Anne-Mie og Poul Erik Andersen

Så har vi haft endnu en spændende oplevelse her i vores afrikanske hverdag.

Vi bor jo i et lejet hus med en stor have omkring. I haven står der et meget stort træ. Meget, meget stort, faktisk alt for stort til en villahave, men da huset jo har været lejet ud i mange år, har træet bare fået lov til at gro.
Så skete der bare det uheldige at nogle store fugle, på størrelse med en råge gange to, fandt vores træ og bosatte sig i det. De byggede rede og fik unger og ungerne brugte vores havegang og pladsen foran forretningen som deres toilet. Det var mildt sagt ret ulækkert. Bedst som man gik op mod vores overdækkede veranda med udsigt over søen, og hvor vi næsten altid spiser frokost, så kom der en ordentlig klat ned fra træet. Eller når vi stod ude foran forretningen og havde lagt alle bøgerne fra bilen ud på to, tre borde for at tælle dem, så kom der en klat ned og svinede bøgerne til.
Og ikke nok med det. Hver gang de store fugle kom hen til reden, udspyede de nogle høje hæse skrig, så man næsten fik ondt i ørerne af det.
Træet i sig selv har så også den uheldige egenskab, at den smider bladene konstant, så vores havemand Dogo kan bruge næsten hele sin dag på at feje blade op fra træet. Frugterne på træet er nogle små meget hårde bønnelignende tingester og nå de falder ned mod jorden er det med høj fart og rammer de taget på vores veranda, bliver man temmelig forskrækket. Os der bor her er vant til det, men det er faktisk meget sjovt at iagttage gæster, når de hører lyden for første gang. Det giver et helt sæt i dem.
Altså vi havde besluttet at træet skulle beskæres eller i givet fald fældes. Dogo havde lavet en aftale med en af vores bogsælgere Elisha, der har forstand på at fælde træer, at han skulle komme og hjælpe os. Så sad han en hel dag oppe i træet og huggede i det med sådan en mancheta. Sådan en stor kniv, hvor bladet er meget større end skaftet. Han fik taget en gren ned den dag. På et spørgsmål til, hvor meget han skulle have for det, fik jeg af vide, at det var gratis. Han skulle bare have træet fra det.
Men åbenbart, så syntes han at opgaven var for stor, for en morgen fem dage efter, stod der 15 mennesker foran vores havelåge. De skulle fælde vores træ. 10 fanger og 5 fangevogtere. Faktisk blev vi så forskrækkede, at vi sagde nej tak, men efter noget overtalelse fik de alligevel lov til at komme ind, og jeg skal love for at der blev arbejdet. Træet er nu halv størrelse, bedet nedenunder er helt ødelagt og ude på vejen foran huset, ligger der stakkevis af grene med blade på.

Men nu kommer det mest interessante faktisk, for de grene ude på vejen, de kan også bruges. Næste morgen kl. 7 stod der allerede en dame derude og pillede blade af grenene og pakkede grenene sammen i store bundter, som hun smed op på hovedet og gik væk med. Oppe af dagen var jeg ude at hilse på hende, og hun havde det godt, smilede stort og var tilsynelandende helt tilfreds med sit liv. Hvis det havde været i Danmark ville man nok have været temmelig flov over at gå og rode i andres haveaffald, men her er det helt naturligt. Det, at nogle andre ikke kan bruge det, gør ikke tingen mindre værd.
På samme måde er det med Guds riges arbejde. Her er der også brug for alt, selv det de andre kasserer. Se bare på genbrugsbranchen hvor stor og givtig den er.

