Gud skabte også husdyrene, selvom vi nogengange hellere havde været fri
Jeg har lige observeret endnu en stor myre kæmpe sig hen over vores flettede gulvtæppe i stuen. Måske skulle jeg slukke for det store loftslys, så jeg ikke kan se dem, for særlig rare er de altså ikke. Det kunne være at vi skulle vi forsøge at sprøjte for myrerne. Jeg ville i hvert fald ikke bryde mig om, at de en dag fandt vej til min seng.
Om lidt vil jeg tro at katten kommer, for den har ikke fået noget mad i dag. Den burde jo egentlig sørge for sig selv, for det er slet ikke vores kat, men den har killinger lige nu, så vi synes det er lidt synd, at den ingen mad får.
Killingerne har den forresten fået inde på kontoret i en gammel aflagt skuffe fra bilen. Der er sådan nogle store skuffer i bilen, der kan være en masse bøger i og de gamle kasser blev ved flytningen sat under trappen på kontoret.
Ikke mange dage efter lå katten og fødte i en af dem. Hun fik tre killinger, men der kun to tilbage nu. Faktisk snakkede vi om, at den gang vi flyttede ind, var det katten der boede i huset, og os der var gæsterne. Så hjemmevant bevægede den sig rundt.
Men så længe hunden er i stuen, så kommer katten ikke frem, de kan nemlig ikke lide hinanden. Ja, det vil sige, at hunden logrer vældig med halen, når katten kommer, men den er også lidt bange for katten, for den har mærket kløerne i næsen.
Hunden burde faktisk ikke være i huset nu, for det er aften og det er en vagthund, men den kan selv åbne døren og det er ikke altid vi lige lægger mærke til, at den stille smutter ind. Bella hedder hun og er vældig køn med sørgmodige øjne og en lang hvid lidt krøllet pels med sorte og brune pletter på. Halen står altid op i vejret med en dejlig krølle på.
Ude på badeværelset har jeg været på jagt efter en kakerlak. Den var kæmpestor men svær at ramme, for det eneste jeg havde ved hånden var hårbørsten. Jeg ramte den lidt og den faldt ned på gulvet med et ordentligt smæld. Så dukkede Poul Erik op, hidkaldt af larmen fra hårbørstens dans over trævæggen. Han tog resolut en sko og fik ordnet kakerlakken. Dagen efter fandt han en mere inde i stuen. Den var om muligt endnu større, men siden har der ikke været nogen kakerlakker på besøg.
Og så er der lige alle myggene om aftenen, som vi bestandigt bekæmper, søfluerne som kommer i store stimer engang imellem, de små myrer som kravler rundt omkring vasken i køkkenet og som fuldstændig kan invadere en beskidt tallerken, hvis man ikke lige får den skyllet af, hoppende edderkopper især ude i forretningen, hunden ude i gården, som tror dens hvalpe skal bo her, den sort hvide kat, som Bella bestemt heller ikke er særlig glad for og ikke at forglemme firbenene. De er både i huset, i haven og især på gårdspladsen. De gør ingen fortræd, de er så bange for os, at de forsvinder så snart de får øje på os.
Et sandt menageri må man sige og os, der altid i Danmark sagde, at vi ikke skulle have husdyr, for så har man så meget at passe og kan aldrig komme hjemmefra. Men her har har hunden heldigvis et job og dermed en partner, nemlig dagvagten/havemanden, som sørger for, at den får noget mad hver dag og de andre dyr, de må klare sig selv.
Katten med killingerne på vej
[/caption]
25 februar
Det lykkedes mig ikke at falde i søvn i aften. Jeg forsøgte ellers, men er stået op igen, fordi jeg var sulten og måske ikke så træt, som jeg havde regnet med. Det kan også godt være svært at få ro til at sove, for vinduerne er tynde og lydene kommer meget nemt ind i soveværelset. Så ligger jeg der og trækker vejret dybt og siger “Herre Jesus Kristus”, trækker igen vejret dybt og siger “forbarm dig over mig”, og en tredje gang trækker jeg vejret dybt og siger “en synder”. Når jeg har gentaget det tre, fire gange plejer det at virke. Så sover jeg faktisk, men altså ikke i aften. Så kommer jeg til at ligge og tænke på noget, jeg læste i den bog, jeg er i gang med. Hvorfor er det lige vi gør, som vi gør. Er det fordi vi handler ud fra vores humør eller vaner, eller er det fordi vi handler efter Guds vilje. Jeg er i hvert fald i tvivl, hver gang jeg er inde i Mwanza midtby og møder en tigger, for skal jeg give noget eller ikke. Hvis det er meningen at jeg skal give noget hver gang, hvorfor sørger Gud så ikke for, at jeg har nogle småpenge på mig, for hver gang vi hæver penge i banken, får vi altid store sedler, og når man er på markedet, kan det ikke hjælpe noget at betale med de store sedler, for så kan de ikke give penge tilbage. Småpenge er virkelig en mangelvare her i Tanzania. Eller hvorfor sørger Gud ikke for, at jeg har tid til at stoppe op. Hvis jeg følges med Poul Erik er jeg ofte i forvejen et skridt eller to bagefter, og skal jeg så stoppe op, hver gang der er en tigger, så kommer jeg endnu længere bagud. Nej, jeg synes ærligt talt ikke, at Gud gør det nemt for mig. Måske skulle jeg bede Gud om råd og vejledning på dette punkt. Det tror jeg, at jeg vil bruge de næste søvnløse nætter til at bede om. Det er nu ikke fordi, jeg sådan ligger søvnløs så tit, men lydene udefra kan altså godt holde en vågen eller vække en. Så kommer naboen hjem og tuder i hornet, for at vagten skal åbne porten, og er jeg ikke blevet vækket at truttet i hornet, så lykkes det ganske givet med porten, for den skurrer forfærdeligt når den åbner og gungrer med høj lyd ind i et eller andet, når det åbner helt, hvorefter den skurrer tilbage igen. Hundene rundt omkring os plejer også at have et hylekor eller to i løbet af natten og omkring kl. fem om morgenen begynder lydene for alvor at tage til for så starter ham Imanen nede i Muskeen med at bede, så alle i hele nabolaget kan høre det. Nogengange fortæller han os også, at nu er kl. kvarter i fem og nu er der kun et kvarter til, at vi skal bede. Så beder jeg også. “Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig, en synder”. Han gentager hele processen igen kl. halv syv, men inden da kan det godt være, at en af kirkerne i omegnen er begyndt på morgensang, og det går ikke stille for sig. Det er med musik, bøn og prædiken skruet helt op for forstærkeren. Og kirken har som regel ingen eller lige så tynde vinduer som vi har, så det kan høres. Der er så også lige alle hanerne der galer og biler der dytter, porte der lukkes op og i og mennesker der snakker. Foruden lige dyrene inde ved landmanden ved siden af. Grisene derinde har det med at slås om morgenen og køerne trænger til at blive malket, og det fortæller de højlydt. Ja sådan kan en nat gå her. Faktisk er det sådan hver nat, men det er heldigvis ikke hver nat at vi lægger mærke til det. Men så er det jo dejligt at kunne ligge og bede til Gud.