Anne-Mie og Poul Erik Andersen

Forrige søndag i kirken forstod jeg faktisk lidt af hvad der blev sagt i prædiken. Søndagen efter forstod jeg ikke et ord. Men det præsten sagde var altså, eller rettere han spurgte, “hvorfor skal vi som kristne give offergaver? Er det fordi der skal bygges en ny kirke? er det fordi præsten skal have løn? er det fordi at arbejdet med børnene er vigtigt og de har brug for penge eller er det fordi kirkens sociale arbejde altid har brug for penge i et land, hvor der ikke ydes nogen form for hjælp fra det offentlige?” Svaret var: “Nej vi skal ikke som kristne give offergaver fordi kirken eller andet arbejde har brug for gaver. Vi skal give gaver fordi Gud gennem dem kan velsigne os.”
At der så er en anden side af det at give gaver er jo bare dejligt, men Gud velsigner os altså gennem de gaver vi giver til hans riges arbejde, men også gennem de gaver vi giver direkte til fattige mennesker eller andet arbejde, der mangler midler.
Den anden dag holdt vi på en stor vej her i Mwanza og ventede på en der skulle have et lift. Så kom der en ældre, vistnok sindforvirret mand hen til bilen og begyndte at tigge om penge. Den slags mennesker har det svært her i Tanzania, så jeg fiskede en seddel, svarende til to kr. op af tasken, gav den til ham der sad foran, og sagde at han skulle give sedlen til tiggeren. Tiggeren blev så glad, at han stod og dansede i flere minutter og råbte til dem der stod omkring ham, hvad han havde fået. Det var jo bare et ganske lille beløb jeg gav til ham, men glædesudbrudet han kom med, var jo nok til at jeg har lyst til at give igen.
Et gammelt ordsprog siger, at hvad man giver væk, kommer tifold igen, men hvis man forventer at det kommer igen i form af penge eller ting, ti gange det man gav væk, så har man misforstået ordsproget. Velsignelsen ved at give kommer fra Gud og den velsignelse er ikke udmålt i kroner og øre, men derimod i kærlighed, der strømmer uendeligt fra ham, gennem os og ud til dem vi hjælper.
Vi mærker Guds rige velsignelse hver dag her i Tanzania. Vi mærker den gennem de gaver I er med til at give og gennem dem vi selv giver. Gud har ikke glemt Tanzania. tværtimod. Han velsigner mennesker her med et godt humør og en indstilling til livet, der er helt unik i forhold til, hvad vi er vant til fra Danmark. Og så er Gud synlig og nærværende. Her i landet er tro ikke en privatsag, det er en allemandssag.

Ikke kategoriseret