Når natten bliver lidt for farverig
Det lykkedes mig ikke at falde i søvn i aften. Jeg forsøgte ellers, men er stået op igen, fordi jeg var sulten og måske ikke så træt, som jeg havde regnet med. Det kan også godt være svært at få ro til at sove, for vinduerne er tynde og lydene kommer meget nemt ind i soveværelset. Så ligger jeg der og trækker vejret dybt og siger “Herre Jesus Kristus”, trækker igen vejret dybt og siger “forbarm dig over mig”, og en tredje gang trækker jeg vejret dybt og siger “en synder”. Når jeg har gentaget det tre, fire gange plejer det at virke. Så sover jeg faktisk, men altså ikke i aften. Så kommer jeg til at ligge og tænke på noget, jeg læste i den bog, jeg er i gang med. Hvorfor er det lige vi gør, som vi gør. Er det fordi vi handler ud fra vores humør eller vaner, eller er det fordi vi handler efter Guds vilje. Jeg er i hvert fald i tvivl, hver gang jeg er inde i Mwanza midtby og møder en tigger, for skal jeg give noget eller ikke. Hvis det er meningen at jeg skal give noget hver gang, hvorfor sørger Gud så ikke for, at jeg har nogle småpenge på mig, for hver gang vi hæver penge i banken, får vi altid store sedler, og når man er på markedet, kan det ikke hjælpe noget at betale med de store sedler, for så kan de ikke give penge tilbage. Småpenge er virkelig en mangelvare her i Tanzania. Eller hvorfor sørger Gud ikke for, at jeg har tid til at stoppe op. Hvis jeg følges med Poul Erik er jeg ofte i forvejen et skridt eller to bagefter, og skal jeg så stoppe op, hver gang der er en tigger, så kommer jeg endnu længere bagud. Nej, jeg synes ærligt talt ikke, at Gud gør det nemt for mig. Måske skulle jeg bede Gud om råd og vejledning på dette punkt. Det tror jeg, at jeg vil bruge de næste søvnløse nætter til at bede om. Det er nu ikke fordi, jeg sådan ligger søvnløs så tit, men lydene udefra kan altså godt holde en vågen eller vække en. Så kommer naboen hjem og tuder i hornet, for at vagten skal åbne porten, og er jeg ikke blevet vækket at truttet i hornet, så lykkes det ganske givet med porten, for den skurrer forfærdeligt når den åbner og gungrer med høj lyd ind i et eller andet, når det åbner helt, hvorefter den skurrer tilbage igen. Hundene rundt omkring os plejer også at have et hylekor eller to i løbet af natten og omkring kl. fem om morgenen begynder lydene for alvor at tage til for så starter ham Imanen nede i Muskeen med at bede, så alle i hele nabolaget kan høre det. Nogengange fortæller han os også, at nu er kl. kvarter i fem og nu er der kun et kvarter til, at vi skal bede. Så beder jeg også. “Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig, en synder”. Han gentager hele processen igen kl. halv syv, men inden da kan det godt være, at en af kirkerne i omegnen er begyndt på morgensang, og det går ikke stille for sig. Det er med musik, bøn og prædiken skruet helt op for forstærkeren. Og kirken har som regel ingen eller lige så tynde vinduer som vi har, så det kan høres. Der er så også lige alle hanerne der galer og biler der dytter, porte der lukkes op og i og mennesker der snakker. Foruden lige dyrene inde ved landmanden ved siden af. Grisene derinde har det med at slås om morgenen og køerne trænger til at blive malket, og det fortæller de højlydt. Ja sådan kan en nat gå her. Faktisk er det sådan hver nat, men det er heldigvis ikke hver nat at vi lægger mærke til det. Men så er det jo dejligt at kunne ligge og bede til Gud.
