Anne-Mie og Poul Erik Andersen

Vi sidder lige nu i stuen hos Jens og Liselotte, som er 2 danske volontører i Tanzania, udsendt af Danmission. Det er søndag eftermiddag og vi slapper af i dag, efter at have været på bogtur hele ugen. I formiddags var vi til gudstjeneste i den kirke, som ligger lige ved siden af Jens og Liselottes hus, og bagefter solgte vi bøger til kirkegængerne. De købte en del og var meget glade for vores besøg.
I det hele taget har det været en rigtig god tur. Vi har haft en del bøger med til forretninger undervejs, men har også solgt bøger til folk på gaden. Når vi standser bilen og åbner bagdøren, kommer der tit mennesker hen til os og spørger, om vi sælger bibler. Så skal de lige se på en bibel, en bog eller en sangbog. Vi sælger hele tiden og hvor som helst. Selv inde i en forretning, som vi sælger bøger til, har vi præsteret at sælge en bog til en kunde. Ikke noget med, at de skal købe bogen af forretningen, nej, nej, den kan de da ligeså godt købe direkte hos os.
Her er det altså ikke så meget os selv, der er i spil. Det er den tanzanske medarbejder Nikodemus, vi har med på turen, som klarer sådan noget.
Vi fortsætter turen i morgen og skal sælge bibler og bøger i en hel del byer endnu, inden vi kan køre hjemad. Når vi kommer til en by for at sælge, så gør vi noget, som er fuldstændig ulovligt i Danmark, men ret almindeligt hernede. Vi kører lige en tur rundt i midtbyen, mens vi spiller højt musik og Nikodemus reklamerer for os og for de bøger, vi har med. Han fortæller, at de kan finde os på for eksempel torvet. Så finder vi en egnet plads på, hvor bilen kan stå og inden vi overhovedet har slået dørene op og trukket bordet med bøgerne frem, står der tredive mennesker omkring os og ser interesseret på alt, hvad vi laver.
De spørger til priserne og kigger på sagerne. I løbet af en time eller to, har vi så solgt til den by, så pakker vi sammen igen og kører videre til næste lille by.
Hvis vi som nu, er kommet meget langt ud på landet, så er pengene små og vi sælger ikke særligt meget, men også sidst på måneden kan vi mærke en klar nedgang i salget. Vi kom til en lidt større by, sådan sidst på januar måned og der var bare ingen der købte noget, og der var næsten ingen, der interesserede sig for os overhovedet. Næste dag prøvede vi igen, stadig ingen interesse, men tredje gang var lykkens gang, om eftermiddagen havde folk fået løn og salget gik strygende.
Vi må sige, at det er virkelig en velsignelse at sælge bibler og interessen for at få en bibel er utrolig stor. Også vores bøger er der imponerende stor interesse for. Nogle af bøgerne er små og lidt slidte og gamle at se på, men mange mennesker ved, at bag den slidte facade gemmer der sig ord til dem, som kommer fra Gud og som de kan give videre til deres næste.
Vi oplevede, at vi til en ung mand solgte en bog om forskellene mellem islam og kristendom, beregnet på at man som kristen skal lære, at evangelisere blandt sine muslimske naboer. Lidt senere skulle vi have frokost, og der sad den unge mand og læste i bogen. Han var egentlig på arbejde og han formåede da også lige at lægge bogen fra sig og sælge os et par sodavand, hvorefter han var helt opslugt af bogen igen.
Det er sjovt det her. Vi syntes næsten, det er som at være på ferie. I stedet for at se på seværdigheder, ser vi på glade mennesker, der elsker Gud og ønsker at møde ham gennem hans ord. Kan det blive mere spændende.