Ikke kategoriseret

Vi nåede at komme hjem inden regnen begyndte. Ja faktisk begyndte den aldrig, men det var vi ellers helt sikre på, at den ville. For mens vi spiste på en af byen bedre restauranter, med udsigt over Viktoriasøen og et bagvedliggende bjerg, havde Gud sørget for fyrværkeri til os. Bag bjerget blev himlen gang på gang oplyst af de mest fantastiske lyn som bare uendeligt lyste op. Ikke en lyd kunne vi høre, kun se alle disse flotte farver og lysvæld. I flere timer fortsatte denne forestilling og vi kunne se, at det kom nærmere og nærmere. Alligevel kom der ingen regn til Mwanza den nat.
Vi havde efter arbejdstid været på en lille udflugt sammen med et par af vores medarbejdere. Den ene er meget interesseret i at købe en grund, så han med tiden kan bygge sig et hus. Det er en af de eneste sikre måder at placere sine penge på her i Tanzania. Købe en grund og begynde at købe mursten og andre byggematerialer. Man kan ikke have penge stående i banken, for så kan man godt regne med at familien kommer og beder om penge til alt muligt forskelligt. Hvis man kan sige at man har brugt pengene på mursten, så kommer familien jo ikke og henter dem.
Altså vil han gerne købe en grund, og der var en bestemt han havde set på, som han gerne ville vise os. Om vi havde tid til at tage med ud at se på den? Selvfølgelig havde vi det så vi tog bilen og havde en aftale med ejeren, som vi godt kendte på forhånd, om at tage ham med på vejen.
Vi kom ud i en del af Mwanza, hvor vi aldrig havde været før. En hullet jordvej med butikker på begge sider af vejen og med masser af mennesker på. Et langt stykke kørte vi ind mellem mennesker og rundt om cykler og små motorcykler. Ved et lille og sikkert selvbestaltet marked drejede vi og fortsatte så videre ud af samme type vej. Hvor mange kilometer der var, ved jeg slet ikke for farten var jo ikke høj, men måske omkring tre kilometer. Så dukkede endnu et marked op, som kun fungerede som marked om torsdagen, men som lå på en god stor plads lige ved siden af en meget stor og flot Luthersk Kirke. Vi samlede ejeren af grunden op og fortsatte endnu en eller to kilometer ud af vejen. Omgivelserne var ved at blive mere landlige med enkelte små lerklinede hytter mellem de noget større og nyere huse. Når man bygger nyt hus i Tanzania, hvis man ellers har råd til det, så bygger man en høj mur rundt om huset og sætter en vældig flot låge i, hvor bilen kan komme ind. Et helt lille fort ligner det næsten, med et lille hus til vagten og masser af hængelåse. De velhavende passer på deres sager. Sådanne huse lå der enkelte af ud af vejen mens der også lå skoler og almindelige mindre huse med både køkken og toilet i gården. Ude foran kunne vi se bjergene som Mwanza er bygget på og som også omkranser byen til flere sider.
“Vi skal dreje her” siger ejeren af grunden. “Her” siger Poul Erik, der kører bilen, “men her er jo ingen vej”. “Jo der er en vej” siger ejeren og peger ud til siden og ganske rigtig, der er noget der ligner en lille sti mellem det høje græs. Poul Erik drejer bilen ind mod stien og så sidder vi fast. Ubehjælpeligt fast i en stor mudderpøl. Poul Erik hopper forsigtigt ud af bilen, går rundt om den og drejer på et par knapper på forhjulene. Så sætter han 4 hjulstrækket til og så kan vi fortsætte. Op af bjerget på en lille sti, med fare for at vælte ned i store bjerge af affald, der ligger op af stien. Så kunne vi ikke komme længere og måtte bestige resten af bjerget på benene, som man siger her i Tanzania.
Men sikken en udsigt. Vi kunne se hele Mwanza by, meget af søen, de lave opdyrkede områder bag byen og en masse bjerge og højdedrag længere borte. Det var tæt på solnedgang og solen hang lavt over søen og både skyerne og vandet lyste som det ædleste guld. Sikken en fantastisk bolig man kunne bygge her med flotte terrasser og haven i flere niveauer. Så kunne man sidde og slappe af efter en hård arbejdsdag og nyde udsigten og solnedgangen, men først måtte man lige bære alle byggematerialer, vand, mad, og alt andet op af bjerget i hænderne for vi tror ikke på, at der bliver bygget en vej op af bjerget i de næste mange år. Måske køber han den, men hvis det var os ville vi nok kigge på et par andre grunde inden vi besluttede os for noget.

Ikke kategoriseret