerne. De er stolte af at Gud var udvalgt dem til det her arbejde.
Efter en og en halv dags seminar tog vi på udflugt til Bagamoyo, en lille by nord for Dar, hvor forfærdelig mange slaver blev udskibet fra. Blandt andet til Europa. Det var en barsk oplevelse at se museet der, men en dejlig tur sammen med gode kollegaer og med godt humør fra alle. I bilen fik chaufføren ustandselig kommandoerne, højre, venstre, kør, stop.

Ikke kategoriseret

Anne-Mies forældre kom på besøg i fjorten dage og pludselig er meget forandret. Vi er simpelthen gået hen og blevet lidt forelskede eller berusede i Tanzania eller måske især tanzanerne og deres måde at være på. Det tænkte vi ikke over før, men det kan vi godt se nu.
Mine forældre er jo ældre mennesker i midten af halvfjerdserne og i tanzanernes øjne er de meget gamle. Når jeg præsenterede mine forældre for tanzannerne, så var der mange der lykønskede mig med, at jeg havde sådan nogle friske gamle forældre. De syntes det var fantastisk, at de kunne klare sådan en lang tur og en af dem sagde overrasket, at din far er jo både stor og stærk. En anden en mente, at de måtte da være mindst hundrede år.
For mine forældre var det noget af et kulturchok at se Tanzania.
Vejene var hullede og næsten umulige at køre på.
Fortovene var fyldt med store huller, hvor der manglede riste.
Vandopsamlingskanalerne i byen var møgbeskidte og lugtede osv osv
“Det her bliver svært at beskrive når vi kommer hjem”, var den stående kommentar, men min mor skrev hver dag dagbog over oplevelserne, så mon ikke nok det lykkes.
Til gengæld så var de overvældede over den venlighed og opmærksomhed der blev vist dem. Selvom de overhovedet ikke fik lært et ord på kiswahili, så kunne de sagtens med tegnsprog, kropssprog og fagter, snakke med vores tanzanske medarbejdere. De kunne også spille sammen med dem. Det var slet ikke noget problem. Bare de kendte spillet på forhånd, så gik det på livet løs.
Når vi var ude, så ville alle gerne hilse på dem. De var noget særligt. Ja sådan er det her nede. Her er der respekt for alderdommen. En af damerne på markedet, som vi nogengange køber tomater af, hun ville altså meget gerne have lov til at hilse på min mor, så hun sagde “shigamo” og så skulle min mor sige “marahapa”.
“Er det et slumkvarter det her?” Spurgte mine forældre om, da vi kørte gennem et beboelseskvarter. “Nej, det tror vi da ikke det er. Det er da bare sådan tanzanerne bor”
De var også overvældede over, hvor smukke menneskene er her. Kvinderne går i smukke kjoler og mange har håret pænt sat op eller flettet. Selvom børnene ude på landet ofte er klædt i slidte klæder, så er de glade, smilende og meget interesserede i alt hvad der rører sig. Venligheden, opmærksomheden og de mange hilsner gør også, at man synes de er smukke.
En stor oplevelse for dem, men bestemt også for os og tanzanerne.

Ikke kategoriseret

Hvis jeg var en fugl, så ville jeg gerne være en af de her flotte rovfugle, som bare kan svæve oppe i luften i timevis uden at bevæge vingerne. Jeg har altid været så utrolig fascineret af rovfugle og hver gang jeg ser en, må jeg lige kigge en ekstra gang. Faktisk har vores yngste datter, været meget irriteret over min og Poul Eriks interesse for rovfugle, for når vi var ude at gå eller køre en tur, så kunne vi godt finde på at afbryde en god samtale, for lige at fortælle hinanden, at der langt ude i horisonten, fløj der altså en rovfugl.
Men her i Mwanza tror jeg faktisk vi får set rigeligt med rovfugle. Lige for tiden har vi så mange omkring vores hus, at de i mængde svarer til gråspurve i en dansk have, når man lige har smidt foder ud til dem en vinterdag. Når vi sidder oppe på vores tagterrasse om aftenen, er der så mange rovfugle, mest glenter og musvåger i luften, at vi slet ikke kan nå at se dem alle og da slet ikke tælle dem. Det er et helt fantastisk syn. Der er kommet kæmpe flokke af store grønne græshopper med vinger til Mwanza lige nu og dem kan rovfuglene godt lide. De fanger dem med fødderne og spiser dem, mens de flyver rundt ovenover os. Vores hund er meget forvirret over de store fugle og prøver gang på gang at jage dem væk. Det er dog ikke så let, når fuglen kan flyve og hunden kun kan bevæge sig rundt nede på jorden.
Der må jo være masser af mad i luften og i søen til de mange fugle, for ellers kunne de jo ikke overleve. Foruden glenter og musvåger, ser vi også mange maraboustorke, fiskehejrer og ørne og så masser af andre fugle, vi slet ikke kender navnet på. Fantastiske fugle i vidunderlige farver og med store flotte røde næb. Små bitte grå fugle med røde kindpletter og turkisfarvet bryst eller helt hvide slanke fugle med knaldgule næb, for slet ikke at tale om den flotte fugl vi så i går, med brunt bryst og metallikblå rygfjer. Guds kreativitet har simpelthen slet ingen grænser. Desværre har vi slet ikke billeder af alle de mange flotte fugle, men her er et lille udvalg.

Ikke kategoriseret