Ikke kategoriseret

Forrige søndag i kirken forstod jeg faktisk lidt af hvad der blev sagt i prædiken. Søndagen efter forstod jeg ikke et ord. Men det præsten sagde var altså, eller rettere han spurgte, “hvorfor skal vi som kristne give offergaver? Er det fordi der skal bygges en ny kirke? er det fordi præsten skal have løn? er det fordi at arbejdet med børnene er vigtigt og de har brug for penge eller er det fordi kirkens sociale arbejde altid har brug for penge i et land, hvor der ikke ydes nogen form for hjælp fra det offentlige?” Svaret var: “Nej vi skal ikke som kristne give offergaver fordi kirken eller andet arbejde har brug for gaver. Vi skal give gaver fordi Gud gennem dem kan velsigne os.”
At der så er en anden side af det at give gaver er jo bare dejligt, men Gud velsigner os altså gennem de gaver vi giver til hans riges arbejde, men også gennem de gaver vi giver direkte til fattige mennesker eller andet arbejde, der mangler midler.
Den anden dag holdt vi på en stor vej her i Mwanza og ventede på en der skulle have et lift. Så kom der en ældre, vistnok sindforvirret mand hen til bilen og begyndte at tigge om penge. Den slags mennesker har det svært her i Tanzania, så jeg fiskede en seddel, svarende til to kr. op af tasken, gav den til ham der sad foran, og sagde at han skulle give sedlen til tiggeren. Tiggeren blev så glad, at han stod og dansede i flere minutter og råbte til dem der stod omkring ham, hvad han havde fået. Det var jo bare et ganske lille beløb jeg gav til ham, men glædesudbrudet han kom med, var jo nok til at jeg har lyst til at give igen.
Et gammelt ordsprog siger, at hvad man giver væk, kommer tifold igen, men hvis man forventer at det kommer igen i form af penge eller ting, ti gange det man gav væk, så har man misforstået ordsproget. Velsignelsen ved at give kommer fra Gud og den velsignelse er ikke udmålt i kroner og øre, men derimod i kærlighed, der strømmer uendeligt fra ham, gennem os og ud til dem vi hjælper.
Vi mærker Guds rige velsignelse hver dag her i Tanzania. Vi mærker den gennem de gaver I er med til at give og gennem dem vi selv giver. Gud har ikke glemt Tanzania. tværtimod. Han velsigner mennesker her med et godt humør og en indstilling til livet, der er helt unik i forhold til, hvad vi er vant til fra Danmark. Og så er Gud synlig og nærværende. Her i landet er tro ikke en privatsag, det er en allemandssag.

Ikke kategoriseret

Her for nylig var vi en tur over alle bjerge. Ja, det har vi faktisk været to gange inden for den sidste måned. Først en tur op nordpå i nærheden af Ugandas grænse og så en tur til Dar es Salaam. På den første tur kørte vi i bil. Det var ikke så lang en tur, kun 380 kilometer, men det tog alligevel 8 timer at køre turen. På ca halvdelen af vejen kørte vi på jordveje, som var hulleder og ujævne. Meget ujævne visse steder.
Vi skulle derop for at hente en hund, vi havde fået foræret, og så ville vi lige holde et par dage fri, for vi havde gæster og de ville også gerne ud at se lidt af landet. Byen Bukoba vi overnattede i var rigtig dejlig. Bygget på bjerge og klipper lidt ligesom Mwanza, men mindre og meget bedre vedligeholdt. Vi kørte ikke på jordveje i byen. Alt var asfalteret. Vi besøgte også nogle andre danskere, som er udsendt af Danmission. De havde bestilt en del bøger og så kunne vi jo lige få vores aftensmad hos dem.
Vi har næsten altid bøger og bibler med i bilen, for der er jo plads nok, os så kan vi jo ligeså godt sælge lidt på vejen. Det gjorde vi også på turen til Bukoba. Vi solgte mange bibler både til private og til forretninger.
På en lille udflugt uden for byen så vi et flot vandfald, og på vejen hjem var vi lige ved at køre en skildpadde ned, den første vi har set i Tanzania og så købte vi mango og ananas af de lokale bønder til langt under den pris, man betaler i Mwanza. Vi købte også kul på vejen hjem, for vores medarbejdere her i Mwanza er vant til, at det gør chefen, når han er ude at køre, for de kan spare rigtig mange penge på at købe deres kul til madlavning på landet i stedet for i byen.
Vi så også lerklinede runde hytter, hvilket vi heller ikke havde set før. Det er utroligt så primitivt tanzanerne ude på landet bor. To, tre måske fire små små hytter omkring en gårdsplads. Det er alt, hvad de har. Ingen strøm og ingen vand. Nogle få høns og en mark, hvor de dyrker lidt majs eller bønner. I nogle landsbyer holder de køer og geder, men det er langt fra alle der gør det.
Vi havde mødt mange store flokke med køer og geder på vores vej til Bukoba. Nogle af køerne havde så store horn i panden, at man næsten syntes de måtte tabe hovedet. Men det sad godt nok fast og de så ud til at trives udemærket.
På den næste tur over alle bjerge kom vi til Dar, denne gang med fly. Her fejrede vi jul sammen med gode venner og det var en dejlig men naturligvis også noget anderledes jul end sædvanlig.
Julens budskab er dog stadig det samme uanset om vejret er varmt eller koldt, om juletræet er af gran eller plastik, om man bruger kamstegen eller låret af grisen til flæskesteg eller om man holder julen i Danmark eller i Tanzania. Jesus blev født for at vi kunne blive frelst og så er det ligemeget om hvid eller sort eller om man er fattig eller rig.

Ikke kategoriseret