Hjem > Ikke kategoriseret > Når ordene kommer fra Gud!

Når ordene kommer fra Gud!

31. januar 2010

Vi sidder lige nu i stuen hos Jens og Liselotte, som er 2 danske volontører i Tanzania, udsendt af Danmission. Det er søndag eftermiddag og vi slapper af i dag, efter at have været på bogtur hele ugen. I formiddags var vi til gudstjeneste i den kirke, som ligger lige ved siden af Jens og Liselottes hus, og bagefter solgte vi bøger til kirkegængerne. De købte en del og var meget glade for vores besøg.
I det hele taget har det været en rigtig god tur. Vi har haft en del bøger med til forretninger undervejs, men har også solgt bøger til folk på gaden. Når vi standser bilen og åbner bagdøren, kommer der tit mennesker hen til os og spørger, om vi sælger bibler. Så skal de lige se på en bibel, en bog eller en sangbog. Vi sælger hele tiden og hvor som helst. Selv inde i en forretning, som vi sælger bøger til, har vi præsteret at sælge en bog til en kunde. Ikke noget med, at de skal købe bogen af forretningen, nej, nej, den kan de da ligeså godt købe direkte hos os.
Her er det altså ikke så meget os selv, der er i spil. Det er den tanzanske medarbejder Nikodemus, vi har med på turen, som klarer sådan noget.
Vi fortsætter turen i morgen og skal sælge bibler og bøger i en hel del byer endnu, inden vi kan køre hjemad. Når vi kommer til en by for at sælge, så gør vi noget, som er fuldstændig ulovligt i Danmark, men ret almindeligt hernede. Vi kører lige en tur rundt i midtbyen, mens vi spiller højt musik og Nikodemus reklamerer for os og for de bøger, vi har med. Han fortæller, at de kan finde os på for eksempel torvet. Så finder vi en egnet plads på, hvor bilen kan stå og inden vi overhovedet har slået dørene op og trukket bordet med bøgerne frem, står der tredive mennesker omkring os og ser interesseret på alt, hvad vi laver.
De spørger til priserne og kigger på sagerne. I løbet af en time eller to, har vi så solgt til den by, så pakker vi sammen igen og kører videre til næste lille by.
Hvis vi som nu, er kommet meget langt ud på landet, så er pengene små og vi sælger ikke særligt meget, men også sidst på måneden kan vi mærke en klar nedgang i salget. Vi kom til en lidt større by, sådan sidst på januar måned og der var bare ingen der købte noget, og der var næsten ingen, der interesserede sig for os overhovedet. Næste dag prøvede vi igen, stadig ingen interesse, men tredje gang var lykkens gang, om eftermiddagen havde folk fået løn og salget gik strygende.
Vi må sige, at det er virkelig en velsignelse at sælge bibler og interessen for at få en bibel er utrolig stor. Også vores bøger er der imponerende stor interesse for. Nogle af bøgerne er små og lidt slidte og gamle at se på, men mange mennesker ved, at bag den slidte facade gemmer der sig ord til dem, som kommer fra Gud og som de kan give videre til deres næste.
Vi oplevede, at vi til en ung mand solgte en bog om forskellene mellem islam og kristendom, beregnet på at man som kristen skal lære, at evangelisere blandt sine muslimske naboer. Lidt senere skulle vi have frokost, og der sad den unge mand og læste i bogen. Han var egentlig på arbejde og han formåede da også lige at lægge bogen fra sig og sælge os et par sodavand, hvorefter han var helt opslugt af bogen igen.
Det er sjovt det her. Vi syntes næsten, det er som at være på ferie. I stedet for at se på seværdigheder, ser vi på glade mennesker, der elsker Gud og ønsker at møde ham gennem hans ord. Kan det blive mere spændende.

Ikke kategoriseret

  1. Ingen kommentarer endnu.
  1. Ingen Trackbacks endnu.